Senmiddelalderen, 1340-1536

Kampe mellem kongemagt og aristokrati 1440-1481

Forfatter

Anders Bøgh

Christoffer af Bayern blev valgt til dansk konge den 9. april 1440, og snart efter blev han også valgt til konge i Sverige og i Norge. Kalmarunionen var således genoprettet, men fungerede nu på helt nye vilkår. Ved at afsætte Erik af Pommern havde rigsrådene i alle tre riger sikret sig magten, så i stedet for et stærkt centraliseret og ret enevældigt styre i Danmark, som tilfældet var under Margrete 1. og Erik af Pommern, blev der nu tale om en fælles konge, der måtte forhandle sig frem med de tre rigsråd.

Rigsrådenes politik gik især ud på at sikre, at kun indenlandske adelige fik del i de respektive rigers styre, at der fandtes en indenlandsk regering, der kunne fungere i kongens fravær; samt at det enkelte riges indtægter ikke blev anvendt til formål, som ansås for at være dette rige uvedkommende. Hertil kom med tiden en stærkt voksende interesse for flere adelige privilegier og vetoret i alle væsentlige regeringsanliggender.

Den øgede magt til rigsrådene kom med tiden til at betyde, at der blev sat spørgsmålstegn ved kongefællesskabet med Danmark i Sverige og Norge. Trods nogle kriser lykkedes det de danske konger at holde på Norge, mens deres magt over Sverige fortonede sig mere og mere.

Christoffer af Bayern døde barnløs allerede i 1448. Atter måtte man udenlands for at finde en person af fyrsteblod. Nogen må have fået den idé, at man nu skulle prøve at slå to eller tre fluer med ét smæk og sikre Slesvig og Holstens fremtidige forening med kongeriget. I første omgang henvendte det danske rigsråd sig nemlig til rigets gamle fjende Adolf, hertug af Slesvig og greve af Holsten. Han henviste imidlertid til sin søsters søn, grev Christian af Oldenburg, som den barnløse Adolf må have udset til at efterfølge sig selv i Slesvig og Holsten. Christian var også – meget langt ude – beslægtet med det hidtidige danske kongehus.

Ergo besluttede rigsrådet sig for at vælge Christian 1., hvorved oldenborgerne kom på Danmarks trone, og her blev de siddende til 1863. Christian måtte dog først gå ind på en håndfæstning, hvor han måtte love rigsrådet medbestemmelse i alle vigtigere sager. Valget af Christian var et brud på tidligere aftaler om fælles kongevalg i Kalmarunionen, så i Sverige følte man næppe, at man gjorde noget forkert ved at vælge den indfødte adelsmand Karl Knutsson til konge. Herefter udbrød der et kapløb mellem de to om at blive konge i Norge. Begge kandidater havde tilhængere blandt norske stormænd. Enden blev dog, at Christian 1. trak det længste strå; formentlig fordi han kunne mobilisere de stærkeste ressourcer. Disse og andre problemer fandt en foreløbig afslutning i 1450, hvor det blev aftalt, at kongefællesskabet i Kalmarunionen skulle genoprettes ved først givne lejlighed.

En sådan skulle komme i 1457, da et svensk oprørsparti i alliance med Christian smed Karl Knutsson på porten. Historien gentog sig med omvendt fortegn i 1464, da Christian blev smidt ud, og Karl Knutsson vendte tilbage som konge. Herefter var det bortset fra et par korte perioder slut med kongefællesskabet mellem Danmark og Norge på den ene side og Sverige på den anden. Problemet var dog i høj grad på den politiske dagsorden frem til 1523. I Sverige var hele perioden præget af mere eller mindre voldelige politiske magtkampe mellem forskellige grupperinger, som enten ønskede eller ikke ønskede den danske konge på tronen (eller brugte stridspunktet til at fremme egne ambitioner). I Danmark betød kongernes bestandige ønske om at skaffe sig tronen i Sverige med krig eller forhandlinger store dræn på statskassen. Konsekvensen var ekstra beskatning af befolkningen og lejlighedsvis store indrømmelser til det danske aristokratis interesser.

I 1460 lykkedes det imidlertid for Christian 1. at komme i besiddelse af Slesvig og Holsten, efter at hans morbror, hertug Adolf, var død. Da Christian ikke var enearving, kom det dog til koste kolossale summer at udkøbe de andre arvinger, og det viste sig nødvendigt med store politiske indrømmelser til det slesvig-holstenske aristokrati, som fik gennemført, at områderne aldrig statsretligt måtte forenes med Danmark, og at de for altid skulle være forenede. Dermed blev Christian hertug i Slesvig under den danske krone og greve af Holsten i Det Tyske Rige. I 1474 fik han den tyske kejser til at opgradere Holsten til et hertugdømme.

Illustration af Christoffer 3. af Bayern. Fra kb.dk
Illustration af Christian 1. Fra Wikimedia Commons
Christian 1.'s håndfæstning fra den 1 september 1448. Fra Danmarks historie i Billeder (1898)