Det unge demokrati, 1848-1901

Indledning

I anden halvdel af 1800-tallet ændrede det danske samfund sig grundlæggende på mange områder. De vigtigste politiske begivenheder var enevældens og helstatens fald.

Efter de blodige slesvigske krige i 1848-50 og i 1864 blev den dansk-tyske helstat sprængt, og Danmark var fra 1864 reduceret til en i europæisk sammenhæng ubetydelig småstat med en nationalt homogen befolkning.

Inden for de snævrere geografiske rammer skete der en modernisering, der ændrede tilværelsen for alle samfundets befolkningsgrupper. Befolkningen voksede med en million, især i byerne, og levevilkårene blev bedre for de fleste. Landbruget blev specialiseret, byerhvervene voksede, og stadig flere fremstillingserhverv blev industrialiserede. En væsentlig side af moderniseringen var udbygningen af infrastrukturen, ikke mindst jernbanerne, der gjorde det muligt at bringe både varer og mennesker hurtigt frem mellem alle hjørner af landet – og til og fra resten af verden.

Politisk prægedes udviklingen af enevældens fald og folkestyrets etablering med Junigrundloven 1849, og af den forbitrede og generationslange forfatningskamp mellem det demokratiske Folketing og det privilegerede Landsting, der blev følgen af grundlovsrevisionen i 1866. Tæt sammenhængende hermed var den jævne danskers voksende engagement som vælger – og som aktivt medlem af politiske, økonomiske, sociale og kulturelle foreninger.

Stænderforordningen fra 1834 havde etableret de første legale rammer for befolkningens delagtiggørelse i det enevældige styre af den dansk-tyske helstat. De rådgivende stænderforsamlinger udviklede sig til platforme for kritik af enevælden. Med monarkiets to universitetsbyer, København og Kiel, som centre, fremsatte oppositionen krav om indførelse af et konstitutionelt styre med forfatning og parlament.

Kravet var i udgangspunktet fælles for de to universitetsbyer, men i både København og Kiel sammenkædedes det hurtigt med nationalistiske ideologier, der begge steder sigtede mod en deling af helstaten. Stridens kerne var hertugdømmet Slesvigs placering. Skulle det indgå i en dansk stat med sydgrænse ved floden Ejderen, der markerede grænsen mellem Slesvig og Holsten, og som i gammel tid havde været Danmarks sydgrænse, eller skulle Kongeåen være nordgrænse for et slesvig-holstensk fyrstendømme, der i sin helhed skulle være en bestanddel af Det Tyske Forbund? Det såkaldte Ejder-program søgte i Danmark under mottoet "Danmark til Ejderen" at opnå en indlemmelse af Slesvig i det danske kongerige, mens hertugdømmerne Holsten og Lauenborg skulle udskilles.

Frederik 7. (1808-1863). Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907).

Ved Christian 8.’s død i januar 1848 overtog hans 39-årige søn Frederik 7. (1808-1863) tronen. Efter faderens råd og forarbejde udstedte den nye konge den 28. januar 1848 en bestemmelse, det såkaldte forfatningsreskript, der bebudede en beskeden demokratisering af stænderforsamlingerne og deres beføjelser. Den samtidige ophævelse af censuren gav imidlertid stødet til en livlig offentlig debat med mere vidtgående reformkrav. Det blev dog den europæiske revolutionsbølge efter udbruddet af februarrevolutionen i Paris i 1848, der for alvor radikaliserede udviklingen i det danske monarki. I hertugdømmerne knyttede den slesvig-holstenske bevægelse sig til den liberale tyske enhedsbevægelse, mens kongerigets nationalliberale sammen med foreningen Bondevennernes Selskab på store massemøder den 10. og 11. marts rejste krav om en forfatning baseret på almindelig valgret, sociale reformer og en sikring af Slesvigs forbindelse med Danmark.

Den 18. marts 1848 besluttede de deputerede fra de slesvigske og holstenske stænderforsamlinger på et stort folkemøde i Rendsborg at sende en deputation fra hertugdømmerne til København for over for den danske konge at rejse ultimative krav om en fælles slesvig-holstensk forfatning og om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Da rygtet herom nåede København to dage senere, tog begivenhederne for alvor fart. Den københavnske borgerrepræsentation vedtog en af den karismatiske nationalliberale leder, Orla Lehmann (1810-1870), forfattet adresse (henvendelse til kongen) med krav om et ministerium, der havde folkets tillid. Samtidig advaredes kongen mod "at drive befolkningen til fortvivlelsens selvhjælp" – dvs. væbnet oprør.

Den 21. marts opsøgte borgerrepræsentanterne ledsaget af en stor folkemængde kongen, der allerede blankt havde accepteret det hele. Med noget besvær blev der dagen efter dannet det såkaldte "Martsministerium" under ledelse af lensgreve A.W. Moltke (1785-1864), men med hele fire af de mest fremtrædende nationalliberale politikere som ministre – Orla Lehmann, D.G. Monrad (1811-1887), A.F. Tscherning (1795-1874) og L.N. Hvidt (1777-1856). Martsministeriet afviste den 24. marts slesvig-holstenernes krav om Slesvigs løsrivelse. Allerede før dette blev kendt i hertugdømmerne, indtraf dog det uigenkaldelige brud. I hertugdømmerne var der den 23. marts dannet en provisorisk regering bl.a. med deltagelse af hertugdømmernes tidligere statholder, prins Frederik af Nør (1800-1865). Den 24. marts stod han i spidsen for en kupagtig, men ublodig aktion, hvor han satte sig i besiddelse af fæstningen Rendsborg.