Senmiddelalderen, 1340-1536

Adel

Forfatter

Anders Bøgh

Senmiddelalderens sociale udvikling på landet medførte, at der udskiltes et højaristokrati af storgodsejere, mens der blev betydeligt længere mellem de mindre godsejere. Storgodsejerne blev med tiden i stand til at sætte sig på magten i rigsrådet, hvorved de sikrede sig en betydelig indflydelse på landets styre. I begyndelsen af 1500-tallet begyndte man at bruge ordet adel om de, som ejede gods, og som ved deres afstamning regnede sig for finere end alle andre. I 1526 fik de besked på at tage faste slægtsnavne for dermed at hæve sig over den øvrige befolkning, som fortsat tog deres 'efternavn' ved at føje 'søn' til deres faders navn: Jens Hanssøn eller Hansen fx. De fleste adelsslægter tog et kig på deres fine våbenskjolde og kaldte sig Gyldenstjerne, Rosenkrantz, eller hvad disse nu kunne inspirere til.

Adelen fik i løbet af senmiddelalderen monopol på at besidde den tredjedel af landets jord, de da besad. Adelsjord kunne kun afstås til adelige. De fik også monopol på alle vigtige kongelige embeder og i vidt omfang også de højere gejstlige embeder, så længe den katolske kirke bestod. Endelig formåede de stort set at standse nyrekruttering til adelen. I 1645 var der ca. 1800 adelspersoner fordelt på ca. 500 husstande, og de udgjorde da omkring 2,5 promille af befolkningen. Andelen af adelige var større i senmiddelalderen, men den dalede støt over tid. Adelen var en lille eksklusiv kaste.