Velgørenhed i København i 1800-tallet

Artikler

Den private velgørenhed, også kaldet filantropi, var i 1800-tallet en vigtig del af det sociale sikkerhedsnet, indtil det ikke længere var forbundet med rettighedstab at søge fattighjælp fra det offentlige. Velgørenheden blev som regel organiseret af mænd og kvinder fra middelklassen og blev givet både på et kristeligt og rent humanitært grundlag. Men arbejderne i byens underklasse kunne også slutte sig sammen om gensidig hjælp til at løfte sig ud af fattigdommen. Mange af de velgørende foreninger, der blev stiftet i slutningen af 1800-tallet, eksisterer endnu som hjælp til fattige.

Med Grundloven fra 1849 blev fattighjælp en grundlovssikret rettighed. Samtidig blev det slået fast, at modtagelsen af fattighjælp resulterede i en række rettighedstab som fx retten til at afgive stemme ved valg. Der var således noget nedværdigende ved at modtage fattighjælp, og mange ærekære fattige vægrede sig ved at ty til det offentlige fattigvæsen. Der var ikke altid arbejde at få, og selv arbejdsvillige mænd blev dermed arbejdsløse. Det var for at hjælpe sådanne ’værdigt trængende’, at der især fra 1860’erne blev stiftet flere velgørende foreninger.

En betuttet pige poserer ved siden af sneskulptur og indsamlingsbøsse på Østerbro i København. Nøden var stor i 1800-tallets København og for at hjælpe de dårligst stillede børn med tøj, sko og sommerferier, stiftede socialdemokraten A.C. Meyer (1858-1938) foreningen Børnenes Kontor. Pengene kom ind ved indsamlinger og salg af pølser. Der findes stadig Børnenes Kontor-pølsevogne, bl.a. i Aarhus. Foto: Holger Damgaard, Det Kgl. Bibliotek

Filantroperne

Det var kvinder og mænd fra middelklassen, som især slog sig sammen for at hjælpe de værdigt trængende. Ofte blev foreningerne sat i gang af præster eller læger, som ved selvsyn havde set de fattiges elendige levevilkår. Især i de større byer boede de fattige i faldefærdige ejendomme og gik sultne i seng, hvis de overhovedet havde en seng. Der blev oprettet suppekøkkener, hvor fattige, som endnu ikke var under det offentlige fattigvæsen, kunne få et måltid mad.

På Christianshavn i København kom der mere system i hjælpen, da Understøttelsesforeningen blev stiftet i 1866. Det var præsterne ved Vor Frelser Kirke, som havde taget initiativet, alligevel skulle foreningen ikke bygge på et kristeligt grundlag men på et humanitært. Gennem velgørenhed ville man bygge en bro over den kløft, man syntes adskilte de fattige fra de mere velstillede.

Filantroperne var ængstelige for, at samfundet ville brække over i to dele, og at de to samfundsgrupper ville komme til at stå fjendtligt over for hinanden. Med et moderne udtryk frygtede man, at den sociale sammenhængskraft ville blive svækket, og at de to grupper ville leve i parallelsamfund.

'Velgørenheden' (La Caridad), malet i Paris 1888. En fornemt klædt kvinde er på vej ned ad trappen i en ussel kælder. Måske kommer hun for hjælpe eller måske for at vurdere om den syge kvinde er værdigt eller uværdigt trængende? Inspirationen til dannelsen af understøttelsesforeninger med 'undersøgere' i København kom givetvis fra udenlandske storbyer som London, hvor tilsvarende organisationer var opbygget efter samme principper. Foto: Galeria de Arte. Wikimedia Commons

Værdigt/uværdigt trængende

Pengene til velgørenheden kom fra private bidrag. Da det var begrænset, hvor mange midler Understøttelsesforeningen kunne indsamle, ville man af både økonomiske og ideologiske grunde være sikker på, at hjælpen blev givet til fattige, som kunne hjælpe sig selv. Det var ’hjælp til selvhjælp’, man ville give, altså det lille skub, der skulle til for, at den fattige kom på fode.

For at sikre sig, at det var sådanne ’værdigt trængende’ der fik hjælp, gik foreningens ’undersøgere’ på besøg hos ansøgerne. Hvis manden var drikfældig og konen en sjuske, ville det være håbløst at hjælpe, hvorimod en flittig og stræbsom familie var værdig til hjælp. Ansøgerne blev vurderet ud fra middelklassens normer for et godt liv, og det var denne klasses dyder, de fattige skulle opdrages til. Christianshavns Understøttelsesforening blev et forbillede for den private velgørenhed, og i løbet af få år blev der oprettet lignende foreninger i Københavns øvrige sogne.

De kristelige kærlighedsgerninger

Et årti senere blev den humanitære velgørenhed suppleret med en kristelig. Initiativet kom fra Københavns Indre Mission, da pastor Harald Stein i 1876 holdt en række foredrag om kærlighedens gerninger i den evangeliske kirke. Han havde gjort sig bekendt med kristelig filantropi i andre lande og gav nu eksempler på den form for velgørenhed. Han inddelte kærlighedsgerningerne i tre områder: den bevarende, den frelsende og den lindrende.

Tant og fjas, druk, dans, slagsmål og spil. Fristelserne var mange for søfolk, der måtte vente i dage- eller ugevis på at få hyre på et skib, som på Madam Hylls beværtning Sømands Minde, også kaldet Pumpen, i Helsingør i 1870'erne. De havde brug for mere sobre steder at opholde sig, mente kirkelige kredse. Sømandstuen i København blev oprettet i 1879 og tog imod danske og udenlandske sømænd, der kunne fordrive tiden med at læse, skrive breve eller forskellige spil. Foto: Illustreret Tidende, M/S Museet for Søfart.

Den bevarende kærlighed skulle værne om børn og unge kvinder og mænd, som kunne blive udsat for fristelser i den store by. Københavns Indre Mission ville derfor oprette hjem for forsømte børn og invitere tjenestepiger og fabrikspiger til aftenmøder, ligesom der blev sørget for soldater og sømænd. Den frelsende kærlighed skulle træde til, når den bevarende ikke havde kunnet redde især unge kvinder fra et usædeligt liv. Missionen oprettede i 1877 et Magdalenehjem, hvor kvinder på vej ud i prostitution frivilligt kunne søge om optagelse. Her kunne de opholde sig i et par år og blive uddannet til duelige tjenestepiger. Endelig var der den lindrende kærlighed, som især skulle tage sig af syge, og allerede i 1863 var Diakonissestiftelsen blevet oprettet, hvor troende kvinder blev uddannet i sygepleje.

Pastor Stein understregede, at Indre Mission ikke skulle se skævt til de humane bestræbelser for at hjælpe de fattige. Men den skulle alvorligt hævde: ”det er kun Troen, virksom i Kjærlighed, der besejrer Verden.” Den kristelige velgørenhed skulle således bygge på en stærk gudstro, ellers ville de gode gerninger ikke nytte noget. Derfor lå det også disse filantroper på sinde, at de nødlidende, de hjalp, blev ”vundet for Herren” og ikke blot for samfundet.

Magdalenehjemmet i København skulle ikke være en institution, men ligne et hjem så meget som muligt. Den kun 27-årige Thora Esche (1850-1920) blev ansat som Magdalenehjemmets første forstanderinde. På billedet fra omkring 1900 ses en midaldrende Esche stående i midten, hvor hun serverer for beboerne. Omgivelserne er hjemlige med billeder på væggene, potteplanter, lysekrone, hvid dug, mørke tapeter og tunge gardiner som i ethvert andet godt borgerligt hjem. Foto: Lyngby-Taarbæk Stadsarkiv  

Gensidig hjælp

Både den humanitære og den kristelige velgørenhed var virksom efter 1849, altså efter Grundloven, der bragte løfter om en ny samfundsorden. Men i sin opbygning havde den træk fra det gamle samfund, hvor de magtfulde nok skulle fortælle de magtesløse, hvordan man skulle opføre sig.

For visse mere fremskridtsvenlige mænd hørte den slags ikke hjemme i det moderne samfund, hvor alle burde stå på egne ben. Senere i århundredet begyndte arbejdere at organisere sig i fagforeninger og dermed hjælpe hinanden som ligemænd. Men inden da havde lægen F.F. Ulrik i 1865 skrevet om ’Småfolks selvhjælp og samarbejde’, hvori han fortalte om kooperativer blandt engelske, franske og tyske arbejdere. Han opfordrede også de danske arbejdere til at gå sammen og stifte indkøbsforeninger og lignende sammenslutninger.

Samme år holdt han et foredrag for arbejderne på skibsværftet Burmeister & Wain og tilskyndede dem til at stifte en Arbejdernes Byggeforening. Gennem medlemmernes kontingent skulle der samles så mange penge sammen, at der kunne opføres småhuse på to etager, som arbejderne dernæst kunne trække lod om. Når de selv havde været med til at betale for huset, ville de også passe bedre på det og dermed blive ansvarlige samfundsborgere.

Fra privat til offentlig

Hensigten med velgørenhed, både den humanitære, den kristelige og den gensidige, var at hjælpe den stræbsomme arbejderklasse op i middelklassen og at gøre arbejderne til gode borgere i det nye samfund.

Velgørenhed havde stor betydning i anden halvdel af 1800-tallet som et sikkerhedsnet, inden det offentlige begyndte at udvide sin hjælp. Fra omkring år 1900 kunne flere og flere grupper få hjælp af det offentlige uden rettighedstab, og mere og mere af den private velgørenheds områder blev efterhånden overtaget af det offentlige.

Men mange af de velgørende foreninger findes stadig og hjælper socialt udsatte mennesker, nu hedder det blot ikke længere velgørenhed eller filantropi men aktivt medborgerskab.

 


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

 

 

 

 

 

 

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Karin Cohr Lützen
Tidsafgrænsning
1850 - 1900
Sidst redigeret
4. oktober 2020
Litteratur

Lützen, Karin Cohr: Velgørenhed. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Lützen, Karin: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København (2013).

Bundesen, Peter, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen: Filantropi, selvhjælp og interesseorganisering. Frivillige organisationer i dansk socialpolitik 1849-1990’erne (2001).

Nørgård, Inger Lyngdrup: Beskyt de værdige fattige! Opfattelser og behandling af fattige i velgørenhed, filantropi og fattigvæsen i København 1770-1874 (2017).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Karin Cohr Lützen
Tidsafgrænsning
1850 - 1900
Sidst redigeret
4. oktober 2020
Litteratur

Lützen, Karin Cohr: Velgørenhed. Aarhus Universitetsforlag (2020)

Lützen, Karin: Byen tæmmes. Kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København (2013).

Bundesen, Peter, Lars Skov Henriksen og Anja Jørgensen: Filantropi, selvhjælp og interesseorganisering. Frivillige organisationer i dansk socialpolitik 1849-1990’erne (2001).

Nørgård, Inger Lyngdrup: Beskyt de værdige fattige! Opfattelser og behandling af fattige i velgørenhed, filantropi og fattigvæsen i København 1770-1874 (2017).

Udgiver
danmarkshistorien.dk