Senmiddelalderen, 1340-1536

Sociale brydninger

Forfatter

Anders Bøgh

Omkring midten af 1400-tallet var situationen stabiliseret efter de store befolkningstab, som pestangrebene medførte, og den tilpasning af produktionsapparatet, som fulgte efter disse. Befolkningstallet begyndte så småt at vokse igen. Hermed var der lagt op til stigende sociale spændinger, og de sidste ca. 100 år af middelalderen var stærkt præget af bondeoprør og sociale uroligheder.

Da befolkningsfaldet var stoppet, behøvede godsejerne ikke længere konkurrere om arbejdskraften, og man kunne så småt begynde at stramme kravene igen. Det var åbenbart ikke en farbar vej at hæve selve lejen (landgilden) for jorden; i hvert fald skete dette ikke. Der blev indført en afgift ved tiltrædelsen af en fæstegård, og den kunne jo så stige i takt med efterspørgslen. Derudover kunne godsejerne udnytte det forhold, at godsejerne var fæstebøndernes værnere/beskyttere rent fysisk og i retssager. I det middelalderlige værnsforhold lå, at bønderne til gengæld for beskyttelsen blev betragtet som godsejernes tjenere. Og dermed var de forpligtede til at tjene deres herre med arbejdsydelser, når det var tiltrængt, samt med mad og drikke og overnatning til godsejerne og deres følge. Disse forpligtelser blev med tiden ofte forvandlet til faste afgifter.

På Sjælland, Lolland og Falster blev det såkaldte vornedskab indført i de sidste år af 1400-tallet. Det betød, at fæstebøndernes sønner blev juridisk forpligtet til at blive på det gods, hvor de var født. De blev altså underkastet et stavnsbånd, og dermed mistede de muligheden for at flytte, hvis de ikke var tilfredse med de vilkår, de blev underkastet. Endelig monopoliserede godsejerne i høj grad skove og fiskevand, som bønderne så kunne få adgang til ved at betale for det. At jage forblev dog helt og holdent et monopol for godsejere.

Denne udvikling var ledsaget af, at godsejerne ønskede en højere grad af juridisk magt over bønderne. Dette kulminerede i 1523, da godsejerne fik hals- og håndsret over deres bønder, hvilket indebar, at al politi- og straffemyndighed blev overladt til godsejerne. Dette betød også, at godsejerne fik de bøder, deres undergivne blev idømt. Adgangen til disse bøder skæppede naturligvis i godsejernes kasser. Enkelte godsejere fik også tildelt såkaldt birkeret af kongemagten - dvs. ret til at oprette deres egen domstol for godsets bønder.

For den sjettedel af landets bønder, som var selvejere, kom udviklingen til at forme sig ganske mærkeligt. Jo større manglen på arbejdskraft blev, jo vigtigere blev det for kongemagten at sætte en stopper for, at selvejerbønder solgte deres gård til en godsejer og blev fæstebønder. Valdemar Atterdag havde tilsyneladende held med at bekæmpe dette. Margrete 1. slog imidlertid hovedet på sømmet ved i 1396 at insistere på, at selvejerbønder var under kongemagtens værn og derfor havde at blive på deres brug eller overtage ét, hvis de var arving til det. Selvejerne blev altså underkastet en slags stavnsbånd. Hermed blev der åbnet op for, at de fleste selvejerbønder i løbet af Erik af Pommerns regeringstid kunne blive pålagt så betydelige afgifter til kronen, at de i realiteten ikke var til at skelne fra fæstebønder.

Senmiddelalderen blev altså i høj grad en social brydningstid. Dette gav sig også udtryk i en række bondeoprør eller –uroligheder. 1438-41 var der forskellige bondeoprør over hele landet, i 1472 var der oprør i Slesvig, i 1523 og 1531 var der uroligheder især i Jylland, 1523-1525 var der oprør i Skåne. Det hele kulminerede i forbindelse med Grevens Fejde 1534-36 herunder Clementsfejden i Jylland i 1534.