"Da jeg fandt Fejø-pigen". Artikel i Social-Demokraten, 8. november 1913

Kilder

Kildeintroduktion:

I november 1913 opsøgte Social-Demokraten 'Fejø-pigen', Ane Christiansen, for at berette om hendes liv. Anledningen til besøget var, at højesteretspræsident Niels Lassen (1848-1923) havde bragt 'Fejøsagen' fra 1885, hvor Ane Christiansen uretmæssigt var blevet dømt for barnemord og siden frikendt, op igen, og i et interview fremført sin opfattelse af, at den oprindelige dom over Ane Christiansen formentlig var korrekt.

Højesteret havde i første omgang stadfæstet dommen, men da den lokale birkedommer Carl Anton Freuchen (1835-1915) på Fejø sendte endnu flere kvinder i fængsel for nye påståede barnemord, blev der nedsat en undersøgelseskommission. De oprindelige blev omstødt, kvinderne blev frikendt, og Freuchen blev indlagt på sindssygeanstalt, men udskrevet nogle år senere og afskediget med pension.

I sin reportage tog Social-Demokraten til genmæle og beskrev Ane Christiansens fattige kår og lagde vægt på, at hun aldrig havde fået erstatning for den dom, der ødelagde hendes liv. Yderligere indhentede avisen en fuldmagt fra Ane Christiansen til at stævne Niels Lassen på hendes vegne. Social-Demokraten havde tidligere krævet Lassens afgang, hvis ikke han 'beviste' sine påstand. Den 28 år gamle Fejøsag var tilbage i offentlighedens søgelys, og blev udnyttet af kritikerne som et ulykkeligt eksempel på, hvor galt det kunne gå i den danske straffeproces. Først ved retsreformen i 1919 blev systemet afskaffet og erstattet med det, vi kender i dag med en offentlig anklagemyndighed og retten til et juridisk forsvar.

Artiklen Da jeg fandt 'Fejø-Pigen'

Se hele artiklen (fra Mediestream, Det kongelige Bibliotek).


Da jeg fandt "Fejø-Pigen".

En Samtale med Retfærdighedens Offer.

Uretten, som aldrig blev gjort god.

Den gale Birkedommer.

(Brev fra vor udsendte Medarbejder). Nykøbing F.

I Aftes fik jeg – som allerede telegrafisk meddelt – endelig fastslaaet, at Fejø-Pigen, som hun egenlig urigtig kaldes – Anna Christiansen er nemlig født paa Fehmø – maatte findes i den lille Landsby Nørre Kirkeby paa Nordfalster. Landsbyen ligger en halv Mils[1] Vej fra Nørre Alslev, omgivet af vældige Roemarker. Følger man Landevejen, vil man en Fjerdingvej[2] fra selve Landsbyen og tæt op imod en Skov finde et forfaldent gammelt Hus: Det er Fejø-Pigens nuværende Hjem.

Døren ind til den raadne Rønne staar aaben. Jeg gaar gennem en snæver og mørk Forstue og banker paa en Dør. Intet Svar. Jeg banker igen. Der svares ikke, men en snorkende Lyd indefra vidner om, at der er nogen hjemme. Jeg aabner Døren og ser ind i en Stue – hvis man kan give det uhyggelige Hul dette Navn -, hvor der sidder to Kvinder ved et Bord. Der er halvmørkt i Stuen. Den ene af Kvinderne – den yngste – udstøder nogle underligt gryntende Lyde og griner fjollet ved at se Fremmede. Den anden, en ældre, svær Kone, rejser sig og ser sløvt paa mig. Efter at jeg ved nogle indledende Spørgsmaal har faaet bekræftet, at den svære Kvinde er den, jeg søger: Anna Christine, Christiane Gotfredsens Datter, forklarer jeg Grunden til mit Komme.

Anna sidder og rokker frem og tilbage. Først lidt efter lidt er det, som om hun forstaar, hvad jeg siger. ”Aa --- det er saa mange, mange Aar siden ---”, mumler hun frem for sig. Saa er det, som om efterhaanden alt det gamle vaagner til Live igen:

Han pinte os, min Mo’r og mig. De aner ikke, hvorledes han var mod os – Birkedommeren. Jeg vilde ikke tilstaa – for jeg havde ikke gjort noget. Jeg havde jo aldrig den Gang faaet et Barn. Nu har jeg jo et Par Stykker. Men dengang – uskyldig og ren var jeg. Kun et Par og tyve Aar, tror jeg. Jeg husker det ikke mere saa vist – det er jo saa mange Aar siden. Men aldrig glemmer jeg, som han slog og sultede os. Han spyttede os lige i Ansigtet og truede med, at vi skulde blive halshugget, hvis vi ikke tilstod –

”De sad meget længe i Varetægtsarrest.”

Aa, ja – det gjorde vi da! Jeg sad først hos nogle gamle Folk paa Fejø, tæt ved, hvor Birkedommeren boede. Nogle Gange fik jeg Mad – og nogle Gange fik jeg ikke. Saa kom jeg til Maribo og saa til Nakskov. Naar der var Forhør, blev vi færgede over til Fejø ---

Anna Christine sidder tavs en Stund. Den aandssvage unge Pige ved hendes Side giver sig til at le højt. Ja – det er Lars Hansens Datter – ham jeg bor hos. Jeg har været her nu i seks Maaneder. Men det er saa simpelt med mig. Jeg er syg det meste af Tiden, og jeg har slet ikke Raad til at købe mig noget Tøj. Det er galt med Gigten ---

”Hvor har De været siden De kom ud af Forbedringshuset?”

Aa, ja – det er snart ikke til at huske mere. Jeg blev undersøgt af Lægerne den Gang, jeg sad paa Christianshavn, og saa saa’ de jo, at det var rigtigt, hvad jeg havde sagt, at jeg aldrig havde født noget Barn. Saa blev jeg jo sendt hjem sammen med Mo’r –.

”Fik De ingen Erstatning?”

Nej, det gjorde vi rigtignok ikke. Vi havde jo siddet der flere Aar – men vi fik ingen Ting. Og saa kom vi paa Fattigvæsenet – Mor og jeg. Jeg har jo tjent mange Steder – men det har været drøjt nok. Nu har jeg 6 Kr. af Sogneraadet ---.

”Paa Fehmø?”

Nej – det Sogn, hvor min Mand var født. For jeg blev jo gift med Larsen – men han kunde ingen Ting tjene – og saa gik han fra mig ---.

”Hvor gammel er De nu?”

Ja – jeg er vel 54 Aar. Det kan nok passe. Det er ikke saadan med Hukommelsen ---.

Anna Christine har Ret. Hendes Hukommelse slaar ikke mere til – det er tydeligt nok. Alt, hvad hun husker, kommer tilfældigt og spredt fra hende. Nogen sammenhængende Beskrivelse af den frygtelige Tilværelse, hun har ført, siden Retfærdigheden for 32 Aar siden slog sin Klo i hende og ødelagde hendes Liv, er det ikke muligt at faa. Hun har heller ikke længere nogen klar Forestilling om, hvor længe hun har siddet i Fængsel, heller ikke, hvorledes det egentlig gik til, at hun slap ud. Lidelser og Savn har fuldstændig ødelagt denne Kvinde.

Jeg fortæller nu, hvorledes der er fremkommet nye Beskyldninger mod hende. Den gamle Beskyldning for Barnemord er atter rejst mod hende af selve den Rets Formand, der for 28 Aar siden frifandt hende. Anna Christine begynder at græde. Hun siger ingen Ting, men græder blot paa en underlig stille og kvalt Maade. Den aandssvage Pige er falden i Søvn. Hendes Snorken blander sig med Anna Christines Hulken paa en højst uhyggelig Maade. Det er blevet ganske mørkt – jeg kan lige skimte Anna Christines hvide Ansigt, som hun støtter i sine Hænder.

Men Lægerne har jo sagt, at jeg ikke har gjort det, siger Anna Christine saa. Hun kan slet ikke forstaa, hvorledes man nu kan sigte hende for noget, hun for længst er bleven frikendt for. Jeg forklarer hende, hvorledes Beskyldningen er fremkommen og foreslaar hende, at ’Social-Demokraten’ paa hendes Vegne anlægger Sag mod Retsformanden. Anna Christine giver sit Samtykke. Jeg nedskriver den i Gaar offenliggjorte Fuldmagt, som hun derefter underskriver. – Nu er den tilstillet Overretssagf. Jessen.

Da jeg gaar, bliver hun staaende i Døren. Ved en Drejning af Vejen ser jeg hende staa der endnu – stirrende ud over de efteraarsvaade marker og den bladløse, sorte Skov.

Marius Wulff.


Ordforklaringer m.m.

[1] Mil: længdemål, en dansk mil er ca. 7,5 km

[2] Fjerdingvej: ¼ mil, ca. 1,9 km


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.  

   

Om kilden

Dateret
08.11.1913
Oprindelse
Social-Demokraten 8. november 1913
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
20. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk