Gimleprogrammet, 6.-8. juni 1876

Kilder

Kildeintroduktion:

Gimleprogrammet fra 1876 anses for at være Socialdemokratiets første principprogram. Programmet blev vedtaget på arbejderbevægelsens første kongres, Gimlekongressen, i forsamlingsbygningen Gimle på Frederiksberg. Baggrunden var, at der i første halvdel af 1870'erne var sket en stigende organisering af de danske arbejdere.

En af foregangsmændene bag denne begyndende organisering var Louis Pio (1841-1894), der med inspiration fra andre europæiske lande i 1871 oprettede Den Internationale Arbejderforening for Danmark som en afdeling af den første socialistiske Internationale. Under Pios efterfølgende fængsling gik flere fagforeninger i 1874 sammen i De Frie Fagforeningers Centralstyrelse. Da Pio blev løsladt, overtog han formandsposten i Centralstyrelsen, han var dog mere engageret i den politiske end den faglige kamp.

Dette skabte en del uenighed i fagforeningerne, hvilket resulterede i afholdelsen af Gimlekongressen den 6.-8. juni 1876. Her blev de fremtidige principper og organisationsformer vedtaget og altså også det politiske program (Gimleprogrammet) for Det socialdemokratiske Arbejderparti. Selve programmet mindede meget om de tyske socialisters Gothaprogram fra 1875. Gimleprogrammet er inddelt i tre dele, de første to redegør for, hvad man vil på længere sigt, mens det tredje rummer de mere aktuelle krav.

Forsiden af Det Socialdemokratiske Arbejderpartis partiprogram, 1876
Forsiden af Det Socialdemokratiske Arbejderpartis partiprogram, 1876. Fra: Det Kgl. Bibliotek


Program og Love for Det Socialdemokratiske Arbejderparti.
vedtagne paa Partiets Kongres d. 6-8. Juni 1876.
København, Hovedbestyrelsens Forlag 1876.

 

Det danske Socialdemokratiske Arbejderpartis Program

1. Arbejdet er Kilden til al Rigdom og Kultur, og bør hele Udbyttet tilfalde dem, som arbejder.

I det nuværende Samfund er Arbejdsmidlerne Kapitalister­nes Monopol, Afhængigheden fra Arbejderklassens Side lige over for dem, som har tilegnet sig Udbyttet af Aartusinders Arbejde, er Aarsagen til Nøden og Elendigheden, som bestan­dig tynger paa Arbejderstanden, Samfundets nyttigste Medlem­mer.

For at befri Arbejderstanden for den Byrde, som bestandig ligger paa den, udfordres det, at Arbejdsmidlerne bliver fælles Ejendom og staar til Afbenyttelse for alle Medlemmer i Sam­fundet, saa at det rene Udbytte tilfalder Enhver og bliver ud­delt paa en retfærdig Maade.

Det maa være Arbejderklassens Værk at befri Arbejdet. Alle andre Klasser er lige over for den kun en reaktionær Masse.

2. Udgaaende fra disse Grundsætninger stræber det danske socialdemokratiske Arbejderparti ved alle lovlige Midler efter en fri Stat og et socialistisk Samfund.

Afskaffelsen af Lønarbejds-Systemet, samt enhver Slags Ud­bytning, ligemeget i hvilken Form den optræder.

Udryddelsen af alle sociale og politiske Uligheder.

Det danske socialdemokratiske Arbejderparti virker nærmest i en national Ramme, men er overbevist om Arbejderbevægel­sens internationale Karakter, og beredt til at opofre Alt og opfylde alle Pligter for at hidføre:

Frihed, Lighed og Broderkærlighed blandt alle Nationer.

Det danske socialdemokratiske Arbejderparti fordrer, for at begynde at løse det sociale Spørgsmaal, Indrettelsen af Pro­duktionsforeninger med Statshjælp under det arbejdende Folks demokratiske Kontrol.

Produktionsforeningerne er for Industri og Agerdyrkning paa den Maade at indrette, at den socialistiske Organisation kan opstaa af fælles Arbejde.

Præstegaardsjorderne inddrages, og anden til Salg værende Landejendom købes af Staten og bortforpagtes derefter af den­ne til Husmænd og andre Landarbejdere.

Det social-demokratiske Arbejderparti fordrer som Statens Fundament:

  1. Almindelig, lige og direkte Valgret med hemmelig Stemmeafgivning for ethvert Medlem af Staten, baade Mænd og Kvinder, fra det 22de Aar til alle Stats- og Kommune-Insti­tutioner. Valgdagen skal være paa en Søndag eller Helligdag.
  2. Direkte Lovgivning igennem Folket. Afskaffelsen af To­kammer-Systemet.
  3. Afskaffelsen af den staaende Hær. Indførelsen af et al­mindeligt Folkeværn.
  4. Afskaffelse af alle Presselove, Forenings- og Forsamlings­love, samt alle øvrige Love, hvorved et Folk kan blive for­hindret i at tilkendegive sine Tanker i Ord og Skrift.
  5. Almindelige Folkeopdragelses-Instituter, organiserede af Staten, almindelig lige og obligatorisk Skoleundervisning. Re­ligionen erklæres for Privatsag.

Det danske social-demokratiske Arbejderparti fordrer under det nuværende kapitalistiske Herredømme:

  1. Indførelsen af en Skat med stigende Skala. Afskaffelsen af alle indirekte Skatter.
  2. Retslig Bistand i hver Henseende. Rettergangen skal være offentlig og mundtlig.
  3. Afskaffelse af Cellesystemet, samt Adskillelse imellem politiske og saakaldte simple Forbrydere.
  4. Uindskrænket Foreningsret.
  5. Indførelsen af en Normalarbejdsdag. Søn- og Helligdags­arbejde samt Natarbejde forbydes.
  6. Forbydelse af Børnearbejde samt alt Arbejde i saadanne Fabrikker, hvor Helbred og Sædelighed gaar tabt.
  7. Sanitetskontrol af Arbejderboligerne. Tilsyn med Fabrik, Værksted og Husindustri ved Embedsmænd, valgt af Arbej­derne.
  8. Fuldstændig Ret til at forvalte Syge- og Understøttelses­kasser uden Regeringens Indblanding i samme.
  9. Staten bør drage human Omsorg for Syge, Gamle og Arbejdsinvalider.