Landstinget - rigets regionale domstol fra ca. 1100 til 1919

Artikler

Landstingene var middelalderens regionale domstole, stedet for kongevalg og -hyldninger og et vigtigt led i lovgivningsprocessen. Mens bønderne primært var at finde på herredstinget (den lokale domstol) var landstinget i høj grad adelens arena. Der fandtes i alt 13 ting fordelt i rigets landsdele, men fra engang i 1200-tallet blev landstinget for Sjælland i Ringsted, for Skåne i Lund og for Jylland i Viborg betragtet som de vigtigste. I begyndelsen af 1500-tallet faldt landstingets lovgivende myndighed bort, og tilbage stod funktionen som domstol.

Oprindeligt var der tale om en selvstændig organisation uden noget hierarkisk forhold til rigets øvrige domstole. I takt med udviklingen i det danske rige kom landstingene til at indgå i et hierarki, hvor domme fra underinstanserne ved by- og herredstingene kunne appelleres til landstingene. Sager fra landstingene kunne herefter appelleres videre til Kongens Retterting, der fra 1661 blev afløst af Højesteret. I 1683 blev antallet af landsting begrænset kraftigt, og efter endnu en reform i 1805 blev landstinget ophævet og erstattet af fire landsoverretter, der videreførte funktionen som appeldomstol. Landsoverretterne fik sæde i København, Viborg, Reykjavik og i Christianssted på den vestindiske ø Sankt Croix. Ved retsplejelovens ikrafttrædelse i 1919 blev institutionen afløst af Østre og Vestre Landsret, som vi kender i dag.    

Landstinget som domstol fra 1100-tallet

Det danske rige var i middelalderen opdelt i 13 såkaldte lande, og hvert af disse lande havde et landsting, der udgjorde den centrale administrative enhed i landsdelen. Det er uklart, præcis hvornår de opstod, men i forbindelse med landskabslovene fra begyndelsen af 1200-tallet blev denne opdeling taget for givet. Fra begyndelsen af 1200-tallet var det også tydeligt, at tre af de 13 landsting havde opnået en særstatus. Det var landstingene i Ringsted, Viborg og Lund.

Hvert 'land' var inddelt i en række herreder, der var lokale retskredse, og hvert herred havde sit eget herredsting, som fungerede lokalt og primært var målrettet områdets bønder. På samme måde var landstinget det regionale ting, og dette var i overvejende grad adelens arena. Dette var ikke kun et privilegium, der gav mulighed for indflydelse, det var også en pligt. I Jyske Lov fra 1241 blev det eksempelvis understreget, at der skulle afholdes landsting i Viborg hver anden lørdag (med undtagelse af helligdage og i høsten), samt at alle våbenføre mænd var forpligtet til at deltage. Senere kildemateriale vidner om, at det sjældent blev realiseret.

Landstingsdommerne besad en magtfuld post i samfundet, og i stort set hele middelalderen blev dommerne fundet blandt den mest prominente adel. Tingshandlingerne blev – i modsætning til ved by- og herredsting – ikke ledet af en foged udnævnt af kongen, hvilket gav landstingene mere selvstændighed. Det er væsentligt at understrege, at selvom landstinget på sigt kom til at indgå i et appelsystem med herreds- og byting som underordnede domstole, var dette ikke tilfældet i langt det meste af middelalderen. Først i løbet af 1500-tallet går udviklingen mod et sådant system. I middelalderen fungerede landstinget derfor som en selvstændig enhed, parallelt med de andre ting. Dog med det forbehold, at landstinget oftest varetog adelens interesser og sager, der relaterede sig til dem, samt særligt grove eller voldsomme sager, som blev skønnet for komplicerede til herredstinget.

Tingshandlinger på landstinget foregik i middelalderen udenfor, hvilket synes at være proceduren for alle ting. Allerede i 1500-tallet flyttede landstingene indenfor – langt tidligere end de lokale ting – men den grundlæggende opbygning var den samme som de lokale ting, ude som inde. Selve tinget bestod af fire planker, der var lagt ud i en firkant på store sten eller bukke. Denne firkant blev betragtet som et særligt juridisk rum, og det var her, tingshandlingerne foregik.

Dette stik viser en retshandling fra landstinget, efter de var rykket under tag i løbet af 1500-tallet. Fra: Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Landstingets kongehyldninger og lovgivende magt fra 1200-tallet

Ud over at være domstole spillede landstingene en væsentlig rolle i forhold til kongehyldninger og i lovgivningsprocessen. En kongehyldning fandt sted, efter at en konge var død og en ny skulle overtage. Han skulle rejse rundt til rigets landsting og 'godkendes' alle steder. Først når dette var gjort, var han formelt konge over hele det danske rige.

Oprindeligt foregik kongehyldningerne ved, at kongen afgav en række løfter til befolkningen, som til gengæld svor deres troskab. Fra midten af 1400-tallet afskaffede man kongens løfter, og kongehyldningen fik et mere ceremonielt præg, hvor undersåtterne blot svor troskab. Med enevælden i 1660 blev kongehyldningerne overflødige.

Det er svært at sige, hvor langt tilbage landstingenes lovgivende magt eksisterede, men et af de ældste tegn, vi med sikkerhed har, er Jyske Lov fra 1241. Jyske Lov blev skrevet i Vordingborg og givet af den daværende konge, Valdemar 2. Sejr, men først efter at være blevet 'godkendt' på Viborg Landsting var loven gyldig.

Den lovgivende magt bortfaldt i løbet af 1400-tallet og begyndelsen af 1500-tallet, fordi lovgivningsproceduren i langt højere grad blev knyttet til kongen og rigsrådet frem for landstingene. Dette må i udpræget grad betragtes som en centralisering af magten.

Udviklingen af landstinget som appeldomstol fra 1500-tallet

Middelalderens domstole var ikke indordnet i et hierarki, hvor en type domstol havde myndighed over en anden. Dette var dels forårsaget af, at det ikke var muligt at appellere en dom. Dømte kunne klage til kongen over dommeren i sagen og hævde, at denne havde været inkompetent, men det var ikke muligt at få selve sagen prøvet igen i et andet forum. Dette ændrede sig i begyndelsen af 1500-tallet, hvilket i særdeleshed kan forklares med ændringer i procesretten – altså den måde, en retssag forløb på.

Oprindeligt bestod en retssag af to parter, der var blevet uenige, og dommeren eller tinget skulle i løbet af retssagen afgøre, hvem de fandt mest troværdig, og denne vandt retssagen. I løbet af 1500-tallet ændrede dette sig hen imod, at en retssag bestod af tre parter: de to uenige og en anklager, som skulle forsøge at finde frem til sandheden. Denne jagt på sandheden betød, at de materielle beviser fik en voksende betydning, og fordi fortolkningen af beviserne kunne få indflydelse på dommen, opstod der et behov for at kunne kræve en ny retssag, hvor beviserne kunne vurderes på ny. Dette udgjorde fundamentet til appelsystemet.

Første gang appelsystemet omtales, er i Christian 2.s Land- og Bylov fra 1522, hvor også bevisførelse fylder meget. Denne lov var dog kun gældende i meget kort tid, da Christian 2. blev afsat kort efter og hans lov blev forkastet. Principperne blev dog langsomt indarbejdet i løbet af 1500-tallet, særligt med reces af 24. august 1537, hvorefter landsretten fungerede som 2. instans.

Udvikling mod Landsretten fra 1683

Perioden efter reformationen i 1536 gik mod en centralisering af landstingene, hvilket betød, at de mindste landsting blev nedlagt eller slået sammen. I 1683 var der kun fem landsting tilbage: Viborg, Odense, Ringsted, Maribo og Rønne. Disse fungerede primært som appeldomstole for herredstingene (og i nogle tilfælde også byernes domstole), men havde også til opgave at tinglyse gave- og pantebreve, testamenter og lignende.

I 1805 kom en stor reform af retsområdet, som betød nedlæggelsen af landstingene. I stedet blev der oprettet fire kongelige landsoverretter i Viborg, København, Reykjavik og Christiansted på Sankt Croix, der udelukkende skulle fungere som appeldomstol for underretterne – de tidligere herreds- og byting. Den kongelige stiftamtmand blev nu kongens tilsynsførende med institutionen og overværede retssagerne, som dog primært bestod af oplæsning af appeller og nedskrivning af svar herpå.

Retsplejereformen 1. oktober 1919 medførte endnu en gang omfattende ændringer. De Kongelige Landsoverretter blev nedlagt til fordel for Østre og Vestre Landsret, dommerstaben blev suppleret med et nævningeting (som vi kender det i dag), og sagerne blev nu ført mundtligt og ved personligt fremmøde. Disse ændringer var baseret på løfteparagrafferne fra Junigrundloven, altså principper, som man allerede under Grundlovens konstruktion i 1848 og 1849 havde ønsket skulle være en del af dansk lovgivning, men som man ikke havde nået at få endeligt implementeret. 

Foto af første nævningesag fra 1920

Den store retsplejereform fra 1919 oprettede Østre og Vestre Landsret og indførte samtidig de nævningeting, som vi kender fra retssager i dag. Dette foto viser den første nævningesag (1920). Fra: Wikimedia Commons

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1100 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
20. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie. Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede (1939)

Lerdam, Henrik: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448 (2001)

Kjær, Morten og Helle Vogt: En dansk retshistorie: fra middelalder til grundlov (2020)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Christina Lysbjerg Mogensen
Tidsafgrænsning
1100 - 1919
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
20. november 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Jørgensen, Poul Johs.: Dansk retshistorie. Retskildernes og forfatningsrettens historie indtil sidste halvdel af det 17. aarhundrede (1939)

Lerdam, Henrik: Kongen og tinget. Det senmiddelalderlige retsvæsen 1340-1448 (2001)

Kjær, Morten og Helle Vogt: En dansk retshistorie: fra middelalder til grundlov (2020)

Udgiver
danmarkshistorien.dk