Spørgsmål:

Hej,

I lektionen om højmiddelalderen skriver I, at Køge er et eksempel på en by med en diminutiv mark. Hvad er en diminutiv mark?

Venlig Hilsen

Emma

Svar:

Kære Emma, 

Mange tak for dit spørgsmål.  

Afsnittet handler om byernes udvikling, hvor det betones, at Køge i slutningen af 1200-tallet nærmest blev grundlagt som en handelsby – med meget lidt tilhørende agerjord. Det er det, der menes med, at Køge er et eksempel på en by med en ”diminutiv mark”, som egentlig blot betyder formindsket eller reduceret mark(areal). Det henviser til, at Køge, i modsætning til andre af de tidlige byer, blev grundlagt med meget lidt jord, hvilket indirekte tvang borgerne til at handle (f.eks. på torve) og gjorde dem afhængige af nabobyernes bønder.   

Bedste hilsener,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk,

Jeg er i gang med jeres kursus, som jeg synes er meget spændende. I afsnittet om middelalderen har jeg dog et spørgsmål. I skriver, at forskydningen fra kvægavl til agerbrug var en strukturel årsag, men jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvad den er årsag til?

Mvh.

Niels

Svar:

Kære Niels,

Mange tak for dit spørgsmål! Du har helt ret: Årsagen til forskydningen fra kvægavl til agerbrug står ikke helt skarpt i teksten.

Men den vigtigste strukturelle årsag var forskydningen fra kvægavl til agerbrug og konsekvenserne af det; nemlig udviklingen af et dyrkningsfællesskab med vægt på kornavl. Pointen er, at dyrkningsfællesskabet udvikledes som følge af øget kornbrug, hvilket imidlertid først forklares i næste afsnit.

Bedste hilsener,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Hej

Jeg har undret mig over, om Luther virkelig hængte sine 95 teser op i protest på kirkedøren i Wittenberg? I nævner det ikke i teksten om reformationen, hvor der står, at han blot ”publicerede” sine teser, men videoen dertil viser et klip fra filmen Luther (2003), hvor han faktisk hænger dem op.

Venlige hilsener,
Troels

Svar:

Kære Troels,

Det er et godt spørgsmål – og faktisk også et omdiskuteret et af slagsen. Det er sandt, at det ofte bliver både sagt og vist, at Luther hængte sine teser op på kirkedøren i Wittenberg. Men der er imidlertid ingen samtidige kilder, der siger, at han hængte dem op. Det er omvendt rigtigt, at han sendte sine teser til ærkebiskop Albrecht af Mainz og biskoppen af Brandenburg den 31. oktober 1517.

Du kan finde en diskussion af spørgsmålet i bogen Contesting the Reformation af C. Scott Dixon fra 2007, s. 205-207, hvor der står, at der ikke er samtidige belæg for at påstå, at Luther hængte dem op. Den anden reformator, Philipp Melanchthon, nævner situationen i et forord i 1546 i sin udgivelse af Luthers latinske værker, men han var ikke selv til stede i Wittenberg i 1517 og kunne derfor af gode grunde ikke vide det. Men det er højst sandsynlig dette forord, der har påbegyndt fortællingen om, at Luther hængte dem op.

Heller ingen af Luthers tilhængere, som var i byen, nævner begivenheden, Luther selv skriver intet om det, og det samme gælder for Luthers katolske modstandere. 

Dog var det praksis, at mange offentliggjorde sine teser fra en universitetsafhandling i forbindelse med et forsvar eller en kommende debat. Imidlertid var der kirketjenere ansat til at offentliggøre den slags samt andre universitetsinformationer, så det er meget lidt sandsynligt, at Luther selv hængte dem op. Ingen vidner kan i hvert fald bekræfte det.

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk,

I lektion 4 om reformation og magtstat anvendes begrebet 'socialdisciplinerende'. Hvordan defineres det ord?

Mvh.

Nanna

Svar:

Kære Nanna, 

Mange tak for dit spørgsmål.  

’socialdisciplinerende’ er et begreb, der har været meget brugt i nyere international forskning. Det betyder, at den politiske (også kirkelige) regulering oppefra havde til formål at regulere den sociale adfærd, under trussel af straf. Lovgivningen havde altså et disciplinerende formål. Det konkrete eksempel i afsnittet er den skærpede straf for lejermål (sex uden for ægteskab). Loven havde til hensigt at få befolkningen til at gøre noget andet end hidtil. Andre eksempler fra tiden er bestemmelser om straf for at bande og sværge, være fuld på en helligdag m.m.

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Det er oplyst, at bønderne betalte skat bl.a. i form af korn. Hvilke andre betalingsmidler blev benyttet? Kontanter? 

Svar:

Begrebet skat er ikke ukompliceret. Men grundlæggende skelnede man i perioden mellem landgilde mv., som var ydelser til godsejeren, og skat, som altid gik til kongen. Videre gjaldt, at landgilde var stort set uforanderlig over lang tid, skat variabel fra år til år. 

Landgilde blev hovedsageligt ydet i naturalier. Det er analyseret af Peder Dam i bogen Det øvrige vi nyde. Korn var klart vigtigst. For det nuværende Danmark minus Sønderjylland og Bornholm udgjorde korn 69,2 % af den samlede landgilde regnet i værdi (og byg igen 70,7 % af kornet). Smør udgjorde 12,8 %, svin af forskellig slags 7 % - resten så i alt ca. 11 %. Penge betød ret lidt i det nuværende Danmark – mere i Skåne og Sønderjylland. Det skal dog siges, at nogle af de afgifter, som var fastsat i f.eks. dyr eller forskellige forpligtelser til at fodre dyr osv., rent faktisk blev afregnet i penge, men de fleste bønder ydede især naturalier før 1660. 

Når det gælder skat til kongen, vender det rundt. Her blev skatten mest ydet i penge, men i mindre omfang også i naturalier, især korn. 

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Angående årstallet for indsættelsen af Christian 4., behandlet i lektion 4, under overskriften 'Fra Syvårskrig til Kalmarkrigen'. Der står, at han kom til magten i 1596, men det er da vidst 1588? Det har jeg i hvert fald kunne læse mig til i anden litteratur og med søgning på nettet.

Andreas

Svar:

Kære Andreas,

Tusind tak for dit spørgsmål.

Ja, det kan være lidt forvirrende med Christian 4. – og det er et godt spørgsmål, du stiller.  

Da Christian 4. blev konge i 1588, var han simpelthen ikke gammel nok til at regere (han blev født i 1577). Da hans far, Frederik 2. døde i 1588, var Christian 4. nemlig kun 11 år. Indtil 1596 blev regeringen derfor varetaget af Rigsrådet, som fungerede som en formynderregering med kansler Niels Kaas som leder. Først da han blev erklæret myndig, kunne Christian 4. krones som dansk-norsk konge.

Så: Formelt var Christian 4. konge af Danmark-Norge fra 1588-1648, men reelt først efter han blev myndig i 1596.

Du kan læse mere om Christian 4. i vores artikel om kongen på danmarkshistorien.dk her: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/christian-4-1577-1648/.

Bedste hilsener,
danmarkshistorien.dk    

Spørgsmål:

Hvad dækker "udskiftnings-begrebet" over i forhold til ændringerne i landbrugssamfundet?

Lasse

Svar:

Kære Lasse,

Tak for dit spørgsmål. 

I lektion 5 om enevælden skriver vi om udskiftningsbegrebet i afsnit fem om bl.a. landboreformerne. 

Udskiftning dækker her over, at man fra cirka 1781 til 1810 begyndte at samle al den jord, der tilhørte én gård, sådan at jorden ikke lå spredt. Ved at samle jorden kunne man f.eks. høste meget mere effektivt, da jordstykkerne nu var sammenhængende, og at man således ikke skulle høste flere forskellige steder. Men det blev også mere effektivt, fordi den enkelte gård nu selv kunne bestemme, hvornår der skulle høstes osv.  

Udflytning dækker omvendt over, at man rykker gården ud af byen, så den kan ligge et tildelt sted, hvor markerne allerede er sammenhængende. På den måde blev marker og gårde samlet, og produktiviteten blev øget. 

Jeg håber, det besvarede dit spørgsmål.

Venlig hilsen
danmarkshistorien.dk

Kort over landsbyen Øster Stillinge før og efter udskiftningen

Fra: Danmarks historie - i grundtræk (red. Steen Busck og Henning Poulsen), Aarhus Universitetsforlag 2002, s. 191 og 207

Spørgsmål:

I lektion 5 om enevælde bliver "kabinet" og ”kabinetsordre" omtalt flere gange. Kan I uddybe, hvad et kabinet var, og hvad det indebar?

Svar:

Under enevælden var centraladministrationen inddelt i såkaldte kollegier som fx Danske Kancelli, Tyske Kancelli og Krigskollegiet. Her arbejdede de kongeligt udnævnte og fagkyndige embedsmænd. Kongerne havde derudover en række embedsmænd i deres mere private sekretariat, der blev kaldt kabinettet. De enevældige konger kunne selv vælge, hvordan de ville udøve magten – dvs. om de primært ville regere gennem kollegierne og statsrådet, eller om de selv i højere grad ville disponere over magten i samarbejde med en række udvalgte embedsmænd og kollegiechefer i kabinettet. 

Enkelte af de enevældige konger valgte at bruge deres kabinet meget aktivt i forvaltningen af statsstyret. Frederik 4. omlagde fx en del af arbejdsgangene i administrationen og styrede gennem sit kabinet frem for gennem kollegierne. De kongelige beslutninger, der blev truffet direkte i kabinettet blev kaldt kabinetsordrer. Kabinetsstyret kendes også fra Christian 7.s kabinet under Struensees ledelse i årene 1770-1772 samt i perioden derefter under ledelse af Ove Høegh-Guldberg.

Med venlig hilsen
danmarkshistorien.dk    

Spørgsmål:

Kære danmarkshistorien.dk,

I lektion 5 om enevælde står der i afsnittet om almueskole og latinskole, at der efter forordningen i 1739 var obligatorisk undervisning, men var det skolepligt eller undervisningspligt?

Svar:

Kære læser,

Med skoleloven fra 1739 blev der indført regulær skolepligt for den brede befolknings børn, og undervisningspligt for børn fra mere privilegerede familier. Der var forskel på skolegangen og undervisningen for rige og fattige. Sådan var det fortsat i praksis efter den skolelov, der kom i 1814, hvor der for børn var pligt til at tage del i skoleundervisning fra de var 7 år til de blev konfirmerede. Det er først med Lov om skolefrihed fra 1855, at der bliver tale om undervisningspligt for alle børn. Ifølge 1855-loven fik forældrene selv mulighed for at tage hånd om deres børns undervisning, hvorved skolepligten fra de tidligere skolelove blev erstattet med undervisningspligt.

I bind 2 af værket Dansk Skolehistorie om perioden fra 1780 til 1850 udgivet på Aarhus Universitetsforlag i 2013 skriver forfatterne f.eks. på side 349 om 1814-skolelovene: 
"Skolelovene cementerede den undervisningspligt, der var blevet indført i 1739. I årene efter 1814 blev skolen et så udbredt og velkendt fænomen, at det blev muligt for de allerfleste børn at opfylde denne pligt ved at søge en lokal skole. For børn af fattiglemmer var der ikke bare tale om undervisningspligt, men om decideret skolepligt". 

Hvis du er interesseret i at læse mere om skolehistorie, kan vi anbefale værket om dansk skolehistorie redigeret af historikerne Charlotte Appel og Ning de Coninck-Smith. 

Ellers er det også muligt at læse mere om skolelovene i henholdsvis 1739 og 1814 på danmarkshistorien.dk:

Skoleloven fra 1739: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/forordning-om-skolerne-paa-landet-i-danmark-1739/

Skoleloven fra 1814: https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/anordning-for-almue-skolevaesenet-paa-landet-i-danmark-af-29-juli-1814/ 

Mange hilsner
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk

I lektion 5 skriver I om oplysningstiden, censur og trykkefrihed under enevælden. I den forbindelse nævner I også Ludvig Holberg (1684-1754) som en central oplysningstænker i Danmark. Holberg var på den måde fortaler for oplysningstiden og det opinionsstyrede enevælde, men gik han ikke også ind for censur? Og i så fald: Hvordan hænger det sammen med, at han også var oplysningstænker?

Venlig hilsen
T. Andersen

Svar:

Kære T. Andersen,    

Holberg var faktisk tilhænger af den censur, som sigtede efter at fjerne ”umodne” skrifter. Men han var som forfatter også meget opmærksom på, at censuren eventuelt forhindrede store tanker i at komme til udtryk. Derfor mente Holberg, at censuren skulle bestemmes ud fra alder og dannelse.

Han skriver f.eks. i sin ”Epistel 395” fra 1749, at censuren hjælper med at forhindre ”mange slette og forargelige skrifter” i at komme for lyset, men også at mange ”prægtige bøger” vil forblive skjulte. Derfor mener Holberg, at ”skrivefrihed ikke burde tillades uden dem [til andre end dem], der har nået en moden alder”.

Citatet viser faktisk også en tilgang til litteratur, som var herskende i oplysningstiden. Litteraturen skulle helst være opbyggelig og indeholde en morale (sådan som hans egne komedier i øvrigt gør) og på den måde fungere som et beredskab for læseren, som man kunne tage ved lære af. Litteraturen skulle med andre ord være gavnlig, dannende og oplysende – ikke blot underholdning, sådan som det ofte betragtes i dag, hvor vi jo også kalder litteratur for ”skøn”litteartur.

Som oplysningsmand kæmpede Holberg derfor ikke for at fjerne censuren. Men han var opmærksom på de negative konsekvenser, censuren kunne have. 

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk

Spørgsmål:

Hej danmarkshistorien.dk 

I afsnittet om besættelsen 1940-1945 skriver I, at modstandsbevægelsen begyndte at røre på sig fra omkring 1942 og frem, hvorefter de begyndte på deres sabotageaktioner. Dernæst skriver I, at den danske regering fordømte sabotagen. Hvordan og hvorfor gjorde regeringen det? Og var alle imod sabotagen?

Vh,
Simon D.

Svar:

Kære Simon,

Ja, modstandsbevægelsen blev mere organiseret efter 1942, og derefter begyndte der en stigende sabotage, især udført af DKP. Dette truede regeringens tilpasningspolitik, fordi tyskerne nu truede nu med at indføre krigsretter og dødstraf for sabotagevirksomhed. Dansk suverænitet var et vigtig mål for regeringen samt et gode for befolkningen. 

På baggrund af den stigende sabotagevirksomhed holdt statsminister Vilhelm Buhl en radiotale den 2. september 1942, den såkaldte antisabotagetale, som var et led i en intensivering af myndighedernes bekæmpelse af sabotagen. Buhl henvendte sig til den danske befolkning og appellerede til, at sabotagen skulle stoppe, og at den danske befolkning endda skulle hjælpe det danske politi med dels at opklare sabotagen, dels med at begrænse og forhindre sabotagen ved f.eks. ikke at holde informationer om sabotagevirksomhed tilbage. Det skulle gøres for netop at ”sikre Opretholdelsen af Ro og Orden her i Landet”.

Den danske regering stod derfor i et ubehageligt dilemma. Det handlede om at bevare den (begrænsede) danske suverænitet. Men som lektor Niels Wium Olesen har påpeget i sin bog Modstand (2020), så var der ”bred opbakning til regeringens politik”, og ”mange opfattede sabotagen som skadelig, unødvendig og farlig” (s. 39). De fleste danskere var derfor ikke tilhængere af sabotagen.

Omvendt talte den tidligere konservative politiker John Christmas Møller fire dage efter Buhls tale fra London, hvor han appellerede den danske befolkning til at fortsætte sabotagen: ”Der kræves aktiv Gerning og aktiv Handling, af hver enkelt af os! (…) Danmark ikke, men det danske Folk som saadant, er en Allieret og af en Allierets Sind”, som han sagde. ”Danmark og vi Danske maa tage vor Part af Byrden”.

Buhls og Christmas Møllers taler læses tit op mod hinanden, hvor sidstnævnte var en klar reaktion på den første. Man ser tydeligt forskellen mellem, hvad man kan sige som regeringsparti, og hvad man som opposition kunne slippe af sted med at sige fra London.

Du kan læse de to taler på vores hjemmeside danmarkshistorien.dk.

Link til Vilhelm Buhls tale. 

Link til John Christmas Møllers tale.

Venlig hilsen,
danmarkshistorien.dk