Senmiddelalderen, 1340-1536

Krise og udvikling på landet

Forfatter

Anders Bøgh

Fra 1349 og frem blev Danmark ramt af gentagne pestepidemier. Dette medførte i første omgang en voldsom mangel på arbejdskraft til at holde produktionsapparatet i gang. Resultatet blev store omlægninger af driftssystemet på landet og store sociale forskydninger.

Den Sorte Død ramte Danmark i 1349-50. Ud fra bedre kendte forhold andre steder kan man skønne, at den kostede hen ved 40% af danskerne livet. Men pesten kom igen i 1360, 1368-69 og 1379 og muligvis også andre år. Det betød et voldsomt indhug i de nye generationer, som ellers kunne have fyldt hullerne efter de døde, og omkring år 1400 kan man antage, at befolkningstallet var ca. halveret.

Dette førte til en markant mangel på arbejdskraft i forhold til det jordareal, man havde dyrket før 1350. Mængder af gårde blev øde og bebyggelser forsvandt. Det gav imidlertid det meste af den tilbageværende befolkning gode kort på hånden. I byerne steg arbejdslønningerne, og på landet skete der noget i retning af en halvering af de afgifter, bønderne måtte betale til godsejerne. Derudover blev produktionssystemet på de store godser efterhånden lagt om. Tidligere havde dette været præget af relativt store såkaldte brydegårde og små landbogårde og gårdsædestavne, hvis hovedopgave var at levere arbejdskraft til storbrugene. Nu blev de store brug imidlertid delt og de små lagt sammen, så resultatet blev, at landsbyerne kom til at bestå af senere tiders velkendte fæstegårde af god familiebrugsstørrelse, dvs. at de omfattede noget i retning af 20 hektar i gennemsnit på de bedre jorde.

Da der nu var rigeligt med jord kunne større dele af denne bruges til kvægavl. Især okser til afsætning i inden- og udenlandske byer fik en voksende betydning gennem 1400-tallet for i 1500-tallet at blive en særdeles indbringende eksportvare. Fordelingen af den dyrkede jord i landsbyerne på nogenlunde lige store fæstegårde betød, at det forholdsvis demokratiske fællesskab om driften, som er kendt som landsbyfællesskabet, fik markant øget betydning.

For godsejerne kom manglen på arbejdskraft til at betyde store vanskeligheder. Mange gik mere eller mindre fallit, mens andre forstod at udnytte situationen ved opkøb af jord til stærkt faldende priser. Værst var det imidlertid for de mindre velhavende godsejere. Den såkaldte lavadel, de mindre herremænd, måtte i stort omfang opgive deres herremandsstatus og blive selvejerbønder eller sælge deres jord og tage til byen og blive købmænd. For andre af disse lykkedes det at opretholde positionen ved at blive administratorer for storgodsejere. Til gengæld kom storgodsejerne efterhånden til at besidde væsentlig mere jord per snude. Dette skete ved arv fra døde slægtninge samt opkøb fra de mindre begunstigede standsfæller. Omkring 1500 kan man træffe (enkelte) godsejere, som ejede omkring 1000 gårde.