Artikel af C. Wesenberg-Lund: Om Forureningen af vore ferske Vande, 1925

Kilder

Kildeindtroduktion:

Artiklen blev bragt i Ferskvandsfiskeribladet den 1. november 1925 og var skrevet af Carl Jørgen Wesenberg-Lund (1867-1955), som var professor i zoologi og leder af Københavns Universitets ferskvandsbiologiske laboratorium samt en fremtrædende naturforkæmper og fortaler for naturfredning.

I anden halvdel af 1800-tallet begyndte industrialiseringen for alvor at gøre sig gældende i Danmark. Det betød blandt andet, at folk i stigende grad flyttede fra landet og til byerne, hvorfor de danske byer i denne periode voksede kraftigt. Flere folk i byerne betød også mere spildevand, og størstedelen af spildevandet fra private huse og fra den voksende industri, blev på daværende tidspunkt ledt direkte ud i søer og vandløb. Tilstanden i de ferske danske vandmiljøer blev derfor stadig værre op gennem 1900-tallet.

I artiklen fra 1925 advarede Wesenberg-Lund om tilstanden i de danske vandløb og søer og om konsekvenserne af den stigende forurening, som han især mente skyldes den stigende industrialisering af det danske samfund. Han argumenterede for, at vandløbene og naturen havde en national og kulturhistorisk værdi, og at den stigende forurening dermed medførte et tab, ikke kun for den danske natur, men også for samfundet som helhed.

Om Forureningen af vore ferske Vande

Under denne Overskrift bragte ”Politiken” i sin Kronik for d. 6. August i Aar den nedenstaaende Artikel af Professor, Dr. C. Wesenberg-Lund:

Som Leder af Universitetets ferskvandsbiologiske Laboratorium har jeg i en Aarrække haft Lejlighed til at besøge de allerfleste af vore Søer og Aaer. Jeg har faaet det Indtryk, at disse i stadig stigende Grad er udsat for alvorlig Forurening; atter og atter mener jeg at have set, hvorledes man for økonomiske Hensyn, der ofte er af meget lokal Natur, har ofret betydelige nationale Værdier, saavel af æstetisk som af kulturel Værdi. Naturhistorikeres Mening om Forureningsgrad, Vandstandssænkning etc. er nu og da blevet æsket[1]; den er vist altid bleven underkendt af Sagkyndige paa andre Omraader og ud fra Anskuelser diametralt modsat vore. Af Hensyn til lokalpatriotiske Interesser tror jeg, at vi samfundsmæssigt set ved den haardhændede, uhygiejniske og uæstetiske Maade, hvorpaa vi behandler vore ferske Vande, vore Søer saavel som vore Aaer, særlig med Henblik paa Fremtiden er ved at udsætte vort Land for en meget betydelig Fare. At jeg ikke staar ene med den Opfattelse véd jeg, men da der ubestridelig er bundet betydelig Kapital i mere eller mindre selvtagen Ret til Forurening af Vandmasserne, er Sagen vanskelig at tage op og kan, hvis den skal gennemføres, faa vidtrækkende Konsekvenser.

Landet over foregaar for Øjeblikket en alvorlig Forurening af vore Søer og Aaer. Denne Forurening er af meget forskellig Natur.

1. En meget væsentlig Aarsag er den tiltagende spredte Bebyggelse med Villaer og noget maaske Udstykning af de store Godser til Husmandsbrug. Her i Nordsjælland, hvor Misèren vel er størst, kan man finde talrige Gadekær, Damme og Smaasøer, hvortil opdukkende Villakvarterer, enkelte Villaer leder en ikke ringe Del af deres Affaldsstoffer. Dette kan ske gennem Kloakrør, men sker ofte i aabne Render, hvor der under Regnskyllene tilblandes Materiale fra Landevejene.

2. En anden væsentlig Aarsag er, at Smaabyerne, der ligger ved Søer eller i Nærheden af Aaer, stadig om end nutildags i mindre Grad end før, gennem Kloakledninger forurener Vandmasserne. Endnu i Aar kan i hvert fald én sjællandsk By paavises, hvorfra en Del af Fækalierne[2] gennem en frygtelig stinkende Grøft føres ud i en af vore skønneste Søer. Vil man gaa Forholdene efter, vil man meget ofte finde, at de Ejendomme inde i Byerne, hvis Haver har Fald ned mod Søen, ogsaa har private Afløbsrender af forskellig Art. Ogsaa Smaabyernes Haandværkere og Industridrivende bidrager i høj Grad til Vandmassernes Forurening. Det er vistnok endnu ingenlunde sjældent, at Garverierne[3] skyller Huderne af i Smaasøer; at Slagterne i tidligere Tid har haft meget paa deres Samvittighed er utvivlsomt; nutildags virker Bilværksteder etc. ganske ødelæggende; fra dem flyder store Olieklatter ud over Søoverfladen; rent ødelæggende for alt Dyreliv er at komme Karbid[4] ud i Tilløbene, hvorfra det føres videre ud i Søen.

3. En tredje væsentlig Aarsag er alle de Bedrifter, der uden at tilføre Vandmasserne større Mængder af skadeligt Materiale, bruger disse som Reservoirer for Spildevand af høj Temperatur. Det drejer sig vistnok navnlig om Mejerier, hvorfra Bølger af varmt Vand i Løbet af faa Timer kan dræbe alt levende i de forbiflydende Bække, for en kort Tid gøre Bæklejet sterilt, men senere skabe gunstige Kaar for en Flora og Fauna, som det sandelig ikke er nogen Fornøjelse at sé paa, og som gør Aaerne uhygiejniske. Som Forurenere af vore ferske Vande, særlig vore Aaløb, har Mejerierne Landet over særdeles meget paa deres Samvittighed.

4. Vigtigst af alt er dog Danmarks gradvise Overgang fra et agerdyrkende til et industridrivende Land. Et Lavland opbygget af let flyttelige Jordarter, hvis Floder og Aaer kun fører ret ubetydelige Vandmasser, hvis Fald er ringe, og som derfor kun rinder langsomt af Sted, kan ikke uden alvorlig Naturødelæggelse taale denne Overgang. Hvad Fabriker og Svineslagterier tillader sig i Retning af Forurening grænser mange Steder til det utrolige. De, der mener, at der overdrives, bedes kun at følge Mølleaaen fra Lyngby og til Udløbet i Sundet. Naar hertil føjes, at saadan ser et meget stort Antal af vore Aaer ud, før de naar helt ned til Havet, vil man forstaa, at Misèren er alvorlig. Hvad der yderligere bidrager hertil, er følgende: I gammel, længst forsvunden Tid brugte Fabrikerne væsentlig kun Vandkraften. Vandet stemmedes op i Mølledammene, smaa, idylliske Pletter med rig Vegetation og rigt Fugleliv; nu spiller for talrige Fabriker Vandkraften kun en ringe Rolle. Aaerne bruges nu overvejende kun til at sende Affaldsstoffer ud i; Mølledammene ligger der endnu, men de bliver nu kun Reservoirer for disse; Vandet er blakket sort, ofte dækket med hvide Klatter, og alt Dyreliv er dræbt. Se Mølleaa. - Medvirkende er ogsaa her de stigende Krav til Elektricitet og de store Elektricitetsanlæg.

Hvilke Skader og Ulykker paaføres et Land, naar dets ferske Vande, dets Søer og Aaer forurenes.
1. Den mest iøjnefaldende og den, man i Almindelighed først fæstner sin Opmærksomhed ved, er de Farer, der truer Fiskebestanden. Naturen hævner sig, hvor man er ond ved den; fra et menneskeligt Standpunkt set vil man sige, at Metoden, der anvendes, er lumsk. Aarevis igennem kan man langsomt forurene et Fiskevand, uden at det i kendelig Grad lader sig paavise. Kommer saa en Gang et Aar med ekstreme klimatiske Forhold, f.Eks. en ualmindelig kold, lang Vinter, eller en ualmindelig varm Sommer, i hvilken Søen paa Grund af Tørken faar stagnerende Vand, indtræffer Fiskedøden, særlig karakteristisk for mange Smaavande. Den henraadnende Fiskemasse bidrager yderligere til Vandmassernes Forurening. Kaarene for de overlevende bliver ikke saa gode som før. I varme Somre er Betingelser for Fiskesygdomme særlig af parasitær[5] Natur i Vand af den Beskaffenhed meget betydelige.

2. Forureningen medfører en ikke ringe hygiejnisk Fare for os selv. Denne Fare stiger Aar for Aar; hvad vi i vor Generation i saa Henseende paafører vort Land, skal kommende Generationer i stadig stigende Grad lide under. De døde Søbunde, de stinkende Aalejer med deres sorte Vande hævner ikke i første Generation. Udnyttelsen og Forureningen af Mølleaaen i de Generationer, der svandt, ødelagde det Areal, der burde have været det nuværende Storkøbenhavns naturlige Nationalpark.

3. Det er en bekendt Sag, at et ikke ringe Antal af Landets største og bedste Skoler ligger inde i Landet i Byer enten ved Smaasøer eller Aaer: Viborg, Sorø, Hillerød, Odense. For en eller to Generationer siden indgik Svømningen som Led i disse Skolers Undervisning. Søernes og Aaernes Vandmasser var den Gang gode nok dertil. Paa Grund af Vandmassernes Forurening er Svømning og Badning, saa vidt jeg véd, for længst ophørt med at være obligatorisk for Skoleungdommen i Odense; den ophørte helt for Latinskolens Vedkommende i Hillerød for ca. 15 Aar siden. Der blev for nogle Aar siden protesteret stærkt mod den i Viborg, og Badeanstalten matte derpaa flyttes. At det Tidspunkt vil komme, hvor obligatorisk Badning i Sorø Sø bliver truet, behøver man ikke at være Profet for at forudse. -

Er man ganske klar over, hvad det vil sige, at en ikke ubetydelig Brøkdel af Danmarks opvoksende Ungdom ikke faar lært at svømme, at Skoletiden ikke afbrydes mere af al den Friskhed og Foryngelse, der følger med den raske Tur ned til Søen og en fornøjelig Svømmetur bagefter? Har man ikke Lov til at ynkes over den Ungdom, der i disse Byer skal nøjes med et tempereret Styrtebad i Skolebygningen. I alle de ovennævnte Tilfælde er det let at paavise de Kloakafløb fra visse Bydele, de Fabriker, de Svineslagterier, de Afløb fra Gasværker etc., der forurenede Vandmassen, og som tvang Skolerne til at ophøre med Svømningen eller i Øjeblikket bereder den Fremtid, hvor de tvinges til det. Jeg spørger: Er dette nationalt set forsvarligt? Er det lovligt?

4. Forureningen medfører en Ødelæggelse af Dyr og Planter, Organismer, der i og for sig ingen direkte Værdi har for os Mennesker, men hvis Forsvinden for saa vidt er et Tab for vort Land, som vor Natur derved bliver fattigere. Naturødelæggelse hævner sig uvægerligt i slappet Naturfølelse hos Landets Beboere; dette har igen forringende og forraaende Indflydelse ud over Omraader, hvor en lille Nation allermindst i vore Dage kan taale at forringes eller forraaes.

Jeg tvivler ikke et Øjeblik om, at Byraad og Kommunalbestyrelser, der har at udrede Midlerne til Afbøden af Fortids- og Nutidssynder; Fabrikerne, der højlydt vil protestere mod de betydelige Udgifter, der vil blive dem paaført; Ingeniørstanden, der saa vidt jeg kan se er opdraget i en Skole, hvor man aldrig har lært den, at Danmarks Natur er af en egen sart Ynde, der ikke taaler de voldelige Indgreb, man kan byde Bjerglande, og som synes at mene, at Begrebet "Selbstreinigung der Flüsse"[6], der har Gyldighed for Evropas største Vandaarer, kan overføres paa vore smaa, langsomt flydende Aaer; Fiskeriinspektionen, der hverken har ejet Kraft eller Myndighed til at træde op mod Ødelæggelsen, alle som én vil hævde, at jeg maler med for sorte Farver. Men de, der holder af vort Lands Natur, der véd, hvad den var, og véd, hvad den er nu, vore Kunstnere, vore Naturforskere og mange, mange foruden dem, vil sikker give mig Ret.

En anden Maade, hvorpaa vore ferske Vande trues, er ved den stadig stigende Trang til Udtørring eller Sænkning af Søernes Vandspejl. Fra et landøkonomisk Synspunkt er dette ofte meget begribeligt. Udbyttet af de op til vore Søer grænsende sure Enge er ikke stort nok; Høet kommer for sent ind, i vaade Somre risikerer man at faa det ødelagt; Moserne i Søernes Nærhed har for høj Vandstand, hvorved Tørveskæret hindres. Værdien af Arealerne, naar de er tørlagt, vil være langt større end i vanddækket Tilstand. Alt dette kan ikke sjældent gøre Kravet om Sænkning eller total Tørlæggelse forstaaelig nok. Der er sikkert ogsaa de Tilfælde, hvor dette Krav ikke ret vel hverken kan eller bør siddes overhørigt.

Paa den anden Side vil en mere almindelig Forringelse af for mange af vore Søers Vandmasse i mange Henseender være intet mindre end en national Ulykke, som vil ramme haardt og mest de Generationer, der følger efter. Vort Land er ikke rigt paa Søer; et for stort Antal realiserede Sænknings- eller Udtørringsprojekter vil i meget høj Grad forringe dets Skønhed; store æstetiske Værdier vil gaa tabt; om man forstlig[7] set i Længden vil staa sig ved det, er et Spørgsmaal. En af Grundene til, at Udtørring og Sænkning let vil kunne gennemføres, og at smaa meget begrænsede, lokale Interesser atter og atter vil besejre de større nationale, er, at disse sidste ingen nævneværdig Hjælp kan vente sig fra Ferskvandsfiskeriet, som aldrig har evnet at hævde sig, som det formentlig burde, hverken har ejet Talsmænd, der med tilstrækkelig Styrke har formaaet at fremsætte berettigede Krav, ej heller haft Fakta at henvise til, som kunde dokumentere disse Kravs Berettigelse. Dette hænger atter sammen med vor Nations Ulyst til at spise Ferskvandsfisk. Den Tid vil nok komme, hvor vi bliver tvunget til at tage til Takke med de Arter af Ferskvandsfisk, der spises i Mængde i Tyskland. Naar den Tid kommer, var det jo heldigt, om vore Søer stadig var i Stand til at præstere de Mængder af dem, de kan for Øjeblikket.

Man maa i denne Sammenhæng vel erindre, at om man sænker en Søs Vandspejl blot ca. 1 m, vil i Søer med 2 m Kurven nær Land alt, hvad der hedder Rørskær i Søen i hvert Fald over lange Tidsrum og maaske for stedse gaa tabt. Men samtidig forsvinder i de allerfleste Tilfælde næsten alle Fiskenes Legepladser; det tager Tid, før ny uddannes, og Tid inden Fiskene akcepterer dem. Ved Sænkningen forringer man endvidere det brede Bælte af undersøiske Planter, der strækker sig rundt om Bredderne i alle vore Søer; kun i vore klareste Søer gaar det ud over nogle faa Meter. Dette Bælte har den allerstørste Betydning for, at Vandet i Søen kan holde sig frisk. Hvis man da samtidig med Sænkningen fortsætter med Forureningen af Søens Vandmasse, der ved Sænkningen vil blive betydelig mindre end før, vil Forureningen føles langt stærkere. Der føres den samme Mængde forurenende Materiale ud i Søen som før, men samtidig med at Vandmassen formindskes, har man tillige indskrænket den Faktor, der modarbejder Forureningen: Bæltet af de grønne Planter. Hertil kommer endnu to Faktorer, der virker i samme for alt Dyreliv ødelæggende Retning. Tages der ikke særlige Forholdsregler, vil en Sø med sænket Vandstand i et Land som vort om Sommeren i Tørkeperioden meget ofte faa stillestaaende Vand; endvidere vil Temperaturen om Sommeren stige højere end før. Alt dette tilsammen vil i meget høj Grad blive skæbnesvanger for Fiskebestanden og hindre fremtidige Forsøg paa at øge den kvantitativt saavel som kvalitativt. I sænkede Søer er Muligheden for Infektionssygdomme og Massedøen paa Grund af Vandmassernes Overfyldning med organisk Materiale, for høje Sommertemperaturer, slette Respirationsforhold overhængende. At det hygiejnisk og æstetisk set ingenlunde er ligegyldigt for en Landsdel, om den raader over en skov- og sivomkranset fiskerig Sø med friske Pust ude fra Søfladen eller over en Sø med nøgne Bredder, reduceret Fiskebestand og stinkende Lugt, turde sige sig selv. Hvor berettiget Ønskerne om sænket Vandstand fra Landmænd, der har deres Jorder grænsende ned til Søen, end kan være, glemmes maa det ikke, hvilke Ulemper og Tab der paaføres vedkommende Egn, og hvad der nationalt set tabes, hvis Kravene bliver for mange og for hyppigt efterkommes.

Der kunde endnu her omtales de store æstetiske Værdier, der gaar tabt ved Regulering af Aaløbene og ved de store Projekter, vore Mosedrag har været ude for; men alt dette vilde føre for langt. Jeg skønner ikke rettere, end at vi maa til at værne om [om] vore Søer og rindende Vande; de trues overmaade stærkt saavel industrielt som ogsaa fra Agerbrugets Side. I mærkelig Grad har de altfor længe været uden Beskyttelse. I Fremtiden bør Fiskerihensyn, hygiejniske og æstetiske Krav ikke altid ligge under for industrielle, merkantile og landøkonomiske Krav.

Konservative Synspunkter maa her kunne forenes med udpræget demokratiske. I det lange Løb er der ingen Stand, der i højere Grad vil faa et Lands Naturforringelse at føle end Arbejderstand og Husmandsstand. Hvad nytter det, at én Generation for sin Arbejder- og Husmandsstand skaber udmærkede, hygiejniske Kaar i Fabrikerne, hygiejniske Arbejder- og Husmandsboliger, naar Fabrikerne samtidig uhindret faar Lov til at forringe de hygiejniske Forhold, hvorunder kommende Generationer skal leve, og naar Udstykningen af de store Godser medfører Naturforringelse af forskellig Art. Det er ingenlunde altid Smaakaarsfolkene, der i vor Generation høster de største økonomiske Fordele ved Naturødelæggelsen, snarest turde man vistnok sige tværtimod; men i de kommende Generationer vil det formentlig blive dem, der indkasserer den overvejende Del af de Tab, der bliver en Følge af den.

Alle Naturfredningsvenner hilser sikkert med Glæde Undervisningsministeriets Cirkulære til Skolerne om, at der skal bibringes Børnene Respekt for Naturen. Men der er noget andet, der turde være næsten lige saa betydningsfuldt. Hvert Aar sender to af vore største Institutioner, Landbohøjskole og Polyteknisk Læreanstalt, Skarer af Unge ud, i hvis Lod det en Gang i en nær Fremtid skal falde som Landinspektører, Vejinspektører, Teknikere af forskellig Art, Landbrugere og Forstmænd at give deres Skærv til Ændringer i Landets Overfladeforhold, Indgriben i Landets primære Plantedække og primære Fauna. Det er mod en ældre Generation af alle disse, at alle de, der har med Naturfredning at gøre, kæmper og i lang Tid kæmpede forgæves. Var det nu saa ganske anmassende at tænke sig, at der - ogsaa fra oven - om det saa var, blot blev hvisket noget lignende ind i Ørene paa disse Højskolernes Direktioner, som det, der for nylig er sagt Skolerne: Om der ikke var Grund til at fortælle de Unge, at der er Grænser for, hvad man kan belaste vore Søer og Aaer med; at den korteste Vej ikke altid er den mest forsvarlige; at den momentant billigste Vej fra et mere vidtskuende Synspunkt i Virkeligheden turde blive den dyreste; at vore Rovfugle fortjener et godt Ord med paa Vejen til de Unge; at hele Danmarks Fauna ikke kan behandles ud fra Maximen[8]: Er du skadelig, skal du udryddes, er du nyttig, skal du fredes, er du ingen af Delene, kommer du ikke mig ved; at Fabriksanlæg af forskellig Art, Elektricitetsanlæg etc. skal udføres med nogen Hensyntagen til og ikke, som man nu og da kunde fristes til at tro, netop paa Trods af æstetiske og kulturelle Værdier; med andre Ord, om der ikke var Grund til, at netop denne Ungdom fik lidt Forstaaelse af, at Danmark nu en Gang er et meget lille Land, at en stor Del af dets Nationalformue staar i dets Naturskønhed, og at der er Grænser for, hvor meget vor Generation af hensyn til industrielle Formaal, eller for at vi kan komme lidt hurtigere af Sted har Lov til at bruge af den. Naar saa meget er gaaet tabt i de sidste Aar, turde en af Grundene være den, at derom fik disse Ungdomsskarer aldrig noget at høre.
        Om nogen vilde fortælle dem lidt af det, var der jo en Mulighed for, at i næste Generation fik Naturfredningsvennerne ikke en helt saa haard Kamp at bestaa som den, de nu har, og endvidere, at kommende Generationer blev fritaget for det Stempel af Vandalisme, som ingen kan tage fra den, vi tilhører. Ganske særlig tror jeg, der er Grund til at gøre de unge Ingeniører begribeligt, at det Hærværk, Landet i de sidste Aar har været ude for, ikke længere vil blive taalt, og at det Tidspunkt er inde, hvor Hygiejnikere, Kunstnere og Naturforskere som Talsmænd for store Dele af Befolkningen ikke mindst af Hensyn til kommende Generationer og mest til disses lavere Befolkningslag vil have et Ord med at sige.
                                                                                                                                             C. Wesenberg-Lund.

 


[1] Æske: efterspørge eller afkræve.

[2] Fækalier: afføring

[3] Garverier: virksomheder, der bearbejder huder og skind til læder. Garveprocessen er stærkt forurenende og producerer spildevand med bl.a. tungmetaller.

[4] Karbid: calciumcarbid anvendes bl.a. som kunstgødning.

[5] Parasitær: fremkaldt af parasitter

[6] Selbstreinigung der Flüsse: flodens selvrenselse

[7] Forstlig: angående skovbrug

[8] Maximen: princippet


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.