Senmiddelalderen, 1340-1536

Kampe mellem kongemagt og aristokrati 1481-1523

Forfatter

Anders Bøgh

Efter massive militære indsatser lykkedes det både kong Hans og Christian 2. i henholdsvis 1497-1501 og 1520-21 at blive konger også i Sverige. Begge blev imidlertid fordrevet igen efter oprør, og da svenskerne i 1523 valgte Gustav Vasa til konge samtidig med, at Christian 2. blev afsat i Danmark, var det endegyldigt slut med Kalmarunionen og efterhånden også med den evige politiske uro i Sverige. Begge danske konger blev pålagt yderst snærende bånd af rigsrådet ved deres tiltræden, men så i den praktiske regeringsvirksomhed mere eller mindre stort på, hvad der stod i deres håndfæstninger. Christian 2. måtte, da han i 1523 blev afsat, sande, at det ikke lod sig gøre at regere Danmark på tværs af de store godsejeres interesser.

Christian 1. døde i 1481, og man kunne så tro, at det var en smal sag for hans ældste søn, Hans, at efterfølge ham. Prins Hans havde imidlertid en yngre bror, der hed Frederik, som kunne hævde en arveret i hertugdømmerne. Enden på dette blev, at både Slesvig og Holsten blev delt i en kongelig og en hertugelig del. Derudover håbede man nu stærkt på, at svenskerne ville falde til føje og antage Hans. Først i 1483 viste dette håb sig at være forgæves, og Hans blev derefter valgt til dansk og norsk konge, efter at have godkendt en overordentlig skrap håndfæstning.

Som nævnt så kong Hans i praksis ret stort på, hvad han havde lovet i håndfæstningen. Han så gerne ikke-adelige eller lavadelige som administratorer på de kongelige slotte i Danmark og danskere som administratorer i Norge, for dermed lettere at kunne holde hånd i hanke med, hvad der foregik. Kong Hans førte desuden en stærkt provokerende politik overfor hansestæderne og især Lübeck, hvilket førte til krig. Mest kendt er han for et totalt mislykket forsøg i år 1500 på at tvinge bønderne i Ditmarsken vest for Holsten til effektiv underkastelse. Året efter blev han fordrevet fra sit kortvarige herredømme over Sverige. Et år senere synes han at have været uheldigt indblandet i mordet på sin ledende embedsmand og landets rigeste godsejer.

Kong Hans døde efter et fald fra sin hest i 1513 og blev efterfulgt af sønnen, Christian 2., efter endnu en skrap håndfæstning. Den tog Christian dog om muligt endnu mindre alvorligt end faderen. Han gik i gang med et storstilet moderniseringsprojekt, der især gik ud på at styrke handelen i Øresundsbyerne i samarbejde med hollandske købmænd på bekostning af hansestæderne. Endvidere tog han fat på at modernisere landets lovgivning ved at erstatte de gamle landskabslove med landsdækkende lovbøger for henholdsvis land og by.

Disse projekter var givetvis forud for deres tid i den forstand, at det ikke var muligt at skaffe tilstrækkelig politisk opbakning over for højadelens modvilje. Katastrofen indtrådte dog først, efter at han i 1521 benyttede lejligheden som nybagt svensk konge til et forsøg på én gang for alle at skaffe sig af med oppositionen i Sverige ved at få henrettet over 80 svenske adelsmænd og ledende byborgere under det såkaldte "Stockholmske Blodbad". Dette førte til et voldsomt oprør i Sverige og Christians fordrivelse. I 1523 fulgte en opsigelse af troskabseden fra førende jyske stormænd i samspil med Christian 2.s farbror, hertug Frederik af Slesvig-Holsten, og støttet af Lübeck, hvorefter man symbolsk afbrændte Christian 2.s love. Christian 2. besluttede efter at have modtaget opsigelsen at flygte for at søge hjælp hos sin mægtige svoger, kejser Karl 5., hvorefter Frederik 1. blev dansk konge. Samme år valgtes oprørslederen Gustav Vasa til svensk konge, hvorefter det endegyldigt var slut med Kalmarunionen og et svensk-dansk kongefællesskab. Fællesskabet med Norge derimod kom til at bestå til 1814.

Potræt af Christian 2. fra 1515. Fra Wikimedia Commons