Distriktslæge C. Rasmussens medicinske beskrivelse af befolkningen på Læsø, 1859

Kilder

Kildeintroduktion:

Distriktslæge Christen Rasmussen (1809-1877) udarbejdede fra 1855 til 1859 en medicinsk topografi med etnografiske beskrivelser af befolkningen på Læsø, som han indsendte til Sundhedskollegiet. Et uddrag fra hans afhandling er gengivet nedenfor.

Christen Rasmussen var distriktslæge, dvs. embedslæge, på Læsø fra 1855 til 1863. Inden da havde han været praktiserende læge i Marstal, Svendborg og Hornsyld ved Horsens i tilsammen 20 år. Efter opholdet på Læsø blev han distriktslæge i Mariager, sygehuslæge i Thisted og til sidst praktiserende læge i København.

Allerede kort efter ankomsten til Læsø begyndte Rasmussen at indsamle oplysninger om øboernes sundhedstilstand og levevis, og i 1859 indsendte han den færdige afhandling på ca. 100 tætskrevne sider til Sundhedskollegiet – den centrale sundhedsforvaltning i København. Rapporten var bilag til den lovpligtige årlige medicinalberetning, hvor Rasmussen bl.a. skulle redegøre for, hvilke epidemiske sygdomme der havde raset i lægedistriktet i det foregående år.

Sundhedskollegiets medlemmer var imponeret over den grundighed, som Rasmussen havde lagt for dagen. De overvejede også at udgive afhandlingen, men afstod fra det – bl.a. fordi de frygtede for, at lægens mange bramfri udtalelser om læsøboerne kunne give ham problemer i hans fremtidige virke på øen.

Beskrivelsen af tilstanden på Læsø er et af de få danske eksempler på en medicinsk topografi. Denne genre var derimod meget populær i Centraleuropa, især i slutningen af 1700-tallet, og i 1792 udarbejdede den tyske læge L.L. Finke ligefrem en manual for, hvilke emner en læge skulle omtale, når han lavede en sådan rapport om forholdene i en bestemt by eller landsdel.

Finke krævede bl.a., at forfatteren redegjorde for det udvalgte områdes jordbundsforhold, frugtbarhed og klima samt befolkningens størrelse, erhvervsmønstre, uddannelse, mad- og drikkevaner, klædedragt og boligforhold. Derudover skulle han give en redegørelse for ”folkekarakteren” (temperament, flid, udholdenhed og styrke m.v.). Men vigtigst af alt gjaldt det om at beskrive, hvilken betydning befolkningens kultur og levevilkår havde for sundhedstilstanden.

Christen Rasmussens afhandling følger i høj grad Finkes retningslinjer. Derfor indeholder hans tekst bl.a. detaljerede beskrivelser af vejrforholdene år for år i 1850’erne, udviklingen i befolkningstal, epidemier siden 1830’erne samt de private boligers og offentlige bygningers størrelse og tilstand. I uddraget nedenfor er kun medtaget en lille del af Rasmussens sundhedsbeskrivelse. Derimod gengives langt den største del af redegørelsen for kultur og erhverv.


Denne tegning blev vedlagt Christen Rasmussens afhandling. Kortet viser, at næsten alle offentlige bygninger og embedsmandsboliger i midten af 1800-tallet befandt sig i eller ved Byrum på den sydlige del af Læsø. Skolerne var dog jævnt fordelt ud over øen. Bortset fra en ganske lille plet midt på Læsø var øen helt skovløs. Rasmussen mente, at det var muligt at opdyrke en stor del af heden. Derimod betegnede han strækningen langs næsten hele nordkysten som ”aldeles ufrugtbart terræn”, og flere steder på øen var der større områder med flyvesandsklitter. I dag udgør skovene 34 % af øens areal, mens 21 % benyttes til landbrug, 19 % er vådbundsarealer, og 18 % er hede. De resterende 7 % består af klitter, bebyggelse og veje m.v.

Manuskriptet ligger på Rigsarkivet i: Sundhedsstyrelsen, Journalsager 1806-1981, pakke 157 (1859, sag 537-668). En kladde findes på Nationalmuseet. Afhandlingen er udgivet i sin helhed i: Signe Mellemgaard: Distriktslægen og læsøboerne. En medicinsk topografi fra 1859 og dens forudsætninger, 1992. Bogen har en fyldig indledning om kilden og dens baggrund.

Uddraget fra manuskriptet vist nedenfor er transskriberet og bearbejdet af seniorforsker og arkivar ved Rigsarkivet Jørgen Mikkelsen.

De klimatiske forholds betydning for sundheden

De klimatiske forhold er med hensyn til helbredstilstanden gunstige hersteds, som dels findes begrundet i de sjældnere forekommende epidemiske sygdomsformer og befolkningens gode konstitutionelle[1] udvikling, hvilke under mindre gunstige atmosfæriske og telluriske[2] forhold næppe ville undgå påvirkning af herværende, i hygiejnisk henseende, flersidigt påvirkende skadelige potensers[3] indflydelse, navnlig hvad levemåde, bolig og legemets pleje angår.

Vel kan den ofte hurtigt indtrædende temperaturveksel gøre sin indflydelse gældende og må anses som en af de mest virkende årsager til sygelige affektioner,[4] nemlig katar[5] og rheumatisme.[6] Men på den anden side gør den stadige indvirkning af den friske og vist nok mere end de fleste andre steder rene atmosfære alle livsytringer kraftigere og hærder legemet til at kunne modstå vejrligets indflydelse.

Træder man ud i det frie, føles en behagelig fornemmelse ved indåndingen af den lette, forfriskende luft, som ved at befordre respirationen næppe undlader sin påvirkning til blodets fuldstændigere oxidation[7] samt en livligere assimilation, og når dertil erindres, at der på hele øen ikke findes et morads, et mosedrag eller andre for miasmas[8] udvikling gunstige betingelser, at jordlaget så godt som består i en stærk sandblandet muldjord, hvor lerunderlaget med en enkelt undtagelse er dybt beliggende – hvilket vel i forening med øens lavere højde og havets omgivelse for en del influerer til, at temperaturen hersteds er mildere, end man efter øens beliggenhed skulle formode og måske for en del årsag til den noget køligere sommer og noget mildere vinter, vil det kunne skønnes, at klimaet med hensyn til sundhedsforholdene hersteds er forskelligt og under gunstigere betingelser end lavlandsstrækninger i almindelighed.

Tåget luft viser sig langt fra at være meget hyppig, og den såkaldte havgus, der er så almindelig på den jyske vestkyst, har jeg ikke bemærket i den tid, jeg har opholdt mig hersteds. (…)

Arbejdsfordeling og forholdet mellem kønnene

[Christen Rasmussens tekst indeholder en detaljeret beskrivelse af Læsøs demografiske forhold, herunder det store kvindeoverskud, som fandtes på øen på denne tid. Ved folketællingen i 1855 blev der således registreret 1200 drenge/mænd og 1353 kvinder. I umiddelbar forlængelse af denne omtale følger disse bemærkninger:]

At dette misforhold ikke har været uden indflydelse såvel på befolkningens moralitet som øvrige levemåde, er ikke usandsynligt, og misforholdet stiller sig endnu mere uheldigt, når fradrages gamle og den del af den mandlige befolkning, som fjernt fra hjemmet tilbringer den meste tid af året på søen.[9]

Fruentimmerne er således så godt som overladt til sig selv, blevet tvunget af forholdene til at varetage alle beskæftigelser i hus, mark og hede, styre og regere såvel ude som inde, er blevet selvrådige og har på grund af deres ofte svære legemsanstrengelser og upassende beskæftigelser ikke lidet tabt det sande kvindelige i væsen og tænkemåde.

Sansen for det hyggelige i hjemmet er med få undtagelser så godt som fremmed for dem, og følgelig forholdet i familielivet mindre heldigt. Desværre er uenighed mellem mand og kone, forældre og børn eller søskende indbyrdes ingen sjældenhed. Misundelse, skinsyge og trange kår rækker hinanden gensidigt hånden til disse forhold, som for en del hidrører fra deres hele materielle levevis. (…)

Om vinteren benytter [mændene] en stor del af tiden til at spinde hamp og danne fiskegarnene til hornfiskeriet om foråret – det eneste fiskegarn, som finder anvendelse for tiden.

Den kvindelige befolknings aktivitet står langt forud for den mandlige, skønt det ikke kan nægtes, at der også blandt disse findes mange driftige og arbejdsomme mænd. Men, desværre, ikke en ringe del hendriver tiden i butikker, på gæstgiversteder og smugkroer, og navnlig ser man sjældent den yngre del af den mandlige befolkning at befatte sig med arbejde, når de – som ofte sker i flere måneder – opholder sig i hjemmet. At besøge pigerne eller kammeraterne, spadsere fra morgen til aften, gå til dans og anden lystighed er disses største tidsfordriv, og det synes næsten, som de anså det for skam at lette forældre eller søskende i deres ofte anstrengende arbejde.

Husholderiske er fruentimmerne ikke, men hvor kan de også være det? Hele sommeren, ja så snart jorden om foråret er tjenlig at bearbejde, er de i marken eller heden fra den tidlige morgenstund. Og næppe er pigen konfirmeret, førend hun må deltage i disse arbejder, som dertil endog fordrer betydelig legemskraft og øvelse. At se disse kvindelige væsener arbejde med deres plumske,[10] krumme spader, dels ved den såkaldte prikning af de fast sammenfaldne plovfurer, dels ved afskrælning af hedernes overskorpe til kompostgødning, dels ved tørveskæring (…) kan næsten få ens rygmuskler til at skælve.

Alle disse arbejder foretages i en stærkt foroverbøjet stilling alene ved armenes kraftanstrengelse, ligesom læsøboen selv ved almindelig gravning aldrig bruger foden til hjælp, men ved en huggende bevægelse støder spaden i jorden, hvilket måske for en del hidrører fra den almindelige skik at gå barfodet om sommeren – eller rettere sagt, så længe sne og frost ikke nøder til det modsatte – og lægger man mærke til dem under deres korte, men hyppige ophold under arbejdet, fremtræder trætheden i den anstrengte ryg. De står da gerne aldeles stille, meget foroverbøjede, hvilende med hænderne på den mod jordskorpen stillede spades skaft.

At musklerne derved efterhånden i almindelighed hærdes, udholdenhed og legemlig styrke forøges og giver deres bevægelser et mere mandligt præg, er jo naturligt, og man må i sandhed beundre den kraft og behændighed, de udviser ved disse anstrengende arbejder, ligesom det er påfaldende at se fruentimmernes gang, hvilken disse forslidte væsener iværksætter med en hurtighed og lethed, hvortil man vanskeligt finder lige blandt landalmuen.

Kreaturernes røgt, såvel heste, køer, får som fjerkræ etc., påhviler ligeledes fruentimmerne. Alle kørsler med få undtagelser besørges af disse. De spænder selv for og fra og udfører kuskens forretninger – ved højtidelige lejligheder, når præsten afhentes til den lidende, lægen til den syge, såvel som til sjoverarbejde[11] i mark og hede, med korn- og tørvekørsel, pålæsning og aflæsning som ved strandinger, ved hvilken sidste lejlighed de ofte vinterdage må holde i timer med heste og vogn ved og i søen[12] i regn og blæst, frost og sne, og finder sig deri med den største ufortrødenhed uden at lade sig anfægte af tilstødende uheld eller viderværdigheder.[13] Kort sagt: Alle udvendige svære og lette arbejder besørges med få undtagelser af fruentimmerne.

I vintertiden, derimod, er arbejdet lettere, og når tid er til overs for kreaturernes røgt, sidder koner og piger ved karterne eller rokken i det vel tillukkede og stærkt ophedede opholdsværelse – går sjældent til ro før kl. 9 á 10 om aftenen og er selv om vinteren atter i aktivitet kl. 4 á 5.

Det er desårsag intet under, at den indre huslige gerning, kvindens egentlige beskæftigelse, betydeligt lider derunder. Husets rengørelse, madlavning etc. er biting, og dog forefinder man i almindelighed beboelsesværelserne i tålelig orden, gulvet fejet, bordet aftørret, sengen opredt, og sammenlignet med mange landsbyboliger andetsteds må læsøboerne i denne henseende sættes forud.

Personlig hygiejne, forfængelighed og børneopdragelse

Hvad den personlige renlighed angår, tillader tiden ikke at henvende stor opmærksomhed på legemets pleje, og skønt ansigtet er den del, der hyppigst underkastes en renselse, om just ikke hver dag, må det oftest nøjes med at overtørres med en våd klud. Hårets redning og rensning foretages højst hver 8. eller 14. dag, ligesom linned på kroppen sjældent skiftes uden hver 14. dag.

Skønt man som oftest træffer læsøboerne i deres hjem i en mindre tiltalende kostume og deraf måtte formode deres totale mangel for orden og hygge med hensyn til deres jeg, så er dette dog ikke ganske tilfældet. Det generer dem at antræffes således i hjemmet, og når de forlader dette, hvad enten det er fruentimmere eller mandfolk, til deres små udflugter, byærinder etc., træder sansen for det hyggelige eller tækkelige i det mindste udvortes til syne.

Ved fruentimmerne må det snehvide hovedklæde, den grønne rok (et tyk uldent skørt) og rent forklæde holde for, hænderne ofte bedækkede med handsker, rent lommetørklæde i hånden, og selv om sommeren oftest strømper og sko på fødderne. Ja, med hensyn til pynten uden for hjemmet går forfængeligheden endog så vidt, at når en læsøpige mangler en eller anden del af sin i øvrigt meget pyntelige søndagsdragt eller til højtid, kan hun ikke besøge Guds hus, ej heller møde ved andre højtidelige lejligheder, forinden hun er fuldstændigt udstyret dermed.

Ligeledes pudser mandfolkene sig. Søndagsklæderne må på, den hvide krave skinner i frastand, og den lille, sorte kridtpibe, der som uundværlig for de fleste sender sin bedøvende røg forud, i forbindelse med den ranke, noget stive gang, bebuder at vedkommende føler sig tilfreds med sig selv.

Af børnene tages liden eller så godt som slet ingen notits, men disse overlades aldeles til dem selv. Under forældrenes fraværelse overdrages de små børns pasning til de større, af hvilke sidste gerne en del driver omkring på hederne for at have opsigt med derværende løse kreaturer, og er da foruden deres tarvelige tørre kost (tørt brød og tør fisk) gerne forsynede med brændt kaffe, som de selv koger og tillaver i hederne.

At sørge for disses renligholdelse er der ingen tanke for. Som de står op om morgenen, går de atter om aftenen til sengs. Og at børnene selv skulle befatte sig med et så generende arbejde som vasken af ansigtet og redning af håret, er vel blandt de yderste sjældenheder. Ja, endog mens børnene er så små, at de ligger i vuggen, hvis hele indhold som oftest kun består af halm og gamle slet eller ikke fyldte dynevår, bliver de med få undtagelser yderst sjældent afvasket på kroppen, men i almindelighed kun aftørret med en klud, enten våd eller tør.

Mad og drikke

Ser man nu hen til, hvorledes disse mennesker lever, dvs. hvad forsyner de huset med af levnedsmidler, da må man i høj grad forbavses og beundre, hvad vane og natur formår at udholde, ligesom det også tyder hen til, hvor mange af livets goder (andetsteds uundværlige ting), der må renonceres på for at forskaffe de små summer, som nødvendig[vis] må tilvejebringes til dækning af uundgåelige pekuniære udgifter.[14] Desårsag afhændes alle viktualier: fersk kød og flæsk, æg, smør, ost etc., som formelig må betragtes som luksusartikler.

Undersøges læsøboernes forrådskammer, findes vel nogen, men ikke megen forskel med hensyn til mere eller mindre velstående, og man forefinder rugbrød, byggryn, bygmel,[15] tørret hornfisk,[16] tørrede og nedsaltede torsk, tørrede og røgede rødspætter, kun lidet kød af får, lam og endnu mindre flæsk, begge dele røget, kartofler, hos enkelte om sommeren noget smør og ost, æg, mælk, og om vinteren nogle steder øl, fersk fisk af og til, men fersk kød kun i slagtetiden.

Den fattigere del af befolkningen, derimod, har hverken mælk, kød, smør eller ost – følgelig kun det tørre brød, kartofler, gryn og mel af byg, tørret og røget fisk, og såfremt manden selv fisker: af og til fersk fisk. Kaffe er en almindelig yndlings-, ja, man må vel sige nødvendighedsdrik og konsumeres af alle.

Af vegetabilier benyttes kun i almindelighed grønkål, lidt hvidkål, løg, gule ærter. En stor sjældenhed er gulerødder [og] persille, og hvad, der står uden for disse, er fremmed og ukendt for læsøboen. Brændevin nydes sædvanligt til måltiderne – samt øl, om just ikke af det bedste, for så vidt huset er forsynet dermed. Egentligt fattige – eller til fattigvæsenets assistance kvalificerede individer – anses kun de, som vitterligt mangler det tørre brød i ordets strengeste betydning.

Betragtes læsøboens daglige måltider i almindelighed, får man sandelig ingen grund til misundelse. Om morgenen kaffe med eller uden fløde og sukker. Et par timer derefter frokost, som oftest tørt brød og tør fisk. Om middagen ligeledes den tørre kost for dem, som ikke har mælk; da i så fald grød eller vælling først spises og der oven på tørt brød og ost eller tør fisk. Om eftermiddagen kaffe. Kl. 5 atter tørt brød og tør fisk, og når haves ost og lidt smør.

Om aftenen kl. 7 á 8 det egentlige hovedmåltid, hos en del varm mad, som enten består i kål eller ærter, kogt med lidet røget kød, når haves, ellers med gryn eller mel, kogt røget fisk, eller når haves: fersk fisk, kogte kartofler med meldyppe af mælk eller vand og mel med lidt persille – og undertiden derefter kaffe, hvorpå alle begiver sig til sengs. Det hænder, at den levnede mad bliver stående natten over på bordet til om morgenen, og resten fortæres da som oftest af børnene.

Således går det dag ud og dag ind, og kun ved højtidelige lejligheder sker forandring, idet beværtningen består af tykt skåret smørrebrød af rug- og sigtebrød med salt, røget kød og pølse, ost, kaffe og brændevin.[17]

Denne levemåde er ens såvel for de ældre som børnene, men endnu uheldigere stillede er de spæde, dvs. barnet i dets første livsperioder. Når moderen giver bryst, er dette endda nogenlunde hjulpet i forhold til, når det ikke sker, som ikke så sjældent er tilfældet. I første tilfælde næres de da som oftest af modermælken i de første uger. Men efter denne tid bliver de til dels proppede med en melvælling, kogt af ublandet mælk og mel og desforuden gjort til gode med tyggemad, dvs. rugbrød, kartofler etc. tygges af plejersken, førend det bringes i munden på barnet.

Og er moderen længe fraværende om dagen, gives det tillige ublandet mælk at drikke, enten af et horn eller endnu oftere af en blikflaske med sugeapparat af svamp og læder, hvilken indretning sjældent renses og egentlig kun, når den er så forstoppet, at den ikke kan give mælk.

I stadig brug er dertil sutten, som består af sammentygget rugbrød og sukker, bundet i en linnedklud, der oven i købet sjældent skiftes og er ofte mørkere end dens indhold. På samme måde opfostres det nor,[18] som ikke har moderbrystet at holde sig til. Og som følge heraf samt den mangelfulde pleje med hensyn til det lille legemes renligholdelse, som foran bemærket, er det ikke at undres over, at mortabiliteten[19] blandt disse stor.

Moral, holdninger og adfærd

I moralsk henseende står vist nok meget tilbage, som burde være anderledes. Øens afsondrede beliggenhed og deraf følgende mangel på kommunikation for den allerstørste del af befolkningen med andre, såvel i materiel som åndelig henseende mere oplyste egne, er vist nok årsag til ensidigheden i deres tænke- og handlemåde og indbildte selvklogskab – ligesom også måden, hvori (efter så godt som alles anskuelse) deres hovederhverv består, nemlig strandinger, i høj grad bidrager til at virke demoraliserende på hele befolkningen.

Ved disse lejligheder er tanken ofte henvendt på smårapserier. At kunne tilegne sig en eller anden brugelig ting anses aldeles ikke som urigtig, og såvel mandkøn som kvindekøn, gamle som unge, findes i den henseende ofte interesserede og aktiv. I det hele er sans for ejendomsret meget ringe. Fra arilds tid er befolkningen vant til fællesskab, og skønt hver enkelt ikke godt tåler, at andre i den henseende går dem selv for nær, er dog det modsatte tilfældet, når vedkommende kan se sin fordel, om end nok så ubetydelig ved benyttelse af andres brugsret.

Dette viser sig tydeligt siden udskiftningen, og det er ikke alene ufreden med hensyn til kreaturet; men man har endog eksempler på, at en besidder kan køre tørv hjem af sin hedelod, som andre uden tilladelse har været så fri at skære dersteds til egen afbenyttelse, når det var lykkedes at blive upåagtet.

Men vist er det, at nøden driver mange til at være om sig, ligesom også denne omstændighed, skønt ikke i den grad nu som tidligere er grunden til, at misundelsen er et grundtræk hos befolkningen, som endog de, der ikke trænger, er inficeret af. Andres fejl lægges meget mærke til, sladderens og bagtalelsens tunge hviler da ikke, men forøger endog det passerede i høj grad, ja ofte uden at nogen virkelig årsag er til stede. 

Letsindigheden er især fremtrædende ved den kvindelige befolkning, navnlig i erotisk henseende. At erhverve sig en kæreste er med få undtagelser en stadig tanke for disse, og sanseligheden, som er udpræget i deres hele færd, får naturligvis næring ved at må deltage i og besørge forretninger, der ikke alene er ukvindelig, men ofte direkte må bryde staven over blufærdighed.

At blive gift er et hovedformål, og forbindelser indgås hyppigt med den største ubetænksomhed; ingen mandsperson anses for ringe, men desværre er, som tidligere bemærket, et mindre hyggeligt hjem den uundgåelige følge. De uægte fødslers hyppighed, gifte mænd udlagt som barnefædre, hvoriblandt desværre mænd, som skulle henregnes blandt de mere oplyst og dannede klasser, ja selv embedsmænd ikke fritagne, viser tydeligt disse forhold.

[Herefter følger en opgørelse over, hvordan de 390 fødsler uden for ægteskab fra 1802 til 1857 fordelte sig over tid. De udgjorde 10,4 % af alle fødsler på Læsø i løbet af de 56 år.]

Skilsmisser er desværre heller ingen sjældenhed, og foruden de fuldstændigt iværksatte skilsmisser efter forud gået fælles samtykke befinder flere koner sig her på øen, som dels er aldeles forladte af deres mænd, dels separerede og lever mand og kone for sig her på øen uden fuldstændig skilsmisse.

[I det følgende afsnit nævnes, at der fra 1802 til 1857 skete 24 fuldbyrdede skilsmisser blandt de 847 viede par.]

Som følge af den ringe oplysning, der er blevet den nuværende voksne befolkning til del, er det heller intet under, at overtroen her er meget fremtrædende, og man træffer på de mærkeligste beviser i denne retning. Sker et eller andet uheld, kreatur eller mennesker bliver syge, har onde folk forårsaget det, og kloge koner, kvaksalvere og deslige bedragere benytter sig af omstændighederne.

Vel er denne fordom en del i aftagende, men endnu i min tid er indtruffet et tilfælde, hvor en kone lod en afdøds grav åbne og ligkisten vende således, at den dødes ansigt kom til at ligge nedad, blot fordi denne på grund af uenighed i huset i levende live havde ytret, at vedkommende ikke skulle få fred, så længe han lå med næsen i vejret.

Og i denne tid er det hændt sig, at en familie, hvis voksne søn var blevet sindssvag, og for hvem anstalter var gjort til optagelse i den jyske dåreanstalt, havde så liden tillid i denne retning, at faderen endog i forhandlingernes mellemtid rejste til fastlandet med den syge for at tale med en klog kone, da det var utvivlsomt, at afsindigheden kun var bevirket af onde folk og følgelig lægehjælp unyttig.

Som indflydelse i moralsk henseende må jeg ikke undlade at berøre nydelsen af spirituosa, som desværre i de seneste år synes at være i tiltagende, og man træffer ikke ganske få, som man må henregne til forfaldne subjekter. Årsagen er vist nok flersidig; dels frembyder strandingsaffærer privilegerede og uprivilegerede krostæder god lejlighed, men dels er måske også den hårde, slette kost, trange og trykkende forhold samt et mindre lykkeligt familieliv at anse som motiver.

Med en stor del, for resten flinke mænd kan det vel hændes – og endda ikke så sjældent – at de får, hvad læsøbo kalder ”en stor dram”, men for øvrigt forefindes her også mange sobre mænd iblandt befolkningen. Af den yngre mandlige befolkning, som om vinteren driver i hjemmet, findes desværre også enkelte, som ikke er nogen fjende af bacchanalier.[20]

[De efterfølgende beregninger, der bygger på præcise tal for indførslen af brændevin til øen op gennem 1850’erne, munder udi, at øens indbyggere i gennemsnit forbrugte 17,2 potter (= 16,6 liter) i 1857. Men da børn under 14 år ikke drak brændevin og kvinderne åbenbart heller ikke (eller kun sjældent), og da en del af mændene havde været på langfart hele året og derfor ikke bidraget til forbruget, nåede Rasmussen frem til, at de øvrige læsøboere i gennemsnit havde sat 64 potter (= 61,8 liter) brændevin til livs i 1857.]

Ved deres forsamlinger og andre lejligheder, som oftest en følge af incitation ved spirituosa, sker i mellemstunde udbrud af gammel vikingnatur: hånden løftes, og blodige pander vanke! Læsøboen er i det hele let fornærmet; en fornærmelse tilgives ikke så hurtigt, og som følge af det let opbrusende blod gør næveretten sig gældende – næsten den eneste lejlighed, hvor de ganske frivilligt giver kontant betaling.

Læsøboen overser gerne og er ikke fri for at føle sig bedre og dygtigere end andre uden for deres egen ø, som ej heller er så meget påfaldende, da de for største del ubekendt med forholdene andetsteds, vant til i alle livets forhold at hjælpe sig selv, øver modet og snarrådigheden ved deres sømandsliv, hvilket til sammen må give dem en selvtillid, som ikke let lader sig rokke. Alle fastlandsboer har derfor som tidligere bemærket det betegnende navn (klunter) – betyder vel egentlig klodrian.

Mod fremmede – den mere oplyste eller embedsmanden – er de i almindelighed tilbageholdne, ser sjældent én i ansigtet, når man taler til dem, og for fruentimmernes vedkommende, selv når de i egne anliggender vil tale med én, kan de blive stående hele kvarter[21] indenfor i værelset uden at sige et ord, før de udtrykkeligt bliver adspurgt. Mændene er derimod mere frie som en naturlig følge af deres sømandsliv. De har ikke liden sans for det tækkelige i selskab med mere dannede, og man hører ved sådan lejlighed så godt som aldrig et ukvemsord.

De besidder en god, naturlig tænke- og dømmekraft samt nemme i deres håndgerning, hvilket vel for en del skyldes forholdenes natur, som gør selvhjælpen til en nødvendig betingelse. Deres yndlingsfornøjelse er dansen og så godt som den eneste, hvortil de gerne ofrer tid og penge, og enhver lejlighed benyttes for at iværksætte den.

Imidlertid fortjener læsøboen langt fra det slette omdømme, som desværre ofte høres såvel fjern som nær. Om der end i folkekarakteren findes mindre heldige træk, og deres tænke- og handlemåde i flere retninger kunne ønskes anderledes, må man erindre, hvor stor indflydelse tilfældige omstændigheder med hensyn til opholdssted, isolation, erhvervskilder og mindre god økonomisk forfatning har på vedkommende individer.

Undersøger man disse forhold nøjere hos befolkningen, navnlig i forbryderisk henseende, dvs. hvor anvendelse af lovens straf har været effektueret, da viser det sig, at udøvelsen af grovere forbrydelser er iblandt de store sjældenheder, og ved at gennemgå strafferegistret for dette århundrede finder man kun enkelte tilfælde, som kan henregnes til disse.

[Herefter følger to tabeller, der viser hvordan de 86 domfældelser fra 1802 til 1857 fordelte sig på køn og kriminalitetstype. Det ses bl.a., at 65 af de dømte var mænd, og at tyveri og hæleri var langt den vigtigste domsårsag (62 tilfælde), efterfulgt af ulovlig omgang med hittegods (14).]

Strandinger

Af øens beliggenhed er det indlysende, at befolkningens hovederhvervskilde søges af og på havet, ved fiskeri, forhyring og strandinger. Agrikulturen har hidtil været anset som en biting, og frem for alt står desværre strandinger. Selv for de mere oplyst ansete blandt befolkningen betragtes disse som aldeles uundværlige for læsøboens beståen, og det kan heller ikke nægtes, at store summer ved denne lejlighed ofte tilflyder øen.

Strandinger er desværre det, hvortil alles higen og forhåbninger står. At bestige rygningen af husene og med kikkerten i hånden at spejde hele kysten er for en meget stor del den første morgenbeskæftigelse, og når da en stranding observeres, er læsøboen ret vågen.

Stafet afsendes straks med anmeldelse til vedkommende, strandings-signalflaget (sort med hvidt kors) hejses, og på dette signal lægges alt til side for at ile til strandingsstedet: Ploven standses, plejlen hænges på sømmet, tømreren kaster sin økse, mureren sin ske, skomageren sin syl, skrædderen sin nål. Kort sagt: kraftige[22] mænd, drenge og oldinge, trasker afsted i slud og storm, over heder og vandsiger,[23] og med største tålmodighed kan de tilbringe hele dage liggende ved strandbredden, medens kommissærer og øvrige vedkommende forhandler, indtil øjeblikket kommer, at enten bjærgningen påbegyndes, eller akkord er indgået til at tage skibet af grunden.[24]

Men er dette at undres over, når man betænker, hvor ofte strandingerne tidligere har reddet befolkningen for sult og mangel, hvor mangen blank daler, der er tilflydt deres lommer, og hvor mange nyttige og uundværlige ting, de ved disse lejligheder ofte erholder til spotpris? Men ligeså afgjort er det, at strandingerne ej alene i en meget høj grad virker demoraliserende på befolkningen, men dertil er væsentlig årsag til, at vindskibelighed[25] i alle andre retninger er uden synderlig fremgang og anses for unødvendig.

[Herefter følger en opgørelse over de samlede indtægter ved strandinger på Læsø fra december 1852 til august 1859.]

Fiskeri

Fiskeriet er med hensyn til, hvad det kunne og burde være, af liden betydning, og kun hornfiskeriet om foråret og rødspættefiskeriet om efteråret udgør en væsentlig indtægtskilde, som ikke er lidet indbringende, når det går heldigt.

Under hornfiskeriet, som sker fra slutningen af april til begyndelsen af juni med bundgarn og navnlig drives på den søndre side af landet,[26] bliver der formelig opslået en bådlejr på diverse fiskepladser, idet de større både fortøjes, og ved stænger og reb anbringes over hver af disses forstavn et telt, hvor de nødvendige bekvemmeligheder, som for læsøboen er få, anordnes, navnlig sove- og kogesteder, og så længe fisketiden varer, kommer de kun sjældent i land. (…)

Rødspættefiskeriet drives derimod nord og vest for landet, og hertil anvendes snøre med kroge (bagger), men under dette finder daglig landgang sted, da fisketøjet i reglen kun røgtes hver morgen. Såvel hornfisken som rødspætten afhændes største del til svenskere, der med deres både ligger parate til at modtage fisken. Og hvad der ikke på denne måde kan afhændes, bringes i land, dels tørres, dels røges, dels saltes til brug i husholdningen. Torskefiskeriet er heller ikke stort bevendt, også denne dels tørres, dels saltes til husets brug. Hummerfangst er også lagt lidt vind på[27] i de senere år.

Men i øvrigt er fiskeriet, som her kunne blive en rigelig kilde til velstand, for intet at regne, og når undtages de tider, da ovennævnte fiskerier drives i det større, er det en stor raritet[28] at få en ret fersk fisk for dem, som ikke bor i umiddelbar nærhed af søen,[29] hvilket er tilfældet med den største del af den mere dannede befolkning. Ja, der kan hengå måneder, at man ikke ser fersk fisk, hvorfor der ikke sjældent bliver sendt bud med posten til Sæby for at erholde samme. Thi at læsøboen skulle gå med fiskekurven på skulderen ind i landet for at afhænde den ferske fisk, ville koste for megen umage og være under deres værdighed. Heller ikke er det ganske sjældent, at svenske fiskere går i land på Læsø og sælger deres fangst (makrel etc.) til selve læsøboerne.

At fiskeriet er så forsømt, kan dog ikke ganske tillægges læsøboernes magelighed, men må for en del tilskrives de herværende naturlige forhold, nemlig de langt udadgående flakke grunde, vanskelig passage gennem de i mange retninger bugtende ud- og indsejlingsløb, der er opfyldt med store stenrev, og total mangel på en let tilgængelig og sikker havn.

En stor del af fiskerne må således ikke alene først tilbagelægge en lang strækning for at nå kysten, men derefter vade halve fjerdingvej[30] i vandet for at komme til deres både, samt efterårsdage slæbe disse op af vandet på tør grund morgen og aften for ikke at miste dem. På grund heraf kan kun benyttes små både, som er uskikkede til dermed at søge det åbne hav, endsige at holde det gående nat og dag uden risiko for livet.

Fragtfart og forhyring

Fragtfart indskrænker sig ene til landets[31] behov, og af større dæksbåde, som afbenyttes hertil, og med hvilke farten så godt som indskrænker sig på København og Aalborg, forefindes kun få (…), hvoraf de fleste er åbne (uden dæk), og som især er anskaffede for og benyttes ved strandingsaffærer. (…)

Fortjenesten ved fragtfart er desårsag kun liden, og i denne henseende føles atter savnet af en god havn. Var denne til stede, er det uden for al tvivl, at større fartøjer snart ville blive erhvervet, og fragtfart søges andetsteds. Men af mangel på havnepladser, som her kun består i nogle enkelte, af omgivende grunde dækkede bådlejer med grundt vand, vanskeligt indløb og kun tilgængelig med stort besvær fra det faste land af øen, da hele fjerdingvej må tilbagelægges kørende i vandet for at nå til bådene, er grunden til, at fartøjernes størrelse må holdes på dette minimum. Og det så meget mere, da selv disse større både må slæbes på det tørre land med vinterens komme, hvor de da bliver stående, indtil de om foråret atter bringes i vandet, da i modsat fald uundgåeligt alle ville gå tabt.

Forhyring. I denne retning er det navnlig den yngre del af befolkningen, dels gifte, dels ugifte, som søger erhverv. Dog indskrænker fortjenesten sig for en stor del kun til sommerfarten, dvs. i marts og april drager de fra øen med de først afgående bådlejligheder til København eller enkelte andre søstæder for at søge hyre og kommer da atter hjem om efteråret for at fordrive vinteren med leg og lediggang, når en tilfældigt indtræffende stranding ikke sætter dem i aktivitet.

[Herefter følger en tabel, der viser, at der i hvert af årene 1850-1858 var 60-64 gifte og 234-327 ugifte mænd, der tog hyre. Det samlede antal af forhyrede mænd svingede således mellem 295 og 389. Ifølge Rasmussen kom omtrent 1/3 af dem hjem i vintermånederne.]

Landbrug og håndværk

Agrikulturen står utroligt langt tilbage. Læsøboen anvender hverken brak eller mergel,[32] lige så lidt, som der i behandling af jorderne er tanke om en ordentlig driftsplan. Ja, selv kvaliteten af det til udsæd bestemte korn agtes ringe. Endnu høres læsøboer at udtale sig med hensyn til sædekorn: ”til at spise er det for slet, men til at så kan det nok bruges”. Græsarter eller kløver benyttes ikke som udsæd; kun det naturlige græs danner græsbunden, der er påfaldende frodig som følge af jordernes forsømte bearbejdelse.

Men følgen er naturligvis også, at kornmarkerne, som med undtagelse af meget tørre somre er frodige og rigt bærende, afgiver lige så meget hø som strå og følgelig kun giver få fold. Det kan imidlertid dog ikke nægtes, at enkelte fastlandsboer, som i de sidste decennier[33] har erhvervet sig ejendom og bosat sig her på øen, har bidraget til markernes noget bedre dyrkning og større økonomi ved disses behandling, idet hestekraften betydeligt er formindsket. Og at se 10 til 14 heste for en plov, som var tilfældet for en snes år tilbage, er dog nu erkendt som overflødigt, og det højeste antal, som nu benyttes, når en græsmark skal fældes, er fire heste.[34]

Fastlandsboerne har med enkelte undtagelser erhvervet sig ejendommene hersteds ved giftermål med læsøfruentimmere, hvilket sikkerlig har haft og endnu har en hæmmende indflydelse på agerdyrkningens fremgang, da fruentimmerne – vante til at råde både ude og inde – har forstået at vedligeholde deres overherredømme og kun nødigt forlader den fra arilds tid indgroede vane og gamle slendrian.

Jordens dyrkning udføres i almindelighed endnu på følgende måde: En ager, der efter flere års udlæg med græsning bliver opbrækket til korn, får kun én temmelig dyb pløjning og besås da enten straks om efteråret med rug eller ligger vinteren over til bygsæd om foråret. Harven anvendes nu ikke, men i stedet for går 3 á 4 fruentimmere med deres krumme spader og – som det her benævnes – prikker marken, dvs. ved baglængs gang og uafladelig brug af spaden stikkes (eller rettere hugges, da det ene er ved armenes bevægelse) det ene hul ved siden af det andet i den opstående faste kant af hver enkelt plovfure. Et arbejde, som medtager flere dage, og som en svenskharve og et par heste ville have været gjort meget bedre i et par timers tid.

Når dette arbejde er færdigt, sås kornet, ligeledes af konen, medens manden går hende til hånde ved at bære sæden fra sted til sted. Derefter nedharves den med en lille harve, og alt er nu, som det bør eller skal være. Når rugen er høstet, gives ageren på ny en pløjning, tilsås atter med rug eller ligger vinteren over, og efter forårsprikningen tilsås den med vårsæd. Og når den da efter 4 á 5 års brug atter lægges ud til græsning, bliver intet græsfrø udsået, men det overlades til naturen selv at frembringe græs, hvorfor i almindelighed en sådan mark den første sommer efter sædskiftet er temmeligt blottet for græsarter, men desto fuldere af ukrudt.

Spergel anvendes på flere steder som foderurt. Den omhyggeligste behandling får det stykke jord, som skal anvendes til kartofler, og når disse efter jordens bearbejdning med spade og hakke skal lægges, bliver hullerne først opgravet, dernæst lægges i hvert hul kartoflen og et par håndfulde frisk gødning, som med de blotte hænder tages af små, dertil fyldte kasser, og det hele dækkes da atter med jord. Gødningen, som anvendes til disse, er ublandet, hvorimod den øvrige gødning til marken blandes med lyngjord, som afskrælles i hederne med dertil indrettede krumme spader og anvendes i betydelige masser. Dette udføres med stor omhu og fordrer et forfærdeligt arbejde.

Disse lyngtørv, som til forskel fra brændselstørvene kaldes ”hakkemåg”, køres friske hjem og opstables med megen akkuratesse i store firkantede poller, som efter at have stået i længere tid og er fast sammensunkne, atter bearbejdes med skarpe spader af fruentimmere, som fra oven ad sønderskærer dem i stykker af en hånds størrelse, hvilke da lagvis blandes imellem den friske staldgødning, men i en sådan masse, at gødningens gæring eller sammenbrænden aldeles forhindres, og den tilsigtede nytte at frembringe større og god gødningsmasse forfejles, og denne ses derfor ved påkørslen på marken at bestå af en hentørret gødningsmasse og de iblandede hedejordsklumper.

Det er derfor intet under, at det indavlede korn i høj grad er urent og blandet med hejre, klinte etc., og navnlig er markløg et ukrudt, som har taget ganske enorm overhånd hersteds, og som dertil er vanskeligt at udrydde. Det er ingen sjældenhed i en ager og græsmark at se flere markløg end korn og græs, og da dette ukrudt ikke er muligt at fraskille kornet eller muligt for kreaturerne at undgå ved græsningen, får såvel brød som mælk og smør fra disse marker en ubehagelig gennemtrængende løglugt og løgsmag. Ja, undertiden kan ved kornets formaling på møllen løglugten mærkes i temmelig afstand. (…)

Kornproduktionen er i det hele ikke synderligt større end nødvendigt til befolkningens forbrug og, når misvækst indtræffer, ikke engang tilstrækkelig. Ved at gennemgå listerne for flere års udførsel af kornvarer etc. findes vel i de senere år en del udført. Men undersøges årsagen, da ses denne at hidrøre fra indtrufne kornstrandinger; det havarerede, mere eller mindre bedærvede korn tørres og konsumeres efter bedste skønnende og benyttes som fødemiddel, hvorimod det hjemavlede sunde korn afhændes til købmanden for at gøres i penge. (…)

[Herefter følger en nøjere beskrivelse, underbygget med tabeller, af øens udførsel af korn og kreaturer.]

Med hensyn til erhverv befatter i øvrigt den hjemmeværende del af den mandlige befolkning sig dels med tømmer-, snedker-, murer-, skomager- og andre håndarbejder. Men da disses udførelse er tilegnet ved egen øvelse som en nødvendighed af omstændighederne, da der af professionister[35] i bestemte retninger kun forefindes få, er det en selvfølge, at arbejdet kun er mådeligt. Hele håndværksdriften står på en yderst mådelig fod, går langsomt fra hånden og gør fortjenesten ringe.

Læsøkvindens emancipation

Med den kvindelige befolknings beskæftigelser er forholdet her forskelligt frem for andre steder i landet. De har selv forskaffet sig fuldstændig emancipation,[36] og hvad ejendommenes bestyrelse angår, såvel i hus som mark, kan man med sandhed sige, at konen er mand i huset. Alt mandligt arbejde forrettes af fruentimmerne, som fra deres tidligste barndom må deltage deri: De kører, pløjer, sår, tærsker, skærer hakkelse, bringer koen til tyren, soen til ornen, hoppen til hingsten. Kort sagt: Med undtagelse af enkelte huse besørger fruentimmerne alt udvendigt og indvendigt arbejde, hvoraf naturligvis følgen er, at den egentlige husbestyrelse qva beskæftigelser lider derunder og tilsidesættes betydeligt, og man træffer desårsag mange voksne fruentimmere, som næppe formår at bruge en nål og aldrig har lært at strikke en strømpe, hvorimod dog en del kan benytte væven, som er en af deres yndlingsbeskæftigelser om vinteren.


Ordforklaringer m.m.

[1] Grundet i eller afhængig af legemets beskaffenhed.

[2] Om påvirkninger, der stammer fra jorden – fx miasmer (se note 8), der efter datidens medicinske teorier kunne udskilles fra jorden.

[3] Kræfters.

[4] Tilbøjeligheder, påvirkninger af legemet.

[5] Slimhindebetændelse.

[6] Gigt.

[7] Iltning.

[8] Uforklarlige giftstoffer, der blev anset som årsag til talrige sygdomme. Lægerne mente, at miasma kunne opstå alle steder med urenheder.

[9] Her: havet.

[10] Klodsede.

[11] Daglejerarbejde, hårdt arbejde.

[12] Dvs. ved havet.

[13] Ubehageligheder. Christen Rasmussen har her indsat følgende note ”som eksempel på ufortrødenhed og udholdenhed”: En 40-årig i 4 á 5 måned frugtsommelig kone kører selv hestene en dag i december måned for at være behjælpelig ved opkørslen af strandingsgods fra bådene, ved hvilken lejlighed måtte tilbagelægges ½ kvartmil [= knap 1 km] i søen [= havet], som på grund af den daværende frost var belagt med en tynd isskorpe, der måtte brydes af hestene. Noget af vognen går itu, men ikke rådvild springer hun af i det iskolde vand til langt over knæene, får uden assistance vognen bundet sammen og fortsætter først sin tur til pakhuset for at aflæsse varerne, forinden hun begiver sig hjem for at overlade kørslen til datteren. Går da til sengs med en god portion brændevin og en dygtig skrå og befinder sig dagen efter fuldkommen vel uden, at det i nogen måde inficerede på hendes svangerskab eller senere på hendes øvrige velbefindende.

[14] Udgifter, der skal dækkes i form af penge.

[15] Her har Rasmussen indsat denne note: Kun ved tilfældige hvedestrandinger findes hos enkelte hvedemel, hvorimod de fleste benytter denne til at drøje på den som ofte[st] knappe rug [dvs. få rugbeholdningen til at vare længere].

[16] I en note forklarede Rasmussen, hvordan den tørrede hornfisk blev spist: (…) Fisken, der er så stiv og hård som træ, fattes i den ene hånd; af den anden hånd sættes tommelfingerens volarflade mod den ene side af fisken, medens en skarp kniv, fattet med de øvrige fire fingre og den hule hånd, føres på tværs igennem den i så tynde skiver som muligt, hvorved kød og ben samtidigt gennemskæres, og derpå fortæres til det tørre brød.

[17] Her har Rasmussen tilføjet følgende i en note: I de seneste år begynder dog enkelte en noget bedre daglig levemåde, og ved højtidelige lejligheder (fx bryllup) beværtes endog hos de mest velhavende med varm mad (tidligere udelukkende smørrebrød) af kogt saltmad, stegt lam eller gås, vel tillavet kaffe, diverse drikkevarer af brændevin, rom, ja endog vin og kage, når honoratiores er til stede.

[18] Spædbarn.

[19] Dødeligheden.

[20] Drikkegilder.

[21] Det er uklart, om der menes et helt kvarter eller hele kvarterer.

[22] Ordet skal forstås i sin oprindelige betydning: stærke og kraftfulde.

[23] Vådområder.

[24] Når et skib strandede på Læsø, var det forbudt at gå ombord, før der var indgået en aftale mellem skipperen og bjærgningsmandskabet i overværelse af birkedommer og landfoged (dvs. de lokale rets- og politimyndigheder) samt tolderen.

[25] Flid, virkelyst.

[26] ”Landet” skal her forstås som landsdelen, dvs. Læsø.

[27] Arbejdet med.

[28] Sjældenhed.

[29] Havet.

[30] En fjerdingvej var ¼ af en dansk mil. En halv fjerdingvej svarede derfor nogenlunde til 1 km.

[31] Dvs. øens.

[32] En blanding af ler og kulsur kalk, der ofte blev anvendt til jordforbedring.

[33] Årtier.

[34] Her har Rasmussen denne note: Efteråret 1855 så jeg således endnu en plov, forspændt med 6 store, stærke heste. Ploven var en gammel hjulplov; der var et fruentimmer til at køre hvert enkelt par heste og et fruentimmer med en pisk for at få dem fremad, to mandfolk ved ploven og et fruentimmer bag efter for at rette på de 8 á 9 tommer tykke plovfurer – altså 7 mennesker og 6 heste for at få pløjningen gående.

[35] Håndværkere (her: personer, der er uddannet inden for forskellige håndværksfag).

[36] Frigørelse.

Om kilden

Dateret
1859
Oprindelse
Sundhedsstyrelsen, Journalsager 1806-1981, pakke 157 (1859, sag 537-668).
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Signe Mellemgaard: Distriktslægen og læsøboerne. En medicinsk topografi og dens forudsætninger, 1992.

Bjarne Stoklund: Læsø Land. Økologi og kultur i et øsamfund 1550-1900, bd. 1-2, 2018. [Med talrige kilde- og litteraturhenvisninger]

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1859
Oprindelse
Sundhedsstyrelsen, Journalsager 1806-1981, pakke 157 (1859, sag 537-668).
Kildetype
Beretning
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
28. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Signe Mellemgaard: Distriktslægen og læsøboerne. En medicinsk topografi og dens forudsætninger, 1992.

Bjarne Stoklund: Læsø Land. Økologi og kultur i et øsamfund 1550-1900, bd. 1-2, 2018. [Med talrige kilde- og litteraturhenvisninger]

Udgiver
danmarkshistorien.dk