K.K. Steincke: Om vedtagelsen i 1934 af Tvangssterilisationsloven, 1947

Kilder

Kildeintroduktion:

Den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke (1880-1963) beretter i dette uddrag af sine erindringer (udgivet i 1947) om vedtagelsen af Lov om Foranstaltninger vedrørende aandssvage af 16. maj 1934, der også kaldes Tvangssterilisationsloven. Loven havde haft til formål at skabe en samlet lov vedrørende forsorgen af personer, der blev betragtet som ’åndssvage’ (psykisk udviklingshæmmede). Den gav bl.a. adgang til tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse af åndssvage og indførte desuden mulighed for at tvangssterilisere personer, der var under forsorgen. Loven byggede videre på Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration fra 1929, der gav mulighed for at blive steriliseret på frivillig basis, blandt andet ud fra risiko for arvelige sygdomme og tilstande. Den var dermed et udtryk for danske racehygiejniske/eugeniske initiativer i mellemkrigstiden.

Lovforslaget var i 1934 blevet fremsat af Steincke selv, der på daværende tidspunkt var socialminister. I sine erindringer gav Steincke udtryk for, at adgangen til tvangssterilisation havde været lovens vigtigste aspekt. Det var også dette punkt, der havde vakt mest debat på Rigsdagen, om end det i sidste ende var blevet vedtaget af et bredt flertal.

I sine erindringer slog Steincke fast, at motivationen bag indførelsen af muligheden for tvungen sterilisation både havde været økonomisk og racehygiejnisk. Økonomisk, fordi man antog, at de åndssvage ikke selv ville være i stand til at forsørge deres børn, hvorfor forsørgelsesbyrden ville tilfalde staten. Og racehygiejnisk, fordi man mente, at børnene var arveligt disponerede for ’åndelige defekter’, og at åndssvages forplantning derfor udgjorde en trussel mod befolkningskvaliteten. Sterilisationen blev derfor også koblet til muligheden for udskrivning fra forsorg. Hverken blandt lovgiverne eller i sundhedsfaglige kredse var der imidlertid enighed om, hvordan ’åndssvaghed’ skulle afgrænses. Nogle forstod det som en kronisk intelligensdefekt, der var medfødt eller opstået i den tidligste barndom og ikke kunne behandles, mens andre mente, at det var en flerhed af intelligensmæssige, sociale og moralske defekter. Der er eksempler på, at fx epilepsi, spastisk lammelse, ordblindhed eller promiskuitet dengang førte til en diagnose som ’åndssvag’.

Loven blev afskaffet i 1967. 

[…]

Det andet Lovforslag, der ligeledes havde nær Forbindelse med Socialreformens[1] Særforsorg, angik Foranstaltninger vedrørende aandsvage, hvilken Forsorg efter Socialreformen var overgaaet til Staten. Det vigtigste i denne Lov var Forslaget om en udvidet og lettere Adgang til at sterilisere aandssvage, hvorved der kunde spares store Udgifter for det offentlige og opnaas forskellige andre Goder, ogsaa for de aandssvage selv. Til at afgøre, om Anstaltledernes Indstilling om Sterilisationsindgreb paa aandssvage skulde imødekommes, nedsattes et særligt Nævn, bestaaende af en Dommer som Formand, en Socialpraktiker samt en Læge, uddannet i Psykiatri eller Aandssvageforsorg. Indgrebene havde alene til Formaal at hindre Forplantning, ikke at ophæve Kønsdriften, og til deres Foretagelse krævedes Enstemmighed i Nævnet.

Dette Spørgsmaal om Modvirken af Degeneration og Gennemførelsen af racehygiejniske Foranstaltninger til Forhindring af psykisk abnorme Personers Forplantning spillede som tidligere anført en betydelig Rolle for mig ved Tilrettelæggelsen af Socialreformen, specielt ved Reglerne om Særforsorg, men mødte forbavsende ringe Interesse i Rigsdagen, særlig hos Venstre, som dog ellers var yderst fortrolig med Racehygiejne, naar det gjaldt Kvægracer. Allerede under Finanslovbehandlingen i 1931 fremhævede jeg det betegnende i, at ikke en eneste af Venstres Talere under den vidtløftige Debat om Socialreformen Aaret før sammen med deres stadige Kritik af de store Udgifter nævnede et eneste Ord om de store Besparelser, der netop efterhaanden vil følge en Vedtagelse af de rationelle forebyggende Forholdsregler, jeg i Socialreformen har foreslaaet netop særlig med Hensyn til aandssvage.

Det synes overfor Foranstaltninger af denne Art, som om mange ikke alene hemmes i deres eventuelle Forsøg paa at tænke fornuftigt ved deres doktrinære Skrabud[2] for Begrebet personlig Frihed, der i deres Øjne ogsaa omfatter de egentlig aandssvage, men tillige holdes tilbage af visse vage religiøse Stemninger, som jeg ikke begriber uden som Udtryk for Mangel paa Lyst eller Evne til at gennemtrænge Problemerne. Ogsaa jeg har en Religion, selvom det ikke er Folkekirkens, men jeg kan ikke faa ind i mit Hoved, udfra hvilken Betragtning Vorherre skulde interessere sig for, at Antallet af aandssvage stadig skal stige her i Landet. - Man kunde ogsaa sige, som jeg sagde i et ”Houmark”-Interview[3] - ”at Vorherre skulde nære nogen større Interesse i, at Menneskeheden bliver mere aandssvag, end den allerede er.” Og hvor man end vender sig hen: paa Møder, i Aviser, i Teatret, ved Revyer, ved Sportskampe, overalt synes Antallet af lettere aandssvage i en fantastisk Stigen.

I Folketinget gennemførtes Lovforslaget enstemmig imod Pastor Bindslevs[4] Stemme. Han nærede Ængstelse for, at en Videreførelse af denne Lovgivning før eller senere vilde føre ud i tvivlsomme racehygiejniske Eksperimenter, hvilket der til visse efter det danske Folketings Sammensætning ikke var nogen synderlig Grund til at befrygte. Venstre (Rahbek[5]) var vel lidt betænkelig ved at forlade Princippet om Frivillighed i Steriliseringsloven af 1929[6], men overvandt dog disse Betænkeligheder, da det her drejede sig om aandssvage.

Den konservative Ordfører Hr. Pürschel[7] var velvillig indstillet, men pegede dog paa Vanskelighederne ved, som det her forsøgtes, ”at erstatte det, man i gamle Dage kaldte Naturens Visdom, med Menneskevisdom.” Jeg svarede hertil: ”Naturens Visdom bestod efter de fremdragne Eksempler i, at Folk døde hurtigere af Sult, Nød eller anden Elendighed, og Menneskevisdom gaar i dette Tilfælde ud paa at forhindre, at de overhovedet kommer til Verden, der iøvrigt fra Naturens Side var bestemt til at dø af Sult, Nød eller anden Elendighed. Jeg foretrækker altsaa paa dette indskrænkede Omraade Menneskevisdom fremfor Naturens Visdom.”

I Landstinget repræsenterede den konservative Hr. S. Rasmussen[8] nærmest Hr. Bindslevs Grundsynspunkt og tilføjede desuden, at de her foreslaaede Indgreb ikke syntes ham rigtig stemmende med vor Tids humane Lovgivning. Jeg spurgte i den Anledning, om det egentlig var mere humant at tillade en aandssvag Kvinde at sætte 8 aandssvage Børn i Verden til den Tilværelse, de faar, end det er ved en Operation at fri hende og Samfundet for ikke at tale om den næste Generation for alle de uhyre Besværligheder, der vil fremkomme. Og jeg tilføjede overfor denne konservative Kritik af Socialreformens store Udgifter, at hvis man for 100 Aar siden havde fulgt Slægterne og Slægtshistorien, særlig de Slægter, der var under offentlig Forsorg, saa vilde jeg nu, selvom det partipolitisk er af største Betydning for visse ærede Medlemmer, ikke møde nær saa stærk Kritik af Socialreformen, for i saa Fald vilde den ikke koste det halve af, hvad den koster.

Iøvrigt maatte jeg under Landstingets Behandling oplyse, at Retslægeraadet fandt det uheldigt, at Sager vedrørende Sterilisering af aandssvage ikke længer skulde behandles af Raadet, men af et særligt Nævn, hvilket jeg dog ikke mente at kunne tage Hensyn til, navnlig ogsaa fordi Retslægeraadet i Forvejen var overbebyrdet med Arbejde. Lovforslaget blev i Landstinget vedtaget med 46 Stemmer mod 3 og traadte ud i Livet som Lov af 16. Maj 1934.


Ordforklaringer, m.m.

[1] Socialreformen var en del af Kanslergadeforliget i 1933. Den samlede de eksisterende love og regler på det sociale område i fire love, og forenklede og ensrettede samtidig administrationen af offentlige ydelser.

[2] Skrabud: ærbødig hilsen, hvor man fører den ene fod bagud langs gulvet, bukker overkroppen forover og med en arm gør en fejende bevægelse; her brugt nedsættende i overført betydning.

[3] Houmark-interview: journalisten og forfatteren Jens Christian Houmark (1869-1950) var kendt for sin interviewstil med hastige replikskifter, deraf betegnelsen ’Houmark-interview’.

[4] Alfred Dahm Bindslev (1896-1954): præst, forfatter og politiker; medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1926-45.

[5] Jens Anton Rahbek (1886-1943): gårdejer og politiker; medlem af Folketinget for Venstre 1922-29 og 1932-35, medlem af Landstinget for Venstre 1936-43.

[6] Med Lov om Adgang til Sterilisation og Kastration af 1. juni 1929 indførte Danmark som det første land i Europa lovsikret adgang til sterilisation. Loven var en tidsbegrænset forsøgslov, der åbnede mulighed for frivillig sterilisation af personer, der blev opfattet som ’psykisk abnorme’, hvis sterilisationen blev set som magtpåliggende for samfundet og til gavn for personen selv.

[7] Victor Pürschel (1877-1963): politiker; medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti 1920-38 og for partiet Nationalt Samvirke 1939.

[8] Søren Rasmussen (1870-1949): gårdejer og politiker; medlem af Landstinget for Det Konservative Folkeparti 1918-39.