Senmiddelalderen, 1340-1536

Gejstlighed

Forfatter

Anders Bøgh

Gejstligheden var en meget sammensat gruppe. I spidsen stod de syv bisper i kongeriget med mægtige godsbesiddelser og sæde i rigsrådet. De var som oftest – men ikke altid – adelige. Til at hjælpe sig med administrationen og gudstjenesterne i domkirkerne havde de domkapitler bestående af kanniker, som hver for sig i kraft af deres embede besad pæne godsportioner. Bisper og kanniker var normalt uddannede ved nordtyske universiteter, men oftere i jura end i teologi. De var først og fremmest administratorer og politikere, og den normale karrierevej gik via den kongelige centraladministration. Derudover beskæftigede domkirker og andre større kirker en skare alterpræster, hvis opgave var at udføre de kirkelige opgaver i tilknytning til de talrige alterstiftelser, som kom til at præge senmiddelalderens større kirker.

Sognepræsterne var normalt rekrutteret fra bondestanden eller fra præstesønner, som så måtte have pavelig dispensation for deres såkaldte "fødselsdefekt". Katolske gejstlige skulle leve ugifte, i cølibat. De blev normalt uddannet ved katedralskolerne ved domkirkerne. De ernærede sig som bedre bønder i kraft af de gårde, der lå til embedet, plus en andel af tienden.

Lavest rangerede de såkaldte vikarer, hvis opgave var at passe andres embeder i takt med, at flere og flere gejstlige embeder blev slået sammen. Dette var især en følge af, at indtægterne fra jorden faldt efter ca. 1350, hvorfor der måtte mere gods til for at holde en uændret levestandard. Dette kunne så opnås ved at slå flere embeder sammen og overlade arbejdet til en underbetalt vikar.

I 1479 opstod en ny gejstlig institution, da Christian 1. med pavens tilladelse oprettede et universitet i København. I realiteten var der tale om en præsteskole, men det kneb stærkt med at konkurrere med de veletablerede nordtyske universiteter, så det måtte indskærpes, at det var forbudt at studere i udlandet, før man havde studeret to år ved Københavns Universitet.

Landets ca. 100 klostre husede også en større gejstlig befolkning af munke og nonner. De var opdelt i herreklostre, som ejede jordegods og var beliggende på landet, og tiggermunkeklostre, beliggende i byerne, hvor munkene ernærede sig af milde gaver fra befolkningen. Det rigeste kloster var Sorø kloster, som ejede ca. 625 bondegårde. Der blev grundlagt flere nye klostre i løbet af 1400-tallet, hvorved også nye klosterordener som Birgittinerne, Karmelitterne og Helligåndsordenen kom til landet; oftest sponsorerede af kongerne.