Hverdagslivet i de dansk-norske kolonier i Grønland, 1721-1750

Artikler

Med ankomsten af missionæren Hans Egede knyttede dobbeltmonarkiet Danmark-Norge fra 1721 tættere forbindelser til Grønland. Landet blev styret som en koloni, og der blev anlagt fangst- og missionskolonier i Vestgrønland. Her boede de dansk-norske kolonister tæt sammen, hvilket gav anledning til både sammenhold, men også voldelige konflikter. Hverdagslivet var overordnet set præget af både afsavn, glæder og sorger. Det bestod af forskellige håndværksmæssige gøremål, jagt, husgerning, handel og prædikener. Der blev brygget øl, kogt grød, bagt brød, lavet te og spist tvebakker med smør og sukker. Der blev læst, spillet og leget. Og der blev elsket, drukket og røget. Blandt de dansk-norske mænd og kvinder, der boede i kolonibyerne, var der både købmænd, præster, håndværkere, kokke og ufaglærte. En del af dem skrev dagbøger, hvilket bidrager til vores viden om det koloniale hverdagsliv i Grønland i årene fra 1721 til 1750.    

De første kolonier i Nordatlanten og deres beboere

Danmark-Norge indledte kolonisationen af Grønland i 1721. I løbet af de næste tre årtier blev der anlagt fem kolonier og et udsted. Kolonierne talte Håbets Ø, Nipisat, Godthåb (Nuuk), Christianshåb (Qasigiannguit) og Frederikshåb (Paamiut), mens det enlige udsted kaldtes Jakobshavn (Ilulissat). De to første kolonier, Håbets Ø og Nipisat, blev anlagt i henholdsvis 1721 og 1724/1729, men de blev hurtigt opgivet. Efter ordre fra Frederik 4. (født 1671, regent 1699-1730) blev kolonien på Håbets Ø flyttet nogle kilometer til Godthåb i 1727. Nipisat blev derimod opført og nedbrændt ad to omgange i 1724-25 og igen 1729-31. Det var hollandske hvalfangere, der nedbrændte Nipisat begge gange. Imens Håbets Ø og Nipisat kun overlevede et par år, så findes Godthåb, Christianshåb (anlagt 1734), Jakobshavn (anlagt 1739) og Frederikshåb (anlagt 1742) stadig.

Hver koloni bestod af et relativt stort stuehus, hvor alle kolonister boede samlet. Udenfor var der 2-3 kanoner, en flagstang, en vægt til spæk, nogle robåde og småhuse til håndværk. Antallet af danskere var aldrig stort. Oftest var de ikke mange flere end 10-17 mænd, 1-4 kvinder og måske nogle børn. Kun i Nipisat nåede antallet kortvarigt op på ca. 75 personer i 1729, men de rejste hjem eller var døde to år senere. 

Kolonisterne havde forskellige erhvervsbaggrunde, der bestemte deres dagligdag. Hver koloni blev administreret af 1-2 købmænd og 1-2 præster. Købmændene førte regnskaber, handlede med de nærboende grønlændere og uddelte mad til beboerne. Præsterne, eller missionærerne, som de også blev kaldt, holdt andagter og prædikener, og så arbejdede de på at kristne grønlænderne. Dertil havde alle kolonier håndværkere, matroser og kateketer, dvs. hjælpepræster.

En koloni havde et par håndværkere, der havde en baggrund som bødker, kok og sjældent smed. Bødkerens vigtigste opgave var at fremstille og tætne tønder til det spæk, der blev købt af grønlænderne og indleveret af danskerne. Kokkens vigtigste opgave var at tilberede mad til beboerne, mens smeden vedligeholdt og fremstillede værktøj og andre redskaber. Matroserne var ufaglærte altmuligmænd, der tog sig af alt forefaldende arbejde. Nogle arbejdede endda som kokke. De fik deres titel, fordi de roede såvel købmænd som missionærer ud på handels- og missionstogter. Kateketerne hjalp præsterne, og de blev uddannet til at støtte missionens arbejde. De var opfostret på børnehjemmet Vajsenhuset i København, og de fleste ankom fra slutningen af 1730'erne og frem til 1750'erne.  

Hverdagens gøremål for kvinder og børn

Kvinderne i kolonierne arbejdede enten som husbestyrerinder eller husarbejdere. De sørgede primært for rengøring, pleje og pasning. Børnene ordnede huslige pligter som f.eks. at hente vand og hugge brænde, sideløbende med at missionæren lærte dem at læse, skrive og regne. Vandet blev brugt til et væld af hverdagens gøremål: rengøring, madlavning samt brygning af øl, te og kaffe.

Missionær Hans Egede (1686-1758) medbragte sin hustru Gertrud Rask (1673-1735), sine to døtre og to sønner til Grønland i 1721. Gertrud Rask ledte den daglige husholdning på Håbets Ø og Godthåb. Her fik hun hjælp af sine to døtre, Kirstine Egede (1715-86) og Pernille Egede (1716-1805), og nogle få tjenestepiger. Blandt Kirstine og Pernilles gøremål var pasning af en køkkenhave, der forsynede kolonien med krydderurter. I 1740 gav Christian 6. (født 1699, regent 1730-46) ordre til, at hver koloni skulle holde missionsskole for 10-12 grønlandske børn. Selv om der tidligere havde boet grønlændere ved kolonierne, så bosatte flere sig nær kolonierne fra 1740'erne.

Tegning af Gertrud Rask

Gertrud Rask blev i 1707 gift med den 13 år yngre Hans Egede. Sammen med sin mand, fire børn og andre kolonister opholdt hun sig i Grønland fra 1721. Her ledte hun de daglige gøremål på Håbets Ø og Godthåb, og hun var ifølge Hans Egede en stor moralsk støtte for ham. Gertrud Rask døde af kopper i 1735. Hendes dødsfald udløste en depression hos Hans Egede, der tvang ham til at rejse hjem året efter. Han medførte hendes lig i skibet, fordi han insisterede på at få mulighed for at blive begravet ved hendes side. Fra: Wikimedia Commons

Dagligdagen med rygter, skænderier og intriger

Kolonierne i Grønland var små og tætpakkede. At beboerne gik op ad hinanden det meste af tiden, gav lejlighedsvist anledning til rygter, der hurtigt kunne eskalere til skænderier og intriger. Typisk handlede konflikterne om druk, sex og mad.

Matroserne fik skyld for at drikke for meget, og de blev udskældt for at dyrke lejermål og hor med de danske og grønlandske kvinder. Lejermål var sex mellem to ugifte, mens hor var sex, hvor mindst én af parterne var gift. Sommetider kom matroser også i slagsmål. Koloniens missionær var ofte ham, der udskammede matroserne for deres druk, sex og vold. Enkelte matroser blev straffet på stedet efter dansk-norsk lov, hvis forbrydelsen var slem nok. Her risikerede de at modtage tampeslag på ryggen eller få en pengebøde, der blev trukket fra deres løn.

Købmændene var ikke altid bedre end matroserne, og det skete derfor også, at missionæren skældte dem ud. Det skabte et modsætningsforhold imellem handelens folk og missionens folk. Imens missionæren havde serveretten, når det f.eks. kom til at straffe druk og ulovlig sex, så havde købmanden initiativet, når der blev uddelt mad, og når matroserne skulle ro missionæren ud til sine opgaver. Missionæren fik måske fordærvet mad af købmanden, og hans rejser blev nedprioriteret i forhold til købmandens handelsrejser. Sådanne konflikter var almindelige.

Grundtegning af Hans Egedes hus i Nuuk

Grundtegning af 'Hans Egedes Hus' i Nuuk, der blev brugt som fælles stuehus for alle kolonister fra 1727 og årtier frem. Som det kan fornemmes, boede beboerne meget tæt. Derfor er det ikke så underligt, at der med jævne mellemrum opstod konflikter. Tegning: Hother Ostermann: Nordmænd paa Grønland 1721-1814, bd. 1, 1936.

Interne konflikter i slutningen af 1720'erne

En ualmindelig og rødglødende konflikt indtraf i slutningen af 1720'erne. I 1727 rejste ca. 75 dansk-norske mænd og kvinder til Grønland. Mange af dem var blevet sendt til landet imod deres vilje af Frederik 4., og de ville gerne hjem igen. Tilsammen med de danskere, der allerede boede i Grønland, kom antallet næsten op på 100 personer. Rygterne begyndte at svirre om snarligt mord og mytteri i Godthåb. En kolonist begik endda selvmord i fortvivlelse. Vreden var stor, og Hans Egede blev set som syndebuk. Han fik skyld for, at de var i landet. Egede havde nemlig taget initiativ til at kolonisere Grønland 10-15 år tidligere. I løbet af kort tid blev frygten for mord og mytteri så stor, at Hans Egede gik rundt med en ladt pistol under sin præstekjole.

Situationen eskalerede dog aldrig, fordi flere af de ledende mytterister hurtigt fik skørbug og døde. For at undgå lignende anspændte situationer blev trodsige danskere konsekvent straffet med bøder, tampeslag eller vand og brød. Da Christian 6. tilbagekaldte de fleste kolonister i 1731, har de hjemvendte og overlevende utvivlsomt været glade. Selv om ingen periode med intern konflikt blev så ophedet som årene 1727-31, så fortsatte rygter, skænderier og intriger med at præge koloniernes hverdagsliv.

Hverdagens mad og drikke

De dansk-norske kolonister medbragte deres velkendte mad, tøj og fornøjelser, da de rejste til det fjerne Grønland. Kompagniet udleverede generelt en meget ensartet kost til dem, der typisk bestod af grød, ærter, tvebakker og rugbrød, røget flæsk, brændevin og øl. Kun sjældent kom fersk kød og fisk på middagsbordet, da det afhang af jagtlykke og tid til selve jagten.

Med en sådan kost var det ikke underligt, at mange kolonister klagede over skørbug og maveproblemer. Planten Kokleare blev brugt som et lokalt lægemiddel imod skørbug på grund af dens høje indhold af C-vitaminer. De mere velstillede supplerede deres ensformige kost ved at bestille varer fra Danmark eller Norge, så de kunne bage kager og hvedebrød, nyde te, kaffe og sukker samt krydre deres mad. De hjemtog også bøger, franske vine, citrusfrugt, porcelæn, parfumer og silketørklæder.

Poul Egede (1708-1789), søn af Hans Egede, skrev om en kold novemberdag i 1737, at kulden var så stærk, at hans te frøs til is, da han drak teen. Endda på trods af at værelset var opvarmet. I den mere kritiske ende klagede missionær Laurits Alsbach (1712-62), gift med Hans Egedes datter Kirstine, over, at kandis- og puddersukker manglede i Christianshåb i 1741. Poul Egede og Laurits Alsbachs udtalelser viser, at te og sukker var en vigtig del af hverdagslivet. I hvert fald for velstillede kolonister.

Side fra købmand Christian Geelmuyden fra Godthåbs dagbog, 1740-41. 

Dagbog af købmand Christian Geelmuyden fra Godthåb, 1740-41. Det var almindeligt for købmænd og missionærer at holde dagbøger i 1700-tallets Grønland. Dagbøgerne blev sendt til gennemsyn i Danmark-Norge, så ledelsen kunne følge med i dagliglivet i den fjerne koloni. Langt fra alle dagbøger er bevaret. Geelmuydens dagbog er blandt de tidligst bevarede, og den afbildede side stammer fra hans skriverier om hverdagslivet i december 1740. Her skriver han om maduddeling til grønlandske skolebørn, præsternes juleprædikener, bagning af brød og lidt om det hårde vintervejr. Rigsarkivet: Gothaabs Journal 1740-41, Jakob Severins Privatarkiv, Viborg.

Beklædningen

Danskernes tøj bestod af kraftigt overtøj og huer i uld, der blev anvendt i store dele af året. Ulden beskyttede imod kulde og regn. Skjorter og kjoler i bomuld eller vadmel blev båret under det grove uldtøj eller uden overtøj på de varmere tidspunkter af året. Endelig blev der brugt læderhandsker imod kulde, silketørklæder til varme og pynt samt tøfler eller støvler afhængigt af, om aktiviteten foregik inde eller ude.

Missionærernes sorte præstekjoler og hvide kraver adskilte dem markant fra de andre kolonister. Alligevel blev præstekjolen og kraven ikke båret hele tiden, og missionærerne gik klædt i samme hverdagstøj som de andre beboere. Den foretrukne tøjfarve var en hvid grundfarve, der kunne tilføjes grønlige, rødlige eller blålige elementer. De tre farver var populære blandt samtidens bønder, og det er på den baggrund, at denne tøjmode kom til Grønland. Når f.eks. en missionær som Poul Egede nød sort kinesisk te, en tvebak med smør og sukker samt forberedte sin næste prædiken, sad han sandsynligvis i en rødpolstret lænestol iført slåbrok, nathue og tøfler. Mindre komfortabelt var det hos matroserne. Deres tøj bestod af groft vadmel og kradsuld, og de sov på en hård slagbænk. De sov 4-8 mand i samme rum, som også blev brugt til kirke, spisesal og skolestue, hvilket betød, at de ikke havde samme privatliv som Poul Egede, der havde sit eget værelse.

Fritiden og de moralsk skadelige adspredelser

Fornøjelser var vigtige til at dæmpe konflikter, skabe kammeratskab og bekæmpe kedsomhed. Nogle spillede terninger, kort eller legede blindebuk. Andre fandt en glædesrus i brændevinen eller tobakken, der gav lidt varme, og som sendte tankerne imod milde himmelstrøg. Atter andre dyrkede ulovlig sex med de få dansk-norske kvinder eller de grønlandske kvinder.

Da ulovlig sex kunne skabe problemer for begge parter, foregik de intime stævnemøder givetvis på afsidesliggende steder. Dansk-norske kvinder deltog i enkelte lege og intime stævnemøder, men de nød sikkert også at drikke te med sukker, læse i bøger og nørkle med håndarbejde. Sommetider kunne leg, røg og druk medføre larmende situationer, der fik en del af missionærerne til at beklage sig. Ikke alene var leg, røg og druk med til at ødelægge nattesøvnen for nogle - det blev også anset som moralsk skadeligt. Derfor tordnede mange missionærer imod disse adspredelser, og det gav i sig selv anledning til nye konflikter. Derimod blev jagt med geværer eller fiskeri med jernkroge anset som nyttige beskæftigelser, der afgav en lidt mere varieret kost. De dansk-norske børn brugte f.eks. deres fritid på at skøjte, skyde med bue og pil eller ro i kajak. Ofte legede de med de nærboende grønlandske børn, og det gav dem gode muligheder for at lære det grønlandske sprog og grønlændernes kultur at kende.    

Om artiklen

Forfatter(e)
Simon Mølholm Olesen
Tidsafgrænsning
1721 - 1750
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Ostermann, Hother: Nordmænd paa Grønland 1721-1814, bd. 1 (1936).

Gad, Finn: Grønlands historie 1700-1782, bd. 1-2 (1969).

Toft, Peter A.: Livets ting – tingenes liv. Inuit og europæiske genstande i Grønland 1600-1900 (2010).

Gulløv, Hans Chr. et al.: Danmark og kolonierne: Grønland. Den arktiske koloni (2017).

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om artiklen

Forfatter(e)
Simon Mølholm Olesen
Tidsafgrænsning
1721 - 1750
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
25. januar 2021
Sprog
Dansk
Litteratur

Ostermann, Hother: Nordmænd paa Grønland 1721-1814, bd. 1 (1936).

Gad, Finn: Grønlands historie 1700-1782, bd. 1-2 (1969).

Toft, Peter A.: Livets ting – tingenes liv. Inuit og europæiske genstande i Grønland 1600-1900 (2010).

Gulløv, Hans Chr. et al.: Danmark og kolonierne: Grønland. Den arktiske koloni (2017).

Udgiver
danmarkshistorien.dk