Afstemningskampen op til folkeafstemningen i Mellemslesvig 14. marts 1920

Artikler

I Versaillestraktaten, som i 1919 fastlagde de internationale fredsbetingelser efter 1. verdenskrig, var det blevet besluttet, at der skulle holdes folkeafstemninger i Slesvig om den fremtidige placering af grænsen mellem Danmark og Tyskland. Særligt i Mellemslesvig – også kaldet zone 2 – medførte det en intensiv agitation og afstemningskamp. Fra både dansk og tysk side blev der trykt en stor mængde propagandamateriale, og der blev arbejdet intenst på at hente stemmeberettigede fra nær og fjern til stemmeurnerne. Trods en hård tone forløb afstemningskampen generelt uden større uroligheder.

Afstemningskampen organiseres fra dansk og tysk side

Versaillestraktaten blev underskrevet den 28. juni 1919. Her blev det besluttet, at der i Nord- og Mellemslesvig skulle holdes folkeafstemninger om den fremtidige dansk-tysk grænse. Det medførte en lang valgkamp frem mod folkeafstemningerne i februar og marts året efter. På den danske side blev valgkampen ført af Vælgerforeningen for Nordslesvig og Mellemslesvigsk Udvalg, der begge fik økonomisk støtte fra et statsligt oplysningskontor, der blev oprettet af den danske regering i oktober 1919 og som bl.a. hjalp med trykning af plakater, flyveblade og andet valgmateriale. På grund af modstridende synspunkter – Vælgerforeningen for Nordslesvig arbejdede for en grænse der gik nord om Flensborg og syd om Tønder, mens Mellemslesvigsk Udvalg ønskede en sydligere grænse - var den danske afstemningskampagne præget af intern splid, og de to lejre kritiserede åbent hinanden. Det kom bl.a. til udtryk i områdets dansksprogede presse, hvor Hejmdal støttede op om Vælgerforeningen, mens Flensborg Avis og Dybbøl-Posten støttede Mellemslesvigsk Udvalg.

På tysk side var det foreningen Deutscher Ausschuss für das Herzogtum Schleswig (Det Tyske Udvalg for Hertugdømmet Slesvig), der stod for afstemningskampen. I begyndelsen måtte den tyske kampagne dog føres uden megen hjælp fra den tyske regering, der havde nok at gøre med den indenrigspolitiske uro i kølvandet på nederlaget i 1. verdenskrig. På grund af forholdene i zone 1 i Nordslesvig var der fra tysk side ikke stor tiltro til, at man kunne opnå et gunstigt valgresultat her. Her havde samtlige tyske rigsdagsvalg siden 1867 vist et flertal for dansksindede kandidater, og pga. Versaillestraktatens beslutning om, at der skulle stemmes som en helhed (en-bloc) i Nordslesvig, var der ikke meget der tydede på, at denne landsdel ville forblive tysk. Derfor blev valgkampen aldrig særligt intensiv i Nordslesvig, og de fleste kræfter og penge blev lagt i zone 2 i Mellemslesvig.

Søndertorv/Südermarkt i Flensborg under afstemningstiden i 1919-20. På billedet ses et stativ med tyske afstemningsplakater, hvor der står slagord som ”Vi vil være tyske, ligesom vore fædre var” og ”I tusind år var vi slesvigere. Vi vil vedblive med at være slesvigere. Derfor stemmer vi tysk”. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.

Mens der altså tegnede sig et dansk flertal i Nordslesvig, var forholdene anderledes i Mellemslesvig. Her stod danskheden svagt. I hovedbyen Flensborg havde der ikke været flertal for en dansk kandidat ved de tyske rigsdagsvalg siden 1881, og ved det sidste valg inden krigen havde den danske kandidat kun fået 456 stemmer, svarende til 3,9 %. Imidlertid anså mange danske, særligt i Mellemslesvigsk Udvalg, Mellemslesvig og herunder især Flensborg for gammelt dansk land, der var blevet germaniseret gennem mere end 50 års tysk herredømme. Derfor håbede man, at en neutralisering af zone 2, hvor området blev rømmet for tyske soldater og embedsmænd, samt en intensiv valgkampagne kunne overbevise vælgerne om, at de skulle stemme dansk.

Tilrejsende vælgere

I Versaillestraktaten var der blevet besluttet nogle særlige afstemningsregler for folkeafstemningerne i Slesvig. Det betød, at man kun kunne stemme, hvis man var fyldt 20 år inden 1. januar 1920, og enten var født i de zoner, hvor en folkeafstemning skulle finde sted; havde været bosat der fra en dato, som lå før 1. januar 1900; eller hvis man var blevet udvist af de tyske myndigheder uden at have bevaret sin bolig i zonerne. Både mænd og kvinder havde stemmeret. Disse afstemningsregler var i høj grad lavet for at give dansksindede, der enten var flyttet eller blevet udvist under det tyske styre, mulighed for at få indflydelse på resultatet.

På grund af de specielle afstemningsregler førte man fra både dansk og tysk side en intensiv kampagne for at få så mange tilrejsende som muligt til at deltage i afstemningen. Igennem pressen og film i biografen blev der gjort opmærksom på muligheden for at stemme, selv om man ikke længere var bosat i afstemningszonerne, ligesom man forsøgte at lokke vælgerne med tilbud om gratis kost og logi og deltagelse i diverse underholdnings- og valgarrangementer, som blev arrangeret op til afstemningen.

Derudover sørgede man fra dansk side for, at vælgere gratis kunne komme til Flensborg med skib eller tog, og fra tysk side fragtede man vælgere ind sydfra med tog. Alene i Flensborg kom der 10.287 tilrejsende vælgere, hvoraf 9.042 afgav deres stemme. Af dem kom de 7.949 sydfra, hvorfor det må formodes, at langt de fleste tilrejsende vælgere i Flensborg stemte tysk. Modsat intentionen var de særlige afstemningsregler altså med til at styrke tyskheden i zone 2.

Propagandamateriale

Fra begge sider blev der produceret en stor mængde trykt valgmateriale såsom plakater, flyveblade, løbesedler, postkort og pjecer. Alene på dansk side ved man, at det statslige danske oplysningskontor i alt fik trykt ikke færre end 107.700 plakater, og hertil kom en række ukendte private udgivelser i zone 2. Som noget unikt benyttede man også motiverne på de lokale nødpengesedler, der som følge af pengemangel var blevet trykt siden 1. verdenskrigs begyndelse, til at sprede nationale budskaber. Materialet skulle overbevise vælgerne om, hvor de skulle sætte deres stemme, og der blev spillet på mange forskellige agitationsstrenge og argumenter.

Fra dansk side forsøgte man i den mellemslesvigske zone 2 i høj grad at appellere til vælgernes økonomiske fornuft. Tyskland var stærkt forarmet efter fire års krig og havde udsigt til mange års afbetaling af krigsskadeerstatning til de sejrende magter. Danmark derimod havde holdt sig neutral og var sluppet for krigens mest ødelæggende konsekvenser. Derfor håbede man, at bønder og arbejdere i Mellemslesvig kunne overbevises om at stemme dansk ud fra materielle og økonomiske motiver. En væsentlig del af det danske valgmateriale fremhævede derfor bedre social- og børneforsorg, højere lønninger, bedre købekraft, Flensborgs økonomiske tilknytning til Nordslesvig og fritagelse for betaling af krigsskadeerstatning som begrundelse for at stemme dansk. Fra tysk side modsagde man hårdnakket disse argumenter ved at fremstille dem som vildledende og som forsøg på at købe befolkningens stemmer. På både dansk og tysk side benyttede man sig desuden af valgmateriale med nationale og historiske budskaber og symboler, ligesom følelsesladede udsagn og nationale og regionale symboler som Dannebrog og det slesvig-holstenske flag ofte blev bragt i spil. 

Dansk afstemningsplakat fra Mellemslesvig. Her ses et blafrende Dannebrog, der daler ned over et udsnit af Flensborg by og fjord. Øverst står afstemningsdatoen 14. marts. Plakaten giver associationer til C.A. Lorentzens kendte maleri fra 1809, hvor Dannebrog falder ned over de danske tropper under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219 og sikrer en dansk sejr. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig

Sammenlignet med flere af de andre steder i Europa, hvor der var lignende afstemninger efter 1. verdenskrig, var propagandaen i Slesvig dog relativt afdæmpet. Det var der flere grunde til. Bl.a. skulle alle plakater og flyveblade godkendes af et censurudvalg nedsat under Den Internationale Kommission (CIS), der havde overtaget forvaltningen af afstemningszonerne fra de tyske myndigheder i januar 1920 og skulle sikre frie, uafhængige og hemmelige afstemninger i Slesvig. Censurudvalgets hovedopgave var at sikre, at meningsytringer i propagandamaterialet ikke kunne ophidse stemningen i afstemningsområderne, samt at propagandaen ikke var rettet mod Den Internationale Kommission eller den danske eller tyske stat. Det betød, at plakater og flyveblade med meget rabiate budskaber ikke fik lov til at blive trykt.

Afstemningskampens intensitet

I månederne op til afstemningsdagen den 14. marts 1920 blev der fra både dansk og tysk side afholdt nationale optog, demonstrationer og valgmøder med foredrag, taler og nationale sange. Til trods for, at der var meget på spil, kom det ikke til omfattende uroligheder, og ved enkelte lejligheder lykkedes det at gennemføre fælles dansk-tyske valgmøder. Generelt var tonen dog uforsonlig, og fra begge sider var der beskyldninger om løgne, chikane og urent trav. Fra tysk side beskyldte man danskerne for forsøg på at købe sig til stemmer med gavepakker med fødevarer og for at overdrive de økonomiske fordele ved at stemme dansk. Fra dansk side anklagede man tyskerne for at chikanere de dansksindede og deres valgmøder. Det drejede sig oftest om stenkast mod ruder, telefontrusler, forstyrrelser af valgmøder, nedrivning eller vandalisering af plakater og verbale nedgørelser på åben gade. Men der var også eksempler på klager over vold mod dansksindede. For at imødekomme de danske klager oprettede Den Internationale Kommission i februar 1920 en særlig domstol, som skulle behandle sager vedrørende afstemningen. I enkelte tilfælde førte sagerne til udvisning af de anklagede personer fra afstemningsområdet, men oftest endte de med bøder eller frifindelse.

For yderligere at dæmpe den intense stemning iværksatte Den Internationale Kommission flere tiltag i dagene op til afstemningen den 14. marts 1919. Bl.a. blev der indført plakatcensur, et spiritusforbud, som dog ikke omfattede øl, og et totalt forbud mod flagning og udsmykning af huse med nationale farver i zone 2 fra den 12. til den 16. marts. Den sidste bestemmelse blev dog lempet den 11. marts efter forsikringer fra dansk og tysk side om, at flagene ville blive gensidigt respekteret af begge parter. Lempelsen betød, at der stadig måtte flages fra private bygninger i førstesalshøjde og opefter. Derfor fortsatte flagkampen i Flensborgs gader helt frem til afstemningen den 14. marts. Generelt var det det slesvig-holstenske og det tyske kejserflag, der var i overtal i de fleste gader. Det var en indikation af byens og hele Mellemslesvigs tyske flertal, som blev cementeret på selve afstemningsdagen, hvor 80 % af befolkningen i zone 2 stemte tysk.

Flensborgs gader var fyldt med flag op til afstemningen. Oluf-Samson-Gang, som ses på billedet, var en af de få gader, hvor Dannebrog var i overtal. Foto: Arkivet ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig.


Temaet er udarbejdet i samarbejde med Den Slesvigske Samling ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig med støtte fra Sydslesvigudvalget.

 

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1919 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Adriansen, Inge: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1918-1920 (1995)

Adriansen, Inge/Doege, Immo: Dansk eller tysk – Agitation ved folkeafstemningerne i Slesvig i 1920 (2010)

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 (1979)

Noack, Johan Peter: Det danske mindretal i Sydslesvig 1920-1945, bind 1 (1989)

Udgiver
danmarkshistorien.dk

Relateret indhold

Om artiklen

Forfatter(e)
Klaus Tolstrup Petersen
Tidsafgrænsning
1919 - 1920
Medietype
Tekst
Sidst redigeret
18. september 2020
Sprog
Dansk
Litteratur

Adriansen, Inge: Fra det tyske nederlag til Slesvigs deling 1918-1920 (1995)

Adriansen, Inge/Doege, Immo: Dansk eller tysk – Agitation ved folkeafstemningerne i Slesvig i 1920 (2010)

Fink, Troels: Da Sønderjylland blev delt 1918-1920 (1979)

Noack, Johan Peter: Det danske mindretal i Sydslesvig 1920-1945, bind 1 (1989)

Udgiver
danmarkshistorien.dk