Niels Winthers kritik af kommunalloven for Færøerne, 1850

Kilder

Den færøske politiker Niels Winther (1822-1892) udgav i 1850 en skarp og detaljeret kritik af det foreliggende udkast til en kommende kommunallov for Færøerne, der var udarbejdet af danske embedsmænd. Uddraget nedenfor gengiver hele bogens indledning.

Niels Winther var i 1840’erne i København, hvor han studerede jura, og han var måske blandt de 28 færinger, der sendte ansøgning til Stænderforsamlingen i Roskilde om at få en færøsk folkerepræsentation. I 1851 blev han valgt som Færøernes første repræsentant til det danske Folketing og han sad i den selvstændige færøske folkerepræsentation; det genetablerede Lagtinget fra 1852.

I 1852 udgav han den første avis på Færøerne, Færingetidende. Både i Folketinget og Lagtinget - og uden for – var han en utrættelig kritiker af danske embedsmænd og kæmpede forgæves for et lagting uden embedsmænd. Det lykkedes ikke: Færøernes amtmand blev Lagtingets formand, og provsten blev fast medlem. I Færingetidende var han så hård i sin kritik mod embedsmændene, at han fik en hård dom. Blandt vælgerne var han dog fortsat populær, og færingerne genvalgte ham til både Folketinget og Lagtinget, indtil han ikke længere stillede op til valg i 1857. Han flyttede derefter til Hjørring, hvor han boede resten af sit liv. Niels Winther var en af de få politisk aktive færinger i midten af 1800-tallet og den eneste, der i samtiden på skrift har efterladt sig udtalelser om Grundloven og Færøerne.

Klik på billedet for at læse en indscanning af indledningen til Niels Witnthers kritik. Læs hele bogen i en scanning fra Det Kongelige Bibliotek her.


Paa Færøerne seer man et talende Beviis paa de gjennemgribende Forandringer, et Folks politiske Tilstand er underkastet. Ved at følge dette Folk gjennem dets forskjellige politiske Stadier, bliver man imidlertid ikke Vidne til en fremadskridende Udvikling, men øiner tvertimod kun en sørgelig Tilbagegang. Vi finde ikke mere Spor af hine[1] gamle Færøboere, hvis varme Frihedsfølelse bragte dem til at afryste det norske Kongeaag,[2] - der grebne af en inderlig Trang til Uafhængighed, forlode den hjemlige Arne[3] og tyede til disse fra Moderlandet fjerntliggende Øer i det vilde Ocean, - der for at hævne sig paa Enevoldsherrens Undertrykkelser som Fribyttere sværmede omkring paa de nordlige Have, - der med stolt Selvbevidsthed gjennem det folkelige Laugthing haandhævede deres Rettigheder ligeoverfor Regjeringen. Nei, de ere døde, og den Aand, af hvilken de besjæledes, er, om ikke indslumret, saa dog i en dvaleagtig Tilstand; thi Efterslægten har maattet bøde haardt for Forfædrenes utæmmelige Frisindethed. Ved et næsten trehundredaarigt monopolistisk Aag hindrede fra al Paavirkning af den øvrige Verden og ved et langvarigt Embedsvælde spærrede Adgang til al Deelagtighed i offentlige Anliggender, ere Færingerne nu nærved at synke ned i en slavisk Tilstand. Dog, jeg føler mig overbeviist om, at ægte nordisk Blod endnu den Dag idag rinder gjennem deres Aarer, og at de ikke savne Villie, men kun Leilighed til atter at reise sig. Leiligheden har imidlertid hidtil været dem afskaaret. - Da Frihedens Sol begyndte at udgyde sine oplivende Straaler ud over Danias Sletter, hvilede endnu en uigjennemtrængelig Taage over disse ofte Stedmoderlig behandlede Klippeøer. Færingerne fik ikke, uagtet de stode under samme Scepter som det øvrige danske Folk, Adgang til, da Stænderinstitutionen i Aaret 1834 blev indført, gjennem selvvalgte Repræsentanter at lade deres Stemme lyde paa Thinge; de bleve heller ikke deelagtige i det de øvrige danske Undersaatter i Aarene 1838 og 1841 forundte Communalvæsen; de savne ogsaa endnu al Repræsentation i Rigsforsamlingen, uagtet denne snart tredie Gang skal sammenkaldes, og jeg kan ikke negte, at jeg blev heelt uhyggelig tilmode da jeg i October Maaned 1849 ankom til Færøerne og erfarede, at den alt skrinlagde Kongelov endnu gjaldt der i Landet og det forviste Enevoldsherredømme saaledes der stod uantastet; - Grundloven, der emanerede[4] den 5te Juni f. A., blev nemlig først tinglæst den 1ste December næstefter. – Indbyggerne ymte[5] dog næsten ikke et Ord om al den Grændseløse Tilsidesættelse; de sove, og Ingen vækker dem; de skimte kun svagt hvad der foregaaer i det Fjerne, og Ingen vover at skjære den Hinde, der hviler omkring Øiet og saaledes aabne deres Blik for Lysets velsignelsesrige Straaler. Selv Negerne have emanciperet[6] sig; Færingerne finde sig med Taalmodighed i deres Skjæbne.

Man har gjort sig skyldig i et utilgiveligt Misgreb naar man med Hensyn til Communalvæsenet ligesom med Hensyn til Frihandelen er kommen til den Slutning, at Færingerne endnu ikke ere modne dertil; thi ligesom det er aldeles afgjort, at Færingerne ved de Indskrænkninger og den Mangel paa selvstændig Virksomhed, de under Handelsmonopolet ere udsatte for, efterhaanden gjøres mere og mere uskikkede til at føre sig et friere Handelsliv tilgode, saaledes føler jeg mig forvisset om, at Færingerne kun ved at forundes communale Institutioner opnaae den til Drøftelsen af offentlige Anliggender nødvendige Dygtighed og Routine, hvilken de nu visselig savne. – Men Embedsmændene have jo været vante til efter eget Tykke[7] at skalte og valte[8] med alle offentlige Anliggender; det er derfor undskyldeligt, at et Communalvæsen idelig[9] har været en Torn i deres Øine. Embedsmændene - navnlig Amtmanden -, paa hvis Indstilling alle danske Forordningers Udvidelse til Færøerne beroer, have naturligviis vel vogtet sig for at gjøre nogen Indstilling i denne Retning og saaledes mulig selv bidrage til, at deres egen Magt, der især paa et fra de høieste Regjeringsautoriteter saa fjerntliggende Sted, hvor desuden ingen Presse haves, kan gjøre voldsomme Udskeielser, blev stillet indenfor snevrere Skranker. – Allerede i Dagbladet ”Fædrelandet” for 24de Januar 1845 har jeg under Mærket: ”en Færing” søgt at godtggjøre Nødvendigheden af et Communalvæsens Indførelse paa Færøerne; nogle af Indbyggerne indgave ogsaa i Aaret 1846 et Andragende[10] til de daværende Provindsialstænder om Indførelsen af en Folkerepræsentation paa Færøerne; men Alt forgjæves. Der ere vel de, der med Spidsfindighed have udfundet Grunde, der talte imod at deelagtiggjøre Færingerne i en slig[11] fri Institution og saaledes hos Regjeringen have stillet Sagen i et ufordeelagtigt Lys. – Endelig er Communalvæsenets Indførelse paa Færøerne af Regjeringen bleven paabudet. Man har vel anseet det for kun lidet conseqvent, at et Folk, der levede under en constitutionel Statsforfatning, endnu ikke havde erholdt noget Communalvæsen; og uagtet det havde været ønskeligt, at Færingerne, liig de øvrige danske Undersaatter, gjennem Communalvæsenet havde været forberedte til at føre sig den nye Statsforfatning til sand Nytte, saa er det dog glædeligt, at det af mig og Mange med mig længe forventede Tidspunkt, da Færingerne fandtes modne til et Communalvæsen, omsider er oprundet.

Da Embedsmændene nu engang havde faaet høiere Ordre til at udarbejde et Lovforslag til en Communalforordning for Færøerne, have de jo – skjøndt maaskee med et dybt Suk og med et bittert Farvel til deres fordums Vælde – maattet tage fat paa Værket. Amtmanden, Provsten, Landfogden og Sorenskriveren[12] traadte sammen for at udarbeide Udkastet, og Frugten af deres Arbeide ligger for Dagens Lys, Noget, de paa Grund af der hemmelige Erklæringsvæsen ikke hidtil har været vante til. – Rimeligviis for at give Arbeidet et mere folkeligt Udseende og for at man ikke, saaledes som med Hensyn til den uudførlige Skoleforordning, skulde kunne sige, at blot Embedsmændene vare hørte, sammenkaldte man en Forsamling af 11 af Folket selv valgte Mænd, der i Forening med Embedsmændene skulde drøfte det af disse udarbejdede Udkast. – Jeg blev saaledes i Thorshavn Vidne til en Valghandling, der maatte bringe En til at gyse, naar man ret fatter Betydningen af et Communalvæsen og den Vægt, en Folkerepræsentants Stemme har. Efterat Folk ved en i Kirkedøren oplæst Bekjendtgørelse vare opfordrede til, 2 Timer efter at møde i Thingstuen for at vælge en Mand til i Forbindelse med Embedsmændene at drøfte et af disse udarbeidet Udkast til en Communalforordning, indfandt man sig paa det betegnede Sted. Nogle af de Tilstedeværende gik da hen og tilhviskede den indenfor Skranken siddende Valgdirekteur et Navn. Flere, der rimeligviis undsaae sig for at gaae aldeles i Blinde, udlode sig imidlertid med, at de ikke vidste hvad det var. Dette gav Anledning til, at jeg og nogle andre saakaldte urolige Hoveder opfordrede Valgdirecteuren til at gjøre Folk begribeligt, hvad der var Spørgsmaal om og navnlig hvad Communalvæsen var, forinden han opfordrede dem til at stemme. Men det var en haard Prøve at sætte Valgdirecteuren paa; thi det viste sig, at han ikke var den ham stillede Opgave voxen. Han søgte nemlig kun at tilfredsstille den misfornøiede Stemning ved at oplæse et Brev fra Amtmanden og den Bekjendtgjørelse, der samme Dag var oplæst ved Kirkedøren. Men deraf bleve Folk lige kloge thi Ordet: ”Communalvæsen” klingede som Hebraisk i de Flestes Øren. Valgdirecteuren fortsatte derefter Stemmernes Nedskrivning, og man saae ogsaa Enkelte med dinglende Gang og utilfredse Miner nærme sig ham, imedens Andre forlod Salen. – Jeg søgte at gjøre mig bekjendt med den fremlagde Valgliste, og ved et flygtigt gjennemsyn overbeviste jeg mig snart om, at denne led af betydelige Inconseqvenser. Uagtet den oplæste Bekjendtgjørelse gik ud paa, at kun Huusfædre vare valgberettigede, men derimod enhver uberygtet, selvstændig og fuldmyndig Mand valgbar, fandtes der kun en Liste over de Valgberettigede, og da der blev rettet det Spørgsmaal til Valgdirecteuren, om Andre end de paa Listen Opførte kunde vælges, besvaredes dette besynderligt nok med et skjøndt noget tvivlende Nei, en Mening, hvori Amtmanden, efter hvad jeg senere har hørt – tvertimod den af ham selv udstedte Bekjendtgjørelse – skal have givet Valgdirecteuren Medhold. Paa Listen fandt jeg ogsaa t. Ex. en Enke, der var tiltalt og straffet for Tyveri; selvstændige Personer, der boede tilleie hos en Fremmed, vare opførte paa Listen; de, der boede tilleie hos deres Familie, men vare i en lignende selvstændig Stilling, t. Ex. Haandværkere, havde ikke faaet nogen Plads paa samme, og omvendt. Istedetfor en Enkemand, der midlertid havde forladt Byen, var hans ”Familie” opført som valgberettiget og altsaa ogsaa som valgbar, og jeg kan ikke negte, at jeg fristedes til at trække Enkemandens Husholderske, Tjenestepige og 3 Børn, af hvilke det ældste var i en Alder af 10 Aar, ned paa Thingstuen for at erfare hvorledes Valgdirecteuren vilde bringe Harmoni imellem de Stemmer, de maatte afgive. Vel bekjendtgjorde Valgdirecteuren nogle Dage efter – rimeligviis paa Grund af Inconseqventser, han var bleven gjort opmærksom paa – at de, der troede sig tilsidesatte, kunde melde sig hos ham; men ei at tale om, at der ikke forinden Valgets Begyndelse var givet Vælgerne Leilighed til at gjøre sig bekjendte med Valglisten og at Sligt kun lidet stemmer med den Omhyggelighed, hvormed Valglister andre Steder forfattes og berigtiges, saa er det desuden indlysende, at den første valghandling havde vakt saa liden Interesse hos Folk i Almindelighed, at de, der vare tilsidesatte, vistnok ikke fandt sig beføiede til at haandhæve deres Rettigheder, og at det i al Fald kun er lidet betryggende, at Valglistens Berigtigelse overlades til en eneste Mands, nemlig Valgdirecteurens Godtbefindende. Da imidlertid den Besynderlighed finder Sted paa Færøerne, at valg foregaae, uden at nogen Valglov er emaneret, idet Ordningen af det Hele nemlig var overladt til Amtmanden, kunde der naturligviis ikke med Nytte nedlægges nogen Protest mod Valgets Gyldighed. Kun forekommer det mig, at man, i Mangel af en Valglov for Færøerne, analogisk burde anvende den for Danmark udkomne; men at dette ikke var Tilfældet, beviste noksom de af mig anførte Data. – Jeg skal forøvrigt blot tilføie, at jeg et Par Søndage efter den første Valghandling fandt Valgdirecteuren hele Eftermiddagen siddende i Thingstuen; dog kom han af og til ud i Døren for at opmuntre de Forbigaaende til at træde indenfor; da dette ikke ledede til noget fyldestgjørende Resultat, viste han endog saa megen Iver for det ham overdragne Hverv, men paa den anden Side en saa liden Respekt for Nødvendigheden af en slig Handlings Offentlighed, at han saavel Søgne- som Helligdage attraperede[13] Folk paa Gaderne for at faae dem til at afgive deres Stemme. – Naar en saa lidet opbyggelig Valghandling kan foregaae i Thorshavn, Hovedstaden i Vicekongens Residens, hvor man altsaa maa forudsætte en større Intelligens og Interesse for Sligt, da kan man vistnok gjøre sig en Forestilling om, hvorledes det er gaaet til paa Landet. I denne Henseende savner jeg imidlertid Efterretning; kun ved jeg, at mange Vælgere paa Suderø ikke alene ligesom i Thorshavn have været uvidende om, hvad den udvalgte mand skulde foretage sig, men at de endog have levet i den falske Forestilling, at den bebudede Forsamling skulde drøfte Skolevæsenet og Frihandelsspørgsmaalet; og jeg er forvisset om, at de, hvem det er lykkedes nogle sneverhjertede Embedsmænd at indjage Skræk for Frihandel, have valgt En, der med Haand og Mund vilde sætte sig imod et sligt Uhyre. Jeg kan ikke negte, at Færingernes Opførsel ved de foregaaede Valg bragte mig til at udbryde: Færingerne ere endnu ikke modne til et Communalvæsen; men jeg kom snart til den Erkjendelse, at et sligt Raisonnement, saaledes som jeg allerede har antydet, er grundfalsk og at Skylden tvertimod hvilede hos de Styrende, der undlode, forinden Valgene gik for sig, at henlede Folkets Opmærksomhed paa et Communalvæsens Tendents og saaledes vække den endnu slumrende Interesse for en Institution, paa hvis hensigtsmæssige Ordning Landets fremtidige Vee og Vel beroer. Udfaldet af Valgene viste ogsaa noksom, at Folk ikke havde havt nogen klar Idee om, hvad der var spørgsmaal om; thi af de 11 folkevalgte Medlemmer vare 4 Sysselmænd[14]. Naar man ret betænker, at der nu omsider er Spørgsmaal om, at fravriste Embedsmændene deres fordums Vælde, at de, der have forfattet udkastet, naturligviis med Haardnakkethed ville forsvare deres i mine Øine usle Foster, at Sysselmændenes Uafhængighed af Embedsmændene hindrer dem fra at modsætte sig disses om endog nok saa vrange Ideer og at Embedsmændenes høiere Grad af Dannelse giver dem en aandelig overvægt over de Andre, da er det kun lidet trøstende, at endog Flertallet i den Forsamling, der skal bestemme, hvor stor en Deel af Embedsmændenes Magt skal gaae over i Folkets Hænder, dannes af det ene Parti: Embedsklassen, idet nemlig de kongelige Embedsmænd ere 4, Sysselmændene ligesaa mange og de øvrige folkevalgte Medlemmer kun 7.

Udfaldet viser ogsaa, at Embedsmændene have klamret sig fast til den nu engang tilvante Magt og at Folkets Deelagtighed deri kun er sparsomt tilmaalt; ja Udkastets Concipist[15], Amtmanden, har endog viist saa liden Respekt for det Princip, der ligger til Grund for en Communalforfatning, at han har ladet sin Person vedblive at være den meest fremragende. – Amtmanden skal nemlig bestemme Antallet af de Mænd, som fra hvert Sogn skulle vælges for at tage Sæde i Sogneforstanderskaberne; Amtmanden skal første Gang udvælge de Mænd, Valgbestyrelsen ved Sogneforstandernes Valg skal bestaae af; naar den, der er valgt til Sogneforstander eller Laugthingsmand undskylder sig og denne Undskyldning forkastes af Valgbestyrelsen, har den Valgte at fremføre sin Anke for Amtmanden; naar der i Valgbestyrelsen opstaaer Spørgsmaal om, hvorvidt et Valg har Stemmefleerhed for sig eller ikke, eller der i øvrigt er noget at indvende mod Valgets Gyldighed, skal Valgbestyrelsen tilstille Amtmanden en af Grunde ledsaget Kjendelse derover; i ethvert Fald skal der til Amtmanden gjøres Indberetning om Valghandlingen; naar Amtmanden finder, at der ved Valget ikke er brugt den lovlige Omgang, har Amtmanden at afgjøre Sagen; naar Amtmanden Intet finder at erindre mod Valghandlingen, giver han Valgbestyrelsen Underretning derom; Valgbestyrelsen skal tilstille Amtmanden de Besværinger, Enhver indgiver over Valghandlingen, og hvis et Valg da ifølge Amtmandens Bestemmelse bliver sat udaf Kraft, bliver nyt Valg at foretage; naar der opstaae Spørgsmaal om de Egenskaber, der udfordres til at være Sogneforstander eller Laugthingsmand, eller om et Medlem har gjort sig skyldig i saadanne Pligtovertrædelser, der gjøre sammes Udtrædelse nødvendig, har man at andrage Sagen for Amtmanden, og hvis en forlangt Entledigelse[16] bifaldes af Amtmanden, bliver nyt Valg at foretage; Amtmanden skal være Formand i Laugthinget; Amtmanden beskikker første Gang de Mænd, der skulle forfatte Listen over de til Laugthinget Valgbare og Valgberettigede; Amtmanden forestaaer Valgene til Laugthinget og vælger første Gang de Mænd, der skulle staae ham bi heri; Amtmanden afgjør første Gang fra hvilke Øer Stemmesedler skulle indsendes; Amtmanden bekjendtgjør Udfaldet af enhver Valghandling for de Tilstedeværende og, naar alle Valgene ere tilendebragte, for hele Amtet; Laugthingsmændene skulle til Amtmanden indsende en skriftlig Ed; Amtmanden kan sammenkalde Laugthinget til extraordinaire Tider; naar der i Laugthinget er Stemmelighed, afgjør Amtmanden hvilken Mening skal følges; Amtmanden skal bestemme den Foretningsgang, der skal følges i Laugthinget; Amtmanden anviser Udgifter af Repartitionsfondet og af alle andre offentlige Kasser i alle de Tilfælde, der ikke taale Udsættelse indtil Thinget samles, hvilken Ret han ogsaa har med Hensyn til alle andre Beslutninger, der ikke taale Udsættelse; Amtmanden skal, saalænge Laugthinget ikke er traadt i Virksomhed, afgjøre alle de Sager der ere henlagde under Laugthinget, og Amtmanden kan stille en af Laugthinget tagen Beslutning i Bero indtil han har erhvervet vedkommende Ministers eller Kongens Resolution.

De af Folket valgte Mænd eller de saakaldte ”vise Mænd” ankom til Thorshavn. Nogle havde vel et meget uklart Begreb om et Communalvæsen; andre yttrede derimod megen Misfornøielse med det dem tilsendte Udkast, og omend de ikke kunde støtte dem til nogen Erfaring med Hensyn til en hensigtsmæssig Ordning af et Communalvæsen, og uagtet nogle af Medlemmerne først efterat have tiltraadt Reisen til Thorshavn havde modtaget Udkastet og saaledes ikke havde havt Leilighed til at forberede sig til det dem overdragne Hverv, saa vare deres Bemærkninger dog saa træffende, at de røbede en sund Sands, for hvilke Fordringer man burde gjøre til en slig Institution, naar den skulde være folkelig i Ordets rette Betydning. Imidlertid overbeviste jeg mig snart om, at de let vilde kunne rokkes ved en veltalende Modstand fra Embedsmændenes Side.

Forsamlingen begyndte den 18de Marts og jeg følte en uimodstaaelig Trang til at overvære den; i 2 à 3 Timer i Træk løb jeg omkring fra den Ene til den Anden for at faae dem til at følge med mig; men forgjæves. Færingens slaviske Frygt for Embedsmanden og Mangel paa Interesse for offentlige Anliggender viste sig her i sit sande Lys; En havde ikke Tid, en Anden syntes, at det ikke var til nogen Nytte; en Tredie turde ikke bede sin Principal om Tilladelse til at høre paa Sligt, og næsten Alle frygtede i ethvert Fald for at blive kastede paa Døren. Jeg søgte at overbevise dem om, at dette Sidste stred aldeles imod den Offentlighed, der i den senere Tid er indført i slige Anliggender, og at jeg, saafremt et enkelt af Medlemmerne skulde vise os Døren, ikke vilde forlade Salen forinden hele Forsamlingen ved Stemmeflerhed havde givet den Enkeltes Mening Bifald. Men mine Ord formaaede ikke at fordrive den Skræk, disse Frygtsomme nu engang havde indsuget med Modersmelken. Ene vilde jeg ikke gaae; thi paa Grund af de Sammenstød, jeg allerede havde havt med de derværende Aurtoriteter, følte jeg mig temmelig overbeviist om, at jeg ved at træde ind i Forsamlingen vilde blive betragtet som En, der ikke dreves derhen af Interesse for at høre de Debatter, der foregik om et saa vigtigt Anliggende, men kun kom for at opfange Embedsmændenes Yttringer og kritisere det Foster, de havde bragt til Verden. Forsamlingen, der varede i 5 dage, blev saaledes holdt aldeles hemmelig, og Medlemmerne bleve altsaa ikke paavirkede af den heldbringende Indflydelse, den blotte Nærværelse af Tilhørere udøver. Kun ved jeg, at min Ahnelse gik i Opfyldelse og at det af Embedsmændene udarbejdede Udkast med nogle ubetydelige Modifikationer gik igjennem.

O, I hæderværdige Laugthingsmænd fra fordums Dage! Vide I, at det gamle Færøske Laugthing, til hvilke saa mange herlige Minder knytte sig, - der dannede en mægtig Skranke mod al Underkuelse,[17] - der udbredte Held og Lykke over Land og Folk, – der, efter ved Emdedsmagtens Indtrængen at være hensygnet, i Aaret 1816 blev ophævet, nu atter er opstaaet af sin Aske?! Ville I give Eders Minde til, at den gamle Institution vanhelliges ved - blot for at blænde Folks Øine - at laane Navn til den nye Institution, der ikke har noget af de Criterier, der udmærkede det ældgamle Laugthing?! Nei, det Laugthing, der nu er født til Verden, er kun et tomt Skelet, der maa bringe Enhver til at gyse tilbage. Staaer derfor op af Eders Grave og fralægger Eder alt Slægtskab med dem, der have beskæmmet Eders Minde ved at deeltage i Fadderskabet til et saa vanført Foster!


Ordforklaringer m.m.

[1] Hine: disse.

[2] Aag: undertrykkelse.

[3] Arne: ildsted.

[4] Emanere: udgå fra, strømme ud af.

[5] Ymte: ytrede.

[6] Emancipere: frigøre.

[7] Eget tykke: egen holdning eller egen overbevisning.

[8] Skalte og valte: at handle efter forgodtbefindende.

[9] Idelig: konstant og vedvarende.

[10] Andragende: anmodning.

[11] En slig: en sådan.

[12] Sorenskriver: færøsk embedsmand.

[13] Attrapere: indfange.

[14] Sysselmand: embedsmand.

[15] Concopist: forfatter.

[16] Entledigelse: fratrædelse, afskedigelse.

[17] Underkuelse: undertrykkelse.

Om kilden

Dateret
1850
Oprindelse
Winther, Niels: Et embedsaristokratisk Udkast til en Communallov for Færøerne angrebet med stadig Hensyn til Grundloven og Localiteterne, København 1850, s. 3-11.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
1850
Oprindelse
Winther, Niels: Et embedsaristokratisk Udkast til en Communallov for Færøerne angrebet med stadig Hensyn til Grundloven og Localiteterne, København 1850, s. 3-11.
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
13. juli 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Sølvará, Hans Andrias: Færøerne efter freden, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2020).

Udgiver
danmarkshistorien.dk