Nekrolog over Stauning, Politiken 4. maj 1942

Kilder

Kildeintroduktion:

Thorvald Stauning (1873-1942) var socialdemokratisk statsminister i 1924-26 og igen fra 1929 til sin død 3. maj 1942. Han er den længst siddende statsminister i danmarkshistorien. Især for arbejdere blev hans liv et symbol på den sociale, kulturelle og demokratiske udvikling, han og Socialdemokratiet havde stået i spidsen for siden århundredeskiftet.

Efter Staunings død udsendte de fleste af landets aviser nekrologer over den afdøde statsminister, hvori hans liv og politiske karriere blev opsummeret og vurderet. Nedenfor er gengivet Politikens nekrolog fra den 4. maj 1942. Politiken, som blev grundlagt i 1884, havde fra 1905 tilknytning til Det Radikale Venstre, indtil avisen i 1970 blev politisk uafhængig.

Thorvald Stauning
Thorvald Stauning. Foto: F. Zachariae, Før og Nu, Historisk, Topografisk tidsskrift og illustrationsværk


Statsminister Staunings Død


Drengen fra det københavnske Fattigkvarter, der blev Danmarks Statsminister

Mennesket og Politikeren Th. Stauning

I Titusinder af danske Hjem vil dette Budskab gøre det dybeste Indtryk. Midt i Tidens Usikkerhed gav det nogen Tryghed at vide, at Stauning stadig stod paa sin Post som Kongens og Landets Statsminister. Nu er han død, faldet paa Posten, og mange vil føle, at dermed er en Epoke afsluttet. Men saaledes er det ikke. Stauning er død, Tabet er stort ikke mindst nu, og det vil blive meget vanskeligt at skulle undvære ham. Men Skibet maa ikke falde ud af Kurs, fordi der skiftes Rorgænger, og det vil heller ikke ske.

Det er i Aar 36 Aar siden, Thorvald Stauning første Gang blev indvalgt i den danske Rigsdag. Han har været Medlem uafbrudt siden, og han var den Rigsdagsmand, der havde den største Anciennitet. I den sidste Halvdel af det lange Aaremaal, han har været aktiv Politiker, har han staaet som den centrale Skikkelse i dansk Politik, først som Socialdemokrat og Partipolitiker og siden Danmarks Besættelse som Leder af den nationale Samlingsregering, der støttes af Folkestyrepartierne. Han har haft det danske Folks Tillid som næppe nogen Politiker før ham, og Beretningen om den fattige Københavnerdreng, der blev født i et usselt Tagkammer i Holmens Kanal, og som naaede frem til at blive Landets Statsminister og vedblev at være det til sin Død, vil i andre Lande Lyde som et Eventyr.

Det ligger nær at spørge, om den enestaaende Position, Stauning opnaaede, skyldtes at han, Drengen fra det københavnske Fattigkvarter, var et straalende Geni. Det vilde dog være en forfejlet Karakteristik. Men netop derfor bliver Eventyret om Th. Stauning endnu mere fantastisk – og alligevel [er] det en Realitet.

Stauning havde den Lykke at komme frem paa Førerstillingen inden for Socialdemokratiets Ledelse paa det rette Tidspunkt, da Udviklingen næsten med en Naturlovs Nødvendighed maatte bringe Fremgang og kun Fremgang, forudsat at Lederen var den rette Mand. Og det var Stauning. Han havde netop de Egenskaber, der skulde til, og hvis han ikke havde været just den, han var, vilde Udviklingen i dansk Politik være blevet anderledes. Nu kom han til at opleve, at det lille socialdemokratiske Parti under hans maalsikre Ledelse fra han i 1910 efter P. Knudsen blev dets Førstemand, ved Valg efter Valg voksede sig stort og stærkt, og hans egen Magt og Indflydelse voksede med hans Partis Stemmetal. Der kom Perioder, hvor alle var enige om, at nu maatte Socialdemokratiet da have kulmineret, men hvert efterfølgende Valg bragte Stemmetal og Mandater yderligere i Vejret. I 1916 blev Stauning for første Gang Minister som Medlem af Regeringen Zahle. Selv dannede han for første Gang Ministerium i 1924, men gik af igen to Aar senere. Saa kom den Madsen-Mygdalske Nedskæringsperiode, der tre Aar senere gav Socialdemokraterne og de Radikale Magten i Hænde paa ny, og siden da og til sin Død har Stauning været Danmarks Statsminister.

Stauning forstod som faa at udnytte de politiske Konjunkturer. Sammen med sine Kampfæller søgte han at lede Udviklingen derhen, hvor han vilde have den, og det har til Tider kostet ham haarde Kampe inden for Partiet at faa lagt den Kurs, han ansaa for den rette. Ikke mindst gennem disse Kampe viste han sig som den store Politiker. Det var ham og Borgbjerg, der i sin Tid fik drejet Partiet bort fra den negative Linje, der gik ud paa, at det kun gjaldt om at erobre Flertallet for saa at gennemføre ”den socialistiske Stat”, og som naturlig Konsekvens af den nye Politik, der satte sig som Maal etapevis at gennemføre de forbedringer i Samfundsordningen, der kunde naas, etableredes det politiske Samarbejde med de Radikale, som gennem en lang Aarrække førte til saa store Resultater. Det skal heller ikke glemmes, at det var Statsminister Stauning, der efter den 9. April gennemførte den politiske Samling, som vi lever under den Dag i Dag, og som har været Midlet til at rejse Nationens hele moralske Kraft i den haarde Tid.

Naar Stauning blev den, han var, naaede helt til Toppen og holdt sig der til sin Død, skyldtes det vel hans Partis enestaaende Fremgang, men det maa ikke glemmes, at netop denne Fremgang havde han ved sin kloge Politik i første Række været med til at skabe. Det skyldes imidlertid ogsaa og ikke mindst Mennesket Thorvald Staunings rent personlige Egenskaber. Selv har han engang sagt, at han som Barn vistnok var forholdsvis opvakt, men han var ikke i Besiddelse af usædvanlige Evner i nogen Retning. De triste Forhold, hvorunder han henlevede sin Barndom, kaldte først og fremmest paa hans rent praktiskeSans. Der blev ikke saa meget spurgt efter Aandsevner, men derimod mere efter Arbejdsomhed, Paalidelighed og Pligtfølelse. Disse Egenskaber havde Stauning i rigt Maal, og de prægede ham hele hans Liv igennem. Hans Flid og Samvittighedsfuldhed over for sin Gerning var legendarisk. De gav sig Udslag i Ungdommens og den første Manddoms Arbejde for Partiet gennem en slidsom Gerning som Agitator rundt om i Landet og gennem en enestaaende Indsats paa hele det organisatoriske Omraade. Han var Socialdemokratiets store Organisator, der samlede alle Traadene i sin Haand, og de vedblev at ligge der, længe efter at han var traadt tilbage som Forretningsfører for at blive Minister. I den røde Bygning kunde man stille Urene efter Statsministeren. Paa Slaget ti gik han hver Morgen ind paa sit Kontor for at tage fat paa Dagens Gerning. Hans Pligtfølelse over for Arbejdet førte ogsaa med sig, at han selv vilde gøre meget af det, som han lige saa godt kunde have overladt til andre eller i hvert Fald ladet andre hjælpe sig med. Han skrev alle sine Taler selv, og han sagde aldrig nej, naar han blev anmodet om en Udtalelse om dette heller hint aktuelle Spørgsmaal. Paa det Tidspunkt, til hvilket det var lovet, kom Udtalelsen fra Stauning, ikke klapret ned paa Maskine af en Sekretær, men skrevet med Staunings egen smukke og regelmæssige Skole-Skønskrift. I den Udstrækning, det overhovedet var ham muligt, sad han altid paa sin Plads i Folketinget for at følge Forhandlingerne, selv om de Spørgsmaal, der stod paa Dagsordenen, var af speciel Karakter og slet ikke kom ham direkte ved. Han glemte aldrig, at han foruden at være Minister og Chef for Regeringen tillige var Folketingsmand for Københavns 2. Valgkres.

Hans saa stærkt udviklede Pligtfølelse var utvivlsomt ogsaa medvirkende til, at han gennem hele sin Ministertid deltog i flere Møder af repræsentativ Art, flere Jubilæer og flere Fester, end nogen anden Minister før ham har anset for nødvendigt. For nogle Aar siden blev han offentligt stærkt angrebet herfor, og i et interview i Politiken forud for hans 60 Aars Fødselsdag spurgte Intervieweren, om det dog ikke vilde være baade behageligere og lettere for ham at slaa en Streg over en hel Del af disse Forpligtelser. Staunings Svar herpaa var saare karakteristisk. Det gik ud paa, at det efter hans Opfattelse vilde være en Uhøflighed at sige nej til Indbydelser fra denne eller hin Gesandt til Middag. Og skulle han maaske sige nej Tak, naar Cigarsorterernes Fagforening indbød ham til sin Jubilæumsfest? Eller naar de udenlandske Konsuler fra hele Landet samles til Fest, eller maaske naar gamle Haandværkere mødes til Fest for at fejre deres Dag? Nej, sagde Stauning, det ville være upassende overlegent – men naturligvis, det vilde være baade det behageligste og det letteste for mig at nøjes med at sende en Undskyldning og en Lykønskning! Det hang sammen med, at han elskede Festens Glæde, at være glad med de Glade. Dagen derpaa mødte han alligevel paa sit Kontor i Statsministeriet Klokken ti, hvor sent han end var kommet hjem.

Denne Side af Statsministerens Liv var en Tid Genstand for megen Omtale Mand og Mand imellem, og Kritiken kom ogsaa til Orde offentligt. Men hvis hans Fjender troede, at de dermed havde faaet Ram paa ham, tog de Fejl. Tværtimod var det saaledes, at de danske Arbejdere sluttede sig tættere om ham og tog ham ind til deres Hjerte. Stauning var den, han var, med sine Dyder og Brøst. Og saa mærkeligt gik det, at de personlige Angreb, der blev rettet mod ham, snarere styrkede end svækkede hans Stilling og Position.

Næppe nogen anden dansk Politiker har som Thorvald Stauning været ombølget af Arbejdernes Beundring og Hengivenhed. Han var Kød af deres Kød, selv vokset op i Fattigdom og Nød. Han var Cigarsortereren Stauning, der havde arbejdet sig frem til den fornemste Stilling i Landet næst efter Kongen, og som havde holdt denne Stilling Aar efter Aar trods alle Stormløb imod ham. Men han var først og fremmest den Mand, under hvis Førerskab det danske Socialdemokrati var vokset til at blive Landets største og mægtigste Parti, og ham var det, der havde staaet i Spidsen for det politiske Reformarbejde, som havde gjort Danmark til det, det var, til et bedre Land for Landets Borgere som Helhed. Derfor sluttede de danske Arbejdere og store, store Dele af andre Befolkningslag op bag Stauning, og det er forstaaeligt, at Stauning selv var glad og stolt over den Hengivenhed og Tillid, der strømmede ham i Møde.

Lykkeligst var han, naar han paa 1. Majdagen eller Grundlovsdag i Sommersol mødtes med de københavnske Arbejdere paa Fælledparkens grønne Plæner eller under Søndermarkens nysudsprungne Bøge. Naar han viste sig paa den flagsmykkede Talerstol og saa Snese af Tusinder Ansigter vendt mod sig i Tillid og Beundring, og naar Hurraraabene bruste op imod ham, da følte han, at han stod paa sit Livs Tinde. Men han glemte aldrig, hvilket Ansvar denne ubegrænsede Tillid lagde paa hans Skuldre. Ansvaret over for dem, der stolede klippefast paa ham, og Ansvaret over for hele det danske Samfund. Der var en Tid, da han og Socialdemokratiet lod sig friste til at sætte Hensynet til Klassen i Forgrunden, men alle ved ogsaa, at Stauning formaaede at lægge Kursen om, da Hensynet til Landet og Helheden gjorde det nødvendigt.

Et af de smukkeste Træk i Staunings Karakter var hans Trofasthed over for dem, han en Gang havde skænket sit Venskab. Efterhaanden, som hans Indflydelse og Magt steg, øgedes naturligvis den Kres om ham, som ved enhver Lejlighed var parat til at smigre og rose, og det er sket, at Stauning, som ellers nok forstod at bedømme sine Medmennesker, har ladet sig blænde og har gjort sin Indflydelse gældende til Fordel for Folk, som ikke fortjente det. Men Offentligheden tilgav ham det, fordi alle vidste, at det blot var Staunings gode Hjerte, der var løbet af med ham. Kampfællerne fra de gamle, trange Dage omfattede han med en rørende Trofasthed, han hjalp og støttede i det Omfang, som det overhovedet var ham muligt, og skønt han var Landets Statsminister i næsten en halv Menneskealder, var han sikkert en fattig Mand, da han døde.

Saadan var Mennesket Thorvald Stauning. Det var ikke i Kraft af geniale Aandsevner, han blev den store Politiker og Leder. Heller ikke var det Veltalenhed, der bragte ham frem til den højeste Post. Hans Taler var altid omhyggeligt udarbejdede, klare og logiske, og i Almindelighed holdt han sig strengt til sit Manuskript. Hans Malm-Røst var kendt af alle her i Landet. Det kunde ske, at han under bevægede Debatter i Rigsdagen eller paa Møder rev sig løs fra det skrevne Ord og fra dets Form. I saadanne Tilfælde slog hans Ord som Sabelhug, og Modstanderne vaandede sig under Slagene. Saa var det den kampglade Agitator fra de unge Aar, der foldede sig ud, og Tilhørerne fik stærke Indtryk af, hvorledes Partipolitikeren Stauning i en svunden Tid havde været.

Som Danmarks Statsminister har han ved flere Lejligheder holdt Taler, der har givet kraftigt Ekko i de andre nordiske Lande. Der var givet ham en lykkelig Evne til i jævne og klare Ord uden Krumspring eller Dikkedarer at finde Udtryk for det, den jævne Dansker tænker og mener, og skønt han slet ikke var nogen gudbenaaet Taler, gjorde denne Evne til at sige Tingene lige ud ham til det, han var. Han stod da som Talsmand for os alle, og ogsaa hans bitreste Modstandere erkendte, at Statsministeren ved mange Lejligheder havde haft Lykke til at sige netop det, der i den givne Situation skulde siges paa den danske Nations Vegne. Det skete imidlertid ogsaa, at hans Vilje til ved enhver Lejlighed at sige Sandheden og kun den skabte ham Vanskeligheder. Den fra visse Sider saa haardt angrebne, nu næsten historiske Tale i Lund er det bedst kendte Eksempel herpaa. Det var denne Tale, der bl. a. indeholdt Bemærkningen om, at Danmark ikke vilde være ”Nordens Lænkehund”. Det er ikke Tiden til at komme dybt ind paa Lund-Talens Berettigelse eller det modsatte. Den, der skriver dette, var saa heldig at overvære Begivenheden paa Lunds Universitet. Den danske Statsminister blev modtaget med varmt og hjerteligt Bifald af den store og meget repræsentative Forsamling, hvori ogsaa saas Staunings gode Ven og Partifælle, Statsminister Per Albin Hansson. Men efterhaanden, som Talen skred frem, faldt Temperaturen føleligt. Per Albin Hanssons ellers saa smilende Ansigt blev mere og mere stramt i Trækkene, og da Stauning sluttede af og forlod Talerstolen, var Bifaldet ikke mere end høfligt! Ved den efterfølgende selskabelige Sammenkomst forsøgte Per Albin Hansson at glatte ud og slaa Bro over de Kløfter, Stauning havde peget paa, men nogen personlig Sukces havde den danske Statsminister ikke i Lund, og det er ikke glemt, at han herhjemme fra den daværende Oppositions Side blev udsat for voldsomme Angreb i Anledning af Lund-Talen. Omvendt var en senere Tale i Hamar i Norge et godt Bevis paa hans Evne til at optræde som Talsmand for hele det danske Folk, og det er ikke vanskeligt at pege paa en lang Række andre.

Da Stauning i April 1937 foretog sin Rejse til London, faldt det i min Lod at ledsage ham som Korrespondent til Politiken. Som det elskelige Menneske han var blev Samværet paa Rejsen og under Opholdet i London en af de store Oplevelser, der kan falde i en Journalists Lod. Men anstrengende! Det gik fra den ene Reception til den anden, fra Konference med Medlemmer af Kabinettet til Fest efter Fest. Statsministeren nød det og begreb overhovedet ikke, at nogen kunde finde det anstrengende. Og hvor han imponerede Englænderne! Ikke just ved sin Færdighed i det engelske Sprog, men med sit Udseende, sin hele Optræden. Denne Ætling af Vikingerne kunde de ikke staa for, og London-Bladene bragte daglig Bulletiner om, hvad den storskæggede danske Prime Minister havde udrettet i Dagens Løb. Gang paa Gang matte man falde i Beundring over hans fabelagtige Evne til at klare alle Vanskeligheder og til at optræde jævnt, naturligt og ligetil, men netop derfor med Værdighed. Englænderne var himmelfaldne.

Saadan var Stauning. Han var ikke noget Geni, men i hans Karakter var nogle fundamentale Grundelementer, der gjorde ham til et stort Menneske og til sin Tids centrale Skikkelse i dansk Politik. Disse Egenskaber er de selvsamme som dem, han selv sagde, der blev spurgt efter i hans Barndom, praktisk Sans, Paalidelighed, Ordholdenhed, Pligtfølelse, Trofasthed over for Mennesker og over for Arbejdet.

Den Ulykke, der ramte os alle, maatte falde særlig haardt paa den Mand, som stod i Spidsen for Landets Regering. Paa et afgørende Punkt saa han den Politik, som han havde troet paa og arbejdet for et langt Liv igennem, bryde sammen. Han var naturligvis overbevist om, at hvordan end Danmark havde indrettet sine Forhold, ville Resultatet ikke være blevet anderledes, end det blev, men alligevel undergravede de tunge Begivenheder siden Krigens Udbrud ogsaa denne stærke Mands Kræfter. Han blev en gammel Mand, og særlig i de sidste Maaneder gik det hurtigt ned ad Bakke. Han kunde maaske have forlænget sine Leveaar, hvis han havde fortrukket at vælte Ansvaret fra sig og lade andre lægge Kræfter til, men det faldt ham ikke ind at forlade sin Post i Utide. I Maj i Fjor, da han havde været Statsminister i 12 Aar, sagde han:

Der er naturligvis meget, der slider i en Tid som den, vi oplever, men de, der har et Ansvar, kan ikke løbe fra det. Jeg føler det som en Pligt at blive paa Posten, saa faar det vente med Hvilen til bedre Tider.

Netop saaledes maatte en Mand som Stauning tænke og handle. Han var ikke den, der gik fra Borde i Utide. Nu har han faaet den Hvile, han sukkede efter. Men det maa have været svært for Stauning at sige farvel til Livet uden at have oplevet at se det friee [sic] Danmark, hvis demokratiske Udvikling han havde ofret alle sine Kræfter, igen stige frem af det store Ragnarok. Det er godt at vide, at der ikke var Tvivl i hans Sjæl om, at saadan vil det ske.

Gunnar Nielsen

Om kilden

Dateret
04.05.1942
Oprindelse
Politiken, 4. maj 1942
Kildetype
Avisartikel
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
23. januar 2013
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk