Handel og sortbørsøkonomi i Odder-området under besættelsen

Artikler

Under besættelsen var det økonomiske liv genstand for mange reguleringer og påbud. Der var mangel på forsyninger af føde- og dagligvarer, så rationeringskort og knaphed blev en del af hverdagen. Opfindsomhed i form af byttehandel, stalddørssalg og sortbørshandel blev en del af den uofficielle økonomi.

Selvforsyning og stalddørssalg

Hvis rationeringsmærkerne og opfindsomheden ikke slog til, havde borgerne forskellige muligheder for at supplere de små rationer ad mere eller mindre lovlige kanaler. I denne sammenhæng var der dog meget stor forskel på borgerne i Odder og borgerne på landet, som i stor udstrækning var selvforsynende - eller i det mindste havde lettere adgang til at supplere rationerne ved naboens stalddør. Herredets landmænd kom således lettest om ved vareknapheden, da de jo var delvist selvforsynende med fødevarer. Den tætte kontakt til oplandet hjalp også borgerne i Odder, og mange fødevarer transporteredes i weekenden til byen bag på cyklen.

Der var også forskellige andre måder, hvor man kunne slippe omkring rationeringerne på helt lovlig vis. Et eksempel på dette var sukker, som var en af de første varegrupper, der blev ramt af rationering efter krigsudbruddet. Mange borgere på egnen fandt således en måde at forsøde tilværelsen, så at sige, gennem den aftale, som gjorde, at landets biavlere kunne modtage ekstra 15 kg sukker pr. stade. Denne bestemmelse var stærkt medvirkende til, at Odder og Omegns Biavlerforenings medlemstal toppede med over 300 medlemmer under besættelsen.

Gråzoneøkonomi og sortbørshandel

Sortbørshandel hørte de større byer til og således også Odder. Men på landet, hvor naturalieøkonomi og byttehandel var en del af dagligdagen, fandtes en gråzone mellem normale kontakter og ulovligheder. F.eks. byttede bønderne hvede for færdigmalet mel hos mølleren i Fillerup, hvilket i princippet var ulovligt, men "vi havde jo hvede og sådan gjorde man altså",som en landmand fra Gylling efterfølgende ræsonnerede. Der var således stor forskel på, hvad der var ulovligt og på hvad befolkningen i herredet anså som moralsk tilladeligt, og billedet var mere utydeligt end i fredstid.

Det samme gjaldt for sortbørshandelen i Odder, som først og fremmest foregik hos grønthandler Thorøe, en original og markant personlighed i lokalsamfundet. Grønthandler Thorøe solgte under hele besættelsen mere eller mindre åbenlyst sine 'bukkevarer', dvs. varer han skulle bukke sig for at finde under disken. Selvom flere udefrakommende sortbørshandlere blev anholdt, gik Thorøe fri, indtil han efter befrielsen blev idømt en mindre straf. Eksemplet fra Odder afspejles mange andre steder i landet, hvor politiet på lignende vis ikke viste den store lyst til at stoppe ulovligheder, som i realiteten var accepteret af alle.