Kilder
Kildeintroduktion:
Louis Pio (1841-1894), der var formand for den danske afdeling af Socialistisk Internationale, indkaldte den 2. maj 1872 til et møde for arbejdere på Københavns Nørre Fælled. Folkemødet skulle holdes på Fælleden søndag den 5. maj i solidaritet med de københavnske murere, der strejkede over deres arbejdsforhold. Indkaldelsen blev ledsaget af artiklen ”Maalet er fuldt!”, der fra myndighedernes side blev opfattet som en trussel om et muligt oprør.
Politiet forbød mødet, og natten mellem den 4. og 5. maj blev Pio sammen med de to andre ledere i arbejderbevægelsen, Harald Brix (1841-1881) og Paul Geleff (1842-1928), arresteret. De blev senere idømt lange fængselsdomme. Tusinder af arbejdere dukkede trods forbudet op på Nørre Fælled den 5. maj. Politi og militær angreb de fremmødte og flere hundrede blev såret. Hændelsen blev efterfølgende kendt som Slaget på Fælleden.
Nedenfor ses først artiklen i avisen Socialisten fra torsdag 2. maj 1872 og dernæst en transskription af teksten i artiklen.
Indkaldelsen til folkemøde på Nørre Fælled den 5. maj 1872 samt Louis Pios artikel "Maalet er fuldt!" i "Socialisten. Et Dagblad for Arbejdernes berettigede fordringer" den 2. maj 1872. Fra: Det Kgl. Biblioteks avissamling Mediestream
Teksten er skrevet med gotisk skrift, der også kendes som 'fraktur' eller 'krøllede bogstaver'. I Danmark blev det gotiske alfabet anvendt frem til midten af 1870'erne, hvor det blev afløst af det latinske alfabet, som vi fortsat anvender i dag.
Førstkommende Søndag d. 5te Maj Eftermiddag Kl. 4
afholdes paa
Nørrefælled,
efter Opfordring fra Arbejdere i alle Fag,
et Folkemøde,
hvortil alle Københavns og Omegns Arbejdere indbydes.
København, d. 1ste Maj 1872.
Bestyrelsen for den internationale Arbejderforening:
Louis Pio, Povl Geleff, H. Brix,
Stormester. Kasserer. Sekretær.
______________________________________________
Maalet er fuldt!
Snart dages det, Brødre, det lysner i Øst!
Til Arbejdet fremad i Kor!
Løgn og Bagtalelser i Bladene, ulovlig Fremfærd af Avtoriteterne, Had og Forfølgelse fra Kapitalisternes Side, det er den „Imødekommen“, der er vist vore smaa og billige Fordringer af de idiotiske Magthavere. Denne Lejlighed burde gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let det er for den lille herskende Klike, paa aldeles storborger-lovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade, at maatte slide som sædvanligt for at forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede Pengepunge.
Og hvor ypperligt forstaar vore Modstandere ikke at enes, naar det gælder en saadan Sag! Ministre, Magistrat, Politidirektør, Grundejere og Pengeposemænd, — alle har de faaet travlt med at sammensværge dem mod Folket; alle føler de, at nu gælder det at kvæle Frihedsspiren, ligegyldigt om det skal ske „med eller uden Loven“. Derfor løser Ministeriet Murmesteren, der har det kgl. Teater, fra hans Forpligtelser; derfor opkalder Crone hver Dag Mursvende, omendskønt de ikke har forset sig; derfor udsætter Magistraten Murerlærlingenes Prøver, og har endog den Frækhed at ville røve Laugenes Penge og gøre Københavns Haandværkere og Arbejdere umyndige; derfor overfalder Ligningskommissionen Mursvendene med Breve; derfor inddriver Grundejerne ubarmhjertigt Huslejen hos de Strikende; derfor skælder Friskolelærerne deres uskyldige Børn ud; derfor nægter Understøttelsesforeningerne at hjælpe de Nødlidende blandt dem; derfor falder endelig hele Pressen over dem med Løgn og Skældsord, med Haan og Trusler.
Københavns Arbejdere!
Vor ivrigste og mest hadefulde Modstander, Redaktør C. Ploug, erklærer i „Fædrelandet“, at „Samfundets Tarv fordrer paa det bestemteste, at dette Forsøg (Murerskruen) falder saaledes ud, at Arbejderne kommer til bedre Erkendelse af deres egen Interesse“, det vil med andre Ord sige, at han opfordrer Murmestrene til at sulte deres Svende ud, for at ikke de andre Haandværkere og Arbejdere ogsaa skal faa Mod til at forsøge at forbedre deres Kaar!
Skal vi da som Lam lade os føre til Kapitalens Slagterbænk? Skal vi taale, at vore Fjender maaske for flere Aar stanser vor Fremgang? Nej, det kan Københavns Arbejdere ikke være bekendt! Lad os derfor samle os; Regeringerne plejer jo hvert Øjeblik at holde Revu over de af deres Undersaatter, som de ved første givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille deres Ærgerrighed. Lad os da engang holde Mandtal over alle frie Arbejdere, over Alle, som vil hjælpe os i Kampen mod Kapitalen; vi vil da faa at kende vor egen Magt og vore Fjenders Svaghed; samlede i tusindvis vil vi stille vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren er vor!
Men Jer, I Guldets Dyrkere! I, de Fattiges Udsugere! Eder vil vi endnu en Gang tilraabe: „I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik; vogt Jer nu, Maalet er fuldt! Lad der ikke komme en eneste Draabe til, eller — det flyder over!