"En sidste Udluftning", Georg Brandes’ svar til Elisabeth Grundtvig (3), 8. juli 1887

Kilder

Kildeintroduktion:

Denne kilde er den tredje af tre artikler, som blev bragt i Politiken den 6., 7. og 8. juli 1887 under pseudonymerne "Lucifer" og "G.B.", men skrevet af Georg Brandes (1842-1927). De tre artikler var et veloplagt og spydigt angreb på Elisabeth Grundtvig (1856-1945), som i et foredrag tidligere på året havde fremsat et sædeligt lighedskrav. Budskabet var, at kvinder måtte kræve det samme af mændene, som der blev krævet af dem selv: kyskhed inden ægteskabet og seksuel troskab inden for ægteskabet.

I årene 1883-1887 foregik i Danmark og i Norden en offentlig debat om seksualmoralen, som siden er blevet kendt som Sædelighedsfejden. Debatten handlede i udgangspunktet om den udbredte dobbeltmoral i samfundets normer og forventninger til hhv. kvinder og mænd på det seksuelle område. Snart blev selve seksualitetens karakter - kønsdriften med tidens betegnelse - dog også et vigtigt tema. Det gjaldt især spørgsmålet om, hvorvidt tidens ideal om, at sex alene måtte finde sted i ægteskabet, overhovedet kunne og burde reguleres af samfundet.

Georg Brandes havde længe været tilbageholdende med at blande sig i debatten, selv om han ofte af sine modstandere blev fremstillet som usædelighedens forkæmper, der ønskede sig "parring i flæng". Men i sommeren 1887 havde Brandes fået nok. I artiklerne i Politiken rettede han et hårdt angreb mod argumentationen bag det sædelige lighedskrav, og han udstillede Elisabeth Grundtvig og hendes støtter for det, han opfattede som moralprædiken og hykleri.

Artiklerne satte gang i den såkaldte Tremånederskrig, som markerede Sædelighedsfejdens intense højdepunkt og dens afslutning. Elisabeth Grundtvig svarede igen ved at lægge sag an mod Politiken for injurier. Hun vandt retssagen, og Politikens redaktør, Viggo Hørup (1841-1902), måtte betale 100 kr. i bøde samt 40 kroner i sagsomkostninger.

Nærværende tekst er fra Georg Brandes: Samlede Skrifter, og der forekommer enkelte afvigelser fra artiklerne i Politiken.    

En sidste Udluftning

For Frøken Grundtvigs Øjne viser der sig det fantastiske Billede af en Frister; for hendes Øren lyder hans Ord. Det er Sansevildelser altsammen, men hun synes at tro paa deres Virkelighed.

Der foresvæver hende noget dunkelt om, at Fristeren etsteds fra har rettet en Opfordring til hende og andre ærbare ugifte Damer om at indlade sig paa et højst forvorpent Levned. Og atter og atter forsikrer hun os, at det vil hverken hun eller andre ærbare Damer indlade sig paa. Da det forekommer hende, at Fristeren har opfordret hende og de andre Vestalindertil at begaa noget Uhøvisk[1], spørger hun ham tilbage, "om mon egenlig den almindelige Sundhedstilstand mellem Kvinderne vilde blive bedre, hvis alle de Kvinder, der nu lever kysk, stiftede løse Forbindelser?" Hun hævder, at Fristeren byder hende og de andre "til Bod for et sjæleligt Savn Tilfredsstillelsen af Kønsdriften i løse Forbindelser" (stadigt de løse Forbindelser), og hævder, at dette er "at give Stene for Brød". Og hun taler sig ind i stedse større Hede, indtil hun naaer til "den Modbydelighed og Selvforagt, Kvinderne vilde føle ved at tilhøre snart En, snart en Anden, de Misgreb, de vilde begaa, idet de kom til at knytte sig nær til en eller anden af de Mænd, de efterhaanden tilhørte, og for hvem de kun var et Redskab". Man skulde tro, dette var en Skildring af Tilstandene, som vi har dem; men nej! det skal forestille Tilstanden, som den vilde blive, hvis det gik efter Fristerens Ønsker.

Alt dette er nu gennemtrukket med Citatstumper af hin vidtberømte Snes Linjer af Undertegnedes "noksom omtalte" Artikel om Arne Garborg[2], hvor der ikke findes en Stavelse af alt det Vrøvl, der læses ud af dem, og som de gode Damer hellere i Stilhed skulde have overvejet end at spilde saa meget Blæk paa dem uden at rokke en Tøddel af deres Indhold. 

Dog for hver Gang Frk. Grundtvig har anført en Brokke i hin Passus, defekt eller fordummet eller kvalte Længsler eller lignende, udrevet af Sammenhængen eller indført i en ny, faar hun Anledning til ny Deklamation om det sædelige Livs Velsignelser og Usædelighedens usalige Følger. 

Hun negter sig intet. Hun vinder den ene Sejr efter den anden over Fristerens dumt formulerede Fraser, som hun allesammen laver selv. F.Eks. Hun siger: "Saa skulde de højere Stænders ugifte Kvinder tillige være fordummede!" og hævder naturligvis, at de er fuldt saa kloge som de gifte. Men hvem har sagt det anførte, hvem har kunnet mene det i denne Almindelighed! Saa meget er vel klart, at de gifte Kvinder i Regelen har et Erfaringsomraade af i høj Grad menneskelig og væsenlig Art forud for de ugifte, og at Mangelen deraf for de sidstes Vedkommende kan have vidtrækkende Følger. Men paa det saa sjusket anførte Sted staar jo intet Andet end at man ikke maa tro, Driftlivet lader sig udrydde uden at Mennesket (altsaa Mand saavel som Kvinde) bliver defekt eller fordummet - en Sandhed, man skulde tro lige saa uimodsigelig som den er elementær. 

For nu tilgavns at føre Beviset for, at Kvinderne ikke bør hellige sig til "Kønsdriftens" Dyrkelse - der tales med uforanderlig Raahed stadig om den, aldrig om den Tiltrækning, den Sympati, den Elskov, 
den Lidenskab, hvis Ytring den overfor et bestemt Enkeltvæsen af det andet Køn dog maa tænkes at være - spørges der om Mændene, "som tilfredsstiller deres Drift", er "saa lykkelige"? Og Spørgsmaalet besvares ved en Henvisning til Schopenhauer, der siges i sin Alderdom at have prist sig lykkelig over at være bleven Drifterne kvit, dernæst til Strindberg, der har skrevet en Fortælling Mot betalning og som siges "at vride sig i Fortvivlelse over Mandens sanselige Afhængighed af Kvinden" og endelig til Arne Garborg med Udraabet: "Er det Lykke at væmmes saadan ved sig selv som hans Mænd gør?"[3] 

Med andre Ord: Frøkenen anfører virkelige og opdigtede Mænds Væmmelse ved Samlivet med prostituerede Kvinder mod dem, der istedenfor den nuværende Tilstand: Ægteskab plus Prostitution, direkte eller indirekte har udtalt Sympatier for en Fremtidstilstand, hvor der hverken vilde findes Tvangs- og Fornuftægteskaber med deres Maskepi med Kirken og deres kønslige Svineri, eller Prostitutionen med dens Maskepi med Politiet og dens kønslige Svineri, men hvor Kærligheden 
betragtedes som eneste Legitimation og hvor Staten ikke blandede sig i Individernes Kønsliv uden for at straffe Forbrydelser og for efter Evne at sikre Børnenes Vel. Men hvem i al Verden har vel 

opfordret Damerne til at prostituere sig? Man har end ikke opfordret dem til at gøre det literært. Naar de ligefuldt gør det, er det ganske af egen Drift. 

Frøken Grundtvig maa blot ikke tro, at hun imponerer os anderledes-tænkende ved den stadige Pukken paa Kulturdamernes Dyd under den nuværende Tilstand. Vi imponeres ikke af Dyden i det regulære Vane-Ægteskab, hvor Halvdelen af Damerne føder Børn i Samliv med en Mand, for hvem de slet intet føler, og hvor den af Frøkenen bekæmpede Kønsdrift altsaa er den eneste Faktor. Vi imponeres ikke af Dyden hos de ugifte Damer, der saa at sige aldrig fristes, fordi Prostitutionen i alle dens Former tager af for Damerne og sikrer dem mod Efterstræbelser. Og vi imponeres ikke af Renheden i et Samfund, som er bygget paa disse to Hjørnestene, Ægteskab og Prostitution, og hvis Stadsestue kun er eller synes ren, fordi Skarnet er fejet sammen i det lige saa store Pulterkammer. Vi holder overhovedet ikke det for Dyd, som Frk. Grundtvig kalder Dyd, vi anser meget for fuldt berettiget som Frøkenen fordømmer, og vi anser meget for modbydeligt som Frøkenen agter. Men 
vi taler ikke højt og ikke meget derom. 


Jeg skal sige Frk. Grundtvig hvorfor. Fordi vi i saa lille og saa uoplyst et Samfund ikke kan det. 

Er det aldrig faldet Frk. Grundtvig ind, hvorfor ingen kvindelig Stemme hævede sig mod hendes Foredrag i Dansk Kvindesamfund og hvorfor end ikke nogen Mand har følt Drift til at opponere, da hun dog maa vide eller ane, at Hundreder og atter Hundreder af Kvinder og Mænd staar paa et ganske andet Stade end hun? De har ikke gjort det, fordi de ikke kan, fordi de vilde tabe mere derved end hele Sagen er værd. En Lærerinde, der havde modsagt Frk. Grundtvig, vilde have mistet sine 
Elever, en Skolebestyrerinde, der havde gjort det, vilde have set sin Skole gaa til Grunde, en kvindelig Læge vilde aldrig have faaet Praksis eller have tabt den, hun har. Og hvad Mændene angaar, saa vilde de se sig truede af ganske samme økonomiske Ruin og ganske lignende selskabelig Udespærring. De betragter desuden al Protest som ørkesløs og frugtesløs. De nærer i Regelen ikke ringeste Haab om at opleve nogen Forbedring af Tilstandene i Danmark og har af gode Grunde, siden de kom til Skels Aar og Alder, opgivet Ævret. De véd, at vil de sige deres Mening, kan de ikke engang faa den trykt. Og fik de den trykt, blev den konfiskeret af Politiet. De lader Damerne præke, som de lader Præsterne præke. De holder deres Mund og tænker deres

En særegen Barnagtighed, som udmærker alle disse moralske Indlæg, er den, som giver sig tilkende i Vendinger som Nutidens sædelige Lighedskrav, den moderne Stræben efter større Sædelighed og deslige. Der er Ravnekrogsluft i disse Talemaader. Menneskene heroppe i disse smaa skandinaviske Lande gaar endnu og bilder sig ind, at det, de laver af Krav og Regulativer paa det kønslige Omraade, som paa alle andre, det er Nutidens, det er den moderne Aands Ytringsform. Jeg kan forsikre, at den moderne Evolution paa dette Omraade foregaar ganske andre Steder i Verden; man kan finde den i et 
Land som Rusland, men visselig ikke her. 

Vi skulde imidlertid tage os iagt for at blive dummere end vi er. Vi kan ikke godt taale en yderligere 
Nedgang. Og hvis vi virkelig i disse smaa Lande kom saa vidt at for os Ordet Dyd, der i gamle Dage betød Dygtighed, Tapperhed, Evne til at udrette noget godt og nyttigt, skrumpede ind til at betegne den bare Afholdenhed i kønslig Henseende, saa var vi paa Vejen til at blive dummere end vi kan taale. Man tænke sig, at vi allerede næsten er naaet saa vidt i aandelig Henseende, at naar en Fremmed spørger En: Hvad sysselsætter nu mest Sindene deroppe i disse smaa Samfund, hvilke Ideer og Idealer har de? saa maa man bide sig i Læben for ikke at svare: "Jo, vi render rundt og passer paa hverandres Kønsdrift. Vor Hovedsysselsættelse er Bekymringen for, at de Andre ikke tilfredsstiller denne deres Drift." 

Skal vi naa til det Punkt, at hele vort Aandsliv gaar op i en Sædelighedspassiar, der er lige saa uanstændig som liderlig Snak er det? Andre Folkeslag frembringer noget, udretter noget; vi passer paa hinandens Køns-Moralitet; vi præker kønslig Afholdenhed for hverandre. 

Selv højfrugtsommelige Damer sparer sig ikke, men vanker i den Tilstand rundt og forkynder de Ugifte Askesens glade Budskab. 

I Sverig, vort største Land, har man Foreninger af Damer, der lover hverandre kun at ville ægte 
jomfruelige Mænd - de faar dem garanterede, som man garanterer Ure, kun mangler desværre Fremtidsgarantien - man har Damekonfederationer, der paavirker Boghandlerne og forhindrer Udgivelsen af gode, frisindede Bøger; man har Professorkollegier som det i Upsala, der nylig gik frem mod Foreningen Verdandi[4], saa det var, som saa man Middelalderen lyslevende gaa igen; man har Forlæggerforbund, som det, der nu har drevet det saa vidt, at Strindberg ikke mere har en Forlægger.[i]

I Finland havde nylig den uskyldige Gustaf af Geijerstams[5] Optræden vakt en saadan Forfærdelse 
blandt Helsingfors’ Bedsteborgere og Borgerinder, at da jeg i April begav mig dertil for at holde 
et Par Foredrag, blev jeg paa en Station, før jeg naaede Staden, modtaget af en elskværdig Udsending, der var taget mig i Møde for at anmode mig om icke att berora sedlighetsfrågorna, da jeg ellers vilde skræmme alle bort. 

I Norge blev Hans Jægers Bog konfiskeret, Kristian Krohgs Bog konfiskeret[6] - og det af det liberaleste Ministerium, der hidtil har været at opdrive i Landet. 

I Kjøbenhavn kunde Krohgs Maleri Albertine end ikke blive udstillet; ja vi er her for dydige til 
at spille Gengangere[7]. Frk. Grundtvigs Forklaring af vor indenlandske Tilstand er den, at "det ustyrlige Driftsliv, der for Tiden er oppe hos mange af vore nordiske Mænd, ikke er ganske naturligt for dem, men frembragt paa kunstig Maade, bl.A. vel nok ved Paavirkning fra fransk Literatur." Ja, lad Franskmændene have Skylden! 

Allerede J. L. Heiberg[8] skrev: "Jeg gad rigtignok vide, hvorfra den hos os udbredte Overtro rejser sig, 
at Kjøbenhavnerne er dydigere end Pariserne. ... I Fald Pariserne i deres Udyd er mere raffinerede, og 
vi følgelig mere raa i vor, saa er jo Fortrinnet paa Parisernes Side, og de kan altsaa tage mere Skade af os, end vi af dem. Men Tingen er, at det netop er det Raa og Gemene, som vore liderlige Dydshelte finder Behag i, hvorimod det Forfinede er dem en Afsky." 

Men lad kun Indflydelsen fra Frankrig have Skylden! I vor Literatur vil Fordærvelsen ikke trænge ind. Vi har en Højrepresse, der er den literære Uskylds Vogter, og en vis Venstrepresse, der er endnu mere sysselsat med Dyden end Højre. Desuden har vi Politicensur for fremmede Bøger og for de indenlandske en kraftig og stedse kraftigere Forlæggercensur, der nok skal sørge for, 
at det her i Landet bliver som det er. 

Kort sagt, allevegne her i Norden er Dyden i Form af Fordummelse ovenpaa, mens Lasten i Form af Raahed tumler sig frit underneden. Og de, som sidder inde med en højere og friere Moral end Gennemsnittets Patentmoral, de tier klogeligt og nødtvungent stille. De husker, at saa tidt de, engang hvert tredje, fjerde Aar, har været troskyldige eller uegennyttige nok til at sige et Par Ord til Genmæle, har de faaet Bøtterne fra alle det herskende Systems Haandlangere over sig. 


Ordforklaringer m.m.

[1] Vestalinder: præstinder i Romerriget, der var aflagt kyskehedsløfte; Uhøvisk: uanstændig.

[2] Georg Brandes havde i 1885 anmeldt en af den norske forfatter Arne Garborgs bøger (1851-1924). Se artiklen 'Det ottende Bud'.

[3] Arthur Schopenhauer (1788-1860): tysk filosof; August Strindberg (1849-1912): svensk forfatter og aktiv debattør i Sædelighedsfejden; Arne Garborg (1851-1910): norsk forfatter, der var aktiv debattør i Sædelighedsfejden.

[4] Foreningen Verdandi: svensk liberal studenterforening grundlagt i 1882. I foråret 1887 var foreningen blevet stærkt engageret i sædelighedsfejden, som den forløb i Sverige.

[5] Gustaf af Geijerstam (1858-1909): svensk forfatter og kritiker.

[6] Hans Jæger (1854-1910): norsk forfatter, der fik sin bog Fra Kristiania-Bohémen beslaglagt i 1885; Christian Krogh (1852-1925): norsk forfatter og maler, som fik både maleriet og bogen Albertine beslaglagt i 1886.

[7] Gengangere: skuespil af den norske forfatter Henrik Ibsen (1828-1906) fra 1881.

[8] John Ludvig Heiberg (1791-1860): dansk dramatiker og kritiker i 1800-tallet.


[i] En overmaade ærbar Dame, Fru Breinholm-Aakermark, havde i et lille Kvindetidsskrift, hun udgav i Gøteborg, optaget to Smaanoveller af nuværende Fru Mathilde Malling, der blev udskregne for usædelige. Damer af Borgerskabet i Gøteborg satte da en Agitation i Gang for at faa Pigebørnene tagne ud af en Skole, hun forestod. Det lykkedes at ruinere Skolen, som maatte gaa ind. Ganske forarmede maatte tilsidst hun og hendes Mand forlade Byen.                      Senere Anm.


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal.  

    

Om kilden

Dateret
08.07.1887
Oprindelse
Georg Brandes. Samlede Skrifter, bd. 13 (supplementsbind), 1899-1910, s. 462-467
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. oktober 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk

Om kilden

Dateret
08.07.1887
Oprindelse
Georg Brandes. Samlede Skrifter, bd. 13 (supplementsbind), 1899-1910, s. 462-467
Kildetype
Debat
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
30. oktober 2018
Sprog
Dansk
Udgiver
danmarkshistorien.dk