B.S. Ingemann: 'Paa Sjølunds fagre sletter' 1816, med musik af Niels W. Gade

Kilder

Kildeintroduktion:

Digteren B.S. Ingemann (1789-1862) skrev Kong Valdemars Jagt, der udkom i digtsamlingen "Julegave" i 1816, som en moderne folkevise ved at tage udgangspunkt i folkesagnet om kong Valdemars ridt. Sagnet fortæller, at folk om natten kan møde Valdemar Atterdags (født ca. 1320, regent 1340-1375) genfærd, der rider mellem Vordingborg og Gurre Slot ved Helsingør som straf for, at han satte sit slot højere end himlen. Ingemanns digt synes dog også at hente sin inspiration i et sagn om Valdemar den Store (født 1131, regent 1157-1182), der blev straffet for at tage på jagt i stedet for at tage til gudstjeneste.

Digtet er senere blevet kendt som På Sjølunds fagre sletter efter den første linje i digtet. Digtet består i sin originale udgave af 14 strofer. I den redaktion af sangen, der senere blev optaget i Højskolesangbogen, blev dog kun medtaget fire strofer: første, anden, halvdelen af fjerde og halvdelen af femte, samt tolvte strofe. I 1838 satte komponisten Niels W. Gade (1817-1890) melodi til digtet. Melodien er et eksempel på ønsket om at komponere en ny folkevise gennem inspiration fra de gamle folkemelodier. Sangen er således et fremtrædende eksempel på den nationalromantiske idé om den danske folkeånd, der kunne genfindes i folkets sagn og viser, og som nationalromantiske kunstnere lod sig inspirere af for at forny folkeånden gennem kunsten.

Niels W. Gade var blevet et kendt navn i det københavnske musikliv efter han vandt en kompositionskonkurrence i tidens vigtigste koncertinstitution Musikforeningen. Gades næste store værk efter hans gennembrud skulle være hans Symfoni nr. 1, hvor det centrale motiv var melodien På Sjølunds fagre sletter. Da komponisten C.E.F. Weyse (1774-1842) afgik ved døden, blev den planlagte koncert til en mindekoncert, hvor Gades symfoni ikke passede ind, og han sendte derfor symfonien til den berømte tyske komponist Felix Mendelssohn (1809-1847) i Leipzig i stedet. Mendelssohn var begejstret for symfonien og fik den førsteopført i Leipzig i 1843, mens han inviterede Gade til at komme til Leipzig. Gade rejste til Leipzig senere samme år og boede der indtil 1848.


Hør På Sjølunds fagre sletter sunget af Musica Ficta og Bo Holten.

Kong Valdemars Jagt
(Et sjællandsk Folkesagn)

1) På Sjølunds[1] fagre Sletter
Ved Østerssøens Bred,
Hvor Skoven krandse fletter
Om Engens Blomsterbed,
Hvor Sølverkilden[2] glider
Nu ved Ruinens Fod,
Der stolt, i gamle Tider,
En Kongebolig stod.
 

2) I Borgens gyldne Sale
Sig rørte muntert Liv,
Der hørtes skjemtsom[3] Tale
Og lystig Tidsfordriv:
Kong Valdemar der bygged
Så fast sit Kongehuus,
Som det hans Liv betrygged
Til Verden sank i Gruus.
 

3) Der Glædens Kilder fløde
Saa tit med Druens Blod
Fra Vinteraftenrøde
Til Sol i Østen stod;
Men i de lyse Dage,
I Sommer og i Høst,
Lød under Bøgetage
Den frie Kongelyst
 

4) Da rørtes Horn og Bue
Med Kongen Hengsten[4] sprang,
Og fnøs i Solens Lue,
Og sig mod Skoven Svang;
Med lystig Jægerskare
Paa hviden Ganger fløi
Den Konge tit med Fare
Henover stub og Høi.
 

5) Som stærke Nordenvinde
De Jægere henfoer,
Da flyede Raaer og Hinde[5]
Som Løv i Stormens Spor;
Men i den raske Glæde
Ved Jægerhornets Klang,
De glemte tit at bede,
Og høre Messesang.
 

6) Tit naar den arme Bonde
Gik over Kirkesti,
De Jægere og Hunde
Foer lysteligt forbi;
De lagde Hegnet øde,
For bange Hind at naae,
Og Agrens gyldne Grøde
Nedtraadt i Støvet laae.
 

7) Da sukked arme Bonde,
Og sine Hænder vred;
Men Jægere og Hunde
Ei standsedes derved;
Tit klynked saaret Hare,
Mens Kirkeklokken klang,
Da styrted i den Skare
De Hengste mangengang.
 

8) En hellig Paaskemorgen,
Da Ottesangen[6] lød,
Og af Langfredagssorgen
Den store Fryd frembrød,
Vildt Jægerhornet blanded
Sin Lyd med Klerkers[7] Sang,
Og frygtsom Hare standed
Midt i den Kirkegang.
 

9) Da treen[8] mod vilde Skare
Den Biskop, god og from,
Bød i Guds Navn dem fare
Langt fra Hans Helligdom,
Med Kirkens Band[9] dem trued,
Med Gud og Evighed;
Men Kongens Harm oplued,
Han svared stolt og vred:
 

10) "Fra mine Fædre raktes
Mig gyldne Krone hen;
Fra Paven Troen bragtes,
Den kan han faae igjen;
Hvis her jeg evig kunde
Ved Jagten fryde mig,
Jeg vilde ei misunde
Vor Herre Himmerig"
 

11) "Det Ord du vil fortryde,"
Lød fromme Biskops Røst.
Brat Jægerne bortflyede,
Liig Trækfuglsværm i Høst,
Og stolt af Kongebyrden,
Den hvide Ganger sprang,
Og fnøs ad Sjælehyrden
Og fjerne Ottesang.
 

12) I muld for længe siden
Kong Valdemar er lagt,
Men sælsomt gennem Tiden
Gaaer sagnet om hans Jagt.
Tit korser arme Bonde
sig end på natlig Sti,
Hvor Jægere og Hunde
Ham suse vildt forbi. 
 

13) Længst Sølverkilden glider
Nu ved Ruinens Fod,
Hvor stolt i gamle Tider
Den Kongebolig stod;
Men i de Nætter klare,
I Sommer og i Høst,
Som af en Trækfuglskare,
Fornemmes sælsom Røst.
 

14) Paa Gangeren den hvide,
Med luftig Jægerhær,
Man seer da Kongen ride
Saa bleg i Natten der;
Saalunde, mon man sige,
Han bøde maa med Nag,
Og vente paa Guds Rige,
Og Dommens store Dag.


Ordforklaringer m.m.

[1] Sjølunds: Sjælland.

[2] Sølverkilden: åen, strømmen.

[3] Skæmtsom: spøgefuld.

[4] Hengsten: hingsten

[5] Raaer og Hinde: Rådyr og hjorte

[6] Ottesangen: Tidlig gudstjeneste

[7] Klerkers: Gejstlige

[8] Tren: Træde

[9] Band: bandlysning, udelukkelse fra den katolske kirke.