Racehygiejne og eugenik i Danmark, ca. 1900-1967

Artikler

Som det første land i Europa fik Danmark i 1929 en sterilisationslov, der åbnede op for, at personer med handicaps kunne steriliseres for at forhindre, at de satte børn i verden. Racehygiejne og eugenik var på det tidspunkt fremtrædende videnskabsgrene, der søgte at kortlægge sygelige arvelige tilstande og forhindre deres udbredelse. Som konsekvens af lovgivningen blev cirka 13.000 personer steriliseret i årene mellem 1929 og 1967 – nogle med tvang - med den begrundelse, at deres afkom ville være en samfundsøkonomisk byrde og forringe den danske befolkning. Loven blev i løbet af 1930’erne suppleret med yderligere racehygiejniske bestemmelser i forhold til ægteskab og adgang til provokeret abort. Lovgivningen blev støttet af fremtrædende videnskabsmænd, politikere, debattører og kulturpersonligheder. Forløbet er efterfølgende blevet kritiseret for at stole for meget på en upræcis videnskab og for at tilsidesætte grundlæggende menneskerettigheder.

Racehygiejne og eugenik, historisk og internationalt set

I løbet af det 19. århundrede opstod en videnskabeligt funderet arvelighedslære. Den britiske naturforsker Charles Darwin (1809-1882) fremsatte i 1859 sine teser om arternes oprindelse og den naturlige selektion, og han indledte dermed arvelighedslærens udbredelse og indflydelse. En særlig disciplin blev udforskning og kortlægning af egenskabers arvegang (genetik). Det skete i første omgang med planter og dyr, men det blev ledsaget af en voksende interesse for at kortlægge menneskets arvelighedsprincipper. Mod slutningen af 1800-tallet opstod den videnskabelige skelnen mellem fænotype (fremtoning) og genotype (arvelige anlæg) og dermed også en klarere adskillelse af arvede og erhvervede egenskaber, om end det videnskabelige grundlag for at kategorisere fx intelligens og psyke var både usikkert og omdiskuteret.

Fra 1880’erne og frem opstod en ny videnskabsgren, der blev kaldt for eugenik (fra græsk: ’god slægt’), arvehygiejne eller racehygiejne. Ordet ’race’ blev her forstået som ’menneskeracen’ eller ‘befolkningen’, altså ’befolkningshygiejne’. Eugenikkens hovedtese var, at den moderne civilisation med lægevidenskab, større statslig styring af samfundet og sociale foranstaltninger som fattighjælp var medvirkende til, at flere, der i samtiden blev opfattet som såkaldt ’svage individer’, overlevede, samtidig med at den bedre stillede del af befolkningen valgte at få færre børn. For at imødegå dette, måtte videnskab, stat og samfund træde til ved at tilvejebringe metoder, der kunne hindre de svages forplantning (negativ eugenik) og støtte de stærkes udbredelse (positiv eugenik). De foreslåede metoder var rådgivning af befolkningen, sterilisation, ægteskabsforbud, regulering af indvandring og institutionalisering (isolation) af de personer, der blev set som uønskede i befolkningens reproduktion. Den eugeniske bevægelses forslag var altså både teori og praksis, der forudsatte indgreb og lovgivning, og derfor blev den også en mærkesag for mange politikere.

Den internationale eugeniske bevægelse fik stor bevågenhed i årene omkring 1920. Det skyldtes flere ting. Mange europæiske lande havde i årtierne før oplevet en stor udvandring, især til USA. 1. verdenskrig havde i de krigsførende lande medført et stort tab af menneskeliv, især af unge mænd. Urbaniseringen og industrialiseringen havde medført en befolkningsfremgang og koncentration i byerne. Parallelt med bedre hygiejne og lægevidenskabelige fremskridt betød det, at flere overlevede og fik børn. Samtidig kom der socialpolitiske reformtanker og -initiativer, som gav staten øgede offentlige udgifter til fx hospitaler, statslig forsørgelse, forsorgsinstitutioner, fattighjælp m.m. Opfattelsen var derfor, at Darwins naturlige selektion i det moderne samfund var sat ud af kraft. Med en kobling af videnskab og socialpolitik skulle staten derfor gennem eugeniske tiltag sikre, at man sørgede for de svage i samfundet, men samtidig undgik, at deres antal voksede.

Videnskaben i Danmark

Den eugeniske videnskab opstod især i Storbritannien, Tyskland og USA. Fra begyndelsen af 1900-tallet slog den også igennem blandt danske forskere og personer, der var ansat ved forsorgsinstitutioner for mentalt og fysisk handicappede. De danske eugenikere blev en del af det internationale netværk og udgav artikler og analyser. I Danmark var der dog ikke som i nogle andre lande tale om en organiseret bevægelse, men snarere om en opinion, der bestod af videnskabsfolk, læger, forsorgspersoner, kulturpersonligheder og politikere.

I 1904 oprettede læger og statistikere Den Antropologiske Komité, der oprindeligt havde til formål at gennemføre en kortlægning af den danske befolkning gennem den såkaldte fysiske antropologi, det vil sige systematiske målinger af fx højde, vægt, kropsbygning og andre fysiske forhold. Efterhånden fik komiteen større fokus på arvelighedsspørgsmål og iværksatte en omfattende registrering af arvelige lidelser og slægter med arvelige sygdomme.

I 1938 blev komiteen afviklet, da Institut for Human Arvebiologi og Eugenik blev oprettet på Københavns Universitet. Her fortsatte og udvidedes et ”arvehygiejnisk Register” med personer med psykiske og fysiske handicaps under forsorg, psykisk syge, blinde, døve, døvstumme, talelidende, epileptikere, personer med dværgvækst, blødere, øjensygdomme, sukkersyge mv. Samtidig blev de pågældendes familier kortlagt i flere slægtled, og registreringen dannede baggrund for forskning. Instituttet varetog også eugenisk rådgivning af privatpersoner. Det er her vigtigt at være opmærksom på, at den genetiske videnskabs stadie på det tidspunkt var på et niveau, hvor mange arvegange ikke var helt klarlagte eller tydelige, og hvor der var mange formodninger om fx intelligensdefekter og psykiske sygdomme, som i dag er modbeviste.

Slægtstavle
Denne slægtstavle er et eksempel på, hvordan den danske racehygiejniske videnskab søgte at kortlægge en families såkaldte ”Slægtsdegeneration”. Fra en ukendt stamfader med velbegavede – men lidt ”aparte” – børn beskrives medlemmer af de senere generationer som psykisk syge, psykopater, alkoholikere, seksuelt amoralske og mytomaner. Oprindelse: August Wimmers værk 'Sindssygdommenes Arvegang og raceforbedrende Bestræbelser', 1929

K.K. Steincke og den politiske gennemslagskraft fra ca. 1920

Eugenikken vandt i Danmark i første omgang politisk gehør hos Socialdemokratiet. Karl Kristian Steincke (1880-1963) var fra 1918 socialdemokratisk medlem af Landstinget og blev som senere minister i særlig grad en af pionererne. I 1919 fik han af den radikale indenrigsminister Ove Rode (1867-1933) i opdrag at foreslå og motivere en omfattende revision af hele den danske sociallovgivning. Resultatet blev bogen Fremtidens Forsørgelsesvæsen (1920), der på mange måder dannede baggrund for mellemkrigstidens sociale lovgivningskomplekser under Steinckes senere roller som justits- og socialminister i de socialdemokratiske-radikale regeringer.

I Fremtidens Forsørgelsesvæsen var Steinckes ærinde at tale for en forenkling og “planmæssig Udvikling” af den sociale lovgivning, set i lyset af industrialiseringen, kapitalismen og 1. verdenskrigs erfaringer. Statens rolle og ansvar skulle styrkes, samtidig med at social understøttelse skulle gøres fri af almisseforestillinger, kristendom, følelser og skøn. Flere skulle have hjælp, fordi det var et statsligt ansvar at sørge for sine borgere, samtidig med at det også var samfundsøkonomisk fornuftigt at undgå borgeres sociale deroute og fattigdom. Steinckes tanker kan ses som en forløber for ideerne om velfærdsstaten, der blev realiseret efter 2. verdenskrig.

En del af den teoretiske baggrund for Steinckes argumentation var en gennemgang og diskussion af eugenikken. Han talte om “det sociale Minimums Politik”, hvor staten ud fra en social etik og solidaritet var forpligtet til at tage sig af og beskytte “de abnorme”, fordi et moderne samfund ikke kunne forlade sig på darwinismens love om, at kun de stærkeste overlever. Til gengæld havde samfundet så ret og pligt til at begrænse udbredelsen af de ”Defekter”, der blev set som uønskede, ved at de pågældende personer kom på institution og ved gennemførelse af ændret lovgivning om ægteskab og sterilisation. Han var i sin gennemgang især inspireret af USA, hvor den første sterilisationsoperation i 1897 var blevet gennemført, og hvor flere og flere delstater fra 1907 og frem indførte tvangssterilisationslovgivning. Steinckes konklusion var dog i 1920, at der i forhold til en sådan lovgivning lige nu var for stor usikkerhed om videnskaben, men at det i Danmark burde undersøges nærmere af fagpersoner.

Dette initiativ var da også et af de første, han realiserede, da han som nyslået justitsminister i december 1924 nedsatte en ‘Kommission angaaende sociale Foranstaltninger overfor degenerativt bestemte Personer’, hvis medlemmer bestod af danske arvelighedsforskere og fagpersoner fra forsorgsvæsenet. Kommissionen havde særligt til opgave at undersøge, om det var relevant at indføre en adgang til ”Ophævelse af Forplantningsevnen” for bestemte grupper. Konklusionen i betænkningen i 1926 blev en opbakning til et forslag om en sådan lovgivning, især ud fra et kriminalpræventivt hensyn for at dæmme op for seksualforbrydelser, men også for forhindre, at andre målgrupper ikke satte børn i verden, de ikke kunne forsørge og opdrage og/eller med nedarvede handicaps eller sygdomme.

Eugenikken blev i de følgende år tænkt ind i dansk lovgivning. Det var i høj grad et socialdemokratisk projekt, og Steincke var i mange tilfælde drivkraften bag fremsættelsen og gennemførelsen af eugenisk lovgivning, men den havde i Rigsdagen bred politisk opbakning.

K.K. Steincke med sin hustru og sine børn
K.K. Steincke med sin hustru og sine børn, ca. 1920. Da Steincke i 1907 skulle giftes, henvendte han sig til psykiateren og racehygiejnikeren August Wimmer (1872-1937) for at få fastslået sin ”Slægts biologiske Kvalitet”. Wimmer konkluderede 2 % risiko for ”aandssvagt Afkom”, så Steincke og hans hustru Elisabeth valgte at få fem børn. Wimmer var en af de fagpersoner, der senere medvirkede ved udformningen af den danske sterilisationslovgivning. Foto: K.K. Steinckes erindringer ’Ogsaa en Tilværelse’, 1945

Eugenisk lovgivning i 1920’erne og 1930’erne

Kort efter at betænkningen med anbefaling om eugenisk lovgivning kom, skiftede regeringsmagten til Venstre, der ikke havde området på sin prioritetsliste. Men da den socialdemokratisk-radikale regering igen kom til magten i 1929, kom området igen på dagsordenen, og et eugenisk lovkompleks blev udviklet i løbet af 1930’erne.

  • Det første initiativ blev Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration, der trådte i kraft den 1. juni 1929. Lovens § 1 rettede sig mod sterilisation eller kastration af personer, hvis ”Kønsdrifts abnorme Styrke eller Retning” var en risiko for dem selv eller samfundet. § 2 var derimod rettet mod ”psykisk abnorme Personer”, hvor det var ”særdeles magtpaaliggende for Samfundet”, at de ikke fik børn. Eugenik og racehygiejne fremgik ikke eksplicit i lovteksten, men var tydelig i den politiske debat om forslaget. Den blev vedtaget som en forsøgslovgivning, og Danmark var dermed det første land i Europa, der gennemførte en sådan lovgivning. Ved revisionen efter forsøgsperiodens udløb i 1935 fik loven et eksplicit racehygiejnisk formål, idet ”Faren for Afkommets arvelige Belastning” blev nævnt i lovteksten. Samtidig blev indikationerne på ”psykisk Abnormitet” udvidet og defineret, og et tvangselement kom ind i en vurdering af klientens evne til at forstå indgrebets karakter.
  • Socialreformen fra 1933 medførte en øget indsats på forsorgsområdet, og her kom racehygiejniske foranstaltninger også i spil med indførelsen af en indberetningspligt, så psykisk udviklingshæmmede (der dengang blev kaldt åndssvage) kunne komme under forsorg for deres egen og for samfundets skyld. I den politiske debat om reformen blev den eugeniske lovgivning med sterilisationsloven brugt som et argument for at forsvare de stigende sociale udgifter, reformen ville medføre.
  • Fra 1934 delte lovgivningen sig ad to spor, der dækkede henholdsvis psykisk udviklingshæmmede og tiltag i forhold til svangerskab og ægteskab. Lov om Foranstaltninger vedrørende Aandssvage (1934) indebar en skærpelse af sterilisationsloven fra 1929, idet det kunne stilles som betingelse for såvel anbringelse på og udskrivning fra forsorgsinstitutioner, at personen blev steriliseret. Der kom altså her et stærkt tvangselement samt en målrettet indsats over for den gruppe, der ifølge videnskaben udgjorde den største fare.
  • Befolkningskommissionen blev nedsat i 1935 for at forbedre forholdene for børnefamilier, og dens betænkninger (1938) indeholdt også racehygiejniske elementer. De forbedrede forhold skulle nemlig ikke føre til, at ”der fødes Børn, hvis Fødsel ud fra sundhedsmæssige, eugeniske eller sociale Synspunkter maa anses for uønsket”. Eksemplerne var unge arbejdsløse – hvor det blev antaget, at der var ”et større Procenttal arvebelastede individer” – og personer med mangel på ”intelligens og Ansvarsfølelse” samt ”uordentlig Livsførelse i økonomisk Henseende”.
  • Svangerskabsloven af 1937, der for første gang tilvejebragte mulighed for legal svangerskabsafbrydelse under visse betingelser, indeholdt ud over en medicinsk indikation (sygdom hos moderen) også en eugenisk, hvis der var risiko for, at ”Barnet paa Grund af arvelige Anlæg vil blive lidende af Sindssygdom, Aandssvaghed, andre svære mentale Forstyrrelser, Epilepsi eller alvorlig og uhelbredelig legemlig Sygdom”.
  • Ægteskabsloven af 1938 indeholdt en udvidelse af den tidligere lovs forbud mod indgåelse af ægteskab, hvis en eller begge parter led af sindssyge eller åndssvaghed, samtidig med at psykopati, alkoholisme og epilepsi blev inkluderet. En tilladelse kunne bevilges, hvis den pågældende lod sig underkaste sterilisation. Et forslag om også at inkludere døve, blinde og talelidende i ægteskabsforbuddet blev dog afvist af Retslægerådet.

Lovgivningen blev som regel gennemført med bred støtte fra alle Rigsdagens partier, dog var der enkeltpolitikere, der var modstandere og fremførte dette i de politiske debatter. Indsigelserne var i de mange tilfælde ikke dikteret af decideret modstand mod racehygiejne, men af administrative eller økonomiske argumenter. Argumenterne for modstanden var for andre et kristent livssyn og modstand mod statens indblanding i “Livets Ukrænkelighed”, mistillid til videnskabens påstande og en generel uvilje mod, at staten skulle blande sig på familieområdet.

Konsekvenserne af sterilisationslovgivningen

I perioden fra 1929 til 1967 blev cirka 13.000 danskere steriliseret som følge af den eugeniske lovgivning, heraf var de fleste kvinder. Indgrebene bestod i fjernelse af æggelederne hos kvinder og overskæring af sædlederne hos mænd; der var altså ikke tale om fjernelse af kønskirtlerne (æggestokke og testikler, dvs. kastration) og dermed kønsdriften, men fjernelse af forplantningsevnen. De steriliserede var især lettere udviklingshæmmede og personer med mental retardering, men også fx fysisk handicappede, psykisk syge, alkoholikere, sædelighedsforbrydere, promiskuøse og brandstiftere fik gennemført sterilisation ud fra lovgivningens rammer.

I princippet var beslutningen om sterilisation i 1929-loven baseret på frivillighed, mens 1934-loven i forhold til åndssvage indeholdt tvangselementer. Da lovenes målgrupper ofte var anstaltsanbragt og under forsorg og værgemål, blev nogle indgreb gennemført, uden at den steriliserede havde fået reel viden om konsekvenserne eller vidste, hvad der skulle ske. Man ved dog ikke, hvor mange der fik indgrebet gennemført med tvang eller med tvangslignende foranstaltninger, fx lovning om at blive udskrevet fra en forsorgsinstitution.

Film fra Sprogø, 1925. Øen var fra 1922 til 1961 en isoleret forsorgsinstitution uden adgang for offentligheden. Bygningerne i filmen fungererede som opholdshjem på ubestemt tid for især unge og fattige kvinder, der var udviklingshæmmede og/eller såkaldt "moralsk defekte", især i forhold til datidens seksualmoral. På øen udførte de landbrugsarbejde. Efter at loven om sterilisation blev vedtaget i 1929, blev mange kvinder udskrevet på betingelse af, at de lod sig sterilisere. På øen Livø i Limfjorden fandtes en tilsvarende anstalt for anbragte mænd. Fra: Filmcentralen / Danmark på film

Eugenik i Danmark efter 2. verdenskrig

I 1934 trådte den første sterilisationslov i det nazistiske Tyskland i kraft (Gesetz zur Verhütung erbkranken Nachwuchses). Den var delvist inspireret af den danske 1929-lov, men gik langt videre i sine kriterier i forhold til både diagnoser og målgrupper og var desuden baseret på tvangssterilisation. Desuden fik den nazistiske ideologi og antisemitisme indflydelse på sterilisationspraksissen, idet blandt andet jøder, personer af blandet race og homoseksuelle også blev pålagt at få gennemført indgrebet.

Efter afslutningen på 2. verdenskrig var nazismen og dens konsekvente udryddelsespolitik i voldsom miskredit, og det gjaldt også dens anvendelse af racehygiejne og eugenisk ideologi, videnskab og praksis. De fleste danske videnskabsfolk og politikere lagde allerede i 1930’erne afstand til den nazistiske racehygiejne. Selve ordet kom i miskredit, men det var efter krigen uundgåeligt, at begrebet også i Danmark blev mødt med kritik og diskussioner af den danske praksis.

Det betød dog ikke, at den eugeniske praksis forsvandt. Institut for Human Arvebiologi og Eugenik, der var blevet oprettet i 1938, fortsatte sit virke. Efter at arvelighedsforskningen efter fastlæggelsen af kromosomer i 1956 kom på mere sikker grund, blev videnskabsfeltet omdøbt til (medicinsk) genetik, hvilket også afspejler sig i, at instituttet efter flere navneskifter i dag hedder Medicinsk Genetisk Laboratorium og beskæftiger sig med kortlægning af og rådgivning i forbindelse med arvelige sygdomme.

I 1967 ændredes sterilisationsloven, så tvangselementet forsvandt i forbindelse med åndssvages udskrivning fra forsorg. I 1973 blev adgang til sterilisation en ret for alle over 25 år, og samme år indførtes adgang til legal svangerskabsafbrydelse indtil 12. uge (fri abort). I 1989 blev kravet om sterilisation også fjernet fra ægteskabsloven. 

Fra samfundshensyn til den enkeltes frie valg?

Racehygiejne fik altså internationalt og i meget forskellige lande en stor gennemslagskraft, idet det blev koblet til socialpolitik og økonomisk politik. I Danmark blev det i mellemkrigstiden også præget af en begyndende velfærdsstatstankegang, som især Socialdemokratiet stod for. Derfor blev eugenisk politik set som et udtryk for planlægning, rationalitet, økonomisk fornuft, humanisme og en berettiget statsintervention på et tidspunkt, hvor denne tilgang blev anvendt på mange andre politikområder og især vandt udbredelse i efterkrigstiden. 

Det store fokus på menneskerettigheder fik efter 2. verdenskrig dog betydning for opfattelsen af handicappedes og syges rettigheder, også når det gjaldt arvelige tilstande. Frivillighed blev centralt, og fokus kom derfor på den enkeltes rettigheder frem for på samfundets krav. Man har i eftertiden kritiseret, at de kriterier, man brugte til at foretage eugeniske afgørelser for enkeltpersoner, har vist sig at være mangelfuldt videnskabeligt beviste eller moralsk fordømmende, fx i forhold til alkoholikere og seksuelt aktive forsorgsindsatte. Ikke-arvelige forudsætninger som fattigdom, vold og underernæring kunne for eksempel også være årsag til mental retardering, hvilket der ikke altid blev taget højde for. Intelligensmålinger var desuden ofte et udgangspunkt for beslutningen, og der er blevet sat spørgsmålstegn ved deres validitet, både i forhold til deres opbygning og i forhold til at tage højde for fx ordblindhed eller stress under prøven.

Menneskesynet er i dag anderledes end i mellemkrigstiden, men det er vigtigt at fremhæve, at man dengang i høj grad begrundede eugenikken med humanitære motiver og desuden søgte at løse et samfundsproblem: at der er tilfælde, hvor et barn ikke er sikret en god opvækst eller er i risiko for at få alvorlige arvelige sygdomme. Hvem bestemmer, hvad der er et leveværdigt og samfundsværdigt liv? Det har vi i dag fået flere løsninger på, så der ikke er samme behov for så radikale indgreb som tvangssterilisation. Den fri abort blev indført i 1973 og gav alle mulighed for afbrydelse af uønskede graviditeter. Prænatal fosterdiagnostik screener for arvelige sygdomme, så scanninger og blodprøver under graviditeten kan påvise sygdomme og risici, og der foretages provokerede sene aborter af arveligt belastede fostre. Præventionsmidlerne er i dag langt mere effektive og bliver i vidt omfang anvendt blandt udviklingshæmmede, der ellers ofte får tvangsfjernet deres børn. Der findes også fortsat kortlægning af og rådgivning om arvelige sygdomme. Eugenisk tankegang findes altså fortsat i Danmark. Den afgørende beslutning ligger nu som udgangspunkt ikke hos staten, men hos den enkelte borger. Det er dog stadig et felt præget af dilemmaer mellem humanitære motiver, menneskesyn og samfundsøkonomi. 

Om artiklen

Forfatter(e)
Anne Sørensen
Tidsafgrænsning
1900 - 1967
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
6. oktober 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Koch, Lene: Racehygiejne i Danmark 1920-56 (1996).

Koch, Lene: Tvangssterilisation i Danmark 1929-67 (2000).

Kirkebæk, Birgit: Da de åndssvage blev farlige (1993).

Udgiver
danmarkshistorien.dk