Vikingetiden, ca. 800-1050

Harald Blåtand og Jellingmonumenterne

Forfatter

Else Roesdahl

Fra midten af 900-årene og frem kan både kongerækken og hovedtrækkene i den politiske historie og i religionsskiftet følges. Blandt de centrale kilder er Jellingmonumenterne. Både i dimensioner og udformning er de af kongelig kvalitet, og de udgør tilsammen et nøje planlagt mindesmærke over kong Gorm og dronning Thyra og over deres søn Harald Blåtand, der vistnok repræsenterer et nyt dynasti på den danske trone. Det blev påbegyndt som et hedensk monument, formentlig af kong Gorm, med en stor skibsformet stensætning (Nordens største) og en runesten til minde om dronning Thyra.

Det blev udbygget af kong Harald med en høj (Nordhøjen, som er landets største gravhøj), hvor faderen Gorm blev begravet med prægtigt udstyr på hedensk vis i 958 eller 959. Få år efter, ca. 965, blev Harald kristnet og lod nu Jelling ombygge og udbygge til et kristent monument. Den længdeakse, der var fastlagt af skibssætningen, blev fastholdt gennem alle ombygninger.

En stor tømret bygning blev opført (under den nuværende stenkirke), og kong Gorm blev vistnok overført hertil fra sin grav i den hedenske høj. Skibssætningen blev delvis ødelagt eller fjernet ved anlæggelse af en stor ny høj (Sydhøjen), som var endnu større end Nordhøjen, men ikke en gravhøj; sandsynligvis var den en mindehøj for moderen og måske Harald selv - og måske også tinghøj. Præcis midt på aksen mellem de to høje (lige syd for den nuværende kirke) lod Harald desuden rejse en stor, tresidet, billedprydet runesten. Den står stadig på sin oprindelige plads, og hvis indskriften lyder: ”Harald konge lod gøre disse mindesmærker efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder. Den Harald, der vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne”. Alle anlæg samt et stort område nord for Nordhøjen var omgivet af en kraftig palisade i form af et ligesidet parallelogram med Nordhøjen som centrum. Langs palisadens indersider lå et antal bygninger.

Kristusfiguren på den ene side af den
store Jellingsten. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Jellingmonumenterne signalerer et nyt syn på kongemagten. Samtidig synes de i den sidste udformning med hedenske og kristne anlæg side ved side at signalere et politisk budskab om glidende overgang til kristendommen. Den store runesten giver et særlig markant signal om tradition og fornyelse: Indskriften er i runer (ikke latinsk skrift), og sproget er dansk (ikke latin). Men teksten er arrangeret i vandrette linjer som i en bog (ikke i lodrette rækker, som det var normalt på runesten), og de to store billeder af henholdsvis et dyr (måske en løve) og af Kristus er placeret på stenen, som var de et opslag i en af tidens pragtfuldt illustrerede kirkelige bøger. Det er første gang, en runesten blev prydet med monumentalbilleder. Jellingstenen er ”en bog af sten” og indvarsler den latinske bogkultur og den nye kunst, som fulgte med kristendommen.  

Plan af Jellingmonumenterne, alt omgivet af en rombeformet palisade (P) med sider på ca. 360 m. G markerer en smal port. N og S er henholdsvis Nord- og Sydhøjen. SN og SS er enderne af en formodet skibssætning. C er den nuværende stenkirke. R er kong Haralds store runesten. B er bygninger langs palisaden. Tegning: Casper S. Andersen, Arkæologisk IT, Aarhus Universitet