”Uskyldig dømt for Barnemord”. Artikel i Social-Demokraten, 30. juli 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Social-Demokraten bragte den 30. juli 1885 denne historie om den foreløbige afslutning på de berømte og berygtede Fejø-sager. Flere kvinder fra den lille ø Fejø nordvest for Lolland var i årene forinden blevet uskyldigt dømt for barnemord og havde modtaget lange fængselsstraffe. De blev nu løsladt, da det viste sig, at birkedommer Carl Anton Freuchen (1835-1915) havde presset dem til en tilståelse uden reelle beviser. Ifølge lægelige undersøgelser var der endda flere af kvinderne, der umuligt kunne have født et barn, og de var dermed blevet dømt for ikke-eksisterende forbrydelser. En kommissionsdomstol gennemgik i 1885 sagerne fra Fejø og oprullede et særdeles kritisabelt forløb, der også resulterede i, at Carl Freuchen blev erklæret sindssyg og indlagt på en sindssygeanstalt. I 1887 blev han udskrevet og afskediget med pension.

Fejøsagen blev af kritikere anvendt som et eksempel på, hvor galt det kunne gå i det danske retssystem. Den danske straffeproces byggede i 1800-tallet på det såkaldte inkvisitionsprincip, der betød, at en straffesag ikke tog form som to parter – anklager og anklaget – foran en neutral dommer. Derimod var processen ved underretterne i hænderne på en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person. På Fejø havde det haft den konsekvens, at birkedommeren Freuchen havde frit spil til at tvinge en tilståelse frem fra kvinderne ved hjælp af trusler, vold og langvarige varetægtsfængslinger.

Først ved retsreformen i 1919 blev systemet afskaffet og erstattet med det, vi kender i dag. Den offentlige anklagemyndighed blev oprettet, og enhver anklaget var berettiget til et juridisk forsvar.

Uddrag af artiklen fra Social-Demokraten
Se hele artiklen via Mediestream, Det Kongelige Bibliotek.   


Uskyldig Dømt for Barnemord

Justitsminister Nellemann[1] har i disse Dage givet Ordre til at løslade fire Kvinder, der i lang Tid har hensiddet i Straffeanstalten paa Kristianshavn som dømte for Barnemord.

Det er Afslutningen paa den berømte, for Justitsminister, Undersøgelsesdommer, Domstole og vort hele Retsvæsen lige betegnende Fejøsag, vi her staar overfor. I April Maaned d. A.[2] skrev ’Social-Demokraten’ gentagne Gange om den, og Regeringen nedfatte en Undersøgelseskommission, som nu er kommen til det Resultat, at de Dømte er uskyldige, hvorfor de som sagt er bleven sat paa fri Fod. Indtil Sagen er endelig sluttet, vil de blive underholdt af det Offentlige, men om Erstatning for den dem overgaaede Tort[3] vil der i øvrigt ikke kunne være Tale, idet vor Lovgivning jo ikke kender noget til Humanitet[4] overfor uskyldigt dømte.

Der foreligger her to forskellige Sager. Om den ene er der endnu ikke kommet synderligt til Offentlighedens Kundskab, den anden, der gav Anledning til Undersøgelsernes Genoptagelse, gik – som det mulig vil erindres – kortelig[5] ud paa følgende:

I Aaret 1881 fandt man et Barnelig i en Affaldsdynge paa Fejø. Den Undersøgelse, der blev indledet, førte ikke til noget Resultat den Gang, men blev et Par Aar efter genoptaget af den nye Birkedommer, Hr. Freuchen, fordi der paa Fejø var udspredt et Rygte om, at den paa Femø hjemmehørende Pige Ane Kirstine netop paa den Tid havde været frugtsommelig. Hun afgav fuldstændig Tilstaaelse paa et meget tidligt Stadium af Undersøgelsen, og man fandt ingen Grund til at tvivle paa Sandheden af denne Tilstaaelse, da Distriktslægens Erklæring gik ud paa, at Pigen havde født. Hendes Moder, Christiane Gotfredsen, nægtede i lang Tid at være Datterens Medskyldige, men omsider aflagde ogsaa hun en Tilstaaelse, der stemte fuldstændig overens med den første. I Straffeanstalten paa Kristianshavn hensad paa denne Tid Ane Kristines gifte Søster, der ligeledes fremkom med en Forklaring, som stemte overens med Moderens og Søsterens Tilstaaelser, og som gik ud paa, at disse havde været til Stede i hendes Hjem umiddelbart før Fødselen og derfra havde begivet sig til Kirkegaarden, hvor Fødselen og Mordet skulde være foregaaet. Da Underretsdommen var afsagt, tog Ane Kirstine imidlertid sin Tilstaaelse tilbage, men denne Tilbagekaldelse frafaldt hun atter kort Tid efter, og som Følge deraf afsagde Højesteret den 29. Oktober 1884 en Dom, der lød paa 5 Aars Forbedringshus for Ane Kirstine og Livstraf[6] for hendes Moder; den sidste Dom ’formildedes’ til Tugthusarbejde paa Livstid.

Saa begyndte de to dømte da at afsone deres Straf, men allerede her i Foraaret forlangte Pigen at blive forhørt, idet hun saavel som Moderen nu igen paastod, at de var uskyldige. Navnlig forlangte Pigen med stor Styrke at blive undersøgt af en Læge, idet hun erklærede, at det da nok skulde vise sig, at hun aldrig havde født. Denne Lægeundersøgelse fandt da Sted ved Fængselslægen Dr. Tryde[7] samt Overaccoucheuren paa Fødselsstiftelsen Dr. Stadfeldt[8], og den udviste, at Pigen næppe nogen Sinde havde født, og i alt Fald aldrig et fuldbaaret Barn som det, for hvis Mord hun og hendes Moder var dømte.

Hermed var det da allerede halvvejs givet, at de virkelig var uskyldige; thi vel havde Distriktslægen paa Fejø, der undersøgte Pigen før Underretsdommen faldt, afgivet Attest paa, at hun havde født et fuldbaaret Barn, men det var nu klart af den af en Autoritet som Professor Stadfeld afgivne Erklæring, at Distriktslægen enten ikke har haft Forstand paa sligt, eller ogsaa har undersøgt hen i Vejret.

Og endelig viste det sig, at man heller ikke kunde stole synderligt paa Birkedommer Freuchens Politiundersøgelser, idet han nok var Specialist i at presse Tilstaaelser ud af alle mulige Mennesker. Onde Tunger fortalte endog, at hver Gang Birkedommeren mødte en Fejø-beboer, saa stod denne straks stille og bekendte et eller andet.

Da Sagen var bleven fremdraget i Pressen, fik Justitsministeren pludselig travlt; som bekendt letter han ikke gerne paa sig, før der er sendt Bud efter ham. Og nu fulgte under Assessor Ingerslevs[9] Ledelse den omtalte Kommissionsundersøgelse, der har ført til, at ikke blot disse to Kvinder, men ogsaa to andre for Barnemord dømte Kvinder fra samme Jurisdiktion er bleven løsladte som uskyldige.

Vi kommer selvfølgelig atter tilbage til denne Sag. Den er, som man ser, en ny Illustration til de Retsforhold, det nuværende Regimente holder os under. Sløje Embedsmænd, Sløje Domme – det er vi saa vante til, og der er da ikke andet for, end at blive ved med det møjsommelige Arbejde, at udpege de værste Pragteksemplarer af den Art. Administrationens Jammerlighed blottes derigennem næsten daglig, og samtidig kan det ikke være andet, end at Folk maa faa Øjet op for adskillige af de store Mangler ved det nuværende Retssystem, ud af hvilket det Estrupske Ministerium[10] ikke magter at føre os. Vi har hverken offentlig eller gratis Retspleje eller Juryer eller Erstatning til uskyldigt dømte – vi har foreløbig ikke andet end Nellemann med en stab af Hindenburgere, Goos’er, Mazantier, Freuchen’er[11], Skiftekommissionærer og andet Habengut i en lang Elendighed. Det er som sagt møjsommelig at luge i denne provisoriske Have, men af Erfaring véd vi dog, at et og andet kan pilles væk, og derfor bliver vi ved. De fejøske Sager vil sikkert i den Henseende give os nyt Arbejde.


Ordforklaringer m.m.

[1] Justitsminister Nellemann: Johannes Nellemann (1831-1906), jurist og politiker. Justitsminister 1875-1896.

[2] d.A.: dette år

[3] Tort: krænkelse, lidelse.

[4] Humanitet: menneskelighed.

[5] Kortelig: kort fortalt.

[6] Livstraf: dødsstraf.

[7] Dr. Tryde: Christian Tryde (1834-1904).

[8] Overaccoucheur Dr. Stadfeldt: Asger Stadfeldt (1830-1896), læge og leder af Fødselsstiftelsen i København (overaccoucheur).

[9] Assessor Ingerslev: Jacob Vitus Ingerslev (1838-1923) fra Københavns Kriminal- og Politiret.

[10] Estrupske Ministerium: J.B.S. Estrup (1825-1913) godsejer og politiker, der ledede Højreregeringerne 1875-1894.

[11] Hindenburgere, Goos’er, Mazantier, Freuchen’er: navne på embedsmænd, jurister og dommere, som havde været udsat for oppositionens kritik.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
30.07.1885
Oprindelse
Social-Demokraten 30. juli 1885
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
30.07.1885
Oprindelse
Social-Demokraten 30. juli 1885
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
8. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019).

Udgiver
danmarkshistorien.dk