Ansøgning til Socialministeriet om kvindelejr på Femø, 1971

Kilder

Kildeintroduktion

Denne ansøgning om støtte til en kvindelejr blev sendt til Socialministeriet i juni 1971. Lejren blev senere på sommeren etableret på øen Femø nord for Lolland som den første ølejr eksklusivt for kvinder og har været gennemført hvert år siden da som Femø Kvindelejr.

Tanken om en ølejr kun for kvinder var opstået nogle måneder i forvejen under et møde i Kulturministeriet, der havde oprettet en pulje til at yde praktisk og økonomisk støtte til at arrangere sommerlejre på danske småøer. Ølejre var et nyt fænomen i begyndelsen af 1970’erne. Thylejren og ølejre på Møn, Livø, Nekselø og Lyø blev afholdt i 1970 med støtte fra Kulturministeriet. En deltager ved et informationsmøde i foråret 1971 foreslog, angiveligt i spøg, at rødstrømpebevægelsen sikkert ville ønske at arrangere en ølejr kun for kvinder. "God ide", tænkte en gruppe initiativrige rødstrømper, som i løbet af få måneder organiserede en ølejr, som kun kvinder og børn måtte deltage i. Det var ikke nemt for rødstrømperne at overbevise kulturminister Kristen Helveg Petersen, om at de skulle have støtte til deres kvindeølejr. Måske derfor søgte de også både Socialministeriet og Undervisningsministeriet om midler til deres lejr. Disse ansøgninger opnåede dog ikke støtte, men i sidste ende, og kun få uger inden lejren skulle begynde, lykkedes det at opnå støtte fra Kulturministeriet, så den første kvindelejr på Femø kunne sættes i gang den 3. juli 1971.

I ansøgningen til Socialministeriet, som altså endte uden resultat, lagde arrangørerne særlig vægt på, at ølejren kunne få betydning som resocialisering af kvinder, der havde været hjemmegående husmødre i mange år og hvis børn nu var blevet så store, at de efterhånden kunne klare sig selv. I rødstrømpernes øjne kunne disse kvinder måske have behov for at begynde på noget nyt og leve et andet liv.

7. juni 1971

Til socialministeriet
ang. kvindeø

Vi er i gang med at planlægge em ø-lejr for kvinder, som skal løbe fra 26. juni til 8. august ligesom de andre ø-lejre. Den adskiller sig fra de andre ø-lejre ved at den skal have undervisning i forskellige ting, som vi mener er af vigtighed for kvinder specielt (ang. aktiviteter og idégrundlag, se bilag, vores oplæg til kulturministeriet.).

Vi har i den anledning været i kontakt med kulturministeriets ø-lejrkontor (Den selvejende institution vedr. ø-lejre), som imidlertid ikke mener at kunne yde tilskud til de aktiviteter i lejren der normalt ikke hører under kulturelle anliggender, men har henvist os dels til undervisningsministeriet (se bilag), dels til socialministeriet

Vi vil mene at denne ølejr kan have en meget stor betydning som resocialisering af kvinder, der har gået hjemme i 10-20 år, og hvis børn efterhånden kan klare sig selv. Mange kvinder har sikkert en gang taget en uddannelse, som de aldrig har benyttet sig af, andre vil gerne begynde på noget nu, men de savner selvtillid og har behov for et lille skub, hvilket ø-lejren uden tvivl vil kunne give. Også for enlige mødre vil ø-lejren kunne betyde at de får samlet energi og lyst til at påbegynde (eller fuldende) en uddannelse. Derfor mener vi at dette projekt generelt må være berettiget til støtte fra socialministeriet.

Derudover vil vi rent konkret søge støtte til mindrebemidlede kvinder, således at opholdet og rejsen kunne blive betalt, fx 20 fripladser á 15 kr om dagen i ca. en uge + rejseudgifter.

Vi kunne også ønske os at en socialrådgivet kunne give råd og vejledning personligt til de kvinder der er på øen, under hele lejrperioden; vi søger altså om løn til en person i 6 uger. Vi vil lige bemærke at vi også har søgt undervisningsministeriet om løn til en socialrådgiver (jvf bilæg), da hun også vil få en funktion som underviser i kvindens retstilling i samfundet, men vi overlader det til de to ministerier at afgøre, hvem der skal afgive bevillingen.

Vi telefonerer i morgen den 8. juni for at aftale et møde om sagen

På kvindeø-gruppens vegne

Inger Stauning, tlf xx xx xx
Karen Syberg tlf xx xx xx

Adresse: Karen Syberg
xxxxxxx xx
xxxx xxxxxx


Dette materiale er udgivet i forbindelse med Aarhus Universitetsforlags bogserie '100 danmarkshistorier', der er Danmarks historie fortalt af 100 forskere i 100 bøger. På danmarkshistorien.dk udkommer løbende artikler, film og kilder i forbindelse med bøgerne. Projektet er støttet af A.P. Møller og Hustru Chastine    Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal. 

    

Om kilden

Dateret
07.06.1971
Oprindelse
Kvindehuset i København
Sidst redigeret
10. marts 2021
Litteratur

Brædder, Anne: Femø. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021)

Udgiver
danmarkshistorien.dk