Erobringstogter til England 991-1016

Artikler

Fra slutningen af 900-tallet begyndte en ny bølge af vikingeangreb mod England. Flere skandinaviske konger og stormænd var involveret i togterne, der fra begyndelsen af 1000-tallet antog form af erobringstogter, der i 1013 kulminerede med Svend Tveskægs erobring af hele England efterfulgt af Knud den Stores næsten 20-årige herredømme over England fra 1016.

De første angreb

Efter næsten 30 års fred begyndte en ny periode med skandinaviske vikingetogter mod England i 980. Fra 991 tog angrebene for alvor fat og denne gang med direkte engagement fra skandinaviske konger. Togterne fulgte det samme mønster som den første bølge af vikingeangreb fra slutningen af 700-tallet. Efter en periode med relativt få og spredte plyndringstogter intensiveredes angrebene, flåderne blev flere og større og fra 994 fulgte overvintringer. Særligt fremtrædende for denne periode af vikingeangreb mod England er de mange og store betalinger af danegæld, den engelske konge måtte acceptere mod lovning om fred.

Slaget ved Maldon

Den første betaling af danegæld i denne periode af vikingeangreb fandt sted i 991. Dette år var Norges senere konge Olav Tryggvesson ankommet med en stor flåde. Blandt de deltagende var muligvis også den danske konge Svend Tveskæg. Skandinaverne mødte den angelsaksiske hær i et slag ved den engelske østkyst, der er blevet foreviget i det episke oldengelske digt Slaget ved Maldon. Efter at have lidt et stort nederlag betalte angelsakserne 10.000 pund i danegæld i et mislykket forsøg på at bremse fortsatte angreb. Først i 994 valgte Olav Tryggvesson at forlade England. Efter et forgæves forsøg på at erobre London sammen med Svend Tveskæg blev Olav kristnet ved den engelske kong Æthelreds hof og lovede højtideligt aldrig at angribe England igen.

Thorkild Høje

De følgende år fortsatte de skandinaviske vikingeangreb under ledelse af blandt andre Svend Tveskæg. Samtidig var England præget af stor indre uro. I 1002 førte denne situation til Danemordet; kong Æthelreds ordre om at alle danere i England skulle dræbes og det efterfølgende massemord. I 1009 optrappedes vikingetogterne endnu en gang med ankomsten af en stor hær under ledelse af den danske Thorkild Høje. De hærgede det sydlige England indtil 1012, hvor den hidtil største betaling af danegæld på 48.000 pund fandt sted. Hæren lovede fred og opløstes på nær 45 skibe, der overgik i kong Æthelreds tjeneste.

Erobring

Året efter i 1013 vendte Svend Tveskæg tilbage, og i løbet af få måneder havde han erobret hele England. Kong Æthelred måtte flygte til Normandiet, men da Svend Tveskæg døde i begyndelsen af februar 1014, vendte han tilbage. Dette varede dog kort, for allerede i 1015 ankom Svend Tveskægs søn Knud til England med en stor flåde. Æthelred døde i 1016 og blev efterfulgt af sin søn Edmund. Efter flere kampe delte Knud og Edmund England mellem sig, men ved Edmunds død sidst på året blev Knud konge over hele England. I tiden omkring 1018-19 efterfulgte Knud sin bror Harald 2. som konge i Danmark. I 1028 erobrede han Norge og indtog hermed en position som en af Europas mægtigste konger.

Svend Tveskægs død. Illustration fra The Life of King Edward the Confessor. Manuskript fra 1250'erne. Fra: Wikimedia Commons  

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
991 - 1016
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Marie Bønløkke Spejlborg
Tidsafgrænsning
991 - 1016
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
1. november 2011
Sprog
Dansk
Litteratur

Roesdahl, Else m.fl. (red.): Vikingerne i England - og hjemme i Danmark (1981)

Hadley, Dawn M.: The Vikings in England: settlement, society and culture (2006)

Richards, Julian D.: Viking Age England (2000)

Udgiver
danmarkshistorien.dk