Den mellemslesvigske Delegation: Henvendelse til C.I.S. og til de allierede Magters øverste Raad, 14. maj 1920

Kilder

Kildeintroduktion

Den såkaldte Flensborg-bevægelse sendte i maj 1920 en mellemslesvigsk delegation til Paris i et sidste forsøg på at undgå, at Flensborg forblev tysk. Efter 1. verdenskrig blev det i Versaillestraktaten besluttet, at grænsedragningen mellem Danmark og Tyskland skulle foregå ved folkeafstemninger. Disse fandt sted i februar-marts 1920 og resulterede i, at Nordslesvig (det nuværende Sønderjylland) stemte for dansk tilhørsforhold, mens der i Mellemslesvig, herunder i Flensburg, var et markant flertal for at forblive tysk. Efterfølgende forsøgte delegationen at overbevise de allierede og Den Internationale Kommission (CIS), som havde Mellemslesvig under midlertidig administration, om at folkeafstemningen i Mellemslesvig den 14. marts 1920 ikke var forløbet korrekt. Desuden argumenteredes der for, at Flensborg geografisk og økonomisk var knyttet til Danmark og sit nordlige opland. Flensborg-bevægelsens plan var derfor enten at få Versaillestraktatens ophavsmænd til at beslutte, at Flensborg skulle høre med til Danmark, eller at få dem til at oprette en mellemslesvigsk fristat og dermed få området under international administration i længere tid - gerne i flere år - for at vinde tid til at arbejde på et sindelagsskifte hos beboerne, inden der skulle afholdes en ny folkeafstemning. Forslaget mødte dog modstand, særligt fra britisk side, og bestræbelserne på at indlemme Flensborg i Danmark slog endegyldigt fejl.

Henvendelse til C.I.S og til de allierede Magters øverste Raad

Medens den i Flensborg og Mellemslesvig virkelig hjemmehørende, indfødte tyske Befolkning under den i Fredstraktatens Art. 109 hjemlede Afstemning i det hele og store forholdt sig paa samme værdige og stilfærdige Maade som den danske Befolkning, viste det store, under Tvangsfortyskningens Periode indvandrede preussiske Befolkningselement – derunder ogsaa de paa selve Afstemningsdagen sydfra tilstrømmende Masser – en saadan Optræden, at Afstemningen blev en Karrikatur af den frie og hemmelige Afstemning, som Fredstraktatens[1] nævnte Art. 109 fastslog som bærende Forudsætning for en Afstemnings Gyldighed.

Paa Grund af de Særegenheder, der synes uadskillelig forbundet med det preussiske Folkenaturel, viste hele den indvandrede preussiske Befolkning baade før og under Afstemningen en saadan Hensynsløshed, Paagaaenhed og Samvittighedsløshed i Valget af Midler, ligegyldig hvilke, at store

Dele af den jævne indfødte danske og tyske Befolkning dels blev – direkte eller indirekte - truet og skræmmet fra at stemme efter deres inderste Overbevisning og dels ved adskillige Forfalskninger blev saaledes stillet, at deres Stemmer ikke kom til at gøre sig gældende med den rette Vægt, og alt dette til Trods for, at der fra den internat[ionale] Komm[ission]s Side blev gjort alt, hvad der indenfor den korte Tidsfrist stod i dens Magt at gøre for at sikre en retfærdig Afstemning. Men da det saaledes uden den ringeste Overdrivelse og med fuld Sikkerhed maa siges, at Afstemningen 14. Marts ikke havde den ”frie, oprigtige og hemmelige” Karakter, som Fredstraktatens Art. 109 udtrykkelig og bestemt forudsatte, er det efter selve Fredstraktatens Indhold og Aand givet, at der ikke kan tillægges dette Vrængbillede af en Afstemning den Betydning, som Art. 110 gik ud fra.

Den anden Faktor, som Fredstraktaten af 28. Juni 1919 tillægger Betydning foruden Afstemningen, er jo de geografiske og økonomiske Forhold. Disse Forhold vilde selvfølgelig overhovedet ikke være nævnt i Fredstraktatens Art. 110 som selvstændig Faktor, hvis de ikke i vigtige Tilfælde kunde tænkes at medføre en væsentlig anden Ordning af Grænseforholdene end den, Afstemningsresultatet som saadant vilde medføre. Hvis det rent økonomisk maatte vise sig livsvigtigt for en Kommune, derunder en Bykommune, i 2. Zone[2] at dele Skæbne med 1. Zone, saa medfører selve Fredstraktatens Ord, at en saadan Kommune ved Grænseordningen tilfalder det Land, som den økonomisk nødvendig hører sammen med, selv om Afstemningen viser i en anden Retning.

Nu er det for den objektive Sandhed saa heldigt, at alle, baade tyske og danske, er aldeles enige om, at det for Bykommunen Flensborgs hele Økonomi og Erhvervsliv er livsvigtigt, at den ikke skilles fra sit nordlige Opland i 1. Zone[3], ligesom det vilde være en ganske upraktisk Ordning, om Flensborg ikke kom til at beherske begge Fjordens Bredder. Da det saaledes efter selve Fredstraktatens Art. 110 er en Nødvendighed, at Flensborg ikke skilles fra sit nordlige Opland og den nordlige Fjordbred, og da det endvidere efter samme Fredstraktats Art. 109, 3. Stk. er fuldkommen udelukket, at nogen Del af 1. Zone og dermed den nordlige Fjordbred kan komme til at tilhøre nogen anden Magt end Danmark, som Zonen i sin Helhed har stemt for, saa er det en praktisk og logisk tvingende Nødvendighed, at Flensborg og den sydlige Fjordbred tildeles Danmark. Og paa samme Maade er det en Nødvendighed, at visse andre Dele af 2. Zone, nemlig en Del Kommuner i Vest, der naturligt hører sammen med Tønder og Omegn, ligeledes udskilles af 2. Zone og tildeles Danmark.

Det vil saaledes ikke kunne bestrides, at den internat[ionale[ Komm[ission] og de Allieredes øverste Raad har fuldstændig og sikker Hjemmel i selve Fredstraktatens Aand og Bogstav til at indlemme Flensborg og andre lignende Kommuner i 2. Zone, der økonomisk paa det nøjeste er knyttet til 1. Zone, i den danske Stat, og at de har Hjemmel hertil, selv om Afstemningen i disse Kommuner havde haft en tilforladelig Karakter. Men kommer saa yderligere hertil, at Afstemningen ganske savnede denne Karakter, bliver de andre Hensyn, de geografisk-økonomiske, saa meget des vægtigere.

Vi henvender os altsaa til den internat[ionale] Komm[ission] og de Allieredes øverste Raad med den Bøn, at denne nødvendige Indlemmelse maa ske Fyldest. Herved vil ikke blot opnaas den i økonomisk Henseende mest tilfredsstillende Grænse, men ogsaa den nationalt mest retfærdige Grænse. Thi ved den vil i Hovedsagen kun saadanne Egne komme til Danmark, som ved Afstemningen i 1867, før Tvangsfortyskningens Periode, stemte dansk, og som den Gang vilde være tilfaldet Danmark, hvis Preussen havde overholdt Pragfredens § 5.

Hvis en saadan Indlemmelse ikke skulde blive fuldbyrdet, ønsker vi imidlertid for alle Tilfældes Skyld subsidiært[4] at bede den internat[ionale] Komm[ission] og de Allieredes øverste Raad om ialtfald under ingen Omstændigheder at udlevere os til Preussernes Forfølgelse og Hævn ved at indlemme Flensborg og Mellemslesvig i Tyskland, men at sikre os en menneskelig Tilværelse paa den eneste mulige Maade, hvorpaa den kan sikres, hvis vi ikke tildeles Danmark, nemlig ved at gøre Flensborg og Mellemslesvig til en international, strengt neutral Fristat, der ikke staar under Tysklands, men alene under Folkenes Forbunds Overhøjhed og Beskyttelse.

Udleveres vi derimod til Tyskland, vil ingensomhelst Garantier paa Papiret kunne sikre os imod den mest hensynsløse preussiske Forfølgelse og Hævn. Vi taler her af Erfaring; og det er Erfaring i dybeste og bitreste Forstand. Gennem 56 Aars Undertrykkelse og Forfølgelse veed vi med Sikkerhed, at ingensomhelst højtidelige Forsikringer i Traktater og ligesaalidt højt klingende Fraser

om Friheder i en tysk Forfatning vil kunne sikre os og vore Børn mod den mest hensynsløse og systematiske, i Dagliglivets Enkeltheder gaaende Forfølgelse. Bestandig vilde de tyske Myndigheders Praksis komme til at staa i den mest skærende Modsætning til Traktaternes og Forfatningernes Løfter. Den eneste reelle og effektive Maade at sikre os og vore Efterkommere paa vil derfor, hvis man ikke indlemmer os i Danmark, være som nævnt at gøre os til frie Borgere i en fuldstændig fri, af Tyskland uafhængig Stat, og saavel i dennes Administration som i dens lovgivende Forsamling at give det danske og det tyske Befolkningselement lige Ret, altsaa lige mange Stemmer.

Vi maa bestemt hævde, at Oprettelsen af en saadan international Fristat af Flensborg og Mellemslesvig ikke er uforenelig med Fredstraktatens Artikler 109 og 110. Thi naar den internat[ionale] Komm[ission] og de Allieredes øverste Raad i Henhold til disse Artikler, som ovenfor paavist, har det i deres Magt at gøre det mere: at tildele Danmark Flensborg og det væsentligste af Mellemslesvig, saa kan de ogsaa gøre det mindre: at internationalisere det samme Omraade. Kommissionen og de Allieredes øverste Raad maa ifølge disse Artikler kunne drage Grænsen mellem Danmark og Tyskland saavel direkte eller umiddelbart som indirekte eller middelbart[5] ved Etableringen af et neutralt Bælte imellem de to Stater.

Vi tillader os da i Forbindelse med denne Henvendelse at fremsætte for den internat[ionale] Komm[ission] og de Allieredes øverste Raad et positivt Forslag til Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig [gengivet nedenfor]. Forslaget gaar ud paa Oprettelsen af en international, strengt neutral Fristat (Forslagets §§ 1 og 2). I denne Fristats øverste administrative Styrelse saavelsom i dens lovgivende Myndighed sikres der det danske og det tyske Befolkningselement en lige stor Indflydelse (Forslagets §§ 3 og 4). Som ovenfor fremhævet, er en saadan lige stor Repræsentation en absolut nødvendig Betingelse for at sikre den ene Nationalitet mod Undertrykkelse fra den anden Nationalitets Side. Men ved en saadan stadig ligevægtig Repræsentation opnaas tillige, at der sættes Bom for al national Agitation og Ophidselse. Thi naar det én Gang for alle er givet, at ingen af Nationaliteterne nogensinde kan opnaa en større Repræsentation i Administration og Lovgivning end den anden, er paa Forhaand al Luft taget af en national Agitation og Afstemningskamp. Der bliver nemlig herefter intet at kæmpe om af Nationalitetsgrunde.

Til yderligere at værne mod national Ophidselse og Uro er der truffet særlige Bestemmelser mod national Propaganda og Boycotting af Nationalitetsgrunde (§§ 6, 4. Stk., og 7). Endvidere sikres der begge Sprog fuld Udviklingsfrihed (Forslagets §§ 5 og 6). Alle de her nævnte Bestemmelser anser vi for fundamentalt vigtige til Sikring af et roligt og fordrageligt Forhold mellem de to Folkeelementer.

I Henseende til Forholdet til Tysklands Gældsforpligtelser stiller Forslaget den nye Fristat gunstigst mulig; det samme gælder m. H. t. de til Fristatens Territorium hørende Skibe, som de Allierede i Henhold til Fredstraktaten vil kunne forlange udleveret af Tyskland (Forslagets §§ 11 og 12).

Det er indlysende, at en Stat af Størrelse som den her foreslaaede ikke vil kunne paatage sig saadanne Byrder i Forholdet udadtil, som ellers plejer at følge med Tilværelsen som selvstændig Stat. Efter Forslaget er Fristaten derfor fritaget for alle Militærudgifter og alle Udgifter til diplomatisk Repræsentation (§§ 1, 2. Stk., og 14).

Som fremhævet i Begyndelsen, staar Flensborg og Mellemslesvig i den nøjeste økonomiske Forbindelse og Vekselvirkning med Landet mod Nord. Uden det nordlige Opland vil Flensborgs Erhvervsliv blive lammet. Det er derfor tvingende nødvendigt, at den nye Fristat fuldtud bevarer dette Opland ved at være i Toldenhed med den danske Stat, hvoraf nødvendigvis ogsaa maa følge Møntenhed. Det er endvidere en praktisk Nødvendighed, saalænge den nævnte Enhed bestaar, at den danske Stat paatager sig Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen (§ 13).

Den rent traktatmæssige Fremgangsmaade ved Fristatens Oprettelse vil formentlig være den, at de allierede Hovedmagter i Henhold til den dem overdragne Suverænitet over den vordende Fristats Territorium afslutter en Traktat mellem sig indbyrdes og med Danmark, hvorved Fristaten oprettes og den danske Stat næst at anerkende Fristatens Suverænitet paatager sig de i Traktatforslagets §§ 13 og 14 nævnte Pligter.


Forslag til Traktat om Internationalisering af Flensborg og Mellemslesvig

§ 1. Af Flensborg og Mellemslesvig indenfor de i § 2 fastsatte Grænser oprettes en fri og strengt neutral Stat under Navn af »Den Mellemslesvigske Fristat«. Denne Fristat staar under Protektorat af Folkenes Forbund. Der maa ikke indenfor Fristatens Omraade oprettes Befæstningsanlæg af nogen Art. Fristaten maa hverken holde Hær eller Flaade, men kun den til Ordenens Opretholdelse fornødne Politistyrke.

§ 2. Grænserne for Den Mellemslesvigske Fristat fastsættes efter Forslag af den i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 109 nævnte internat[ionale] Komm[ission], med Fastsættelse i Terrænet i Overensstemmelse med samme Traktats Art. 111. Efter den stedfundne Afstemning i den i Traktatens Art. 109, Nr. 3 angivne Zone kan Fristatens Nordgrænse ifølge samme Bestemmelse Nr. 3, 2. Punktum, jfr. Art. 110, kun falde sammen med eller drages sydligere end den i nævnte Bestemmelse angivne Grænselinie mellem de to Afstemningsomraader.

§ 3. Fristatens øverste administrative Myndighed er en Generalkommission, bestaaende af 3 Medlemmer, hvoraf Præsidenten udnævnes af Folkenes Forbund, 1 Medlem vælges af den danske og 1 Medlem af den tyske Gruppe af den i § 4 nævnte Repræsentation.
Generalkommissionens Afgørelser træffes ved Stemmeflerhed. Den bestemmer selv sin Forretningsgang og Sagernes Fordeling mellem sine Medlemmer. Generalkommissionen ansætter og afskediger alle Statsembedsmænd og udøver alle de Beføjelser, der ifølge den i Fristaten hidtil gældende Lovgivning er henlagt til Statsoverhoved eller Ministerier.
Alle Valg eller Udnævnelser af højere kommunale Embedsmænd skal approberes[6] af Generalkommissionen.

§ 4. Den lovgivende Myndighed er hos Generalkommissionen i Forening med en Repræsentation, bestaaende af 15 Medlemmer. De 14 vælges af Befolkningen, saaledes at 7 vælges af den danske Nationalitetsgruppe, 7 af den tyske Nationalitetsgruppe; desuden vælges af de nævnte 14 Medlemmer med absolut Flertal en Formand for 2 Aar; i Mangel af absolut Flertal udnævnes Formanden af Generalkommissionen. Genvalg kan finde Sted.
Til Vedtagelse af Love kræves, at et Flertal af Generalkommissionen og af Repræsentationen har stemt derfor.
Bestemmelser til Gennemførelse af det første Valg til Repræsentationen gives af den af Folkenes Forbund udnævnte Præsident for Generalkommissionen efter Samraad med Repræsentanter for den danske og tyske Nationalitetsgruppe. For de derefter følgende Valg gives nærmere Regler i en særlig Valglov, der navnlig ogsaa skal træffe Bestemmelser til Sikring af en absolut fri og hemmelig Afstemning og til offentlig Autorisering af to Partibestyrelser til Nominering af Kandidater.

§ 5. Den dømmende Myndighed er hos Domstolene; foruden Underretter i nærmere afgrænsede Distrikter oprettes der en Overret i Flensborg, bestaaende af 3 Medlemmer. Naar Sagsøger og Sagsøgt i den enkelte Retssag er enige om, hvilket Sprog der skal anvendes under Sagen, er dette Sprog Retssprog. I modsat Tilfælde er Retssproget det Sprog, som Sagsøgte vælger.

§ 6. Alle offentlige Skoler er Statsskoler; samtlige disses Lærere ansættes af Generalkommissionen. Undervisningen foregaar i det Sprog, som Flertallet af Beboerne i det paagældende Distrikt bestemmer; der skal samtidig fra Skolens Side gives Adgang til Undervisning i det andet Sprog; men Deltagelse i denne Undervisning er en frivillig Sag og bestemmes af Elevernes Forældre.
Det staar enhver frit at oprette private Skoler, hvis Undervisning i det ene eller begge Sprog bestemmes af Skolens Ledere.
Samtlige Lærebøger, hvad enten de anvendes i offentlige eller private Skoler, skal autoriseres af Generalkommissionen.
Al national Propaganda i Skole, saavelsom i Kirke, er forbudt. Overtrædelse heraf medfører Embedsfortabelse.

§ 7. Enhver Art og enhver Form for Boycotting af Nationalitetsgrunde er forbudt. Overtrædelse heraf medfører foruden Erstatningsansvar Straf af mindst 1 Aars Fængsel.

§ 8. Generalkommissionen og Repræsentationen udarbejder et nærmere Forslag til en Forfatningslov for Fristaten indenfor de i de foranstaaende §§ 1-7 fastsatte Rammer. Forfatningsloven skal approberes af Folkenes Forbund og stilles under Garanti af dette.

§ 9. Fristaten har eget Handelsflag, hvis Farver efter Indstilling af Generalkommissionen og Repræsentationen bestemmes af [in blanco[7] i Udkastet].

§ 10. Ved nærværende Traktats Ikrafttræden mister de, der 1. April 1920 havde fast Bopæl indenfor det i § 2 nævnte Territorium, ipso facto[8] deres tyske Statsborgerforhold og bliver Statsborgere i Den mellemslesvigske Fristat.
M. H. t. Optionsretten[9] og de Opterendes Rettigheder og Pligter finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919 Art. 106 tilsvarende Anvendelse.

§ 11. M. H. t. Fristatens Overtagelse af en Del af de finansielle eller andre Forpligtelser, som paahvilede Tyskland og Preussen pr. 1. Aug. 1914, og m. H. t. Overtagelsen af Ejendomme og Besiddelser, tilhørende Tyskland og Preussen, finder Reglerne i Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 254, 255 og 256 Anvendelse.

§ 12. De Skibe, hørende til Fristatens Territorium, der skal udleveres af Tyskland i Henhold til Versailles-Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Art. 236, jfr. Tillæg III, overdrages Fristatens Regering som Tillidsmand for den internationale Skadeserstatningskommission. Fristatens Regering forpligter sig til at disponere over nævnte Skibe paa den Maade, som Erstatningskommissionen maatte bestemme efter at have undersøgt de Krav, som maatte blive fremsat i Henhold til Fredstraktaten af 28. Juni 1919, Del 8, Tillæg II, § 20.

§ 13. Fristaten har Toldgrænse tilfælles med den danske Stat. Det skal ved særlig Aftale mellem Fristaten og den danske Stat nærmere fastsættes, hvilken forholdsmæssig Del af de samlede Toldindtægter og de andre indirekte Forbrugsafgifter, der efter Fristatens Befolknings Størrelse og dens Territoriums kommercielle Betydning i Forhold til den danske Stats Befolknings Størrelse og dens Territoriums Betydning skal udbetales Fristaten af den danske Stat til delvis Bestridelse af førstnævnte Stats Udgifter.
Den danske Stat overtager, saalænge den nævnte Toldenhed mellem de to Stater bestaar, Administrationen af Fristatens Jernbane-, Post- og Telegrafvæsen. En forholdsmæssig Deling af muligt Over- eller Underskud af de nævnte Forvaltningsgrene bestemmes ligeledes ved særlig Aftale mellem de to Stater.
Der skal - ligeledes saalænge Toldenheden bestaar - ved særlig Konvention mellem de to Stater bestemmes en fælles Møntfod for Staterne.

§ 14. Den danske Stat paatager sig Fristatens diplomatiske Repræsentation overfor Udlandet, Beskyttelsen af Fristatens derboende Borgere og Ledelsen af dens udenrigske Anliggender, uden nogen Bekostning for Fristaten.


Ordforklaringer m.m.

[1] Versaillestraktaten af 28. juni 1919.

[2] 2. Zone: Mellemslesvig.

[3] 1. Zone: Nordslesvig; det nuværende Sønderjylland.

[4] Subsidiært: i det tilfælde, at den første mulighed ikke kan realiseres.

[5] Middelbart: i en proces gennem flere mellemled.

[6] Approberes: godkendes.

[7] In blanco: uskrevet; ikke udfyldt.

[8] Ipso facto: ved selve kendsgerningen.

[9] Optionsret: ret for en indbygger i et afstået landområde til at vælge, om vedkommende vil beholde sit oprindelige statsborgerskab eller have statsborgerskab i det nye land.


Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.

 

Om kilden

Dateret
14.05.1920
Oprindelse
Håndbog i det slesvigske spørgsmåls historie 1900-1937, bd. 2, s. 434.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. juni 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
14.05.1920
Oprindelse
Håndbog i det slesvigske spørgsmåls historie 1900-1937, bd. 2, s. 434.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. juni 2020
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk