Niels W. Gade: Brudevalsen, 1854

Kilder

Kildeintroduktion:

Brudevalsen er komponeret af Niels W. Gade (1817-1890) til den danske balletmester August Bournonvilles (1805-1879) ballet Et Folkesagn, og er et af de mest kendte og elskede stykker musik i Danmark. Ballettens handling er placeret i middelalderen. Adelsmanden junker Ove er forlovet med adelsfrøkenen Birthe, som viser sig at være en trold. Birthe blev ved fødslen forbyttet med mennesket Hilda, der i stedet er vokset op hos troldene. Balletten slutter med, at Ove og Hilda finder sammen og ved deres bryllup danser Brudevalsen.

Niels W. Gade var det førende navn i det københavnske musikliv, da han skrev Brudevalsen. Gade havde fået sit gennembrud i 1842, da han vandt en konkurrence i Musikforeningen, men var derefter rejst til Leipzig i 1843. Fem år senere vendte han hjem til København, hvor han blev den dominerende skikkelse i dansk musikliv indtil sin død i 1890.

Brudevalsen er blevet en fast tradition ved danske bryllupper som musikken, der ledsager brudeparrets dans. Traditionen er formentlig opstået omkring 1900. Danmark er det eneste land, som har ét bestemt stykke musik, som brudeparret danser til.

Hør Brudevalsen indspillet af Danmarks Radios Underholdningsorkester.

Uddrag fra partituret til Brudevalsen.
Uddrag fra partituret til Brudevalsen.