Baggrund

Tysklands angreb på Norge og Danmark 9. april 1940 var foranlediget af et tysk ønske om på den ene side at give den tyske flåde bedre operationsbetingelser i Atlanterhavet og på den anden side at sikre udskibningen af svensk jernmalm til den tyske rustningsindustri fra den norske havneby Narvik. Danmark var i den henseende blot en trædesten i vandet. I de første tyske planer om besættelse af Norge indgik Danmark således slet ikke. Senere, da planerne konkretiseredes, blev dansk territorium inddraget af rent militærtaktiske grunde. 'Operation Weserübung', som var kodeordet for angrebet på Norge og Danmark, blev stærkt hemmeligholdt.

Selve den taktiske udførelse var i betydelig grad lagt an på overraskelse og resolut nedkæmpelse af al modstand samt på hurtig og fuld kontrol over dansk territorium, herunder ikke mindst centrale havne og frem for alt Aalborg Lufthavn. Dette af hensyn til forsyningslinjerne til den åbenlyst mere komplicerede besættelse af norsk territorium.

Tyske soldater i Sønderjylland den 9. april 1940. Foto: Th. Christensen, Aabenraa. Fra: Rigsarkivet

Den militære aktion

Angrebet på Danmark blev iværksat lidt over kl. 4 om morgenen, hvor tyske tropper overskred grænsen i Sønderjylland, mens tropper landsattes flere steder på Sjælland og ved centrale trafikknudepunkter som fx større broer rundt om i landet. Det var danske styrker fra Søgårdlejren umiddelbart nord for Kruså, som mødte de overtallige tyske tropper først og kom i kamp med dem kl. 4.50. Særlig kendt er landsætningen af 800 soldater i København ved Langelinje og den efterfølgende besættelse af det militære hovedkvarter Kastellet, idet der her ikke blev affyret et eneste skud fra dansk side. Kanonen på Middelgrundsfortet virkede ikke, og personellet på Kastellet blev overrumplet. Kl. 6.30 besattes Aalborg Lufthavn med faldskærmstropper, og det var første gang i verdenshistorien, at denne type tropper benyttedes i invasionsøjemed. Tyskland indsatte omkring 40.000 mand, heroverfor stod under 4.000 danske, de fleste af disse i Jylland. Kun i Sønderjylland gjorde danske tropper regulær modstand, som varede indtil først på formiddagen, hvor de sidste troppeafsnit fik meddelelse om den danske kapitulation. 16 danske soldater faldt og 23 såredes. De tyske tabstal kendes ikke.

Danske soldater med en 20 mm Madsen maskinkanon ved et vejkryds i Aabenraa den 9. april 1940. Fra: Rigsarkivet

Advarslerne og beredskabet

I ugen op til 9. april blev den danske regering og Forsvarskommandoen via Efterretningstjenesten og diplomater på legationerne i Berlin og andre hovedstæder bekendt med flere forlydender om fremtidige tyske aggressionsplaner over for Danmark. Advarslerne var dog indbyrdes modstridende og derfor vanskelige at forholde sig til. Under alle omstændigheder var den sikre overbevisning også, at et eventuelt angreb først ville følge et tysk ultimatum om fx militære støttepunkter i landet. Dette ville have givet tid til at vurdere situationen – om end udfaldet næppe ville have været til diskussion. Man ville i erkendelse af det militære styrkeforhold have imødekommet et tysk krav om støttepunkter.

Da man 8. april blev bekendt med tysk troppeopbygning syd for grænsen i Jylland, ønskede hærens generaler at indkalde sikringsstyrkerne og at forberede et forsvar af den jyske grænse. Samtidig registreredes forøget tysk flådeaktivitet i Storebælt. Regeringen afviste at følge anmodningen om mobilisering, idet man ville undgå at foretage skridt, der kunne provokere et tysk angreb. Ikke mindst fordi flådeaktiviteten formodedes udelukkende at være rettet mod Norge, og man ville derfor nødig give Tyskland anledning til at tage Danmark med i købet.

Netop fravalget af mobilisering antyder, at man næppe ville have reageret med mobilisering, hvis advarslerne tidligere på ugen havde været entydige. Regeringens og i særdeleshed udenrigsminister P. Munchs (1870-1948) vurdering var i forlængelse af den udenrigspolitik, man havde ført gennem 1930’erne, at man under alle omstændigheder måtte søge at undgå at komme i krig med Tyskland.

Den diplomatiske aktion

Sideløbende med den militære aktion kontaktede den tyske gesandt i København, Cecil v. Renthe-Fink (1885-1964), udenrigsminister P. Munch på dennes bopæl kl. 4.30. Gesandten overrakte på vegne af den tyske regering Munch to dokumenter. Ét med 13 overvejende militære krav til den danske regering og Forsvaret, som skulle effektuere en snarlig kapitulation og sikre de tyske troppers sikkerhed i landet. Det andet dokument var et memorandum af mere politisk art, hvori det hed, at den militære aktion var en reaktion på udsigten til et britisk angreb på Danmark. Beslutningen om at besætte landet var alene truffet for at varetage beskyttelsen af Danmark, så længe krigen varede. Den tyske aktion var ikke sket i fjendtligt øjemed. Videre hed det, at "Rigsregeringen erklærer over for den kongelige danske regering, at Tyskland ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger, hverken nu eller for fremtiden at antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed."

P. Munch protesterede skarpt over for den tyske gesandt, men Renthe-Fink gjorde det klart, at det tyske krav om øjeblikkelig kapitulation var ultimativt. For at give gesandtens ord ekstra vægt cirklede tyske bombefly rundt over København, og udenrigsministeren blev orienteret om, at flyene havde ordre til at indlede bombardement, hvis ikke den danske regering føjede kravene i de to tyske dokumenter.

P. Munch bekendtgjorde over for gesandten, at han ikke havde hjemmel til alene at træffe en beslutning af den art og bad derfor om ekstra tid til at mødes med regeringen, kongen og Forsvarets værnschefer. Renthe-Fink tilstod udenrigsministeren denne ekstra tid, men betonede samtidig, at sagen hastede.

Kl. 5.30 mødtes Munch med den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning (1873-1942), forsvarsminister Alsing Andersen (1893-1962), hærchefen, flådechefen, Christian 10. og kronprins Frederik på Amalienborg. Mødet blev holdt i en ekstremt trykket stemning og med et voldsomt pres på deltagerne. Efter ca. en halv times debat besluttedes det efter Munchs ønske at gå ind på de tyske krav og kapitulere. På grund af ødelæggelser på kommunikationsapparatet nåede ordren først de kæmpende soldater i Sønderjylland ved 8-tiden.

Regeringens svar

I løbet af eftermiddagen 9. april udarbejdede P. Munch og hans embedsmænd i Udenrigsministeriet et svar til den tyske regering. I svaret forsøgte man at fastholde Tyskland på de indrømmelser, der lå i det af Renthe-Fink overbragte memorandum, uden samtidig at give danske indrømmelser eller at indgå nogen form for aftale, der kunne antyde en dansk accept af den stedfundne krænkelse af dansk neutralitet.

To elementer spillede en helt afgørende rolle. Det tyske memorandum havde lovet politisk uafhængighed – altså at den danske regering og hele det forfatningsmæssige system af konge, Rigsdag og domstole kunne fortsætte. Desuden blev man lovet en bevarelse af den "territoriale integritet", hvilket var en foreløbig forsikring om, at Tyskland ikke som andre steder krævede en grænserevision for at bringe tyske mindretal "hjem i Riget". Med andre ord kunne Sønderjylland forblive dansk. Memorandummet er ironisk nok den første tyske anerkendelse af grænsedragningen fra 1920.

I det danske svar til Renthe-Fink og den tyske regering kom det til at hedde:

"Den kongelige danske regering har gjort sig bekendt med indholdet af de dokumenter, som af Dem blev overrakt mig i morges. Den har taget til efterretning, at tyske tropper ikke har betrådt dansk jord i fjendtligt øjemed, samt at den tyske rigsregering ikke har til hensigt ved sine foranstaltninger at antaste Kongeriget Danmarks territoriale integritet og politiske uafhængighed hverken nu eller for fremtiden. [...] Efter modtagelsen af denne meddelelse har den danske regering under den givne situation besluttet sig til at ordne forholdene her i landet under hensyntagen til den stedfundne besættelse. Den nedlægger dog alvorlig protest mod denne krænkelse af Danmarks neutralitet."

Samtidig udsendte kongen og regeringen et opråb til befolkningen, hvori man forbød enhver modstand mod besættelsestropperne, krævede "ro og orden" og indskærpede pligten til at adlyde "alle, der har en myndighed at udøve".

Politiske konsekvenser

I løbet af 9. april inviterede statsminister Stauning tre medlemmer af henholdsvis Det Konservative Folkeparti og Venstre til at blive medlemmer af regeringen. Efter nogen tøven og modvilje ved at få ansvar for en så vanskelig situation indvilgede tre medlemmer fra hvert parti i at gå med i denne samlingsregering. Blandt andet blev den konservative John Christmas Møller (1894-1948) minister.

Med den relativt fredelige besættelse af landet var der i forhold til resten af det besatte Europa skabt en helt unik situation. Hvor der i andre besatte lande blev oprettet en tysk forvaltning, var det i Danmark stadig danske myndigheder, der havde det formelle ansvar, ligesom det politiske system fra Folketing til sogneråd fortsatte med at fungere stort set uantastet. Næsten som om intet var hændt, foregik således den officielle kontakt mellem Danmark og Tyskland hele krigen igennem via de to landes udenrigsministerier, som det sig hør og bør for to frie og uafhængige stater.

Befolkningens reaktion

Mange danskere havde observeret tyske fly overflyve landet på vej til Norge. Andre havde set dem nedkaste det såkaldte "Oprop", hvori der krævedes kapitulation, og hvor visse af synspunkterne fra Renthe-Finks memorandum også optrådte. Atter andre havde intet bemærket og vågnede op i et besat land uden at have hørt et eneste skud. Fraset visse danske nazister og det tyske mindretal i Sønderjylland, der modtog invasionsstyrkerne med begejstring, var stemningen generelt forknyt, præget af chok og vantro: Hvordan kunne man besætte et helt land på kun et par timer og hovedstaden stort set uden at et skud blev løsnet? En vis positiv nysgerrighed over for de invaderende styrker kunne også spores visse steder. Den næsten kampløse besættelse og manglen på viden om de politiske beslutninger, der gik forud for kapitulationen, vakte hos nogle en stærk vrede mod Forsvaret og/eller regeringen.

Det overordnede billede var dog, at man adlød regeringen og kongens krav om "ro og orden" og i øvrigt passede hverdagen, som man plejede.

Foto af en dansk maskingeværsgruppe fra Søgårdlejren. Fotografiet er taget om morgenen den 9. april umiddelbart før kamphandlingerne. Nogle timer senere var to af patruljens syv mænd faldet for tyske kugler. Fra: Rigsarkivet