Senmiddelalderen, 1340-1536

Kultur og dagligliv

Forfatter

Anders Bøgh

Senmiddelalderen var præget af en voksende individualisme; sikkert sammenhængende med periodens sociale omvæltninger. Dette gav sig udtryk i en voksende interesse for ens personlige skæbne efter døden. Ifølge katolsk lærdom kunne man da forvente sig et ophold i skærsilden, hvis ubehag og længde stod i direkte forhold til det antal synder, man havde bedrevet i livet. Mulighederne for at synde var særdeles omfattende. For at hjælpe præsterne med at holde styr på alle disse synder blev der udarbejdet såkaldte skriftevejledninger indeholdende mere end 100 spørgsmål, som præsterne så kunne stille til de, der ville skrifte deres synder. Herefter kunne synderne opvejes med en modsvarende mængde gode gerninger af forskellig art.

Den sikreste vej til at påvirke dette regnskab i gunstig retning var gaver til gejstlige institutioner. Allerbedst var det at oprette et eller flere altre, hvor der kunne blive bedt for ens sjæl til evig tid. Dette skete ved at afstå en portion gods til en gejstlig institution, der så kunne bruge indtægterne til at lønne en alterpræst og sikre alterets udstyr og vedligeholdelse. I de større kirker etableredes der efterhånden en mængde sådanne altre; i domkirken i Lund i Skåne var der således over 60 af dem - og man må forestille sig et evigt spektakel af bønner og messer i sådanne kirker. De fleste altre bekostedes naturligvis af adelige og gejstlige godsejere, som så lod sig begrave foran alteret med en flot udhugget gravsten over graven. Men mindre formuende mennesker kunne slå sig sammen i gilder, der bekostede et alter og en præst, der kunne bede for de afdøde medlemmers sjæle.

Syndsforladelse kunne imidlertid også købes for penge af paven. Dette udviklede sig til en større industri, hvor pavelige afladskræmmere drog omkring og solgte breve, der eftergav så og så mange dages ophold i skærsilden. Dette blev en væsentlig forudsætning for reformationens brud med paven, idet mange efterhånden anså dette for ganske ukristeligt.

I løbet af 1400-tallet opstod en ny bølge af kirkebyggeri. De fleste kirker fik påbygget tårne, våbenhuse og kapeller til altre og begravelser samt indbygget hvælvinger og større spidsbuede vinduer, mens der byggedes nye kirker i de fleste byer. Langt de fleste kirker blev også forsynet med (nye) kalkmalerier. Dette foregik alt sammen i den såkaldte gotiske stil, som vandt indpas fra engang i 1200-tallet. Den var præget af stræben mod himmelen og lyset med spidse buer og høje lofter i stedet for den romanske stils lavloftede runde buer. 1400-tallets kirkebyggeri var stærkt præget af murstensarkitekturen i de nordtyske hansestæder.

Fra 1300-tallet har vi et enkelt større krønikeværk bevaret kaldet Yngre Sjællandske Krønike, som bl.a. følger Valdemar Atterdags intense virksomhed på tæt hold. 1400-tallet er præget af en gådefuld mangel på større overleverede litterære værker, men i begyndelsen af 1500-tallet blomstrede historieskrivningen og debatten om religion og samfund godt hjulpet på vej af den forholdsvis nyindførte bogtrykkerkunst. De kendteste navne fra denne tid er Poul Helgesen og Christian Pedersen, som begge var inspirerede af den såkaldte nordeuropæiske renæssancehumanisme.

I løbet af middelalderen fandt der en betydelig indvandring sted; især af tyske adelige og købmænd. Og i senmiddelalderen var det danske sprog udsat for en voldsom påvirkning fra nordtysk dialekt (plattysk). Senmiddelalderens danskere var dog bevidste om, at de var danske. Ifølge samtidige vidnesbyrd var det, der adskilte danskere fra andre, deres sprog, love og sædvaner/kultur.