’Folkenes selvbestemmelsesret’ og det slesvigske spørgsmål, 1918-1920

Artikler

Da det i oktober 1918 stod klart, at Tyskland ville tabe 1. verdenskrig, opstod muligheden for at indlemme de dansksindede dele af Slesvig i Danmark. Der var dog delte meninger om, hvor den nye grænse skulle trækkes, og hvilke principper, der skulle lægges til grund for en indlemmelse. Nogle mente, at spørgsmålet skulle løses gennem folkenes selvbestemmelsesret, altså at befolkningen selv skulle have ret til at afgøre, hvilken stat de ville tilhøre. Andre mente, at hele Slesvig var gammelt dansk land, og at grænsen derfor skulle trækkes ved Dannevirke. I sidste ende var det den amerikanske præsident Wilsons ideer om ordning for en varig fred i Europa samt ønsket om at opretholde et godt forhold til Tyskland, der blev afgørende for, at folkenes selvbestemmelsesret var det princip, der kom til at definere den nuværende grænse.

Selvbestemmelsesretten, Pragfreden i 1866 og princippet om en folkeafstemning

Ideen om folkenes selvbestemmelsesret kan spores tilbage til den amerikanske uafhængighedskrig (1775-83) og den franske revolution (1789-99). Under den franske revolution udnyttedes princippet til at retfærdiggøre annektering af landområder, hvor befolkningen havde ytret ønske om at tilhøre Frankrig. Det skete bl.a. i Alsace i 1790, i Avignon i 1791 og i Belgien i 1793. I løbet af 1800-tallet spredte ideen sig videre til andre egne af Europa, og både i 1848 og 1864 var der forslag fremme om at afholde en folkeafstemning i Slesvig, som skulle afgøre hvor en dansk-tysk grænse skulle gå.

Det var dog først efter det danske nederlag i 2. Slesvigske Krig i 1864, at ideen for alvor vandt indpas i den dansk-tyske grænsestrid. Efter den preussisk-østrigske krig i 1866 fik den franske kejser Napoleon 3. (1808-73) ved indgåelse af fredstraktaten i Prag tilføjet under § 5, ”at befolkningerne i de nordlige distrikter af Slesvig skulle afstås til Danmark, når de ved fri afstemning tilkendegiver ønsket om at blive forenet med Danmark”. Det var første gang, at folkenes selvbestemmelsesret blev formuleret i en traktat, der vedrørte Slesvig.

§ 5 i Pragfreden gav de dansksindede nordslesvigere i det område, der dækker det nuværende Sønderjylland, håb om en snarlig folkeafstemning om områdets tilhørsforhold til Danmark, og det overordnede politiske mål var derfor at opnå dens gennemførelse. En afstemning blev dog ikke realiseret, og i 1878 besluttede Tyskland og Østrig i fællesskab at ophæve § 5. Dermed havde en folkeafstemning lange udsigter. Ideen om en løsning gennem folkenes selvbestemmelsesret overlevede imidlertid som et moralsk krav hos de danske nordslesvigere, og da 1. verdenskrig lakkede mod enden, opstod muligheden for at løse det dansk-tyske grænsespørgsmål gennem en folkeafstemning.    

Den tyske rigskansler Otto von Bismarck (1815-98) som bademester, der siger til ’Slesvig’, der prøver at nå Danmark: ”Bliv bare ved at svømme – du når det nok!”. Satirisk illustration fra 1873 af de dansksindedes svære betingelser for at opnå en genforening mellem Danmark og Slesvig i årene efter 1864. Oprindelse: Træsnit fra det satiriske ugeblad Folkets Nisse

Folkenes selvbestemmelsesret og afslutningen af 1. verdenskrig

I januar 1918 fremlagde den amerikanske præsident Woodrow Wilson (1856-1924) 14 punkter, som skulle sikre en varig fred i Europa efter 1. verdenskrigs ophør. Hvad der skulle ske ved den dansk-tyske grænse indgik ikke eksplicit i de 14 punkter, men hovedprincipperne bag forslaget var, at Europas nye grænser skulle trækkes efter folkenes ret til selvbestemmelse. I oktober 1918 var det klart, at Tyskland ville tabe krigen, og den 4. oktober 1918 anmodede den nyudnævnte tyske rigskansler Max von Baden (1867-1929) de allierede om en våbenhvile. Anmodningen skete med henvisning til Wilsons forslag om at nyordne Europa på grundlag af folkenes selvbestemmelsesret.

Dette gik ikke ubemærket hen hos de danske nordslesvigeres repræsentant i den tyske Rigsdag i Berlin, H.P. Hanssen (1862-1936), som fandt, at tiden nu var inde til at kræve § 5 opfyldt. Han tog derfor initiativ til at få sat en folkeafstemning i Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) på den politiske dagsorden – både blandt de dansksindede nordslesvigere og hos den danske og tyske regering. Den 23. oktober 1918 tog han ordet i den tyske Rigsdag og rejste her - med henvisning til Wilsons 14 punkter - for første gang officielt kravet om en opfyldelse af § 5. Sideløbende hermed lykkedes det at opnå den radikale danske regerings støtte til en folkeafstemning. For den danske regering var det vigtigt også i fremtiden at opretholde et godt forhold til den store nabo i syd. Derfor mente man også her, at grænsespørgsmålet skulle løses gennem folkenes selvbestemmelsesret, og at det var vigtigt, at Danmark kun indlemmede den del af Slesvig, der var folkeligt mandat til. At en løsning skulle findes gennem folkenes selvbestemmelsesret vandt også bred tilslutning hos de andre partier i den danske Rigsdag. Det blev slået fast i en resolution den 23. oktober 1918.

Fra tysk side var man heller ikke afvisende over for ideen, og den 14. november 1918 sendte den tyske udenrigsminister Wilhelm Solf (1862-1936) et brev til H.P. Hanssen, hvoraf det fremgik, at ”den tyske regering står herefter på det standpunkt, at også det nordslesvigske spørgsmål i henhold til Wilsons fredsprogram bør løses på grundlag af den pågældende befolknings selvbestemmelsesret”.

H.P. Hanssen (1862-1936) var de dansksindede nordslesvigeres/sønderjyders leder og repræsentant i den tyske Rigsdag fra 1906 og frem til afslutningen af 1. verdenskrig. Fra juni 1919 til marts 1920 var han minister for det midlertidige ministerium for sønderjyske anliggender i den radikale regering under Carl Th. Zahle (1866-1946). Han var om nogen hovedarkitekten bag Genforeningen i 1920. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Den historiske ret vs. folkenes selvbestemmelsesret

De dansksindede nordslesvigeres politiske organisation, Vælgerforeningen for Nordslesvig, mødtes den 16.-17. november 1918 for at aftale, hvordan man skulle forholde sig til en folkeafstemning i Slesvig. For at opnå støtte fra både dansk og tysk side ønskede de fleste, at grænsen kom til at gå så tæt på sprog- og sindelagsgrænsen mellem dansk og tysk som muligt. Samtidig ønskede man dog ikke, at nogle af de større byer i Nordslesvig, hvor der var usikkerhed om udfaldet af en afstemning, skulle falde i tyske hænder. Derfor blev det besluttet med den såkaldte ”Aabenraa-resolution” at kræve, at hele området i en linje nord om Flensborg og syd om Tønder skulle stemme en-bloc – dvs. at det samlede resultat for hele Nordslesvig skulle afgøre, om området blev dansk eller tysk. Derudover blev det aftalt, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig (som omfattede Flensborg og området umiddelbart syd for Nordslesvig), som rejste krav derom, havde ret til særskilte afstemninger.

Det var dog ikke alle, der mente, at denne løsning var optimal. Derfor opstod der flere modbevægelser, heriblandt den såkaldte Flensborgbevægelse, som arbejdede for at Flensborg også skulle blive en del af Danmark. I skarpest modsætning til Aabenraa-resolutionen og den danske regering stod Dannevirkebevægelsen, som ikke havde meget til overs for princippet om folkenes selvbestemmelsesret. De mente i stedet, at det var den historiske ret, der skulle danne grundlaget for en grænsedragning. Ifølge denne bevægelse havde Danmark gennem den fælles historie med hertugdømmet Slesvig erhvervet retten til at indlemme hele området ned til en grænse ved Dannevirke. Her så man stort på, at befolkningen i de sydlige dele af Slesvig følte sig som tyskere, fordi man mente, at de tidligere havde været danske og derfor igen kunne blive det i løbet af et par generationer.

Versailleskonferencen 1919

Splittelsen i de danske rækker fik også indflydelse på fredskonferencen i Versailles i 1919, der skulle forhandle fredsaftalen efter 1. verdenskrig på plads. Særligt franskmændene, som havde et mål om at svække Tyskland mest muligt, støttede Dannevirkebevægelsens ønske om en sydligere grænse, mens briterne og amerikanerne lagde sig op ad Aabenraa-resolutionen. Flere gange lykkedes det at så tvivl om de principper for grænsedragningen, som den danske regering og Nordslesvigsk Vælgerforening havde forelagt fredskonferencen. Bl.a. opnåede Dannevirkebevægelsen at få gennemtrumfet, at der også skulle holdes en folkeafstemning i de sydligste egne af Slesvig, og kun efter pres fra den danske regering blev denne beslutning trukket tilbage.

Trods stridighederne var det Aabenraa-resolutionen og ideen om folkenes selvbestemmelsesret, der i sidste ende blev lagt til grund for Versaillestraktatens artikler om løsningen af det slesvigske spørgsmål. Her blev det fastlagt, at der skulle afholdes folkeafstemninger i to zoner. Zone 1 omfattede Nordslesvig; det vil sige det område, som var blevet defineret i Aabenraa-resolutionen, hvor der som foreslået skulle stemmes en-bloc. Zone 2 bestod af Flensborg og en række distrikter i Mellemslesvig (se kortet nedenfor). Her skulle der stemmes kommunevis, hvilket betød, at der ved grænsedragningen skulle tages hensyn til resultaterne i de enkelte kommuner.

Hele afstemningsområdet skulle stilles under en international kommission, som skulle overtage forvaltningen af de to zoner i tiden op til afstemningen og sørge for en fri, hemmelig og uafhængig folkeafstemning. Som forventet var der et klart dansk flertal i zone 1 på ca. 75 % og et endnu mere klart tysk flertal i zone 2 på 80 %. Det var resultatet af disse afstemninger, der førte til den nuværende dansk-tyske grænse.

Kort over de to zoner, hvor der skulle afholdes afstemninger i februar-marts 1920. I den nordslesvigske zone 1 skulle der stemmes som en helhed, mens det i den mellemslesvigske zone 2 var resultatet i de enkelte kommuner, der talte. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.


Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Cassese, Antonio: Self-Determination of Peoples. A Legal Reappraisal (1995)

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920, bind 1-3 (1979)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
27. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Cassese, Antonio: Self-Determination of Peoples. A Legal Reappraisal (1995)

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920, bind 1-3 (1979)

Udgiver
danmarkshistorien.dk