Senmiddelalderen, 1340-1536

Margrete 1. og Kalmarunionen 1376-1412

Forfatter

Anders Bøgh

Valdemar Atterdags datter, Margrete 1., formåede i kamp mod det mecklenburgske fyrstehus at sætte sig på magten i alle tre nordiske riger. Afgørende for dette var formentlig, at stormændene i alle tre riger frygtede, at det mecklenburgske fyrstehus ville styre ved hjælp af mecklenburgske stormænd og dermed trænge de indfødte stormænd ud af deres vante positioner.

Valdemar Atterdag døde i 1375 uden at efterlade sig en søn, der kunne efterfølge ham. To døtre, som var blevet gift med henholdsvis kong Håkon 6. af Norge-Sverige og en hertug af Mecklenburg, havde imidlertid fået hver sin søn, og så kom kampen om tronfølgen til at stå mellem dem. Efter en del krig, ballade og vanskeligheder lykkedes det at få konsolideret et nyt kongedømme under det ene af børnebørnene – den norske kong Oluf.

Oluf døde imidlertid allerede som 16-årig i 1387, hvorefter hans mor, dronning Margrete 1., for alvor greb tøjlerne. Kong Oluf havde i 1380 overtaget kongeværdigheden i Norge, hvortil hørte bl.a. Island, Grønland og Færøerne efter sin far, så også her overtog Margrete magten. I Sverige faldt det sig så heldigt for Margrete, at de svenske stormænd gjorde oprør mod kong Albrecht af Mecklenburg. Så ved fælles hjælp lykkedes det i 1389 Margrete og de svenske stormænd at besejre kong Albrecht, hvorefter Margrete også kunne overtage magten i det meste af Sverige inklusive Finland.

Hermed herskede Margrete over både Danmark, Norge og Sverige, selvom det varede et stykke tid, før hun kunne sikre sig magten i alle dele af Sverige. Men i 1397 var Margrete nået så vidt, at hun kunne få sin nevø og efterfølger, Erik af Pommern, kronet som konge over alle tre riger i Kalmar. Samtidig blev der gjort et ikke helt vellykket forsøg på at få udarbejdet et fælles forfatningsgrundlag for det, som siden er blevet kaldt for Kalmarunionen.

Trods Erik af Pommerns kroning beholdt Margrete imidlertid magten indtil sin død i 1412. Hun fortsatte Valdemar Atterdags bestræbelser på at samle magten om sin person ved en effektiv beherskelse af kirken og ved at svække de store godsejeres indflydelse og rigdom. Også i Norge fik hun etableret sig stærkt, mens det gik en smule trægere med at sætte sig igennem i Sverige.

I 1386 havde Margrete været nødt til at overlade hertugdømmet Slesvig til de holstenske grever i forbindelse med kampene om magten efter Valdemar Atterdags død. Dette søgte hun med ganske stort held at råde bod på i sine sidste leveår.

Margrete 1.'s sarkofag i Roskilde Domkirke. Sarkofagen er fra 1423, 13 år efter hendes død. Foto: BioPix.
Nærbillede af sarkofagen. Foto: BioPix.