Du er her: danmarkshistorien » Historiske perioder » Vikingetiden, ca. 800-1050
Vikingetiden, ca. 800-1050

Vikingetiden, ca. 800-1050

Indledning

Den periode, som i dag kaldes vikingetiden, omfatter tiden ca. 800-1050. Ordet "viking" blev brugt både i vikingetiden og længe før og betød dengang vistnok søkriger, sørøver og hærfærd til søs. Siden forsvandt det fra det danske sprog, men kom via de islandske sagaer ind igen i 1800-årene og blev altså valgt til at betegne denne periode.

Det, som især definerer vikingetiden, er de store togter, der udgik fra de nuværende skandinaviske lande Danmark, Norge og Sverige, samt erobringerne og bosættelserne i det fremmede – for Danmarks vedkommende bl.a. plyndringen af Paris i 845, bosættelserne i England i slutningen af 800-årene og i Normandiet kort efter 900, samt erobringen af hele England i 1013 og igen i 1016.

Perioden danner overgang mellem de såkaldt forhistoriske tider og middelalderen. Mange træk peger bagud, og særlig mange træk peger fremad, for i løbet af de ca. 250 år introduceredes mange grundlæggende nyheder, som slog rod og udvikledes. Foruden kristendommen, kirker og en begyndende kirkeorganisation fik man bl.a. byer og bybefæstninger, kongelige borge og en ekspanderende kongemagt, nye specialiserede skibstyper, et møntvæsen, broer og stenarkitektur, bøger og latinsk skrift. Der skete en europæisering af Danmark og dansk kultur, især fra og med anden halvdel af 900-årene. Vikingetiden er også den første periode i Danmarks historie, hvor man har kendskab til konkrete, navngivne personer og begivenheder.

Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 06.05.2015