Senmiddelalderen, 1340-1536

Statsmagt

Forfatter

Anders Bøgh

Med reformationen blev middelalderens to øvrigheder, kirke og konge, slået sammen til én. Kongemagten havde sat sig på kirkemagten, hvilket meget kontant viste sig ved, at de mindst 35% af landets jord, som ejedes af kirkelige institutioner, mere eller mindre blev lagt sammen med kongemagtens ca. 12% og selvejernes omkring 16%. I en vis forstand var dette en naturlig konsekvens af den foregående periodes styrkelse af den centrale magt, der bestod af kongen og hans administration samt rigsrådet. Disse kunne være uenige om mangt og meget, men tilsammen sikrede de sig efterhånden et monopol på lovgivning og domsmagt samt evnen til at føre krig. Dermed var der for alvor kommet en statsmagt i Danmark.

Rigsrådet valgte helt til 1660 kongerne, idet det samtidig sørgede for at få fastlagt sin magt og indflydelse i en håndfæstning. Håndfæstningerne fastsatte, hvorledes kongeriget Danmark skulle styres i fællesskab af konge og rigsråd. Disse to rådede som i det meste af 1400-tallet over den lovgivende magt. På tingene rådede fra o. 1400 i vidt omfang kongeligt udnævnte dommere. I forbindelse med reformationen nedlagdes de gejstlige domstole, og kort efter etableredes en instansfølge, så domme kunne appelleres fra herredsting, byting og godsting (birketing) til landsting og derfra til det kongelige retterting, hvis domsmagt udøvedes af konge og rigsråd i fællesskab. Med nogen undtagelse fra den domsmagt, som formelt og især reelt befandt sig hos godsejerne, var den dømmende magt blevet underlagt statsmagten.

Til kongens riger og lande hørte udover kongeriget Danmark også kongeriget Norge og hertugdømmerne Slesvig og Holsten. Frem til reformationen havde Norge sit eget rigsråd. Dette blev imidlertid nedlagt i Christian 3.s håndfæstning, hvorefter det danske rigsråd også repræsenterede Norge. Landet opretholdt dog sin egen lovgivning og sine egne administrative ordninger og beholdt således sin særlige identitet. Hertugdømmerne styredes helt for sig selv i samspil med den indfødte adel. De oldenborgske kongers stat var således en såkaldt konglomeratstat.

Også militært blev magten centraliseret. I løbet af 1400-tallet afløstes det traditionelle adelsrytteris betydning i voksende grad af professionelle soldater til fods, som med udviklingen af nye våbentyper var adelsrytteriet overlegent. Sådanne professionelle soldater måtte lejes i Nordtyskland, og det var kun kongemagten, der havde økonomisk mulighed for at gøre dette. Udviklingen forstærkedes voldsomt i begyndelsen af 1500-tallet, da skydevåbnene og især kanonerne for alvor blev effektive. Hermed om ikke før blev det umuligt for herremænd at rejse oprør mod kongen, medmindre kongemagten var voldsomt svækket, som tilfældet var i 1523. Kun kongemagten havde den økonomiske kapacitet til at anskaffe kanoner og bygge fæstninger, der kunne modstå angreb med kanoner. Denne militærteknologiske udvikling lå i høj grad til grund for den magtcentralisering, som foregik i senmiddelalderen.

Lokaladministrationen var organiseret i en række såkaldte len. De fleste - ca. 40 - af disse havde en kongelig borg som sit centrum, hvor der sad en kongelig lensmand, som havde ansvaret for militæret og retsvæsnet i området, og som opkrævede kongelige skatter, afgifter og bøder samt afgifterne af kronens gods i lenet.