Færøerne og Danmark

Artikler

Færøerne blev nærmest ved et tilfælde en del af det danske kongerige ved Freden i Kiel 1814.  I 1850 kom Færøerne under Grundloven, der herefter kom til at definere en dansk enhedsstat. Færøerne har i det 20. og 21. århundrede gennemgået en udvikling hen mod en så selvstændig status i det danske rige, at man med fuld ret kan spørge, om det fortsat giver mening at tale om en dansk enhedsstat. Det statsretslige forhold mellem Danmark og Færøerne har været i konstant udvikling i mere end 200 år: Fra fredsaftalen i 1814 til hjemmestyreordningen anno 2020.

Freden i Kiel

Med Freden i Kiel i 1814 ophørte næsten 800 års fællesskab mellem Færøerne og Norge. Færøerne havde siden vikingetiden haft tætte forbindelser til Norge. Det fortsatte, da Færøerne sammen med Norge i 1380 kom i union med Danmark under samme konge. I princippet var der tale om to ligeværdige kongeriger, det norske og det danske, men administrationen af begge kongeriger blev efterhånden centreret i København, så der i realiteten var tale om en magtforskydning. I 1814 havde administrationen af Færøerne allerede i to århundreder været placeret i København på trods af, at Færøerne i princippet stadig var en del af det norske kongerige. Det sluttede, da den dansk-norske konge på grund af uheldig deltagelse på fransk side i Napoleonskrigene blev tvunget til at afstå Norge til Sverige, der havde deltaget i krigene på den vindende engelske side.

I Buchwaldscher Hof i Kiel i den nuværende delstat Slesvig-Holsten, der fra 1460 til 1864 var i personalunion med Danmark, blev traktaterne mellem Storbritannien, Sverige og Danmark underskrevet ud på natten mellem den 14. og 15. januar 1814. Bygningen blev som meget andet ødelagt under 2. verdenskrig. I dag vidner kun en mindesten om stedet, hvor Færøernes skæbne som en del af det danske kongerige blev afgjort. Hverken Færøerne, Island, Grønland eller Norge er nævnt som partnere i aftalen, der kun omtaler fredsaftaler mellem Danmark, Sverige og England. På fotoet far 1904 ses indgangsportalen til Buchwaldscher Hof. Foto: Stadtarchiv Kiel  

I sidste øjeblik, ud på natten mellem 14. og 15. januar 1814, blev der indsat en parentes i fredsaftalen mellem Danmark og Sverige. Island, Færøerne og Grønland blev eksplicit undtaget fra overdragelsen af Norge til den svenske krone. Historikere har siden diskuteret årsagerne til denne sene indskydelse, og det er muligt, at de svenske forhandlere aldrig havde tænkt sig, at de nordatlantiske øer skulle følges med Norge ved overdragelsen. Uanset hvad betød den eksplicitte undtagelse, at alle senere norske krav på de nordatlantiske øer var forgæves. Parentesen blev afgørende for Færøernes skæbne.


Den første fortælling om Færøerne er Færingernes Saga, der blev skrevet i Island i 1200-tallet – her fra manuskriptet Flatøbogen. Historien udspiller sig ca. 960-1040 og handler om kampen mellem Sigmundur Brestison (961-1005) og Tróndur i Gøtu. Ifølge sagaen bragte Sigmundur kristendommen til Færøerne fra Norge og krævede, at færingerne skulle betale skat til Norge. Tróndur i Gøtu blev overvundet og tvunget til at bekende sig til kristendommen – alternativet var halshugning – og færingerne kom siden til at betale skat til Norge.
Foto: Wikimedia Commons

Grundloven og Færøerne

Efter 1814 havde et svækket dansk kongerige mistet Norge, men opretholdt suverænitet over nogle enorme besiddelser i Nordatlanten, der økonomisk, kulturelt og samfundsmæssigt var meget forskellige fra det egentlige Danmark. Det skulle vise sig at blive meget svært at inkorporere de nordatlantiske landområder i en fremtidig dansk nationalstat. Det blev desuden nødvendigt at etablere særlige ordninger, og i årene mellem 1813 og 1821 blev der udformet særlige regler for, hvordan love - i ændret form - skulle sættes i kraft på Færøerne. Færøerne blev et særligt lovområde i riget.

Da de store revolutioner i 1830 og 1848 skyllede gennem hele Europa og banede vejen for demokratiske reformer, blev det også nødvendigt at tage særlige hensyn til Færøerne. Island og Færøerne blev i første omgang repræsenteret af kongeligt udpegede repræsentanter på den rådgivende stænderforsamling i Roskilde, der trådte sammen i 1834. Mens Island var repræsenteret af indfødte islændinge, blev færingerne repræsenteret af forhenværende danske embedsmænd på Færøerne. Island var på det tidspunkt ved at bane en vej mod fremtidig suverænitet og ønskede derfor ikke at repræsenteres på en folkevalgt dansk forsamling.

Mange færinger ønskede blot større selvbestemmelse inden for rigets rammer. Det kom for første gang til udtryk i 1844 og 1846, da færinger ansøgte om at få deres egen færøske stænderforsamling. Ansøgningerne blev afvist med den begrundelse, at færingerne kun var et simpelt almuefolk blottet for højere dannelse, og derfor ikke havde de nødvendige kundskaber til at opretholde deres egen folkerepræsentation. Komiteen, der behandlede forslaget, mente, at Færøerne var bedst tjent med at være repræsenteret på en større dansk folkeforsamling, som kunne støtte Færøerne. Komiteen anbefalede dog, at Færøerne fik et kommunalråd med udvidede beføjelser til at afgive betænkning vedrørende lovforslag. Dette synes at være det spor, som førte til, at Færøerne fik en folkerepræsentation i 1852. Rådet blev med historisk bevidsthed opkaldt efter det tidligere Lagtinget, der var blevet nedlagt i 1816. Da det endelig lykkedes at få en folkerepræsentation, havde revolutionerne i 1848 dog allerede gjort, at tiden var løbet fra de rådgivende forsamlinger.


Skulptur af den færøske sømand og smugler Nólsoyar Páll (1766-1808), der under Napoleonskrigene sejlede varer mellem Færøerne og Danmark. Dermed kom han i konflikt med monopolhandlen og de danske myndigheder. Nólsoyar Páll digtede det satiriske Fuglekvadet, hvor han hånede de danske embedsmænd og ikke mindst Færøernes danske kommandør, der i 1808 overgav Tórshavn til englænderne uden kamp. På skulpturen er han omgivet rovfugle, der symboliserer de danske embedsmænd, mens han selv er tjaldrið, strandskaden, der senere blev Færøernes nationalfugl. Og han er folkets forsvarer, der skuer ud i den store oplyste verden og ind i fremtiden. Skulptur fra 1995 af den færøske kunstner Hans Pauli Olsen (f. 1957). Foto: Arne List

Grundloven fra 1849, der indførte konstitutionelt demokrati i Danmark, blev sat i kraft på Færøerne, da tinglæsningen blev afsluttet på Sandoy den 27. marts 1850. Det er senere blevet påpeget af færøske selvstyrefolk, at der ikke var færinger tilstede i Den Grundlovgivende Rigsforsamling fra 1848. Færøerne var ligesom i de tidligere stænderforsamlinger repræsenteret af en forhenværende dansk embedsmand udpeget af kongen. Færingerne var heller ikke repræsenterede i den første danske Rigsdag, der i 1850 vedtog den betydningsfulde færøske valglov til Rigsdagen. Færøerne havde ikke som Island sin egen folkerepræsentation, som kunne have afgivet betænkning eller givet opposition til beslutningen. Det hører med til historien, at ingen på Færøerne modsatte sig, at grundloven også kom til at gælde Færøerne. I 1851 blev Niels Winther (1822-1892) valgt til Folketinget som Færøernes første folketingsmedlem.

Grundloven har som i det egentlige Danmark været til folkeafstemning på Færøerne i 1920, 1939 og i 1953, hvor der har været stort flertal for grundlovsændringerne. Valgdeltagelsen på Færøerne har dog været bemærkelsesværdig lav – 24,9% i 1920, 10,7% i 1939 og 8,7% i 1953. Gyldigheden kan der næppe sættes nogen tvivl om, men der er ofte blevet sat spørgsmålstegn ved legitimiteten. 

Lagtinget og politiske partier

Det færøske lagting fra 1852 fik ikke de beføjelser, som færinger havde ønsket sig og drømt om i 1840’erne. Da et udkast til en færøsk kommunallov i 1850 var til behandling blandt et udvalg af færinger i Tórshavn, var et flertal imod, at den danske amtmand skulle være formand for kommunalrådet. Niels Winther ønskede et kommunalråd bestående af medlemmer, der var folkevalgt blandt færingerne. Ingen talte om, at det nye lagting skulle have lovgivende beføjelser.

Oprettelsen af Lagtinget på Færøerne var ikke desto mindre et stort demokratisk fremskridt, der gav færingerne mulighed for at have demokratisk kontrol med de danske embedsmænd. Lagtinget fik mulighed for - hvad et almindeligt kommunalråd ikke havde - at tage initiativer i spørgsmål om særlige færøske lovgivningsforhold over for rigsmyndighederne. Fra 1866 til 1953 var det også forsamlingens opgave at vælge den færøske repræsentant til det danske Landsting blandt Lagtingets medlemmer. Frem til år 1900 var der ikke egentlige politiske partier på Færøerne, men dog tydelige politiske blokdannelser i Lagtinget. Nogle arbejdede for større beføjelser til Lagtinget, mens flertallet som oftest var imod.

Det var først i begyndelsen af det 20. århundrede, at egentlige politiske partier voksede frem – Samhørighedspartiet i 1906 og Selvstyrepartiet i 1909. Partinavnene afslører, at skillelinjerne i færøsk politik som tidligere gjaldt Lagtingets myndighed og forholdet til Danmark. Samhørighedspartiet ønskede stort set uændrede forhold, mens Selvstyrepartiet ønskede større beføjelser, lovgivende myndighed og skattebevillingsret til Lagtinget i særligt færøske forhold. I 1906 havde den færøske folketingsrepræsentant Jóannes Patursson (1866-1946) opnået mandat fra den danske regering til at forelægge Lagtinget på Færøerne et forslag om større myndighed til dem, men det blev nedstemt.

Desuden ønskede Selvstyrepartiet at færøsk sprog, som kun havde overlevet gennem århundrederne som mundtligt almuesprog, men var genetableret som skriftsprog i 1846, skulle være undervisningssprog på Færøerne. Færøsk skulle have fuld ret i færøske forhold. Samhørighedspartiet ville derimod ikke godtage noget, som stillede dansk sprog dårligere.

Samhørighedspartiet havde flertallet af de færøske vælgere bag sig i hovedparten af første halvdel af det 20. århundrede. Der var dermed hovedsageligt tale om en intern konflikt på Færøerne. Da Selvtyrepartiet i perioden 1918 til 1924 på grund af valgtekniske forhold, havde flertallet i Lagtinget, forværredes partiets forhold til de danske rigsmyndigheder. Lagtinget vedtog adskillige gange, at færøsk skulle være undervisnings- og kirkesprog, og man stemte for at udvide beføjelserne til Lagtinget. Disse krav blev efterfølgende blev afvist i Danmark. Først da en mere retfærdig valglov, der gjorde Lagtinget til en udelukkende folkevalgt forsamling, blev vedtaget i 1923, ønskede den danske regering at følge Lagtingets flertal. Samhørighedspartiet, som genvandt flertallet i Lagtinget i 1924, ville dog ikke godtage et dansk forslag om at gøre færøsk til undervisningssprog.

Det var derfor først efter Samhørighedspartiet i 1936 endeligt havde mistet flertallet i den færøske befolkning og i Lagtinget, at den danske regering i overensstemmelse med et stort flertal i Lagtinget vedtog, at færøsk og dansk skulle ligestilles som undervisnings- og kirkesprog på Færøerne. På det tidspunkt var nye politiske partier, der var nationalt og politisk mere orienteret mod selvstyre, blevet repræsenteret i Lagtinget. Det var partier som Socialdemokratiet (oprettet 1925) og Erhvervspartiet (oprettet 1935), der i 1939 skiftede nvan til Folkeklokken. Den økonomiske krise i 1930’erne betød dog, at spørgsmålet om egentligt selvstyre ikke var så aktuelt og måtte vente til afslutningen på 2. verdenskrig. 


Færøske uafhængighedsfolk hævder af og til, at den danske stat ikke respekterer færingernes selvbestemmelsesret. Historien fra Kielerfreden i 1814 til Den Kolde Krig i det 20. århundrede viser, at det ofte har været stormagtsinteresser eller – i nyere tid – færøsk ubeslutsomhed, der har forhindret at det nu 640 år gamle dansk-færøske fællesskab er blevet opløst. Fotoet fra 2. verdenskrig viser britiske tropper, der charmerer lokale børn. Foto: Nationalmuseet.

Hjemmestyre

Da Danmark i april 1940 blev besat af Tyskland, blev Færøerne samtidigt besat af Storbritannien. Det ændrede fundamentalt relationerne mellem de to rigsdele. Lige som under Napoleonskrigene var briterne meget bevidste om, at øerne var danske og skulle leveres tilbage til Danmark efter krigen. Økonomisk var krigsårene gode for Færøerne, der eksporterede fersk fisk til det lukrative britiske marked, men den farlige sejlads i Nordatlanten kostede mange forlis og menneskeliv. Folkeflokken, tilnærmelsesvis et selvstændighedsparti, fik massiv opbakning og manglede i 1943 et mandat til absolut flertal i Lagtinget, som under krigen midlertidigt havde fået lovgivende myndighed i færøske forhold. 

Det færøske flag blev den 25. april 1940 godkendt af briterne til brug på havet. Den færøske krone var under besættelsen knyttet til en fast kurs i forhold til det britiske pund. Briterne ville ikke acceptere, at Færøerne proklamerede selvstændighed under krigen. Amtmanden kom dog under så stort politisk pres, at han udtalte som sin personlige holdning, at Færøerne efter krigen skulle have mulighed for at tage stilling til deres fremtidige relation til Danmark. Han var endvidere overbevist om, at en dansk regering i et frit Danmark ville have samme holdning. Det betød, at spørgsmålet om færøsk selvstændighed var allerøverst på dagsordenen, da krigen sluttede i 1945.

Forhandlingerne efter krigen førte til en folkeafstemning på Færøerne den 14. september 1946. Afstemningen viste et snævert færøsk flertal for løsrivelse. Da der imidlertid efter et nyt lagtingsvalg ikke var politisk flertal i Lagtinget for løsrivelse, blev der optaget nye forhandlinger med den danske regering, der resulterede i hjemmestyreloven af 1. april 1948. Med hjemmestyreloven fik Lagtinget, på trods af Grundlovens ord, anerkendt, at forsamlingen havde lovgivende myndighed i særligt færøske forhold og myndighed til at fastsætte og opkræve skatter på Færøerne. Et nyt landsstyre (en færøsk regering) fik den administrative myndighed i færøske forhold, der blev overtaget fra Danmark. Desuden kunne det færøske hjemmestyre overtage flere særligt færøske sagsområder, som det således også skulle finansiere fuldt ud. Andre sagsområder, der var fællesområder, kunne hjemmestyret overtage i overensstemmelse med den danske regering. Udenrigs- og forsvarsanliggender kunne ikke overtages.

Folkeflokken anerkendte ikke hjemmestyreloven. Og et nyt parti, Det Republikanske Parti (Tjóðveldi), stod fast på, at Færøerne havde valgt selvstændighed i 1946, og anerkendte heller ikke hjemmestyreloven. I praksis har hjemmestyreloven dog siden været den politisk-juridiske ramme omkring færøsk politik. På trods af flere dybe kriser i forholdet til Danmark, fx lægesagen i 1950´erne og bankkrisen i 1990´erne, har det færøske samfund under hjemmestyreloven gennemgået en bemærkelsesværdig kulturel, samfundsmæssig og økonomisk udvikling fra et fattigt fiskersamfund i 1930´erne til et topmoderne skandinavisk velfærdssamfund i 2020.

På det udenrigspolitiske område har det færøske hjemmestyre under hjemmestyreloven også fået mulighed for at forhandle fiskeriaftaler med andre lande på plads. Og efter år 2000 har hjemmestyret også fået mulighed for at åbne en række repræsentationer i andre lande. Således har Færøerne åbnet repræsentationer i København, London, Moskva, Peking og i Bruxelles.

Før 1814 var Færøerne forbundet med Norge og herigennem formelt i kongefællesskab med Danmark. I dag er Færøerne formelt en del af den danske enhedsstat. Med hjemmestyreloven er Færøerne blevet så selvstændige, at man kan spørge, om det reelt endnu giver mening at tale om en dansk enhedsstat. 


I 2016 besluttede statsminister Lars Løkke Rasmussen (f. 1964), der er gift med færøske Sólrun (f. 1968), at statslige institutioner i riget skulle hejse de færøske og grønlandske flag på de respektive nationaldage. Initiativet kom uheldigt fra start, da flere danske institutioner – også på Færøerne – havde anskaffet et flag med forkert farvesammensætning. Her ses det forkerte flag omkring Børsens snoede tag. Foto: Emilie Hemmingsen


 Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om artiklen

Forfatter(e)
Hans Andrias Sølvará
Tidsafgrænsning
1814 - 2020
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Thór, Jón Th., Daniel Thorleifsen, Andras Mortensen og Ole Marquardt (red.): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland. Hovedlinjer i Vestnordens historie gennem 1000 år (2012).

Østergaard, Uffe: ”Færøerne – nation eller stat?” I: Udenrigs 1 (2008).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Hans Andrias Sølvará
Tidsafgrænsning
1814 - 2020
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
9. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Thór, Jón Th., Daniel Thorleifsen, Andras Mortensen og Ole Marquardt (red.): Naboer I Nordatlanten. Færøerne, Island og Grønland. Hovedlinjer i Vestnordens historie gennem 1000 år (2012).

Østergaard, Uffe: ”Færøerne – nation eller stat?” I: Udenrigs 1 (2008).

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk