Erklæring fra Fejøsagen, 13. juni 1885

Kilder

Kildeintroduktion:

Den 13. juni 1885 indsendte undersøgelsesdommer Jacob Vitus Ingerslev (1838-1923) denne erklæring til Justitsministeriet og afgav dermed den endelige indstilling fra Fejøkommissionen. Et uddrag fra erklæringen er gengivet nedenfor. Ingerslev var assessor ved Københavns Kriminal- og Politiret men var rejst til Fejø som leder af en undersøgelseskommission, der skulle undersøge en række sager om mord på børn på den lille ø nordvest for Lolland.

Fra sin tiltrædelse i 1882 havde den lokale birkedommer Carl Anton Freuchen (1835-1915) fået dømt adskillige kvinder for barnemord, som de ikke havde begået. Da lægen i fængslet, hvor kvinderne var indsat, påviste, at i hvert fald een af de dømte kvinder ikke kunne have født et barn, blev der nedsat en undersøgelseskommission. Ingerslevs erklæring fra Fejø handlede især om birkedommer Freuchens ageren og mentale tilstand. På baggrund af erklæringen blev Freuchen senere indlagt på sindssygehospital, men nogle år senere udskrevet og afskediget i "Nåde og med Pension". Alle de involverede kvinder blev løsladt.

I 1800-tallet var den danske straffeproces opbygget efter inkvisitionsprincippet. Det betød, at en straffesag ikke tog form som to parter - anklager og anklaget - foran en neutral dommer. Derimod var processen i hænderne på en forhørsdommer, som reelt set var dommer, anklager og forsvarer i én og samme person. Det havde givet birkedommer Freuchen frie hænder til at presse tilståelser ud af de anklagede ved hjælp af trusler, vold og langvarig varetægtsarrest. Kritikere af systemet anvendte Fejøsagen som eksempel på, hvor galt det kunne gå. Først ved retsreformen i 1919 blev systemet afskaffet og erstattet med det, vi kender i dag med en offentlig anklagemyndighed og retten til et juridisk forsvar.    

Til Justitsministeriet

Ligesom jeg allerede ved inden min Ankomst til Fejø kritisk at gjennemgaa Forhørene i de Sager, hvis fornyede Undersøgelser er overdraget Kommissionen, fik en bestemt Formodning om, at Birkedommer Freuchen næppe var ganske normal i aandelig Henseende, saaledes er denne min Formodning senere under mit Ophold paa Øen, efter at jeg har haft Lejlighed til dels at sætte mig nøjere ind i hvad der er passeret i hine Sagers Behandling, dels jævnlig personligt at forhandle med Birkedommeren, dels endelig at blive bekjendt med den almindelige Mening og Stemning blandt Øens Befolkning, bleven i Høj Grad bestyrket.

I førstnævnte Henseende skal jeg særligt fremhæve, at Birkedommerens Behandling af Sagerne bærer utvivlsomme Vidnesbyrd om en ensidig Fastholdelse af én Gang fattede Meninger, en saadan Utilbøjelighed til at lade fremkomme eller lade gjælde ethvert Moment, som kunde tale imod slige Meningers Rigtighed, en saadan Tilbøjelighed til at fæste Lid til netop de Fremstillinger af Begivenheder og Forhold, som paa Grund af deres indre Usandsynlighed af enhver Anden vilde blive modtagne med Mistro, en saadan fanatisk Iver for at afpresse Inkvisiterne[1] Tilstaaelser, en saadan Mangel paa Menneskekundskab og Mangel paa Evne til at drage sikre Slutninger.

Hvad dernæst angaar mine personlige Forhandlinger med Birkedommeren, der jævnlig har haft en pinlig Karakter, hvilket i øvrigt aldrig har skadet den gode Forstaaelse mellem ham og mig, da har jeg herigjennem haft Lejlighed til at iagttage hos ham dels en paafaldende Mangel paa Evne til at skjelne mellem beviste Kjendsgjerninger og subjektive Skjøn eller løse Formodninger, saa han ideligt paastaar kategorisk at vide Ting, om hvilke han hverken har eller kan have nogen Vished, dels en Mangel paa Sindets Ligevægt, der gjør det umuligt for ham med Ro og Koldblodighed at vurdere og drøfte Sagerne. Saa snart disse kommer paa Bane, bringes han i en aldeles exalteret[2] Tilstand, i hvilken han er utilgængelig for ethvert logisk og fornuftigt Resonnement[3].

Han svinger med Hensyn til Opfattelsen af sin personlige Stilling ideligt mellem Yderligheder; snart priser han i høje Baner sine store Fortjenester af Retssikkerheden her i Jurisdiktionen og benægter Muligheden af, at han har begaaet Misgreb, snart er han fortvivlet over sine egne Mangler og sin ”tragiske Skjæbne”. Det første er dog det hyppigste. Fejø betragter han som en ”Morderkule” og et Arnested for Usædelighed og kjønslige Udskejelser, en Opfattelse, der ganske sikkert er et Produkt af hans Fantasi. I alt Fald have fornuftige Folk, der i en Aarrække have været bosatte paa Øen, for mig udtalt, at Befolkningen i moralsk Henseende hverken er værre eller bedre end paa de omkringliggende Øer, hvilket ogsaa stemmer med mine egne Iagttagelser.

Til hvert Ægtepar, selv blandt Gaardmandsklassen, der enten er barnløst eller efter Birkedommerens Mening ikke har Børn nok, nærer han Mistanke om Fosterfordrivelser, og denne Mistanke har lejlighedsvis fundet Udtryk i en for de Paagjældende pinlig og krænkende Inkvisition.[4]

Befolkningen, der i og for sig ligesom de fleste af vore Almuefolk[5] paa Landet er lidet meddelsomme over for Folk, der tilhører en anden Samfundsklasse, er fuldstændig terroriserede som Følge af de i Birkedommer Freuchens Embedstid saa hyppige og med hensynsløs Strenghed gjennemførte criminelle Undersøgelser, og de fleste udtale sig i Retten saavel som udenfor med største Forsigtighed og Forbeholdenhed, men desuagtet er der for mig navnlig i den senere Tid fra Personer, som jeg tiltroer baade Selvstændighed og god Dømmekraft, fremkommet talrige mere eller mindre utvetydige Udtalelser om at Birkedommeren formentlig ”ikke er rigtig klog”.

(…)

Alt dette havde dog næppe alene været tilstrækkeligt til at bevæge mig til det i og for sig mig mindre behagelige Skridt at gjøre Indberetning til det høje Ministerium. Men der er i den seneste Tid kommet et nyt Moment til, som jeg maa tillægge særlig Betydning. Da jeg i Anledning af en af de nævnte Justitssager for nogle Dage siden maatte afæske[6] den lokale Distriktslæge , der tillige er Freuchens Huslæge, Erklæring, benyttede jeg Lejligheden til at stille det Spørgsmaal, om han ansaa Birkedommeren for at være i Besiddelse af sin fulde Tilregnelighed, og da han uden Betænkning besvarede dette Spørgsmaal benægtende og derefter udtalte en Dom over Birkedommerens mentale Tilstand, der i alt væsentligt faldt sammen med min Opfattelse, anmodede jeg ham om nærmere at maatte udtale sig om dette skriftligt, idet jeg tilkjendegav ham, at det var min Pligt at indberette dette Forhold til Ministeriet.

Jeg har herefter fra ham modtaget vedlagte Erklæring, og efter denne Erklærings Indhold har jeg ikke anset det for foreneligt med min Pligt længere at udsætte at forelægge Sagen for det høje Ministerium. Jeg tilføjer slutteligt, at samme Distriktslæge for mig har udtalt, at han efter sit Kjendskab til Birkedommeren anser det for temmelig sikkert, at denne ikke godvilligt vil indlade sig paa at indlægge sig til Observation paa et Sindssygehospital.

Fejø den 13. Juni 1885

Vitus Ingerslev.


Ordforklaringer m.m.

[1] Inkvisiterne: personer under retslig undersøgelse, de anklagede.

[2] Exalteret: ophidset.

[3] Resonnement: argumentation.

[4] Inkvisition: kriminalundersøgelse.

[5] Almuefolk: fællesbetegnelse for landboere (bønder).

[6] Afæske: udspørge.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.  

   

Om kilden

Dateret
13.06.1885
Oprindelse
Justitsministeriets arkiv, 1. kontor, journalsag 1885-M2795
Kildetype
Erklæring
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
14. november 2019
Sprog
Dansk
Litteratur

Andersen, Lars: Den glemte inkvisition, 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2019)

Udgiver
danmarkshistorien.dk