Senmiddelalderen, 1340-1536

Byer og handel

Forfatter

Anders Bøgh

De overordnede vilkår for dansk handel ændrede sig meget i løbet af senmiddelalderen. Frem mod 1400 mistede Skånemarkedet sin betydning som internationalt varemarked. I stedet koncentrerede man sig om sildehandelen, som til gengæld kulminerede omkring dette tidspunkt med en eksport på ca. 300.000 tønder saltet sild om året svarende til ca. 35.000 ton, hvortil kom afsætningen til hjemmemarkedet. De absolut vigtigste aktører i eksporthandelen med sild var købmændene fra de hansestæder, der lå på Østersøens sydvestlige kyst med Lübeck i spidsen.

For de danske byer betød Skånemarkedets overgang til ren sildehandel, at de ikke længere kunne hente importvarerne på Skånemarkedet, men måtte oprette direkte handelsforbindelser med hansestæderne.

De nordtyske og pommerske hansestæder blev i løbet af 1400-tallet stadig mere pressede af konkurrence fra engelske og især hollandske byer. Disse sejlede gennem Øresund og direkte til deres bestemmelsessteder i Baltikum og Preussen, hvor de især hentede korn og for hollændernes vedkommende afsatte deres tekstiler. Derved mistede de nordtyske hansebyer en væsentlig del af deres traditionelle rolle som formidlere mellem Østersøområdet og Vesteuropa. Dette førte gentagne gange til krig, når hansebyerne forsøgte at holde hollænderne ude af Østersøen med magt. I 1500-tallets begyndelse havde de nordtyske hansebyer mere eller mindre tabt kampen og deres økonomiske betydning dalede kraftigt.

Samlet set voksede indbyggertallet i de nordeuropæiske byer kraftigt i løbet af 1400-tallet. Dette betød en stadig stigende efterspørgsel efter fødevarer, som også kom Danmark til gode. Bortset fra korn og sild rettede den danske eksport sig mere og mere mod slagtet og levende kvæg. I løbet af 1400-tallet steg især eksporten af levende – og derfor stort set selvtransporterende – okser stærkt for at kulminere i løbet af 1500-tallet med betydelige fortjenester for især købmænd og godsejere.

Alt dette medførte også vækst i de danske byer, både hvad angår antal og størrelse. Omkring 20 nye byer så dagens lys efter 1400 - fortrinsvis i egne, som ikke tidligere var tæt dækket med byer. De fleste af de bestående blev også efterhånden større; en særlig kraftig vækst skete i nye og gamle byer langs Øresund.

Allerede i 1300-tallet begyndte byerne at kræve monopol på al handel. Og i 1400-tallet udviklede byerne sig til en politisk faktor, som kæmpede for, at al handel skulle gå igennem dem. Dette lykkedes i vid udstrækning, især fordi kongemagten af hensyn til sine egne indtægter var interesseret i at støtte byernes udvikling. Men man kunne ikke forhindre de store gejstlige og verdslige godsejere i at drive deres egen udenrigshandel med afkastet fra deres godser, ligesom bønderne på sydvendte kyster drev en livlig sejlads på de nordtyske byer.

Byerne styredes af selvsupplerende byråd rekrutteret blandt de rigeste købmænd, som varetog byernes forvaltning og retsvæsen i samarbejde med en kongelig foged. Over for disse stod en voksende mængde håndværkere, som organiserede sig i lav. Lavene regulerede priser, kvalitet og mængder af deres varer og ydelser under kontrol fra - og derfor ofte i modsætning til - byrådene. Den største del af den voksende bybefolkning var dog fattige daglejere og arbejdsmænd. Ved middelalderens udgang udgjorde bybefolkningen vel hen imod 10% af den samlede befolkning. De fleste byer var meget små; til gengæld var der mange af dem - ca. 100 ved middelalderens udgang. Størst var København med ca. 4.500 indbyggere i begyndelsen af 1500-tallet.