Senmiddelalderen, 1340-1536

Erik af Pommern efter Margrete 1.s død

Forfatter

Anders Bøgh

Efter Margrete 1.s død i 1412 kunne Erik af Pommern omsider regere selv. Hans største udfordringer blev krige med Holsten og hansestæder fulgt af et oprør i Sverige. Resultatet af disse blev, at han blev afsat som konge i 1439.

Erik af Pommern tog straks fat på at forsøge at fuldende den erhvervelse af hertugdømmet Slesvig fra de holstenske grever, som Margrete 1. havde arbejdet ihærdigt på i sine senere år. Men selvom han kunne sætte de tre nordiske rigers samlede ressourcer bag sin krigsførelse, gik det i det lange løb dårligt. Derudover lagde han sig ud med hansestæderne, hvilket førte til krig også med dem. Her klarede han sig bedre, men han kunne ikke forhindre, at hansestæderne, især Lübeck og Hamborg, både hjalp holstenerne militært og stillede en nærmest ubegrænset kredit til rådighed for de holstenske grever, af frygt for at Erik skulle blive for stærk. Inden tingene var afklaret indførte han en fast told for alle, der passerede Øresund. Dermed var Øresundstolden en realitet; atter til stor irritation for hansestæderne.

I 1432 så Erik sig nødsaget til at indgå en ikke særlig glorværdig våbenstilstand med både hansestæderne og Holsten, der i realiteten betød, at han måtte anerkende tabet af Slesvig og acceptere, at hansestædernes vidtrækkende privilegier i hans riger og toldfrihed i Øresund fortsat skulle være gældende.

Erik videreførte Margretes stærkt centraliserede styre af Kalmarunionen. Og for at sikre sig mest muligt udbytte fra Sverige og Norge af skatteudskrivninger og soldater til sine krige indsatte han i stadigt højere grad danskere og tyskere som lokaladministratorer i disse lande, hvilket efterhånden medførte stor utilfredshed blandt de indfødte.

I 1434 udbrød der oprør i Sverige mod Eriks hårde skattepolitik. Oprøret startede som en folkelig opstand, men snart så de svenske stormænd mulighederne for at bruge oprøret til at skaffe sig selv den indflydelse på Sveriges styre, som de ønskede. I 1436 udbrød der også oprør i Norge af de samme grunde som i Sverige, og på et forligsmøde måtte kongen tilskyndet af det danske rigsråd i det store og hele bøje sig for de svenske stormænds ønsker.

Det skulle imidlertid vise sig, at Erik af Pommern i virkeligheden ikke ønskede at være stormændenes "ja-herre" (den, der sagde ja til alt), som han sagde. Han besluttede sig for det for en konge højst utraditionelle, at han gik i strejke. Han slog sig ned på øen Gotland i Østersøen og ernærede sig dér af sørøveri, mens han håbede, at der ville blive så meget kaos i Norden, at man ville bede ham komme tilbage på hans egne betingelser. I 1438 kom han kortvarigt til Danmark, hvor han iværksatte noget i retning af et statskup til fordel for den fætter, han havde tænkt sig som sin efterfølger, inden han drog tilbage til Gotland medførende statskassen.

Snart efter udbrød der omfattende bondeoprør, og rigsrådet besluttede da at indkalde Eriks søsters søn, Christoffer, til at holde styr på tingene. Så snart Christoffer af Bayern var ankommet, opsagde rigsrådet i 1439 Erik af Pommern som konge. For at sikre sig udenrigspolitisk sluttede man samtidig endegyldig fred med og allierede sig med Holsten og hansestæderne. Snart efter blev Erik af Pommern også afsat som konge i Sverige og lidt senere i Norge.

Illustration af Erik af Pommerns majestætssegl. Fra Wikimedia Commons