De gudelige forsamlinger, 1800-1849

Artikler

De gudelige forsamlinger er en samlebetegnelse, der bruges om de mange vækkelsesbevægelser, som opstod i Danmark i første halvdel af 1800-tallet. De opstod som en modreaktion på oplysningstidens rationalistiske og kritiske indstilling til kirke og kristendom, og de havde rødder i et pietistisk-luthersk kristendomssyn. Fælles for vækkelsesbevægelsernes tilhængere var, at de fleste var lægfolk, der havde oplevet en religiøs omvendelse i deres trosliv og ønskede frihed til at mødes i forsamlinger og dyrke deres fromme og alvorlige kristendom. Den første danske vækkelsesbevægelse opstod sidst i 1790’erne og fik senere tilnavnet 'de stærke jyder'. Bevægelsen kom i konflikt med myndighederne, da de nægtede at sende deres børn i skole og til konfirmationsundervisning, hvilket var lovpligtigt. I 1820’erne opstod en vækkelse på Fyn, 'den gudelige forsamlingsbevægelse', som drev en aktiv missionsvirksomhed og bl.a. kæmpede for forsamlings- og religionsfrihed. De stærke jyder og den gudelige forsamlingsbevægelse var med til at danne grundlag for 1800-tallets senere vækkelsesbevægelser som grundtvigianismen og Indre Mission.

De gudelige forsamlinger med pietistiske rødder 

I første halvdel af 1800-tallet opstod der flere danske vækkelsesbevægelser, der var forsamlinger af lægfolk, sommetider også præster, som var blevet vakte i deres trosliv. Tilhængerne af de gudelige forsamlinger, som de også kaldtes, betragtede sig som værende vågnet af syndens søvn og havde omvendt sig til et fromt og ærbødigt liv med Gud. Det var kendetegnende for flere af bevægelserne, at de ønskede religiøs frihed til at mødes og praktisere deres tro uden for de etablerede kirker.

Den religiøse fromhedsbevægelse pietisme kom til Danmark i 1700-tallet og fik stor indflydelse på skoler og uddannelse. Idealet om et personligt gudsforhold betød, at den religiøse dannelse og ikke mindst læse- og skrivefærdigheder blev udbredt til større dele af bondebefolkningen. Langt flere blandt almuen begyndte at interessere sig for, og danne deres egne meninger om, hvad det ville sige at være en from og dydig kristen. Det var ikke altid i overensstemmelse med præsternes teologi og udlægning af den lutherske kristendom inden for den etablerede kirke.

Rationalisme og deisme

Oplysningstiden (1750-1800) var præget af rationalisme og en øget kritik af det etablerede. I slutningen af 1700-tallet begyndte den kristne tradition at blive udsat for en rationalistisk kritik, hvor man søgte at afmytologisere fortællingerne i Bibelen og dele af kirkehistorien. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved, om Gud eksisterede, men flere unge teologer var inspireret af deisme, der gik ud på, at Gud fandtes og havde skabt fornuftens verdensorden, men ikke var en indgribende Gud i verden. Den kortvarige trykkefrihed, der var blevet til på initiativ af Struensee men atter indskrænket efter hans fald, varede kun 1770-1773, men havde åbnet for en strøm af udgivelser med deistisk indhold, ofte i en radikal udgave, hvor kirken, dogmerne og Jesus blev hånet åbenlyst og offentligt. I 1790’erne kom der både en ny katekismus og en ny salmebog, der begge var præget af oplysningstanker. En ny generation af teologer mente ikke, at kristendommen kun fandtes i Bibelen eller i dogmerne, men derimod i Jesu milde lære, som man kunne være i direkte kontakt med igennem sit levede kristne liv. Nogle præster ønskede endvidere at gudstjenesten blev moderniseret og tilført nye elementer. De unge præster ville erstatte tunge og dystre salmer med lovsange, der hyldede Gud. De nye tanker stod i kontrast til, og var langt hen ad vejen et opgør med, den gudfrygtige og fromme kristendom, som pietismen stod for.     

De stærke jyder

Formet af pietismen og som modreaktion på oplysningstiden opstod den første danske vækkelsesbevægelse i 1790’erne. Vækkelsesprædikanten Peter Larsen (1802-1873) navngav senere bevægelsen 'de stærke jyder', men selv kaldte de sig 'de opvakte'. Bevægelsen opstod i egnen mellem Horsens og Vejle og vandt frem i første halvdel af 1800-tallet både geografisk og i antallet af tilhængere. De stærke jyder var præget af en pietistisk omvendelse af deres religiøse liv og mødtes i små kredse i private hjem. For dem var den sande kristendom alvorlig og from, og de reagerede kraftigt imod oplysningspræsternes idéer til ændringer i kirken og i skolernes religions- og konfirmationsundervisning.

De stærke jyder var modstandere af den nye Lærebog i den evangelisk-kristelige religion fra 1791, som i skolernes kristendomskundskab havde erstattet Erik Pontoppidans Sandhed til Gudfrygtighed fra 1737. De ville havde den gamle lærebog tilbage, og da den nye Evangelisk-kristelig Salmebog blev indført i 1798 krævede de ligeledes Kingos Salmebog fra 1699 tilbage. Utilfredsheden kom til syne ved sangprotester, eksempelvis i 1802, hvor to tjenestekarle overdøvede en gudstjeneste ved højt at synge salmer fra Kingos salmebog i protest mod indførelsen af den nye salmebog. I nogle sogne var de stærke jyder så uenige med præsterne og den øvrige menighed, at det kom til fysiske slagsmål.

De stærke jyder fangede for alvor myndighedernes opmærksomhed, da de nægtede at lade deres børn undervise og konfirmere efter Lærebog i den evangelisk-kristelige religion. Mange blev idømt bøder og retsforfulgt for brud på Konfirmationsforordningen fra 1736 og Skoleloven fra 1814, men på trods af retslige forfølgelser fastholdt de stærke jyder deres modstand mod staten og præsterne. I 1839 tillod regeringen, at bevægelsen måtte undervise deres børn uden for den kommunale almueskole, og i 1842 at oprette egne skoler uden for det offentlige skolevæsen. De højere samfundslag havde en lang tradition for privat undervisning af børnene, men denne mulighed var ikke åben for den brede befolkning. Det var først med friskoleloven i 1855, at fokus blev ændret fra skolepligt til undervisningspligt, hvormed det blev muligt af oprette friskoler og privatskoler i hele landet.

Den gudelige forsamlingsbevægelse  

Vækkelsesbevægelserne vandt for alvor frem med udbredelsen af 'den gudelige forsamlingsbevægelse' på Fyn fra omkring 1820. Den gudelige forsamlingsbevægelse havde samme luthersk-pietistiske kristendomssyn som de stærke jyder men adskilte sig ved at være aktivt missionerende. Endvidere krævede man retten til at praktisere sin tro blandt lægfolk i såkaldte 'gudelige forsamlinger'. Religiøse møder uden tilstedeværelse af en præst var ulovlige ifølge Konventikelplakaten fra 1741, og kampen for lovens afskaffelse gav bevægelsen sit navn.

Bevægelsen voksede med stor hastighed og bredte sig i løbet af de efterfølgende årtier til hele landet. De gudelige forsamlinger begyndte på egnen ved Kerteminde, hvor håndværkeren Christen Madsen (1776-1829) trådte frem som en karismatisk lægprædikant og uformel leder af bevægelsen. Da Madsen insisterede på sin lægmandsret til at udbrede sine religiøse synspunkter i forsamlinger og angreb præsternes rationalistiske lære, kom han på kant med myndighederne og blev anholdt i flere omgange. Ved Madsens død i 1829 havde bevægelsen fået stærkt momentum, og nye ledere trådte til i forskellige sogne. De kom ofte fra en baggrund som håndværkere, bønder og husmænd.

Bevægelsen var missionerende, og med lægmandsprædikanter, der rejste til møder fra sogn til sogn, udviklede bevægelsen sig i forskellige retninger med egnsbestemte særpræg. Når en vækkelsesprædikant kom til møde i en forsamling, var det dog typisk, at programmet indeholdt fælles salmesang og lovsang. Dernæst fulgte taler og bønner præget af personlige vidnesbyrd, som omhandlede syndens elendighed, Jesu lidelse og genfødsel til evig saglighed. Sidst i 1820’erne og i løbet af 1830’erne nåede bevægelsen Sjælland, Langeland og Jylland.

Peter Larsen (1802-1873) var vokset op med tæt relation til den pietistiske Brødremenigheden i Christiansfeld. Han blev stærkt engageret i den gudelige forsamlingsbevægelse, hvor han blev populær blandt de vakte i Jylland. Under hans lederskab opstod der en selvstændig missionerende forsamlingsbevægelse i Jylland. Peter Larsen blev inspireret af N.F.S. Grundtvig (1783–1872), hvilket kom til at præge hans forkyndelse.

Oluf (Ole) Peter Holm Larsen (Skræppenborg), 1802-1873. Foto: Det Kgl. Bibliotek

Det skete oftere og oftere, at vækkelsesprædikanterne udfordrede myndighederne og kom på kant med loven. En af bevægelsens grundlæggende drivkræfter var retten til at udbrede Guds ord og Bibelens budskab, både gennem tale i forsamlinger og på skrift. Bevægelsens tilhængere udgav og distribuerede bøger med indhold, der ofte stred imod Trykkefrihedsforordningen af 1799. Anholdelser og bødestraffe til de vakte fulgte. Det var ikke kun den skriftlige missionsvirksomhed, der kunne komme på kant med lovgivningen. Allerede i bevægelsens tidlige år havde Christen Madsen krævet forsamlingsfrihed i trosudøvelsen og skrevet til dronningen om ophævelse af Konventikelplakaten. Kampen fortsatte som en konflikt mellem især sognepræster og bevægelsens tilhængere, som ofte simpelthen ignorerede myndighedernes påbud om forsamlingsforbud. I praksis trådte Konventikelplakaten ud af kraft i 1839, og i 1848 blev den officielt ophævet.      

De gudelige forsamlinger efter 1849

Med Danmarks Riges Grundlov i 1849 blev den evangelisk-lutherske folkekirke etableret, og både religions- og forsamlingsfrihed blev fastslået som en rettighed. Vækkelsesbevægelserne havde dermed opnået deres politiske mål om frit at kunne mødes og praktisere deres kristendom. De stærke jyder og den gudelige forsamlingsbevægelse havde etableret et grundlag for, at kirkens menige medlemmer kunne kæmpe for religiøs og kirkelig medindflydelse. De var med til at bane vejen for de to store vækkelsesbevægelser grundtvigianismen og Indre Mission, der dog i modsætning til forgængerne var stærkere præget af præster i ledelsen, og som efter 1849 for alvor satte præg på udviklingen af den danske folkekirke. De stærke jyder forsvandt med tiden helt, hvor de fleste tilhængere gik videre i Indre Mission. Tilhængerne af den gudelige forsamlingsbevægelse lod sig optage i enten Indre Mission eller grundtvigianske menigheder.

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1800 - 1849
Sidst redigeret
19. oktober 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Thyssen, Anders Pontoppidan (red.): Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede, 1-7, 1960-1977, København.

Bach-Nielsen, Carsten & Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2, 2012, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Rikke Holst
Tidsafgrænsning
1800 - 1849
Sidst redigeret
19. oktober 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Thyssen, Anders Pontoppidan (red.): Vækkelsernes frembrud i Danmark i første halvdel af det 19. århundrede, 1-7, 1960-1977, København.

Bach-Nielsen, Carsten & Schjørring, Jens Holger: Kirkens Historie, bind 2, 2012, København.

Udgiver
danmarkshistorien.dk