Folketingsvalget 1913

Artikler

Venstres konseilspræsident Klaus Berntsen (1844-1927) udskrev i overensstemmelse med Grundlovens regel om treårige valgperioder folketingsvalg til afholdelse den 20. maj 1913. Berntsen havde i efteråret 1910 overtaget posten som konseilspræsident efter en meget turbulent politisk periode, hvor Alberti-sagen og forsvarsspørgsmålet havde kostet tre venstreministeriers afgang. Berntsen blev det samlede Venstres første konseilspræsident. Efter at have implementeret de hårdt tilkæmpede forsvarslove vendte han sig mod en vigtig venstrepolitisk sag: udarbejdelse og vedtagelse af en ny grundlov med lige og almindelig valgret til såvel Folketinget som Landstinget.

Den gennemsete Grundlov fra 1866, der indebar privilegier for de rigeste, skulle rulles tilbage, og Junigrundloven fra 1849, som Det forenede Venstre i 1872 havde erklæret for "Folkets moralske Ret", skulle nu igen tjene som eksempel for forfatningen. Derudover skulle også kvinder og tyende have valgret, og valgloven skulle ændres. Berntsens forslag til grundlovsændringer blev støttet af Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, hvorimod Højre var forbeholdne over for en så radikal ændring af forfatningen. Grundlovsændringen blev vedtaget med bred opbakning i Folketinget i december 1912, men modstand i Landstinget gjorde, at den nye grundlov først kunne vedtages endeligt i 1915.    

Valgets temaer

Grundlovsrevisionen var det altoverskyggende tema for valgkampen. Selvom Klaus Berntsen havde stået i spidsen for det forslag, der blev vedtaget i Folketinget, udtrykte flere i partiet Venstre en vis skepsis. Den tidligere konseilspræsident J.C. Christensen (1856-1930) mente, at man burde revidere Grundloven i et mere langsomt tempo, og som altid havde han støtte hos flere af partiets medlemmer. Højre ønskede måske nok forfatningsændringer, men en afskaffelse af den privilegerede valgret til Landstinget forekom dem alt for vidtrækkende – især fordi det ville betyde, at partiet på kort tid ville miste sit landstingsflertal. Mere moderate dele af partiet så dog visse fordele ved en grundlovsrevision, der også ville ændre på det valgsystem, som på grund af valg i enkeltmandskredse i mange år havde medført, at partiet var underrepræsenteret i Folketinget. Partiet befandt sig derudover i en generationskløft: Ældre politikere som J.B.S. Estrup (1825-1913) og Ludvig Bramsen (1847-1914) repræsenterede Højre i Landstinget, mens man manglede unge konservative talenter.

Socialdemokratiet og De Radikale agiterede stærkt for den fremlagte revision af Grundloven, der for begge partier var en realisering af mange års politisk arbejde. Op til valget havde Venstre, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre diskuteret et valgsamarbejde, der dog i sidste ende ikke lod sig gøre. Derimod fortsatte Socialdemokratiet og De Radikale deres valgsamarbejde, mens Højre og Venstre fortsat stillede op mod hinanden i samme valgkreds. Socialdemokratiet gik under valget til angreb på regeringens økonomiske politik, som de mente havde skadet arbejderklassen, blandt andet ved at indføre en række afgifter på forbrugsvarer, uden at det havde resulteret i reallønsstigninger for den almindelige arbejder.   

Valgets resultat

Valget blev en stor sejr for den socialdemokratisk-radikale alliance, der nød godt af valgsamarbejdet. Socialdemokratiet gik frem med 8 mandater til i alt 32, mens Det Radikale Venstre med 10 nye mandater nu sad på 30. Tilsammen var det et solidt flertal på 62 af Folketingets 113 mandater. Venstre, som i valgkampen havde fremstået splittet og tvetydigt, endte med et tab på 13 mandater og fik nu i alt 43 mandater. Især Det Radikale Venstre vandt mandater fra Venstre, da de succesfuldt havde udstillet Venstre som tvetydig med hensyn til grundlovsspørgsmålet. Højre måtte på trods af en fremgang i København notere en samlet tilbagegang på 6 mandater og talte nu kun 7 folketingsmedlemmer, et historisk lavpunkt for partiet. Specielt i provinsbyerne tabte de mandater til Socialdemokratiet, som her fik et decideret gennembrud. Byer som Vejle, Kolding, Hillerød og Slagelse gik ved dette valg over til at være repræsenteret af en socialdemokrat i stedet for en højrepolitiker. I alt blev en fjerdedel af folketingsmændene udskiftet ved valget.

Højre og Venstre skadede hinanden ved at opstille kandidater i de samme kredse. Det daværende valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse betød, at landet inddeltes i 114 valgkredse, og at kun kandidaten med flest stemmer i hver enkelt kreds blev valgt. Mange steder opstillede både Højre og Venstre kandidater, hvorimod Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre enedes om ikke at opstille mod hinanden. Sammenlagt fik Venstre og Højre flere stemmer end Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, men valgmetoden betød, at de sidste fik et mindretal af mandaterne.

På trods af det nyerhvervede flertal ønskede Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre dog, at Klaus Berntsen og hans Venstre-regering fortsatte. Det skyldtes, at man ønskede at fastholde Venstre i bestræbelserne på en grundlovsrevision. Den altid taktisk tænkende J.C. Christensen fik dog sat en stopper for dette ved i Folketinget at foreslå, at der blev dannet et ministerium i overensstemmelse med valgets resultat. Dette blev vedtaget i tråd med parlamentarismens regler og umuliggjorde Berntsens forbliven. Herefter diskuteredes muligheden af et samlingsministerium, hvilket J.C. Christensen dog også fik sat en stopper for. Den radikale Carl Theodor Zahle (1866-1946) kunne derfor en måned efter valget annoncere sin anden regering: en radikal mindretalsregering med støtte fra Socialdemokratiet.    

Regeringen Zahle II efter valget
Regeringen Zahle II, som startede ud som en ren radikal regering. Fra: Statsministeriet

Statistik

I nedenstående tabeller og grafer ses fordelingen af stemmer m.v. ved folketingsvalget i 1913. Der hersker en vis usikkerhed omkring tallene, idet stemmelisterne blev ført mangelfuldt i nogle valgkredse. Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tabellen. Kilde: Danmarks Statistik     

Folketingsvalget i 1913 I forhold til folketingsvalget i 1910
Parti Fork. Partileder Stemmer Pct. af stemmetal Mandater Mandater 1910 Pct. af stemmer 1910
Socialdemokratiet 

S

Thorvald Stauning 107.365 29,61 % 32 +8 +1,18 %
Radikale Venstre RV Carl Theodor Zahle 65.754 18,14 % 30 +10 -0,55 %
Højre H Emil Piper 81.049 22,36 % 7 -6 +3,67 %
Venstre V J.C. Christensen 103.251 28,48 % 43 -13 -5,30 %
Uden for partierne Uden 5.121 1,41 % 1 +1 +0,99 %
I alt 362.540 100,0 % 113
Stemmeberettigede 488.087
Stemmeberettigede i valgkredse uden afstemning 3.036
Afgivne gyldige stemmer 362.540
Valgdeltagelse i kredse, hvori der afholdtes afstemning 74,74 %
Valgdeltagelse i samtlige kredse 74,28 %

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1913
Mandatfordelingen ved folketingsvalget i 1913.
 Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik      

Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1913
Den procentvise fordeling af stemmer ved folketingsvalget i 1913. 
Resultatet af folketingsvalget på Færøerne indgår ikke i tallene. Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik   

Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1913 og 1910
Mandatfordelingen ved folketingsvalget i henholdsvis 1913 og 1910. Resultatet af folketingsvalgene på Færøerne indgår ikke i tallene.
Graf: danmarkshistorien.dk, baseret på tal fra Danmarks Statistik


 

Om artiklen

Forfatter(e)
Pelle Mortensen, Astrid Ølgaard Christensen Schriver
Tidsafgrænsning
1913
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
16. marts 2018
Sprog
Dansk
Litteratur

Thorsen, Svend: De Danske Ministerier 1901-1929 (1972).

Mørch, Søren: 24 statsministre (2000).

Udgiver
danmarkshistorien.dk