Frederik 6.s aabne brev om Norges afståelse til Sverige, 18. januar 1814

Kilder

Kildeintroduktion:

Kongen af Danmark afstod ved freden i Kiel 14. januar 1814 Norge til kongen af Sverige som afslutning på Danmarks deltagelse i Napoleonskrigen 1807-1814. Den danske konge Frederik 6. (født 1768, regent 1808-1839) udsendte efterfølgende en meddelelse til befolkningen i Danmark og Norge i form af et åbent brev om fredstraktatens bestemmelser.

Ifølge fredstraktaten indgået mellem Sverige og Danmark den 14. januar 1814 var Frederik 6. forpligtiget til at proklamere afståelsen af Norge for befolkningen og opfordre til, at selve overdragelsen foregik i ro og orden. I det kongelige åbne brev dateret 18. januar 1814 meddelte Frederik 6., at han havde frasagt sig alle rettigheder og adkomster til kongeriget Norge for sig selv og sin slægt til fordel for den svenske konge Karl 13. og hans efterfølgere på tronen. I det åbne brev meddelte den danske konge samtidig, at alle indbyggere i Norge formelt var løst fra deres troskabsed til kongen. Det åbne brev henviste til den overhængende fare for hungersnød i Norge samt behovet for at genoprette freden i Norden som begrundelsen for, at Frederik 6. ved freden i Kiel nødtvungent havde afstået Norge.

Kongeligt aabent Brev angaaende Norges afstaaelse til Sverrig, udstædt den 18de Januar 1814.  

Vi Frederik den Sjette, af Guds Naade Konge til Danmark, de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken, Oldenborg og Pommern, Fyrste til Rygen, giøre vitterligt:

at, da Vi under mange og haarde sammenstødende Omstændigheder for Vort Monarkie, have, for at gienoprette Fred i Norden, og for at afværge fra Kongeriget Norge en det overhængende Hungersnød, ved Fredstractat af 14de i denne Maaned frasagt Os, saavel for Os Selv, som for vore Efterfølgere til Danmarks Trone og Kongerige, til Fordeel for Hans Majestæt Kongen af Sverrig og Hans Efterfølgere til Sverrigs Trone og Kongerige, alle Sine Rettigheder og Adkomster til bemeldte Kongerige Norge; saa have Vi ved samme Fredstractat afløst, ligesom Vi og ved dette vort aabne Brev afløse alle Nor­ges Indbyggere i Almindelighed, og Enhver af dem især, fra den Hyldings- og Troskabs-Eed, de, som Undersaatter i Almindelighed, eller som Embedsmænd i Særdeleshed, Enhver i sin Stilling, civil eller militair, geistlig eller verdslig, til Os have aflagt; hvorhos Vi, paa Grund af og i Overeensstemmelse med Tractatens 16de Art., indbyde dem alle til med Orden og Roelighed at gaae over til den nye Regiering, som paa den meest forbindende Maade har forpligtet sig til at lade Norges Indvaanere beholde og nyde deres Love, Frietagelser, Rettigheder, Friheder og Privilegier saadanne, som de for nærværende Tid ere. 

Middelfart, den 18de Januar 1814


Frederik 6.s brev om Norges afståelse til Sverige, 18. januar 1814
Frederik 6.s åbne brev om Norges afståelse til Sverige, 18. januar 1814. Klik her eller på billedet for at læse meddelelsen i det åbne brev. Fra: Norges Nasjonalbibliotek