Senmiddelalderen, 1340-1536

Religiøse og sociale spændinger og omvæltninger 1523-36

Forfatter

Anders Bøgh

Senmiddelalderen var i det meste af Europa præget af stærke sociale spændinger. Mange steder blev der sat spørgsmålstegn ved autoriteterne - ikke mindst ved den rige og magtfulde katolske kirke. I Tyskland brød Martin Luther under beskyttelse af en tysk fyrste i 1521 endegyldigt med paven og den katolske kirke. Luther var imidlertid blot toppen af isbjerget, og mange forskellige religiøse reformbevægelser gjorde sig gældende i Tyskland i disse år. Disse strømninger fandt også grobund i Danmark, hvor den lutherske reformation blev en realitet i 1536. Indtil da spillede den afsatte Christian 2. fortsat en rolle, dels fordi man frygtede, at hans svoger kejser Karl 5. ville hjælpe ham militært til at genvinde magten i Danmark, dels fordi han blev et samlingsmærke for utilfredsheden med det herskende system.

Frederik 1. gjorde intet for at standse de religiøse reformbevægelser, som efterhånden bredte sig med stor kraft og hurtighed i Danmark - ikke mindst i byerne. Han havde sympati for de lutheranske reformationstanker og støttede også mere eller mindre diskret disse. Dette medførte naturligvis stærk utilfredshed blandt rigsrådets katolske flertal. Det lykkedes dog kongen i 1526 at få gennemført, at paven ikke længere skulle indblandes i danske bispeudnævnelser, hvorved kontakten til pavemagten reelt blev afbrudt.

Den hjælp fra kejser Karl 5., som Christian 2. havde håbet på, efter at han var blevet afsat, lod vente længe på sig. Men frygten for kejseren og mulige svenske ekspansionsbestræbelser, efter at Sverige var blevet et selvstændigt kongerige, medførte nødvendigheden af et højt militært beredskab med medfølgende ekstrabeskatning og protester mod denne.

I 1531 dukkede Christian 2. så op i Norge med en flåde, han havde lånt af kejseren i håb om at erobre Norge og herfra at kunne fortsætte mod Danmark. Det gik imidlertid ikke, som han havde håbet, og han indlod sig da på forhandlinger mod fulde garantier for sin sikkerhed. De holdt imidlertid ikke. Christian 2. blev taget til fange, sat på et skib og sejlet til Sønderborg Slot, hvor han blev holdt indespærret det meste af resten af sit liv.

I 1533 døde Frederik 1., hvorefter rigsrådet samledes for at vælge ny konge. Frederiks ældste søn, hertug Christian, havde da allerede gennemført reformationen i den nordlige del af hertugdømmet Slesvig, som han havde fået overladt at styre. Hermed var han helt uantagelig for de katolske medlemmer af rigsrådet med bisperne i spidsen, mens andre modsatte sig andre løsninger, så rigsrådet måtte skilles uden at have valgt en konge.

I denne situation satsede Lübeck voldsomt og besluttede sig for at finansiere en hær, som i samarbejde med oprørske borgere og bønder i Danmark, skulle genindsætte Christian 2. Håbet var, at Lübeck derved kunne genvinde herredømmet over Danmarks handel. Den påfølgende (borger)krig fik navn efter lederen af de lübsk finansierede lejetropper, grev Christoffer af Oldenburg, og blev kaldt Grevens Fejde (1534-36).

Det lykkedes relativt hurtigt for grev Christoffer i samspil med borgere og bønder at sætte sig i besiddelse af Sjælland, Skåne og Fyn. I Jylland rejste en af Christian 2.s tro mænd, Skipper Clement, bondeoprør i hele Vest- og Nordjylland og fik nedkæmpet en adelshær. Forinden havde de jyske rigsråder holdt møde og rettet henvendelse til hertug Christian, som kom til Jylland med en lejetrophær mod slutningen af 1534 og blev hyldet som Christian 3. (1503-1559). Denne skaffede sig takket være sin hær snart magten i Jylland og i løbet af det følgende år også på Fyn, Sjælland og i Skåne. Efter et års belejring overgav også København sig. Herefter blev de katolske bisper fængslet, deres og klostrenes gods konfiskeret og en luthersk statskirke etableret under kongens ledelse. reformationen var gennemført i Danmark.