Hertugtitler hos Hans den Yngre og hans efterkommere efter 1564

Artikler

Efter Christian 3.s død arvede hertug Hans den Yngre en tredjedel af faderens besiddelser i hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Modsat sin far og sin bror blev Hans ikke hyldet som regerende hertug, og han måtte affinde sig med en ny status som, hvad historikere senere har kaldt 'afdelt hertug', med begrænsede rettigheder.

Ved Hans den Yngres død blev hans beskedne hertugdømme delt imellem fem af hans sønner, som alle blev afdelte hertuger som deres far. De fem nye minihertugdømmer var for små til at blive delt yderligere, og med næste generation opstod der derfor en ny form for hertuger, af historikere kaldt de 'titulære hertuger'. De arvede ikke jord og var derfor kun hertuger af titel.

De mange slesvig-holstenske hertuger bar officielt alle en hertugtitel, selvom der var meget stor forskel på både deres reelle og formelle indflydelse. Historikeren Carsten Porskrog Rasmussen har derfor udviklet en opdeling af hertugerne, hvor de inddeles efter deres formelle indflydelse.

Hans den Yngre (1545-1622) var søn af den danske konge, Christian 3. (født 1503, regent 1534-1559). Ved faderens død skulle den kongelige del af hertugdømmerne deles imellem brødrene Hans den Yngre og tronarvingen Frederik 2. (født 1534, regent 1559-1588). Hans den Yngre fik ved delingen i 1564 tildelt amterne Sønderborg og Nordborg i Slesvig, Plön amt samt Ahrensbök Kloster i Holsten. Senere blev hans besiddelser udvidet med Ryd Kloster i Angel og Reinfeld Kloster i Holsten.

Regerende hertuger

Som regerende hertug regnes de hertuger, der blev hyldet af stænderne, som omfattede den slesvig-holstenske adel, gejstligheden og repræsentanter fra de større byer. De regerende hertuger havde alle plads i fællesregeringen. Her traf man beslutningerne for hertugdømmerne som helhed og fastlagde bl.a. udenrigspolitikken.

Efter faderens død blev Frederik 2. uden problemer hyldet, og han fik derved en plads i fællesregeringen sammen med farbrødrene hertug Hans den Ældre (1521-1580) af Haderslev og hertug Adolf af Gottorp. Så let gik det ikke for Hans den Yngre, for ham ville stænderne ikke hylde, da de mente, at tre regerende hertuger var nok. Derfor kan han regnes som den første såkaldte 'afdelte hertug'.

Afdelte hertuger

Som 'afdelt hertug' regnes de hertuger, der, som Hans den Yngre, kun havde reducerede rettigheder. I den lokale og interne forvaltning af sine amter kunne Hans den Yngre selv bestemme. Her var han på lige fod med de regerende hertuger. Når spørgsmålene gjaldt hertugdømmerne som helhed, havde Hans dog ikke noget at skulle have sagt. Her var han underlagt de beslutninger, som de regerende hertuger tog i fællesregeringen, som Hans ikke var en del af.

I sine to ægteskaber fik Hans den Yngre hele 23 børn, men kun fem af hans sønner kom til at arve. Ved Hans den Yngres død i 1622 blev hans besiddelser delt i fem nye minihertugdømmer: Ærø, Nordborg, Glücksborg, Pløn og Sønderborg. I forvejen var Hans den Yngres besiddelser beskedne, så delingen betød, at de fem nye områder blev meget små. De fem sønner kan ligesom Hans også regnes som afdelte hertuger uden plads i fællesregeringen. De små hertugdømmer betød dog, at de reelt ikke havde særlig meget magt.

Titulære hertuger

Hans den Yngres næstældste søn, Alexander, arvede residensen på Sønderborg Slot. Delingen af Hans den Yngres besiddelser betød, at Alexanders hertugdømme var meget beskedent. Faktisk bestod det kun af Sønderborg by, Sandbjerg og den sydlige del af Als. Med elleve børn at forsørge og store udgifter pga. krig blev det lille hertugdømme hurtigt forgældet. Derfor besluttede Alexander, at kun én af hans sønner skulle arve hertugdømmet efter ham. Der var simpelthen ikke land nok at dele.

Ved Alexanders død arvede den ældste søn derfor alle faderens besiddelser. Som sin far og farfar kan han derfor regnes som afdelt hertug med begrænsede rettigheder. Alexanders fem øvrige overlevende sønner arvede således intet land, men helt snydt blev de dog ikke. De arvede ligesom broderen titlen som hertug, men de fik intet land at være hertuger over. Der opstod herved endnu en ny form for hertuger, som hverken havde land eller magt. De kan derfor benævnes de 'titulære hertuger', idet de udelukkende var hertuger af titel.

Nye hertuglinjer

Til trods for at fem af hertug Alexanders seks sønner ikke havde arvet noget land efter faderen, lykkedes det alligevel for flere af dem at købe sig til godser. Selvom de var hertuger af titel, kom de ikke til at regere over hertugdømmer. I stedet var de godsejere med hertugtitel, og på den måde kom de til at grundlægge nye hertuglinjer. Hertugslægten augustenborgerne nedstammer fx fra Hans den Yngre og er navngivet efter det gods, som slægten erhvervede sig.

Ligeledes kan det nuværende danske kongehus spores direkte tilbage til Hans den Yngre. I mange generationer var Hans den Yngres efterkommere kun hertuger, men ad indviklede veje kom Christian 9. (født 1818, regent 1863-1906) af Glücksborg til at sidde som konge på den danske trone. Således er Hans den Yngre ni gange tipoldefar til dronning Margrethe 2. (født 1940).

Hans den Ældre
Medaljon af Hans den Ældre, som tilhører Grünes Gewölbe, Staatliche Kunstsammlungen Dresden. Foto: Museum Sønderjylland

Om artiklen

Forfatter(e)
Laura Garne Kjeldsen
Tidsafgrænsning
1564 -1940
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
29. oktober 2012
Sprog
Dansk
Litteratur

Rasmussen, Carsten Porskrog m.fl. (red.): De Slesvigske Hertuger (2008).

Hansen, Hans Schultz m.fl. (red.): Sønderjyllands Historie bind 1 — indtil 1815 (2016).

Udgiver
danmarkshistorien.dk