Den spanske syge 1918-1920

Artikler

I årene fra 1918 til 1920 blev verden ramt af influenzapandemien kaldet ’den spanske syge’, der kostede over 50 millioner dødsofre. I Danmark ramte pandemien i tre bølger fra juli 1918 til ud på foråret 1920 og forårsagede knap en million registrerede syge og ca. 15.000 døde. Den slog først til blandt soldater og i hovedstaden, men spredte sig i løbet af få uger til landets andre byer og senere til landdistrikterne.

Sygdommen og dødsfaldene ramte især aldersgruppen mellem 15 og 40 år. Pandemien skyldtes en særlig ondartet influenzavirus, som videnskaben først har identificeret i 2005. Der fandtes under pandemien ingen effektive behandlingsmuligheder eller vacciner. Herhjemme blev der på grund af pladsmangel på hospitalerne oprettet talrige nødlazaretter, og mange frivillige meldte sig for at hjælpe de nødstedte. Centrale og lokale myndigheder forsøgte ved råd til befolkningen og periodevise lukninger af skoler, forlystelser og forbud mod forsamlinger at begrænse smittespredningen.

Den spanske syge var en meget dødbringende influenzaepidemi, der ramte alle verdensdele i 1918-1920. Den slags omfattende epidemier kaldes pandemier. Navnet skyldes, at epidemien først – i foråret 1918 – blev omtalt i spanske medier, mens omtalen af den var underlagt censur i de lande, der deltog i 1. verdenskrig. Det betød dog ikke, at den havde sit udspring i Spanien, men betegnelsen kom hurtigt til at hænge fast også i danske aviser. Den spanske syge kostede på verdensplan mindst 50 millioner døde. Herhjemme døde i de tre pandemiår omkring 15.000 mennesker svarende til knap to procent af alle registrerede influenzapatienter og ca. ½ procent af hele befolkningen.  

Den spanske syges årsag: en ondartet influenzavirus

I 1918 vidste ingen, hvad der var årsag til den spanske syge. Lægerne formodede, at det var en særlig ondartet variant af influenzasygdommen, hvilket også mange årtier senere viste sig at være rigtigt. Lægerne vidste i 1918 meget om forskellige sygdomsfremkaldende bakterier, og de mistænkte også, at bakterien Haemophilus influenzae var årsag til den spanske syge. Teorien blev imidlertid hurtigt afkræftet, og det var først i 1930'erne, at man påviste, at influenza skyldes en helt anden slags mikroorganisme: en virus.

I mange år syntes den spanske syge at være glemt både af lægerne og historikerne. Den var ikke nogen succes for lægevidenskaben. For historikerne kom der hurtigt andre betydningsfulde begivenheder at beskæftige sige med. Den spanske syge blev så at sige overdøvet af nyheder om verdenskrigens afslutning, europæiske revolter, arbejdskampe og herhjemme genforeningen med Sønderjylland i 1920.

I slutningen af 1900-tallet steg interessen for den spanske syge i forbindelse med nye influenzapandemier. I 2005 påvistes influenzavirus af typen A H1N1 i væv fra mennesker, der var døde af spansk syge. Den virusvariant, der forårsagede den spanske syge, fremkaldte en usædvanlig svær betændelsesreaktion i de yderste luftvejsforgreninger i lungerne. Det betød, at de angrebne patienter ofte fik en alvorlig og i mange tilfælde dødeligt forløbende lungebetændelse.

Pandemiens opståen, udbredelse og tre bølger

Den spanske syges første bølge opstod efter den mest fremherskende opfattelse i det nordlige USA i marts 1918. Den spredtes herefter via soldater i amerikanske militærlejre og troppetransporter til Europa. I juli 1918 havde den nået Nordafrika, Indien, Kina og Australien. Koncentration af soldater i træningslejre, transportskibe og på verdenskrigens slagmarker fremmede spredningen. Pandemiens anden og – måske på grund af muteret virus – langt værre bølge startede i august samme år, formentlig i Frankrig. Herefter  bredte den sig eksplosivt til resten af verden, så den i januar 1919 havde nået næsten alle beboede områder på kloden.

I Danmark kom de første tilfælde i København og omegn omkring første uge af juli 1918, antagelig fra Norge eller Tyskland. Fra den 8. juli blev de første egentlige udbrud med mange syge samtidig rapporteret på et af Søværnets skibe i Helsingør og blandt de tusinder af soldater, der var stationeret omkring København som del af den såkaldte sikringsstyrke. Nogle dage efter blev de første dødsfald rapporteret fra København. Herfra spredtes sygdommen i tre bølger frem til vinteren 1920 til resten af landet, først købstæderne og siden til landbefolkningen.

Den første bølge i sommeren 1918 ramte ifølge Sundhedsstyrelsens opgørelser over lægeanmeldte influenzatilfælde og dødsfald primært hovedstaden og provinsbyerne med ca. 80.000 syge og ca. 300 døde. Den anden og langt alvorligere bølge fra ca. 1. oktober 1918 til sidst på foråret 1919 bredte sig fra byerne mere ud i landbefolkningen med omkring 650.000 syge og ca. 12.000 døde. I blandt andet København havde denne bølge to toppunkter hhv. før og efter nytår, således at man kan tale om adskilte bølger. Den tredje landsdækkende bølge i vinteren og foråret 1920 forårsagede ca. 170.000 sygdomstilfælde og ca. 3000 dødsfald. Da mange sygdomstilfælde ikke blev anmeldt, skønnede Sundhedsstyrelsen, at i alt ca. halvdelen af landets ca. 3 millioner indbyggere blev ramt af den spanske syge.

Sygepasser måler pulsen hos en influenzapatient

Sygepasser Anton Kristian Andersen måler pulsen hos en influenzapatient på hærens lazaret i Idrætshuset i København i 1918 eller 1919. Foto i privat eje, Hans Trier

Dødeligheden

Influenzaen angreb fortrinsvis yngre mennesker mellem 15 og 40 år, og dødeligheden i denne aldersgruppe var også højest i absolutte tal. Dødeligheden pr. 1000 syge var dog højest blandt de mindste børn og mennesker over 65 år. Måske var mange ældre blevet immune efter den seneste  influenzapandemi – den russiske influenza - omkring 1890.

Dødeligheden af den spanske syge udviste betydelige regionale variationer. På grund af mangelfuld viden om dødsårsagerne blandt landbefolkningen i 1918-1919 foretog Sundhedsstyrelsen et skøn over antallet af influenzadødsfald på landet. På den måde nåede man frem til i alt ca. 18.000 danske influenzadødsfald i årene 1918-1920. Ny forskning har dog vist, at influenzadødeligheden pr. 1000 indbyggere på landet var en del lavere end i byerne. Derfor har det samlede dødstal nok snarere været omkring 15.000. 

Influenzaens smitteveje og symptomer

Den spanske syge smittede modtagelige personer ved små dråber og aerosol. Det skete enten direkte via luften fra de syges luftveje ved almindelig vejrtrækning, hoste eller nys, eller som såkaldt kontaktsmitte via hænder, tøj eller andre overflader.

Særlige faktorer for sygdommens spredning var sammenstuvning af personer i bygninger og transportmidler. Flere læger pegede i 1918-1920 på betydningen af dårlige boligforhold for influenzaens udbredelse. Nyere forskningsresultater tyder på, at dødeligheden var højest i områder med trange boliger og blandt socialt dårligt stillede.

Sygdommen begyndte som anden influenza typisk et par dage efter smitteudsættelse og ytrede sig meget hurtigt med høj feber, smerter i hoved og krop, træthed, hoste og vejrtrækningsbesvær. Særlige beskrevne symptomer for den spanske syge var næseblod, blodigt sekret fra lungerne, i svære tilfælde med vejrtrækningssvigt og mørkfarvning af huden, især i ansigtet. Mellem 10 og 20 procent af patienterne udviklede lungebetændelse, som medførte en meget høj dødelighed på omkring 25 procent. Omkring halvdelen af gravide kvinder med denne komplikation døde, som regel så fosteret også gik tabt. Det blev observeret, at langt de fleste angrebne ikke fik sygdommen mere end én gang og således formentlig var blevet immune. Sygdommen kunne ikke påvises ved blodprøve eller anden test.

Læge Arthur Mårtensson med ansigtsmaske foran Marinelazarette

Læge Arthur Mårtensson med ansigtsmaske foran Marinelazarettet i København i 1918. Lazarettet blev indrettet til influenzapatienter fra Søværnet og senere også for civile i den tidligere rigsdagsbygning i Fredericiagade. Ansigtsmasker til personale på epidemiafdelinger blev i vidt omfang indført under den spanske syge. Foto: Dansk Sygeplejehistorisk Museum

Behandling og senfølger

Der fandtes ingen helbredende behandling. Mod symptomerne blev der givet generelle antibakterielle midler, febernedsættende, smertestillende og beroligende præparater. Desuden gav lægerne pulsnedsættende medicin som digitalis samt alment stimulerende medicin som kamfer, koffein og alkohol. Der blev uden større held forsøgt vaccination med bakterieekstrakter og injektioner med serum fra patienter med overstået sygdom. Et væld af andre midler og kure dukkede op, falbudt som virksomme af forskellige producenter.

Den akutte sygdom var gerne overstået på nogle uger, men ofte var der en rekonvalescensfase på adskillige måneder. Mange patienter var ikke så arbejdsdygtige som før sygdommen. I årene efter den spanske syge blev der i lægetidsskrifter beskrevet mange senfølger hos patienterne, herunder depression, psykose, nervesvækkelse, hjernebetændelse, hjertesygdom og kronisk svækket lungefunktion. Det har dog været vanskeligt at føre nærmere bevis for denne sammenhæng og at vurdere hyppigheden. Nyere undersøgelser har peget på livslang højere forekomst af helbredsproblemer og mistrivsel hos personer, der var fostre eller blev født under pandemien.

I de enkelte familier kunne dødsfald og langvarig sygdom udløse økonomiske og sociale katastrofer. Pandemiens økonomiske virkning på det danske samfund var formentlig kortvarig og i øvrigt vanskelig at adskille fra effekten af den generelle krisetid omkring slutningen af 1. verdenskrig.

Nødhospitaler og andre hjælpeforanstaltninger

Influenzaens anden bølge medførte fra slutningen af oktober 1918 udtalt pladsmangel på hospitalerne. Derfor blev der i København og mange købstæder oprettet nødhospitaler og lazaretter, blandt andet i skoler og i fattiggårdenes sygestuer. Behovet for ekstra hospitalskapacitet kom i nogen grad bag på myndighederne, der nok havde opfattet sommerepidemien som et afsluttet kapitel og ikke havde forventet efterårets langt kraftigere opblussen.

Der blev ansat ekstra plejepersonale på hospitalerne og mange steder oprettet hjælpeordninger i kommunalt regi og gennem sygekasser og sygeplejeforeninger. I København blev lægevagten udvidet og fik stillet biler og benzin til rådighed. Frivillige organisationer som Røde Kors, Frelsens Hær og husmoderforeningerne ydede en stor hjælpeindsats med pleje i hjemmene og madudbringning. Der blev lynuddannet hjælpeplejersker og ansat vågekoner. Private organisationer indsamlede store beløb, som gik til lægehjælp, sygepleje, medicin, nødhospitaler, hjemmehjælp, madordninger, transport, tøj, sengetøj og kontanthjælp til nødstedte familier.

Spejdere i gang med uddeling af mad

Spejdere hjælper med uddeling af mad til familier med spansk syge. Bilen er øjensynligt udlånt af stormagasinet Illum. Foto: fra bogen ”Københavnerliv 1912-1920” af Axel Breidahl og Axel Kierulf, Alfred G. Hassings Forlag 1938/1967     

Myndighedernes tiltag mod smitte

Vitale samfundsfunktioner blev påvirket af det høje sygefravær blandt de ansatte. Navnlig havde telefoncentralerne, jernbanerne og postvæsenet mange syge, så f.eks. køreplaner måtte indskrænkes og posten uddeles af nabodistrikternes personale.

Sundhedsstyrelsen og andre myndigheder kom fra oktober 1918 med smitteforebyggende råd til befolkningen på plakater, i aviser m.v. For at dæmpe smittespredningen udsendte Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet og andre centrale myndigheder en række cirkulærer og anvisninger til lokale myndigheder om begrænsninger i forskellige samfundsaktiviteter. Under den første bølge blev skolernes sommerferie således forlænget i tre uger i København og mange provinsbyer. Under den voldsomme anden bølge blev skoler overalt i landet lukket i ofte lange perioder efter beslutning ved de lokale embedslæger og skolemyndigheder. Pårørendes besøg på sygehuse og sociale institutioner blev indskrænket. Teatre, varieteer, biografteatre, danselokaler, koncertlokaler og lignende forlystelser blev lukket af politiet. Kirkelige handlinger blev indskrænket, og møder og større arrangementer blev aflyst.

I deres årlige medicinalberetninger og i særlige influenzarapporter til Sundhedsstyrelsen beskrev landets ca. 80 statsansatte embedslæger og andre læger detaljeret, hvordan den spanske syge havde ramt deres distrikt. De udtrykte her meget forskellige opfattelser af, hvorvidt de forskellige tiltag havde virket efter hensigten. De seneste årtier har international forskning indikeret, at hurtige, omfattende og langvarige lukninger af skoler, forlystelser og offentlige arrangementer var forbundet med lavere sygelighed og dødelighed i befolkningen. Danmark synes i øvrigt med hensyn til dødelighed at være blevet mildere ramt end andre sammenlignelige lande. Der kan ikke peges på nogen entydig forklaring på dette fænomen.

Plakat fra sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsens plakat af 17. oktober 1918 med forholdsregler til forebyggelse af influenzasmitte. Fra: www.denspanskesyge.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Hans Trier
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. september 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Trier, Hans: Angst og engle. Den spanske syge i Danmark, 2. udg. Gads Forlag (2020).

Otto, Lene: ”Sygdommen kom som en Explosion”, i Fortid og Nutid (marts 2003), s. 3-25.

”Medicinalberetning for den Danske Stat” for årene hhv. 1918, 1919 og 1920, Sundhedsstyrelsen (1920-1921).

Ingholt, Mathias Mølbak, Simonsen, Lone & van Wijhe, Maarten: “Same place, different stories: The mortality burden of the 1918-1920 influenza pandemic in Denmark”, i Economic History Research, bd. 16, nr. 4 (2020), s. 49-67. recyt.fecyt.es/index.php/IHE/article/view/86265/62834

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Hans Trier
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. september 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Trier, Hans: Angst og engle. Den spanske syge i Danmark, 2. udg. Gads Forlag (2020).

Otto, Lene: ”Sygdommen kom som en Explosion”, i Fortid og Nutid (marts 2003), s. 3-25.

”Medicinalberetning for den Danske Stat” for årene hhv. 1918, 1919 og 1920, Sundhedsstyrelsen (1920-1921).

Ingholt, Mathias Mølbak, Simonsen, Lone & van Wijhe, Maarten: “Same place, different stories: The mortality burden of the 1918-1920 influenza pandemic in Denmark”, i Economic History Research, bd. 16, nr. 4 (2020), s. 49-67. recyt.fecyt.es/index.php/IHE/article/view/86265/62834

Udgiver
danmarkshistorien.dk