Quizzer på danmarkshistorien.dk
Har du styr på kongerækken? Hvornår var det egentlig, at kvinder fik stemmeret i Danmark? Og hvad var det lige, man solgte på Skånemarkedet?
danmarkshistorien.dk formidler forskningsbaseret viden om Danmarks historie på en række forskellige måder. En af disse er af mere underholdende, og samtidig lærerig, karakter - i form af quizzer. Ud over en mulighed for at få testet sin historiske viden tilbyder quizzerne en måde at kombinere leg og læring på, der kan bidrage til at forbedre forståelsen af vanskeligt og til tider tungt stof.
I modsætning til almindelig tekstlæsning indeholder quizzer en højere grad af brugerinddragelse, hvor brugeren aktivt skal anvende de tilgængelige informationer til at tage stilling til forskellige spørgsmål og opgaver. Der bliver således tale om en anden, mere aktiv, form for indlæring.
Endelig skal det indbyggede konkurrenceelement ikke undervurderes – alt efter temperament vil dette givetvis for nogle virke som en ekstra motiverende faktor.
danmarkshistorien.dk har p.t. tre forskellige typer quizzer: Periodequizzer, temaquizzer og øvrige quizzer.
Periodequizzerne er baseret på hjemmesidens kronologiske historiske fremstilling i de såkaldte periodekapitler, og alle svarene kan findes i disse tekster.
Temaquizzerne er tilknyttet de forskellige temapakker, især til undervisningsbrug, der findes på danmarkshistorien.dk.
Øvrige quizzer er en række mindre quizzer, der tager udgangspunkt i materialet på danmarkshistorien.dk, men alle svar kan ikke nødvendigvis findes på selve siden.
Læs mere om og prøv kræfter med henholdsvis periodequizzer, temaquizzer og øvrige quizzer - enten via henvisningerne herover eller til venstre.
God fornøjelse!



