Vikingetiden, ca. 800-1050

Vikingetidens begyndelse

Forfatter

Else Roesdahl

Der er mange gode grunde til at anse "ca. 800" som begyndelsen på perioden, for på den tid skete der afgørende ændringer i forholdet mellem Norden og Vesteuropa. Begyndelsen defineres af det først kendte af den serie nordiske togter i Vesteuropa, der begyndte kort før år 800: plyndringen af det berømte Lindisfarne Kloster på en lille ø ved Nordenglands kyst den 8. juni 793. Det var utvivlsomt nordmænd, som var aktive her. Herefter omtales vikingeoverfald i Vesteuropa så tit, at det må være udtryk for nye tilstande, og omtrent samtidig begynder skriftlige kilder fra Frankerriget at omtale danske konger og forhold i Danmark - især grænseproblemer, missionsforsøg (som normalt var knyttet til magtpolitisk aktivitet) og danske vikingers hærgen i Vesteuropa. Den nyvakte interesse for Danmark skyldtes især, at Danmark og Frankerriget var blevet naboer, efter at Frisland og Saksen var erobret og tvangskristnet af Frankerriget under Karl den Store i slutningen af 700-årene og op til 804.

Forbindelserne mellem Danmark og Vesteuropa omkring år 800 øgedes vistnok også, hvad angår handel og andet fredeligt samkvem. Grundlaget var lagt i 700-årene, hvor der mange steder i Nordeuropa opstod nye handelspladser og etableredes nye handelsruter. I Danmark var f.eks. Ribe blevet grundlagt omkring år 700; her var et organiseret, internationalt sæsonmarked, der tiltrak mange specialiserede håndværkere, og formentlig var Ribe en by med fastboende befolkning lige fra begyndelsen. Kort efter år 800 nyordnedes Hedeby som en planmæssigt anlagt bebyggelse ved sydgrænsen; det blev vikingetidens største by i Norden. De frankiske Rigsannaler har endda en notits herom under året 808. Her fortælles, at den danske konge Godfred flyttede købmænd hertil fra handelspladsen Reric (som lå østpå ved Østersøens sydkyst, vistnok ved det nuværende Wismar). Snart efter blev der slået mønt i Hedeby efter frankisk forbillede. I slutningen af 700-årene skete også vigtige ændringer i de kunstneriske udtryksmåder.