Dannevirke-bevægelsen og Flensborg-retningen, 1918-20

Artikler

I tiden op til og efter folkeafstemningerne om en ny dansk-tysk grænse i 1920 var der stor intern splittelse i de danske rækker om, hvor stor en del af Slesvig man skulle stræbe efter og ud fra hvilke principper. Den danske regering og flertallet af Vælgerforeningen for Nordslesvig ønskede en grænse, der gik nord om Flensborg og syd om Tønder. Dette blev udfordret af Dannevirke-tilhængerne, der mente at Danmark havde en historisk ret til hele Slesvig ned til Dannevirke ved Slesvig by, og af Flensborg-retningen, der ønskede at Flensborg kom med til Danmark.

Dannevirke-tilhængerne og den historiske ret

Da 1. verdenskrig i 1918 lakkede mod enden, og det blev åbenlyst, at Tyskland ville tabe krigen, opstod muligheden for, at Nordslesvig (det vi i dag betegner som Sønderjylland) kunne blive dansk. I forbindelse med fredsafslutningen fastlagde Versaillestraktaten i 1919, at folkenes selvbestemmelsesret skulle danne grundlag for nye grænsedragninger i Europa. Allerede inden krigen var afsluttet, var der dog forskellige syn på, hvor en fremtidig dansk-tysk grænse skulle trækkes. I den såkaldte oktoberadresse fra 1918 havde en række fremtrædende personligheder i Sønderjylland, med den dansksindede rigsdagsmand i Berlin H.P. Hanssen i spidsen, ytret ønske om, at man tilstræbte en deling af Sønderjylland i henhold til folkenes selvbestemmelsesret – dvs. at det var befolkningen i området, der selv skulle beslutte, om de ønskede at høre til Tyskland eller Danmark. Dette synspunkt fik den 23. oktober 1918 bred opbakning fra alle partierne i det danske folketing.

Det var dog ikke alle, der mente, at folkenes selvbestemmelsesret var den bedste løsning af det sønderjyske spørgsmål. Særligt i Mellemslesvig, hvor danskheden stod svagt og en folkeafstemning derfor måtte formodes at føre til at området blev tysk, var der modstand mod, at befolkningen selv skulle vælge, om den ønskede at høre til Danmark eller Tyskland. Her organiserede man sig i et såkaldt ”Mellemslesvigsk Udvalg”, der skulle varetage de dansksindedes politiske interesser i området. Det var dog ikke kun i Mellemslesvig, at der var modstand imod en løsning gennem folkenes selvbestemmelsesret. Både nord og syd for grænsen anså mange hele Slesvig ned til Dannevirke for gammelt dansk land, hvor dansk sprog og sindelag havde været fremherskende helt frem til begyndelsen af 1800-tallet. De mente, at danskheden på grund af tysk indflydelse sydfra i løbet af 1800-tallet var blevet trængt nordpå, og at området derfor var blevet germaniseret. Ifølge Dannevirke-tilhængerne betød det, at Danmark fortsat havde den historiske ret til landet, og med det tyske nederlag var tiden kommet til at tage hele det tabte land tilbage, uanset om der var dansk flertal i de sydlige egne af Slesvig eller ej.

Portræt af Ernst Christiansen (1877-1941) fra 1921. Billedet er malet af Harald Slott-Møller og hænger på Flensborghus. Ernst Christiansen var redaktør ved Flensborg Avis 1906-40, men blev i 1916 indkaldt til den tyske hær. Da han kom hjem fra 1. verdenskrig i december 1918, blev han hurtigt Dannevirke-bevægelsens ledende skikkelse. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Dannevirke-tilhængernes opposition

Dannevirke-tilhængernes opposition blev for alvor vakt, da det på et møde i de dansksindede sønderjyders politiske organisation Vælgerforeningen for Nordslesvig i Aabenraa den 16.-17. november 1918 blev besluttet at arbejde hen imod en folkeafstemning i de nordlige dele af Slesvig indtil en linje, der gik nord om Flensborg og syd om Tønder. Derudover blev det foreslået, at tilstødende distrikter i Mellemslesvig, som rejste krav derom, havde ret til særskilte afstemninger.

Denne resolution var en stor skuffelse for Dannevirke-tilhængerne, og i december 1918 begyndte de for alvor at blande sig i den offentlige debat med avisartikler og stormøder. Det var dog ikke kun Aabenraa-resolutionen, men også den danske regering, der stod for skud. For at undgå at blive draget ind i verdenskrigen havde den radikalt ledede regering under statsminister Carl Theodor Zahle (1866-1946) ført en forsigtig og tilbageholdende politik i forhold til Tyskland, hvor man havde undgået at kritisere de dansksindedes forhold i Sønderjylland. Derfor så Dannevirke-tilhængerne med mistro på den danske regering og håbede på et snarligt regeringsskifte. Denne mistro blev styrket af, at regeringen valgte at støtte op om principperne i Aabenraa-resolutionen. Man udnyttede derfor enhver lejlighed til at forsøge at underminere den danske regering og kritisere den for den såkaldte ’tyskerkurs’.

På et møde i Fredericia den 10. december 1918 formulerede Dannevirke-tilhængerne deres overvejelser og mål for en kommende genforening. De håbede ikke, at sejrherrerne i 1. verdenskrig ville løse grænsespørgsmålet gennem en folkeafstemning, men derimod som et retsspørgsmål. Disse forhåbninger blev bl.a. styrket af, at Frankrig allerede i december 1918 indlemmede Alsace-Lorraine, der havde været under tysk herredømme siden 1871. Antagelsen var, at der omkring den vigtige Kielerkanal ville blive skabt en neutral zone, hvor nordgrænsen ville blive Danmarks sydgrænse, som af praktiske, økonomiske og strategiske grunde ville komme til at følge en linje langs Slien, Dannevirke og over til Husum. Altså en væsentlig sydligere grænse end den, der var lagt op til i Aabenraa-resolutionen, og samtidig en grænse, der ville betyde, at Danmark ville få et stort tysk mindretal inden for landets grænser.

Flensborg-retningen opstår

Dannevirke-tilhængernes program, der var blevet formuleret i Fredericia den 10. december 1918, mødte imidlertid kraftig intern modstand i Vælgerforeningen for Nordslesvig, og flere fremtrædende personer havde også på mødet ytret deres utilfredshed mod udelukkende at lægge grænsespørgsmålet i hænderne på verdenskrigens sejrherrer. Modstanderne af programmet mente, at de dansksindede sønderjyder skulle forsøge at blive enige om en fælles retning i grænsespørgsmålet, og at Sydslesvigs befolkning skulle vindes for danskheden gennem grundigt oplysningsarbejde og et nationalt sindelagsskifte. De steder hvor dette ikke var muligt, skulle ikke være en del af Danmark. Det blev dermed klart, at oppositionen mod den kurs, der var blevet udstukket med Aabenraa-resolutionen, stod over for en intern splittelse. Ud af denne splittelse opstod den såkaldte Flensborg-retning.

Flensborg-retningen placerede sig ideologisk imellem Aabenraa-resolutionen og Dannevirke-tilhængerne. Deres hovedfokus var at få Flensborg med til Danmark. I princippet ønskede Flensborg-retningen, at det skulle ske gennem en fri folkeafstemning, men da man anså byen for en dansk by, som var blevet germaniseret under det tysk styre fra 1864-1920, kunne det blive nødvendigt at tage Flensborg med til Danmark på trods af et tysk flertal. De historiske forbindelser til Danmark og det faktum, at der ved de tyske rigsdagsvalg i 1867 og 1881 havde været flertal for den danske kandidat i byen, blev set som udtryk for, at det var muligt at vende udviklingen, så danskheden atter kunne få overtaget i byen. Ud fra et økonomisk synspunkt forsøgte man desuden at overbevise omverdenen om, at det ville føre til Flensborgs ruin, hvis byen mistede sin tilknytning til Nordslesvig.

Flensborgretningen var altså heller ikke ubetinget tilhænger af folkenes selvbestemmelsesret, og den afgørende forskel mellem Flensborg-retningen og Dannevirke-tilhængerne var reelt, at Dannevirke-tilhængerne var indstillet på at tage hele Sydslesvig uanset sindelag, mens Flensborgretningen ville have Flensborg med til Danmark og samtidig arbejde for et sindelagsskifte, som med tiden skulle gøre byen dansksindet.

Dansksindet tysksproget valgplakat op til afstemningen i Mellemslesvig den 14. marts 1920. Det øverste billede viser ”Flensborg, hvis den forbliver tysk”; det nederste ”Flensborg forenet med Nordslesvig”. Plakaten understreger dermed Flensborgs økonomiske afhængighed af Nordslesvig. Det var et af Flensborg-retningens vigtigste argumenter for at byen skulle med til Danmark. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Dannevirke-bevægelsens og Flensborg-retningens betydning

Dannevirke-bevægelsen forblev en mindre men dog indflydelsesrig bevægelse under hele afstemningsforløbet. Flensborg-bevægelsen udviklede sig derimod til en stor og vigtig opposition i forhold til den linje, som den danske regering førte i grænsespørgsmålet. I forbindelse med Versailleskonferencen i første halvår af 1919 var det lykkedes at gennemtrumfe en tredje afstemningszone, der gik helt ned til Tønning og Slesvig By. Det blev imidlertid afvist af den danske regering, der kun ønskede afstemninger i to zoner i henholdsvis Nord- og Mellemslesvig. Derfor gled den 3. afstemningszone ud af den endelige fredstraktat.

På kortet ses de tre afstemningszoner, som i første omgang blev besluttet på fredskonferencen i Versailles i 1919. Pga. pres fra den danske regering blev den sydligste 3. zone dog fjernet i den endelige traktat. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Den danske regerings afvisning af en tredje afstemningszone medførte yderligere splittelse i den danske lejr, hvor først Det Konservative Folkeparti og sidenhen også Venstre brød med den danske radikale regering og støttede op om Flensborg-retningens krav. Samtidig samlede Dannevirke- og Flensborg-bevægelserne nu alle kræfter i et fælles forsøg på i hvert fald at få Flensborg med til Danmark. Dette mål fik stadig stigende støtte i den danske befolkning. Det var derfor en stor skuffelse, at kun 20 % stemte for Danmark ved folkeafstemningen i Mellemslesvig den 14. marts 1920. Selv i Flensborg, hvor mange havde håbet på et godt dansk resultat, var der kun 25 %, der stemte dansk.

Trods det klare nederlag fortsatte arbejdet for at få Flensborg med til Danmark. Bl.a. var presset for en indlemmelse af Flensborg i Danmark stærkt medvirkende til at udløse den såkaldte Påskekrise i 1920. Med udgangspunkt i det folkelige krav om, at Flensborg skulle med til Danmark, krævede oppositionen i Folketinget, at der blev udskrevet valg. Dette nægtede den radikale statsminister C.Th. Zahle (1866-1946), og på et ophidset møde valgte Christian 10. (født 1870, regent 1912-1947), der helhjertet støttede op om Flensborg-bevægelsen, derfor at afskedige regeringen. I arbejderkredse blev dette opfattet som et statskup, og under truslen om generalstrejke måtte kongen udpege et nyt ministerium, hvis eneste formål var at udskrive valg. Til trods for at Venstre herefter overtog regeringsmagten, var arbejdet med en grænse nord om Flensborg dog så fremskredet, at regeringsskiftet ikke fik afgørende indflydelse på den nye grænsedragning.

Flensborg-bevægelsen havde endnu ikke givet fortabt, og som et sidste forsøg rejste en delegation fra Mellemslesvig til Paris i maj 1920, hvor den forsøgte at overbevise de allierede om, at Mellemslesvig i en årrække skulle underlægges en international administration. Det ville give den fornødne tid til at arbejde for et sindelagsskifte, hvorefter der skulle afholdes en ny folkeafstemning. Særligt pga. af britisk modstand måtte delegationen dog rejse hjem med uforrettet sag, og dermed var bestræbelserne på at indlemme Flensborg i Danmark endegyldigt slået fejl. 


Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 (1979)

Johnsen, Axel: Dannevirkemænd og Ejderfolk, (2005)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1918 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 (1979)

Johnsen, Axel: Dannevirkemænd og Ejderfolk, (2005)

 

Udgiver
danmarkshistorien.dk