Vikingetiden, ca. 800-1050

Rigsdannelsen: 'Danmark' og 'danerne'

Forfatter

Else Roesdahl

Hvornår blev Danmark til? For de tidlige danske historieskrivere gik riget tilbage til den fjerne sagntid, da deres historier begynder. I modsætning til i mange andre lande berømmes ingen historisk kendt konge for at have skabt det rige, som omkring midten af 900-årene omtales på de to kongelige runesten i Jelling. I nogle lande synes der at være en forbindelse mellem rigsdannelse og kristendommens indførelse, f.eks. i Norge og Sverige, men det gælder ikke Danmark. Rigsdannelsen kan belyses af nogle få skriftlige kilder, men i dag giver også arkæologien oplysninger om forløbet.

Rigsdannelsen var utvivlsomt en lang, dramatisk og ujævn proces. Generelt gik udviklingen formentlig fra indbyrdes uafhængige stammesamfund, over vekslende stammeforbund med en overkonge fra den ledende stamme, til et egentligt kongerige med fælles konge. Det skete sandsynligvis under påvirkning og pres sydfra i forbindelse med indgribende politiske, økonomiske og samfundsmæssige ændringer og gennem mange kampe. Processen tog fart i yngre romersk jernalder (3-400-årene e.v.t), og i 500-årene var der måske et ”rige” bestående af stammeforbund ledet af ”danernes konge” og med en udstrækning omtrent som i vikingetiden. Gennem tiden ændredes kongemagtens indhold, opgaver og rettigheder samt rigets styreformer givetvis mange gange, og både i vikingetiden og senere er der eksempler på, at der var flere konger på samme tid, og at riget var delt og igen blev samlet. Riget eksisterede i et kompliceret spil mellem udenlandske magters periodevise ekspansionsbestræbelser, en national eller nordisk identitet, konkurrence om tronen blandt kongeslægtens unge mænd, praktiske behov for enhed, og regionale forskelle og ambitioner.

Betegnelsen ”danerne” og ”danernes konge” (på latin: rex danorum) kendes tilbage til 500-årene, hvor danerne må have været en førende stamme inden for det senere rige, og fra og med slutningen af 700-årene, da der jævnligt var konfrontationer med Frankerriget, omtales ”danernes konge” tit i frankiske kilder. En af disse konger var kejser Karl den Stores modstander Godfred, og det blev noteret, at han i året 808 lod opføre en vold tværs over Jyllands rod ved den fælles grænse. Det må være en udbygning af Dannevirke. Ingen andre konger end ”danernes” er omtalt i de frankiske kilder i relation til det, som var det danske område i sen vikingetid, men alligevel diskuteres det stadig, om de kun var konger af Jylland.

Markante udviklinger omkring år 700 tyder på, at Danmark allerede var samlet til ét rige på den tid. Øget vareproduktion og store nye handelsnetværk i Nordeuropa gav nye muligheder for stort udbytte og overskud og viser samtidig, at der var magthavere, som kunne opretholde fred på markeder, landeveje og sejlruter. Ribe blev grundlagt omkring år 700, og store bygværker blev renoveret eller opført til forsvar af sydgrænsen og til kontrol af de indre danske farvande. Dannevirkes ældste fase er fra omkring år 500, men volden blev udbygget i år 737,  og den 500 m lange Kanhavekanal på Samsø er fra år 726. Kanalen tillod hurtig passage af skibe fra den dybt indskårne Stavnsfjord til havet vest for øen. Skibe stationeret her kunne dermed kontrollere en stor del af søfarten. I 6-700-årene udvikledes desuden sejlførende skibe i Norden. Det er en forudsætning for udøvelsen af effektiv kontrol af et område med mange øer som Danmark – magten over danske farvande var en forudsætning for riget. Det var også i århundrederne før vikingetiden, at Danmark fik nye naboer. Slaviske folk bosatte sig syd for Østersøen, og Frankerriget erobrede Frisland og Saksen.

Den ældste omtale af Danmark (Denemearc) som betegnelse for et geografisk lokaliseret rige er fra ca. 890 og findes i to beretninger til Alfred den Store, konge af det sydengelske rige Wessex. Her beskrev den nordnorske høvding Ottar bl.a. sin sejlads fra Skiringssal (Kaupang) i Sydnorge til Hedeby ved den danske sydgrænse, mens købmanden Wulfstan berettede om sejlads fra Hedeby og østpå. Navnet Danmark betyder egentlig danernes ”mark”, dvs. danernes område eller land, eller danernes grænseområde.